Læsetid: 7 min.

Slaget som ingen af os havde set komme

Caroline Wozniackis største kamp, sejren i Australian Open, opsummerede på en måde hele hendes karriere, og var en centimeter fra aldrig at finde sted. Anders Haahr Rasmussen, der har fulgt Wozniackis karriere og skrevet en bog om Danmarks første Grand Slam-singlevinder, om kampen hvor hun gik all-in
Caroline Wozniacki under kampen mod Simona Halep i Australian Open. Wozniacki er blevet kendt som en defensiv spiller, men formåede at vinde sin første grand slam med et offensivt slag, ingen havde set komme. Foto: Toru Hanai/Reuters

Caroline Wozniacki under kampen mod Simona Halep i Australian Open. Wozniacki er blevet kendt som en defensiv spiller, men formåede at vinde sin første grand slam med et offensivt slag, ingen havde set komme. Foto: Toru Hanai/Reuters

Toru Hanai

31. januar 2018

Det er onsdag eftermiddag i Melbourne, 30 grader varmt med solen skinnende ned over Rod Laver Arena, hvor Caroline Wozniacki spiller tennis i anden runde af Australian Open.

Hun spiller mod verdens nummer 119, kroatiske Jana Fett, som Wozniacki hverken kender til eller har hørt om før denne kamp, en af de mange ekstremt dygtige tennisspillere, som frister anonyme tilværelser på yderbanerne og i provinsturneringer, hvor de skraber penge sammen for at kunne betale flybilletten til næste turnering, hvor gennembruddet højst sandsynlig heller ikke venter.

Her er så faktisk Fetts store chance. Hun har spillet fremragende tennis i to timer og er foran 5-1 i tredje og afgørende sæt, foran 40-15 i egen serv, to matchbolde mod verdensstjernen Wozniacki. Fett slår sin førsteserv hårdt ned i T’et, som mødestedet mellem de to servelinjer midt i banen kaldes. Wozniacki ser, at bolden er inde. Hun er ikke i nærheden af at nå den.

Man kan nå at tænke meget på et halvt sekund. Wozniacki når at overveje, hvad hun skal stille op med den næste halvanden uges tid. Skal hun flyve direkte til Sankt Petersborg, hvor hendes næste turnering finder sted? Skal hun blive hængende i Melbourne, træne lidt under den australske sommersol, eller tage hjem til lejligheden i Monaco, tilbringe nogle dage sammen med sin dværghund Bruno, væk fra det omrejsende tenniscirkus.

Så råber linjedommeren »Out!«. Fetts serv viser sig at være en centimeter ude. Wozniacki er stadig inde i turneringen. Hun vinder de næste to dueller, vinder partiet og en lille halv time senere kampen, 7-5 i tredje sæt, efter hvad formiddagsbladene udråber til et »vanvittigt comeback«. Ti dage senere vinder hun sin største titel i karrieren, en af de mest betydningsfulde tennisturneringer i verden, en af de største bedrifter af en dansk sportsudøver nogensinde.

Det kunne have været en kamp, der ændrede fortællingen om Fetts karriere. Det blev en kamp, der ændrede fortællingen om Wozniackis i stedet. Selv beskrev hun, efterhånden som hun slog sig videre i turneringen med den ene mere overlegne sejr efter den anden, hvordan det føltes, som om hun ikke længere havde noget at tabe, som om hun spillede »with house money«, et casino-udtryk for at gamble med penge, man har fået foræret.

Talemåden var ikke en tilfældighed. Under hele turneringen besøgte Wozniacki på sine hviledage sammen med far Piotr og sin forlovede, den pensionerede basketballspiller David Lee, casinoet på Crown Hotel langs Yarra-floden midt i Melbourne, hvor de var indlogeret. Hvis Wozniacki selv skal sige det, så gambler hun konservativt, når hun står ved bordet. Hvis vi andre skal sige det, så spiller hun konservativt, når hun står på banen.

Gang på gang har hun stået i de store kampe med den store gevinst på spil uden at gå all in. Hendes tennis har set ud til at være negativt defineret: Hun nægtede at tabe. Fik de mest umulige bolde tilbage over nettet, hendes defensiv var grotesk optimistisk, mens hendes offensive slag bar præg af bekymring. Deres fremmeste formål var ikke at gå galt.

Det er Wozniacki kommet langt på, og til at begynde med gik det også godt på Crown Casino i Melbourne. Dag for dag øgede hun indtjeningen, så hun på et tidspunkt var oppe med 1.300 dollar. Symbolikken var næsten for tyk, da hun inden finalen måtte meddele, at heldet var vendt. Hun var nu 200 dollar i minus.

Frihed og lette fødder

Wozniacki har to gange tidligere stået i en grand slam-finale. Begge gange takket være en kombination af fornuftigt spil og gode lodtrækninger, der hjalp hende til useedede modstandere i semifinalerne. Begge gange har hun mødt en absolut klassespiller i finalen – først Kim Clijsters, så Serena Williams – og fået tæv i to sæt.

