Virkelig rart i nogle timer at kunne hengive sig til at være både Odysseus og Bloom

Jeg fejllæste spørgsmålet. Hvilke oplevelser har gjort dig til feminist, troede jeg det var. Men spørgsmålet var, hvilke litterære værker har gjort det samme? Jeg tror dog ikke, det er litteraturens ærinde at få os til at have holdninger, litteraturen vil derimod have os til at forstå alle afskygninger af menneskeheden.

Jeg er, når jeg læser, Kiplings forkælede rigmandssøn Harvey Cheyne, der falder i havet og bliver en mand på en fiskerbåd, jeg er Virginia Woolfs Orlando, kvinde når det passer til samfundet, mand når det passer bedre.

Det, der har gjort mig til feminist, er oplevelsen af uoverensstemmelse mellem mit indre og det ydre samfund. Da jeg var dreng, fik jeg at vide, at jeg kunne blive til alt; ingeniør som min far var dog klart at foretrække.

Men i fysiktimen satte den langhårede fysiklærer os piger – og for første gang oplevede jeg at være en pige og ikke en hvemsomhelst – bagest i lokalet, fordi fysik alligevel ikke var noget, vi kunne rumme i vores hjerner. Min hjerne rummede ellers så meget.

Feministisk litteratur har jeg læst, men som bøger blandt andre, og fordi de var interessante på andre planer. Den første bog, jeg købte, da jeg som 15-årig blev ansat i Farum Boghandel, var Charlotte Perkins Gilmans Kvindeland, hvor kvinderne har magten, og det var frydefuld læsning midt i mit 15-årige oprør til familiesammenkomsterne, hvor jeg blev siddende i stuen med min far og onklerne og fætrene, mens kvinderne var i køkkenet, på trods af, at der var meget sjovere ude i det køkken.

Alt og alle

Så den feministiske erfaring kommer af oplevelsen af, at der er forskel på det indre liv og de ydre forventninger, hvor min erfaring er, at læsningen er en indre oplevelse, der giver en følelse af overensstemmelse imellem det indre og det ydre, fordi den ydre verden, der beskrives, indoptages som en hel erfaring.

I læsningen kan jeg være alt og alle; præcis som jeg føler mig. I samfundet skal jeg være Laura fra Det lille hus på prærien, før jeg er Harvey Cheyne; men jeg er den Laura, der løber over præriegræsset på bare fødder, ikke den Laura, der indordner sig som kvinde; og jeg er den Harvey, der får kendskab til alle samfundets kår og formår at bruge det på følsom vis.

Det er klart, at jeg i litteraturen som kvinde støder på det, vi støder på som kvinder sammen med mine kvindelige hovedpersoner. Vi bør være søde, docile, forstående og smile smile smile. Det er sgu svært indimellem. Og virkelig rart i nogle timer at kunne hengive sig til at være både Odysseus og Bloom og leve deres liv, som den mand, man nu er.

Merete Pryds Helle er 52 år og har senest udgivet ’Folkets Skønhed’ (2016)