Læsetid: 7 min.

Et stykke kød er aldrig bare et stykke kød

Kulturens kreative og tænkende væsner er splittede om kødet. Det, der for Roland Barthes er himmelsk tyrekraft, er for Morrissey ubegrundet drab. Her er seks af kulturhistoriens mest fordømmende og forherligende tilgange til kødet
Der er ifølge Sigmund Freud intet som et dyredrab og et efterfølgende kødfyldt måltid til at skabe samhørighed og modvirke snæversyn.

Der er ifølge Sigmund Freud intet som et dyredrab og et efterfølgende kødfyldt måltid til at skabe samhørighed og modvirke snæversyn.

The Bridgeman Art Library

26. januar 2018

The Smiths: ’Meat Is Murder’

Da vegetarisme blev rock

Det er død uden årsag. Mord. Det er det, dyredrab og kødindtag er. Sådan lød det i 1985 fra Morrissey, der stod i spidsen for både The Smiths, et af 1980’ernes mest prominente band på den alternative rockscene i Storbritannien, og dyrerettighedsorganisationen PETA. Titelsangen fra bandets andet studiealbum, Meat Is Murder, indledes således – akkompagneret af et kor af brølende køer:

»This beautiful creature must die
A death for no reason
And death for no reason is murder
And the flesh you so fancifully fry
Is not succulent, tasty or kind
It’s death for no reason
And death for no reason is murder
And the calf that you carve with a smile
Is murder
And the turkey you festively slice
Is murder
Do you know how animals die?«

Albummet blev The Smiths største succes, det lå solidt placeret på diverse britiske og amerikanske toplyttelister. The Smiths, og i særdeleshed Morrissey, gjorde dermed askese til noget hot og råt i fattig-80’ernes Manchester. Vegetarisme – og givetvis også moralisme – blev en sexet og maskulin størrelse. Siden sit gennembrud med The Smiths har Morrissey, der i en alder af 11 år sprang ud som veganer, talt dyrenes sag i offentligheden.

Han forbød de øvrige bandmedlemmer at spise kød i offentligheden, han insisterede på, at der udelukkende blev indtaget vegansk kost, mens de turnerede med Meat Is Murder. Han foragter kødindustrien mere end det engelske kongehus og Margaret Thatcher tilsammen, har han udtalt. Og det har haft en effekt. Efter sigende lod flere tusinde fans sig omvende – om ikke andet så momentvist – til tonerne af »Meat Is Murder«, sandsynligvis.

Netflix
Også en supergris har følelser

Vegetarisk eventyrfilm og kapitalismekritik

Filmen Okja fra 2017 begynder i et idyllisk bjerglandskab i Sydkorea. Her bor teenagepigen Mija sammen med sin bedstefar og kælegrisen Okja. Okja er, ud over at være Mijas bedste ven, en gigantisk supergris, som den multinationale, agrokemiske virksomhed Mirando har skabt som løsning på verdens sultproblemer.

Supergrisen er en enorm indtægtskilde for Mirando, og de beslutter at hive den med til New York – for først at blive præsenteret for investorer og dernæst slagteren. Med hjælp fra den ikke-voldelige, nuttede og aldeles enerverende dyrevælfærdsorganisation ALF igangsætter Mija en hæsblæsende form for redningsaktion i metroen i Seoul.

Okja, der er producret af Netflix, instrueret af sydkoreanske Bong Joon-ho og har Tilda Swinton og Jake Gyllenhaal i hovedrollerne, er et vegetarisk og antikapitalistisk kampråb og en benhård kritik af mad- og forbrugskultur.

