I skribentens pubertære år, da safterne steg, og ABC-Teatret under navnkundige Stig Lommer var på sit højeste, rygtedes det troværdigt, at årets revy blandt andet bestod af et stripteasenummer, som man i disse tider knap nok tør nævne ved navn. Danserinden var af en af tidens varmeste Lommer-piger, Ulla Bella der delvis havde vist sig frem i Billed-Bladet og signalerede nærkontakt.
Skribenten i svøb sparede resolut sammen og købte billet til teatret på Frederiksberg Runddel uden specifikt at nævne initiativet for familien, der havde været der og begejstret planlagde en tur for hele familien. Det kunne man ikke vente på, Anna Bella beså man også hellere uden mor og far.
Fantasierne om danserinden antog i dagene op til forestillingen bibelske dimensioner med efterfølgende indfrielse en flad tirsdag i det Herrens år 1958. Ikke alene var det skribentens debut som stripteasepublikum, men også første gang, han skulle opleve Kjeld & Dirch på scenen. Det var de store numre, sådan huskes det, vistnok ’Skolekammerater’, helt sikkert ’Babs og Nutte’, ’Tømmerflåden’ og de to som maler og tapetserer.
Dø af grin
På et tidspunkt under netop dét nummer, jamrede en tyk mand på rækken bagved:
»Jeg kan ikke mere!« i en sal som tømt for luft, latteren på smertepunktet. Folk hev efter vejret, hvinede og brølede. Mennesker kan faktisk dø af grin, det havde man netop læst hos Oscar Bloch i klassikeren Om døden og undertegnede blev i sit trettende år ængstelig for at afslutningen nu skulle ske på Frederiksberg Runddel.
Selvopholdelsesdriften og drifterne sejrede i forventningen om Ulla Bella. Entreen gjorde hun til tunge rytmer i fjerboa og ikke mere. Og så begyndte dansen. Allerede efter de første trin, hvor fjerene begyndte at flytte sig nedefter, blev en mandehulsrist i scenegulvets anden side trykket op nedefra, og Kjeld & Dirch kom op i smoking og sydvest og satte sig på kanten og gloede på danserinden. Da Ulla Bella var ved at komme til de ultimative afklædende bevægelser, trak parret hver sin madpakke op af inderlommen og begyndte at bytte madder. Den tykke mand bagved hylede igen.
Hvordan bærer man sig ad med at bytte madder og holde publikum i sine hule hænder, mens tidens hotteste smider kludene få meter væk? Det gjorde Kjeld & Dirch. Et komisk, altid tragikomisk desperat og vanvittigt nærvær, som aldrig er overgået. Ingen så på Ulla Bella, end ikke skribenten på grådens rand af grin. Da lyset gik ud for sceneskift, havde Ulla Bella danset forgæves.
Et par år senere da Kjeld Petersen ligesom Dirch Passer forgæves havde forsøgt sig i den seriøse genre, søgte de sammen igen på ABC.
Skribentspiren fik en dag midt på Allégade øje på den genkomne Petersen: en vred mand som når han var bedst på scenen, en ulykkelig kvinde trissede fortabt af sted ved hans side, hans kone var det vel. Få dage efter optrådte Kjeld & Dirch igen.
Samme aften var det forbi. Hjertet brast.
& Dirch stod knust tilbage.
Informations humorkanon
Vores eget og fuldkommen idiosynkratiske bud på humoristiske højdepunkter i dansk kultur. Vi er ikke interesseret i kronologi eller hierarkisering, men i en kærlig, personlig og positiv genformulering af alle tiders danske humor.
Seneste artikler
’Normalerweize’ udstillede dansk 00’er-normalitet
12. februar 2018Kulturskribent Lone Nikolajsen var allergladest for Lærke Winther og Anna Neye Poulsens sketchshow, når der blev lavet fis med postkolonial skyld. Informations idiosynkratiske humorkanon er nået til den moralsk anfægtede udstilling af 00'er-normalitet: ’Normalerweize’Jeg vil i seng med de fleste – mænd og koner, heste, grise, køer og får
8. februar 2018Da kulturredaktør Katrine Hornstrup Yde gik på efterskole, klappede hun og vennerne sig på patterne og sang »trives BEDST med hvide men’skeeer, for jeg synes, de er pææænest« og fandt et hemmeligt sprog, de kunne bruge til at vrænge af selvalvoren i den voksenverden, de var ved at vokse ind i. Informations idiosynkratiske humorkanon er nået til: Lex & KlattenBørnehumor anno 2018: Hvorfor tager en aarhusianer altid en bildør med ud i ørkenen?
8. februar 2018Sjove historier er både tidløse og afhængige af deres tid. Det lærer vi på en lille time i 3.c, hvor vi går fra at høre om lårklaskende samere over aarhushistorier til youtube-stjerner. Som led i Informations undersøgelse af humor har vi været på besøg på Gentofte Skole for at finde ud, hvordan de får hinanden til at grine
Ingen analyser herfra.
De var bare sjove, og er stadig sjove.
Momentum, venskab og kærlighed.
Georg Metz har evner for humor, som jeg glæder mig over - og håber at se mere til - men hvorfor skal det være så "idiot-psykopatisk" eller hvad det nu var for et ord - nåh jo: "idiosynkratisk"?
Er det ikke lidt modbydeligt?
Kære vorherre, giv mig hver dag et nyt fremmedord, som jeg kan imponere med - og jeg lover, at jeg ikke vil accellerere i dem, før jeg er helt defekt i dem ; - )
Er der nogen under 40, der synes, at de er sjove? "Dygtige", javel - men er det andet end nostalgi?
I Gaardskjærs bog "Kjeld og Dirch" er der en liste over numre i "Spræl sprællemand, spræl" der havde premiere den 29. marts 1958. Her ser man listet "Babs og Nutte", men ikke "Skolekammerater" eller "Tømmerflåden". Disse to sketche havde - så vidt jeg kan se - haft premiere i henholdsvis 1956 og 1957. Det er vigtigt at bemærke at Gaardskjær kun lister "udvalgte numre" (hvad det så er?) og at der i 1958 også var en anden revy, men hvis Metz har set "Skolekammerater" eller "Tømmerflåden" må det så have været genbrugte numre. Genbrug ser man i jubilæumsrevyen fra 1960 og den fatale revy i 1962, - for den sidstnævnte lister Gaardskjær genbrug af "Skolekammerater". Så omend det ikke er usandsynligt at Metz har set de klassiske sketche hin flad tirsdag, så er der måske mere nærliggende at tro at der er tale om en erindring, fremfor et faktum.