Lørdag i Melbourne stod hun over for verdens nummer et, Simona Halep. En lille rumæner fra havnebyen Constanta ved Sortehavet, datter af en fodboldglad mejeribestyrer og selv snildt i stand til at tage tyve på foden med en tennisbold. Halep havde, som Wozniacki, to gange tidligere været i en grand slam-finale og tabt. 168 centimeter er ikke meget for en tennisspiller, men Halep er udstyret med de hurtigste, letteste fødder på WTA-touren og en timing i sine slag, der gør hende i stand til at skifte retning, som det passer hende.

Tennis bliver ofte beskrevet som en kombination af boksning og skak. En fysisk hård duel, der kræver strategisk tænkning. Spillet følger mønstre. Haleps gør ikke. Når hun er bedst, giver hun indtryk af total frihed. Ofte går hun på banen uden nogen klar plan. Hun ser, hvad der sker, og tilpasser sig. Spiller sig fri.

Hendes vej til finalen havde været barsk. I tredje runde spillede hun i næsten fire timer mod amerikanske Lauren Davis. Halep var bagud med 10-11 og 0-40, tre matchbolde imod sig, inden hun kæmpede sig tilbage og vandt det afgørende sæt med de groteske cifre, 15-13, aldrig før i turneringens over 100 år lange historie var en kvindekamp blevet udkæmpet over flere partier.

Som om det ikke var nok, spillede hun en af de bedste, mest intense tenniskampe i årevis, da hun i semifinalen besejrede forrige års vinder af turneringen, tyske Angelique Kerber, efter først at have misbrugt to matchbolde, siden overlevet to, for til sidst at vinde 9-7 i tredje sæt.

Så Halep trådte ind til finalen som bookmakernes favorit. Hun var, indtil da, turneringens stjerne. Paradoksalt spiller rumæneren uden tøjsponsor. Som nummer et i verden i en sport med global opmærksomhed og reklameindtægter i milliard-klassen havde rumæneren – hvis kontrakt med Adidas ikke var blevet forlænget – selv måtte bestille sit no logo-tøj over nettet.

Gennemført ubehageligt

Wozniacki trådte ind til finalen med nerver på. De forsvandt efter den første duel. Hendes far og træner, Piotr, var den sidste, der snakkede med hende i omklædningsrummet. Snakkede til hende:

»Jeg er virkelig stolt af dig, uanset hvad der sker. Bare gå derud og vis dem dit hjerte. Giv alt, hvad du har. Tab eller vind, jeg er her bagefter.«

Caroline Wozniacki lagde offensivt ud. Hun spillede hurtigt, og hun spillede modigt. Halvdelen af grundslagene slog hun op langs med linjen, hvor banen er kortest og nettet højest. Det var ikke fordi, hun følte sig afslappet og rolig.

»På intet tidspunkt føltes det rart,« sagde hun efterfølgende om kampen.

Det var en ubehagelig kamp. Men i modsætning til tidligere i karrieren blev Wozniacki i ubehaget. Hun krøb ikke i tryghed nede bag baglinjen. Eller jo, det gjorde hun. Efter at have vundet første sæt overlod hun initiativet til Halep og tabte andet. Efter at have været foran 3-1 i tredje tabte hun tre partier på stribe.

Gang på gang så vi glimt af den Wozniacki, der nægter at tabe, men ikke tør satse stort for at vinde. Gang på gang så vi også noget andet.

Bagud 3-4 i tredje sæt spillede Wozniacki sig på 0-30 i Haleps serv ved først at flå forhånden på tværs af banen og så gøre det samme med baghånden bagefter. Hun skaffede sig breakbold med en hård forhånd op ad linjen slået i fuld løb og med fuld risiko.

Finalen blev spillet under tropiske forhold, 31 grader varmt, men det føltes snarere som 40, luften tung og fugtig, selv ud på de sene aftentimer. Klokken havde for længst passeret 22, da Wozniacki servede for sejren foran 5-4. Forud var gået to timer og tre kvarters finale, der står som en af de bedre i nyere tid. Medrivende, udmarvende tennis, der endte med at sende Simona Halep på hospitalet, hvor hun natten over blev behandlet for dehydrering og fik begge fødder MRI-scannet, inden hun blev udskrevet søndag morgen.

Imens turnerede Wozniacki alverdens tv-studier rundt med Daphne Ackhurst Memorial Cup i hænderne. Trofæet, der er blevet uddelt siden 1934 til minde om tennisspilleren af samme navn, der vandt turneringen fem gange i mellemkrigstiden, inden hun i en alder af 29 år døde af en graviditet uden for livmoderen. Overrakt til Wozniacki af Billie Jean King, der i 1973 samlede 62 kvindelige spillere på et hotelværelse i London, låste døren og sagde, at den først blev låst op, når alle var enige om at stå sammen i kampen for kvinders profesionelle tennis.