Kødspisning er social status og forbundet med dominans. Det er en måde at genvinde sin tabte maskulinitet på og dybt indlejret i vores forestillinger om kønnene. Men det er også på retræte
Læs også

Filmen trækker på et overordentligt arsenal af effekter fra sci-fi- og eventyrgenren og stiller aldeles velkendte, men stadig ubehageligt konfronterende spørgsmålstegn ved vores daglige måltider og forbrugsvaner. Den går kritisk til kødspiseriet og fødevareindustrien. Og det felt er absolut sprængfarligt. Intet er så provokerende som vegetarismen. Givetvis derfor blev Okja en af de mest rødglødende og kontroversielle titler i filmåret 2017. Den blev både buet og jublet ud af Cannes, og den bliver (efter Netflix’ egen befaling) ikke vist i franske biografer foreløbig. Den kan dog stadig ses fra sofaen.

AKG
Den intellektuelles befrielse

Roland Barthes om den blødende bøfs tyrekraft

Roland Barthes er en absolut upassende lidenskabelig kødspiser. Den franske semiotiker blev født i 1915 og er altså fra en tid, hvor selv den rødeste, mest blødende bøf ikke rimer på hverken dyredrab, CO2-skurk eller tyfon. Nej, for Barthes er le bifteck intet mindre end en mytisk og absolut vidunderlig størrelse.

Den er kødets hjerte, den er kød i sin reneste form, og »enhver der spiser deraf optager tyrekraft i sig, skrev den sultne franskmand i det ikoniske essay Fransk bøf og pommes frites fra Mytologier (1969), hvori Barthes endevender hverdagslivets mytologiske stof.

Og det er for Barthes med den letstegte bøf, som det er med vinen (og sikkert også mælken): Den besidder den vitalitet og autenticitet, som det intellektuelle menneske så gerne vil opnå. Indtagelsen af det blodrøde kød og den endnu rødere vin er dette menneskes ihærdige forsøg på at komme tættere på »det oprindelige«, på naturkræfterne – og altså fri fra den hæmmende, stive intellektualitet og hjerne.

Bøffen er, skriver Barthes, et »løskøbelsesmiddel, som gør det muligt for dem at verdsliggøre deres intellektualitet og i kraft af blodet og den bløde kødmasse besværge den tørre sterilitet, som man ustandselig beskylder dem for«. Og endnu bedre og blodigere end bøffen, er tartaren. Den er hos Barthes ikke blot umådeligt lækker og kødligt læskende, den er en romantisk forening af substanser, af kropslighed og følsomhed:

»Den blodige puré og den slimede æggehvide, en hel harmoni af bløde og levende substanser samt et ret udtryksfuldt sammendrag af præ-fødselsassociationer.« Velbekomme.

Mario Anzuoni
Kødklæder

Zhang Huan og Lady Gaga i draperet okse

Kød er også til udvortes brug. Popfænomenet Lady Gaga iførte sig rå, draperet okse fra top til tå til MTV Video Music Awards i 2010. Hun havde en bøf i håret og kødstrimler viklet om torso og fødder, da hun høstede en stribe af priser for pladen The Fame Monster.

Gagas outfit igangsatte heftig debat, dyrerettighedsforkæmpere tog afstand på det kraftigste, og også Cher følte ubehag, da hun under prisoverrækkelsen skulle holde Gagas kødtaske. Komiker og tv-vært (og vegetar, ikke mindst) Ellen DeGeneres havde svært ved at opholde sig for tæt på kødkjolen under et interview, og da hun spurgte Gaga, hvad meningen med kjolen var, svarede popstjernen med henvisning til USA’s militaristiske kurs sådan her:

»Det er ikke min mening at være disrespektfuld over for veganere eller vegetarer. Som du ved, er jeg det mindst fordømmende menneske på jorden. Men for mig bærer kjolen et vigtigt budskab om, at vi skal kæmpe for vores rettigheder lige nu – ellers vil vi snart ikke have andet end kødet på vores knogler.«

Gaga var ikke den første til at eksperimentere med beklædning af kød. Den kinesiske kunstner Zhang Huan gjorde allerede i 2002 køddragten til performancekunst, da han iført en slags Hulk-kostume af råt kød vandrede New Yorks gader tynder. Performancen skulle efter sigende lege med »immigrantens, animistens og bodybuilderens identitet og tilhørsforhold«.

Netflix
De ubehagelige fakta

Cowspiracy og Om at spise dyr

»Der er en eneste industri, der ødelægger planeten mere end nogen andre,« står det med rød, blinkende skrift. »Den er den største synder, når det gælder global opvarmning og tørke, skovrydning og uddøende arter. Men ingen vil tale om det. Heller ikke miljøorganisationerne.«

Den crowdfundede dokumentarfilm Cowspiracy fra 2014 handler overordnet om kødindustriens ansvar for planetens fatale katastrofekurs. Den går også kritisk til de miljøorganisationer – Green Peace, Sierra Club, Rainforest Action Network med flere – der burde gå i flæsket på kødproducenter, men faktisk er forbavsende tavse.

For kødindustrien er for magtfuld. Den sidder på økonomiske, juridiske og politiske ressourcer, der er umulige for enhver ngo eller mindre organisation at hamle op med. Og således ties kritikken ihjel. Cowspiracy af Kip Andersen og Keegan Kuhn er en af de dokumentarfilm, der faktisk kan ændre dine madvaner. Om ikke andet dit syn på køle- og kødmontrene i Netto.

Menneskets forhold til at spise dyr gik først i det 20. århundrede så vidt, at selve dyret nærmest forsvandt. Det er kød fra kølemontrer, vi spiser, ikke dyr. Dette ’kød’ er resultatet af en lang historie om den vestlige verdens metafysik, som især to franske filosoffer, Élisabeth de Fontenay og Florence Burgat, har undersøgt og bragt ind i filosofiens abstrakte templer
Læs også

Det samme gælder Om at spise dyr af Jonathan Safran Foer. Her endevendes de fortællinger, som maden, kødet og mælken er blevet sovset ind i igennem kulturhistorien. Og ligeledes de fortællinger, Jonathan Safran Foer er vokset op med. Om bedstemorens kylling, om vegetarismens umulighed, om overlevelse og lys. Og de punkteres mere eller mindre alle af ubehagelige faktuelle informationer. Et eksempel: Mellem 80 og 90 procent af de dyr, der bliver trukket i land i forbindelse med rejefiskerier, ikke rejer, men småfisk og havdyr, der dør og kastes overbord. En rejemad? Nej, vel?

The Bridgeman Art Library
Slå dyret ihjel, så far kan leve

Sigmund Freud om dyredrab og fællesskab

Sigmund Freud har naturligvis også et par bud på, hvorfor mennesket er nødt til at spise dyret. Det første handler om, at drengebarnet må dræbe og spise dyret, så det ikke dræber faren. For drengebørn udvikler jo – ifølge Freud – før eller siden seksuelle følelser over for moren. Og det leder, naturligvis, til besværlige og modstridende følelser i forholdet til faren.

De elsker ham på den ene side for at være beskytteren, de hader ham på den anden side for at dyrke (eller have dyrket) sex med deres mor. Så de rotter sig – eller, det gjorde de traditionelt set – sammen og dræber faren – og spiser hans kød, så de kan få del i hans potens og styrke.

Herfra overvældes drengebørnene af skyld og skam, lyder det i Totem og tabu fra 1913. Den model fungerede ikke rigtig ved for nogen. Så de fleste klaner, stammefællesskaber og slægter indfører to love, forklarer Freud: En lov, der forbyder incest, og en anden, der påkræver jævnlige dyreofringer. Dyreofferet og den efterfølgende kødspise er altså en slags erstatning for fadermordet.

Der er, beskrives det i Totem og tabu, også andre grunde til mennesket forhippede forhold til kød. Før brugen af ild og kendskabet til agerbrug kom dyreofringen. Det er den ældste form for offerpraksis og et afgørende led i »den sociale forpligtigelse«.

Der er ifølge Freud intet som et dyredrab og et efterfølgende kødfuldt måltid, der skaber samhørighed og afhjælper snæversyn. Har man delt en luns kød eller en slurk mælk, så er muligheden for fjendskab taget af bordet – så længe kødet eller mælken endnu er i kroppen. Og derfor er man nødt til at gentage akten, lød det i 1913.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu