Læsetid: 6 min.

Tyrkisk kunstner: ’Som feminist har jeg råbt og skreget for kvinders rettigheder, men som kunstner vil jeg ikke gøre det’

Den tyrkiske kunstner CANANs soloudstilling ’Behind Mount Qaf’ er en ærlig, intim og provokerende bearbejdelse af de personlige traumer, som sociale, religiøse og politiske tabuer har skabt for hende i Tyrkiet. Et indspark i en kønsdebat, der stadig er present overalt i det tyrkiske samfund
There's So Much Evil Out There (2017) af CANAN.

There's So Much Evil Out There (2017) af CANAN.

Murat Germen

30. januar 2018

ISTANBUL – ARTERs udstillingsvindue står frem i menneskemylderet på Istiklal Avenue med CANANs installation Animal Kingdom (2017). Der er en farveeksplosion af drager, slanger, papegøjer, hjorte og en føniks, der hænger ned fra loftet udsmykket med glimmer, pailletter og tyl.

At træde ind i galleriet er som at træde ind i en surrealistisk, overnaturlig og livlig feministisk verden, der spænder over tre etager, der alle er befolket med mærkelige væsner: androgyne gudinder, erotiske dæmoner og mytologiske dyr.

Udstillingen skiller sig ud som et farvestrålende og insisterende modsvar til den tiltagende censur i Tyrkiet efter kupforsøget mod den tyrkiske stat i sommeren 2016 og den femte forlængelse af landets undtagelsestilstand. Tusindvis af politikere, akademikere og forfattere er i fængsel, og kunstnerne skal træde varsomt.

»Vi lever i en dybt traumatisk periode, og alle leder efter en måde at helbrede sig selv på,« fortæller CANAN bekymret, da jeg møder hende i galleriets lokaler. Værket There is so much evil out there (2017) er blevet til med tanke på alle de mennesker, der er blevet fængslet i Tyrkiet efter kupforsøget. Det består af et blændende hvidt, celleagtigt rum med en seng og et bord, hvor væggene er overtegnede med desperate, erotiske beskeder. At stå i rummet er som at være indespærret i en mellemting mellem et hospitalsværelse og en fængselscelle.

»Det er uacceptabelt, at folk bliver fængslet og at vores ytringsfrihed er blevet begrænset. Men der er ikke nogen forskel på, om vi skaber fængsler for os selv, eller om folk bogstaveligt talt bliver lukket inde i en celle,« siger CANAN.

At komme i helvede

Med sin soloudstilling Behind Mount Qaf, der rummer hendes værker gennem to årtier, træder hun direkte ned i nogle af de tabuer, hun mener, fylder i det tyrkiske samfund.

»Min kunst konfronterer alle de sociale og religiøse normer, der regulerer vores adfærd, udseende og livsstil. Det kan være forestillingen om, at komme i helvede, om syndsforladelse og om at føle sig beskidt og dæmonisk,« fortæller hun, mens hun viser mig rundt iført vandrestøvler, pangrøde læber og med en lilla fjer fæstnet til håret, der vipper, når hun taler.

»Jeg konfronterer den udprægede tendens til at erfare kvindekroppen som et seksuelt objekt, hvor seksualiteten ikke handler om nydelse, men er en forpligtelse over for manden. Et andet tema er frygten for ikke at kunne finde en plads i samfundet som andet end en lydig hustru og selvopofrende mor.«

Den tyrkiske kunstner CANAN bruger ofte sin egen udklædte og afklædte krop i sine værker. Her er ’The Transparent Police Station’. 

Murat Germen

Hendes udstilling har allerede haft over 50.000 besøgende siden åbningen i september og består af malerier, fotografier, videoer og skulpturer. I stueetagen hænger videoinstallationen Fountain (2000), der viser kunstnerens bryster, der drypper med modermælk, da hun var gravid med sin datter.

Et andet værk er selvportrættet Cybele (2000), hvor hun poserer usminket, nøgen og højgravid med tunge bryster og en svulmende mave, der er opkaldt efter den frygiske modergudinde fra det centralvestlige Anatolien. Selvom hun bruger sin egen udklædte og afklædte krop i sine værker, nægter hun at at vælge ideologisk side i en kønsdebat, hun mener, er stagneret.

»Der er en ufrugtbar polarisering i alle aspekter af den kønspolitiske debat i Tyrkiet. Mellem de venstreorienterede og de konservative, de troende og de ikketroende, de kvinder der bærer tørklæder og de kvinder, der ikke bærer tørklæder. Det fremmaner stereotyper, der forhindrer folk i at se deres egne problemer i øjnene,« fortæller hun.

Det sidste tørklædeforbud

Opdelingen mellem de sekulære og de religiøse kvinder kommer til udtryk i diskussionen om kvinders påklædning, der stadig er et kontroversielt emne i Tyrkiet. Tørklædeforbuddet har været håndhævet siden republikkens grundlæggelse i 1923, men er gradvist blevet afviklet gennem en række reformer, der blev indledt i 2010 af det islamisk-konservative regeringsparti AKP og præsident Recep Tayyip Erdoğan. Tyrkiets sidste tørklædeforbud blev ophævet i starten af februar 2017, da kvindelige officerer fik ret til at bære hovedtørklædet inden for militæret.

