Så er der en eller anden, der har tænkt, at det kunne være sjovt at putte noget afføring ind i den lidt selvhøjtidelige stemning

Når humøret var højt, sang min far gerne en latrinær vise eller to. Han kunne mange (og han kan dem formentlig stadig) men favoritten har altid været en plat omskrivning af en gammel skillingsvise ved navn »Hjalmar og Hulda«.

Den begynder sådan her: »På blomsterklædt bakke sad Hjalmar og sked/ han tørred’ sin røv i et blad/ så var han uheldig og bladet det brast/ så alle fem fingre i røven sad fast.«  I sandhed en ærgerlig situation. Heldigvis ender visen lykkeligt for vores unge helt, Hjalmar: »Men så var han heldig, så slog han en ski’/ så alle fem fingre af røven slap fri.«

Melodien er en gammel skillingsvisemelodi, som de færreste kender. Men jeg kan sige, at den springer hele seks toner op, når vi kommer til ordet ’fingre’ i sidste vers – og man kan trække den tone længe, og det gjorde min far – nærmest som var det slutningen af en opera (hvad skal der mon ske med disse fingre?) inden de sidste ord »af røven slap fri« afsynges hurtigt og nedadgående som en slags lettet tilføjelse.

Visen er typisk for min far, men også for en bestemt type folkelig visehumor, som jeg holder meget af. Den oprindelige tekst lyder »På blomsterklædt bakke sad Hjalmar så tavs/ thi afskedens time var nær,« men så er der en eller anden, der har tænkt, at det kunne være sjovt at putte noget afføring ind i den højtidelige stemning. Vi ved ikke, hvem der har lavet den, og det er også typisk for den slags viser. Min far lærte den af sin far, og han var tjener på værtshuset Ellen Marsvin i Aalborg. Måske havde han hørt den der? Måske havde han den fra sin far?

Skillingsviser og deres afarter er ofte mindst lige så platte som den om Hjalmar. Nogle af dem er direkte upassende. »Den Lange hr. Jensen han på pigebarnet sprang/ så nosserne de ringlede og røven stod i brand.« Den blev indspillet af Cæsar i 1965, men teksten er langt ældre, og den har formentlig udviklet sig gennem årene. Vers på vers er blevet tilføjet, nogle er sjove, andre er – i hvert fald i nutidens ører – frastødende. Victorianismen kom i slutningen af 1800-tallet, og den bragte noget godt med sig. Nu kunne man ikke længere synge de frække ord ligeud, og man begyndte at lave forskellige litterære krumspring. Det gjorde teksterne mere elegante end »Den lange Hr. Jensen«.

Axel Andreasen skrev viser til diverse revyer fra 1910’erne og frem, en af dem er sangen »Guldbarren«, om en mand, som »Vandred’ med sin barre/ så glad til Blegdamsvej.« Her spiller han på misforståelsen mellem, ja, o.k., man skal heller ikke overforklare tingene.

»Skal vi sove eller hva’,« sang Cleo ude på Bakken, og Lille Palles klassiker »Hængepilen« med omkvædet: »Jeg er så ked af/ den hænger nedad« skal også nævnes. Robert Arnold var en tekstmester i denne genre: »Den bli’ større og større« (handler bla. om hans gæld), »Så stritter den igen« (handler bla. om frisuren) og »Pighvarren« med omkvædet »Har De prøvet med pig, hvar?,« der lyder som, ja …

For slet ikke at glemme »Knud og Ebbe«, som sunget på den helt rigtige måde bliver til »ud og kneppe,« – den er man nødt til at forklare, jeg taler af erfaring. De sjofle, latrinære og lumre viser er sjældent decideret geniale, men mindre kan også gøre det. Og så kan de punktere det opblæste: Hjalmar skider på en blomsterklædt bakke. Deri ligger noget fint.

Det store spørgsmål er naturligvis, om jeg vil synge sangen om Hjalmar for mine egne drenge. Det er jo nærmest en familietradition. Det var nok egentlig ikke noget, jeg havde tænkt mig at gøre, faktisk har jeg aldrig skænket det en tanke. Men nu, hvor jeg har skrevet mig varm: Hvorfor egentlig ikke?