»Det var hende, der samlede dollarsedlerne sammen,« som Wozniacki sagde for nylig om King. »Og så spillede de om en dollar.«

»En stærk uafhængig kvinde, der kæmpede for det, hun troede på, og det var lighed.«

Sammen med pokalen fik Wozniacki en check på det samme beløb, som mændene spillede om dagen efter: Fire millioner australske dollar, 20 millioner danske kroner.

Wozniacki tilspillede sig matchbolden efter en duel, der opsummerede hele hendes karriere. Halep kørte danskeren fra side til side. Hendes femte slag var en vinklet inside-out forhånd, som Wozniacki kun akkurat fik ketsjeren på. Bolden svævede højt og blødt tilbage til Halep, der slagflugtede cross-court, men også der nåede Wozniacki ud, fik slået sin forhånd lidt for hårdt, sådan at hun ingen tid havde til at nå ud til den baghånd, Halep slog over i modsatte side.

Wozniacki nåede selvfølgelig derud, men hun gjorde mere end det. Hun smed sig ind i slaget, ind i den dobbelte baghånd, der altid har været hendes styrke, gik all-in med et kort og vinklet slag, som Halep aldrig havde set komme. Som ingen af os havde set komme. Som aldrig før var kommet, men nu, endelig, kom.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Anders Haahr Rasmussen

Flot og medrivende reportage.
Jeg fik mindelser fra dengang for 55 år siden, da Knud Lundberg skrev om Real Madrid vs. Benfica - og det er bestemt ment som en ros.

Morsomt at Wozniackis - indrømmet - imponerende bedrift ikke få blot én eneste kommentator til at fundere over, at danskerne tilsyneladende ikke ser noget problem i, at Wozniacki efter i årevis at være båret frem af økonomisk støtte fra TeamDanmark, nu er flyttet til Monaco, sådan at de millioner, hun nu scorer på sit tennisspil, undgår beskatning.

Alle klapper bare begejstret i hænderne!

Michael Friis, Thomas Andersen, Flemming Berger, Bjarne Bisgaard Jensen, Povl Jensen, ulrik mortensen, Henrik Leffers, Toke Andersen, Anders Reinholdt og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Det har du minsandten ret i jens. Hun burde vise taknemmelighed på een eller anden pekuniær måde. Helt sikkert - det har hun måske bare slet ikke tænkt på, måske har hun gjort det, uden vi ved det - men ellers, helt ærligt wozniacki, serv lige nogen gryn baglæns ...

@Randi - næh, du - hun er en skatteunddrager! Det er sgu ikke noget, hun ikke har tænkt på, det er utvivlsomt helt bevidst.

Hun kunne flytte tilbage til Danmark og betale sin skat ligesom alle vi andre! Der er ikke nogen forskel på Wozniacki og dem, der blev hængt ud efter Lux- og Panama-leaks. Og her behøver vi ikke en gang en leak for at se, hvad der foregår.

Folk, der skaber virksomheder og arbejdspladser bliver hængt til tørre ved enhver given lejlighed - berettiget eller uberettiget. Men hvis man fiser rundt og slår eller sparker til en bold, så kan skatteunddragelse passere, uden at nogen får ondt af det.

Michael Friis, Bjarne Bisgaard Jensen, Povl Jensen, Toke Andersen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Ja jens, det pletter ærlig talt wozniackis præstation og renommé. Jeg hørte forleden, at rige menneskers præfrontale cortex - hvor empatien sidder - er mindre end andres. Disse menneskers indædte kamp for succes, for at bevare den og for at holde platugler fra døren, har altså en meget konkret negativ effekt på de sociale kompetencer.

Et lyspunkt er, at den menneskelige udvikling ikke er gået i stå, og at iflg nyeste hjerneforskning er netop den del af hjernen i færd med at vågne til dåd. Pga denne større bevidsthed med bl.a. et højere niveau af sociale kompetencer til følge vil en for menneskeheden mere hensigtsmæssig adfærd derfor blive normen. Det ser vi frem til.

Toke Andersen

Jens Winther,
Hvordan skulle vi kunne vide at Wozniacki 'i årevis har været båret frem af økonomisk støtte Team Danmark'?
Det ved vi nu og tak for det. Vi deler til fulde din indignation - såfremt det er korrekt selvfølgelig.
Og nu vi er ved det - strengt taget er hun vel ikke skatteundrager, sådan i normal teknisk forstand.
Hun har jo netop flyttet sin bopæl til et område med lavere beskatning. Det der gør en skatteundrager er som regel at det er pengene der omdirigeres, ikke deres ejer.
Og til sidst: I Monaco kan man træne tennis hele året. I Danmark ofte kun et par måneder eller 3 om sommeren.

Randi Christiansen

Ok, teknisk set er hun vel ikke skatteunddrager - men alligevel. Og hvis man har dansk statsborgerskab, er man så ikke dansk? I hvertfald på papiret.

David Joelsen

Stort tillykke til Wozniacki og en flot Dansk sejer!

Jeg ved ikke om Monaco kan betegnes som skattely, men lav skat det har de.