I februar 2015 gik mænd og kvinder på Istanbuls gader iført miniskørter i protest mod det brutale mord af den 20-årige Ozgecan Aslan, der blev forsøgt voldtaget af en mandlig buschauffør, der stak hende ihjel med en kniv og dumpede hende i en flod uden for byen Mersin. Aslan er blevet et folkeligt symbol på den udbredte vold mod kvinder, der er blevet en kronisk tilstand i det tyrkiske samfund.

Ifølge en rapport udgivet af kvinderettighedsorganisationen We Will Stop Femicide er i alt 365 kvinder blevet dræbt af mænd i de første 11 måneder af 2017, ud fra en optælling af de drabssager der er blevet omtalt i medierne i løbet af året. Rapporten fastslår, at drabene er sket som følge af kvinders ønske om skilsmisse, krav om økonomisk uafhængighed, uenigheder om børneopdragelse eller som følge af at have nægtet at søge forsoning efter anklager om seksuelt misbrug eller hustruvold.

»Når du befinder dig i en politisk situation som den i Tyrkiet, føler du et ansvar, uanset din alder, køn eller sociale identitet. Men undertrykkelse finder sted overalt i verden,« siger CANAN, der selv har taget kunstnernavnet CANAN, efter hun i 2010 blev skilt fra sin mand. 

Det har været et dårligt år for den tyrkiske ytringsfrihed. 184 medier er blevet vilkårligt og permanent lukket ned som konsekvens af de nye forordninger under undtagelsestilstanden, hvorved også de øvrige oppositionsmedier er blevet alvorligt begrænset, skriver Amnesty International i deres årsrapport for 2017.

De, der udtrykker uenighed, især i forhold til det kurdiske spørgsmål, er blevet udsat for trusler om vold, fængsling og kriminel retsforfølgelse. Situationen er forværret efter at fredsforhandlingerne mellem det kurdiske arbejderparti, PKK, og den tyrkiske stat brød sammen i sommeren 2015, hvorefter den voldelige konflikt er eskaleret på ny. Den 28-årige billedkunstner og journalist Zehra Doğan er en af de kvindelige kunstnere, der er blevet dømt for terrorpropaganda.

Dømt for at male

Doğan var redaktør på Tyrkiets første og eneste nyhedsbureau for kvinder, Jin News Agency (JINHA), der blev lukket af de tyrkiske myndigheder i slutningen af oktober 2016. Hun har fået to år, ni måneder og 22 dage i fængsel for at have malet efter et fotografi af tyrkiske sikkerhedsstyrkers bombardementer af byen Nusaybin i Mardin-provinsen i det sydøstlige Tyrkiet. Begrundelsen for dommen er, at hun har malet det tyrkiske flag på de bombede husmure. I et nu slettet tweet skrev Doğan, til sit forsvar:

»Jeg er blevet dømt for at male tyrkiske flag på de destruerede bygninger, som den tyrkiske regering selv har forårsaget. Det eneste jeg har gjort er at male det.«

CANAN er omtalt som Tyrkiets »førende feministiske kunstner« i nyhedsmediet Al-Monitor, og jeg spørger hende, om hun føler et særligt ansvar for at tale på vegne af Tyrkiets kvinder.

»Vi har alle et socialt ansvar, og alle føler det,« understreger hun. »Som feminist har jeg selvfølgelig været ude på gaderne og råbt og skreget for kvinders rettigheder, men som en kunstner vil jeg ikke gøre det. Jeg kan ikke lave kunst i et klima af vrede og politisk frustration.«

Hun fortæller, at udstillingen ikke har været underlagt censur, hverken fra myndighederne, publikum – eller fra hende selv. »Lige siden jeg begyndte min kunstneriske karriere har jeg følt mig truet. Men jeg har indset, at de fleste bekymringer handler om min egen frygt for samfundets normer. Med denne udstilling har mine bekymringer været ubegrundede.«

Hun er født i Istanbul og er af kurdisk slægt, men omtaler sig selv som »en kunstner bosat i Tyrkiet«, da en proklamation af hendes kurdiske baggrund kan sætte hende unødigt i bås som kunstner. Hun ønsker ikke at blive gjort til repræsentant for en undertrykt, etnisk minoritet.

»Kommer du fra Vesten har du måske en forventning om at høre noget om etnicitet, men det er en fordom. Ser du udstillingen gennem det blik, vil du gå glip af meget,« fortæller hun.

»Magt er ikke ensidet, men kommer alle steder fra: os selv, vennekredsen, familien og staten. Undertrykkelsesmekanismer eksisterer i enhver social struktur, ikke kun i muslimske samfund eller i den islamiske lovgivning og samfundsforståelse.«

Udstillingens titel refererer til det kosmiske bjerg Mount Qaf, der er et vigtigt sted i den persiske og arabiske mytologi, som mennesket skal bestige for at blive oplyst.

»Men tanken om at finde sig selv, findes også i andre mytologier,« fortæller CANAN og understreger, at hendes tema er irreligiøst.

»At krydse Mount Qaf er historien om selvopdagelse. Min kunst er et redskab til at afkode frygten i mig selv og i samfundet og derved omdanne det i dialog med mit publikum og skabe en kollektiv helingsproces«.

Udstillingen ’Behind Mount Qaf’ kan opleves frem til d. 18. februar, 2018, i ARTER gallery i Istanbul, Istiklal Avenue, nr. 221.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Damm
  • Eva Schwanenflügel
Katrine Damm og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu