Læsetid: 2 min.

Walter og Carlo undgår ubevidst døden med naiviteten som missilskjold

Det var Walter og Carlo, der lærte Informations journalist Mathias Mencke at sige: ’I dag våd i røven, men i morgen pandekager til middag’
Det var Walter og Carlo, der lærte Informations journalist Mathias Mencke at sige: ’I dag våd i røven, men i morgen pandekager til middag’
19. januar 2018

Jeg har en ubehjælpelig vane, der forekommer ligegyldigt, hvor i verden jeg befinder mig. Vanen opstår som regel, når jeg transporterer mig, og byen med ét erstattes af et landskab – eller når jeg vandrer, og horisonten pludselig åbner sig efter timer i tæt skov.

I begge tilfælde afbryder jeg spontant øjeblikkets skønhed og udbryder: »Her vil i nær fremtid skyde små hælebarer op overalt omkring i landskabet.«

Da min far i midten af 1990’erne tvangsindlagde mig til at se Walter og Carlo: Op på fars hat (1985), var det formentlig replikkens absurditet, der ridsede min drengehjerne. Da jeg som teenager fik seriens tre film af onkel Torben i julegave og genså dem, sprang citatet igen i øjnene. Denne gang som symbolet på et ukueligt håb og en optimistisk tro på, at det forældede også har sin plads i fremtiden. Det kunne f.eks. være printaviser.

Filmene handler om den høflige og underkuede steward Walter van Heimvee (Ole Stephensen) fra det bedre borgerskab. Og så hælebarejeren Carlo Jensen (Jarl Friis Mikkelsen), der forudsigeligt nok er Walters alter ego: selvcentreret, rapkæftet, fattig og uden manerer.

En række af tilfældigheder blander i Op på fars hat de to udvidende venner ind i diamantsmugleren Don Atezas (Poul Bundgaard) lyssky forretning på Mallorca. Herfra går det slag i slag – klodset kumpan afløser klodset kumpan i forsøget på at dræbe Walter og Carlo, der ubevidst undgår døden med naiviteten som missilskjold.

Sammen viser makkerparret, at højre- og venstrefløjen er lige dele naive og spidsborgerlige, når alt kommer til alt. ’De onde’ er de entydigt kriminelle. ’De gode’ er folket i bred forstand. Dermed bryder filmen med Erik Ballings klasseskabelon og indfører komediens konsensusdemokrati. Og måske endte den brede identifikation netop med at grundlægge filmens sejrsgang.

Våd røv og pandekage

Anmeldelserne var ellers mildest talt negative. Og kritikere rejste en principiel debat om, hvad Filminstituttet egentlig burde kaste penge efter. Information anmeldte ikke Op på fars hat, men om den tredje film i rækken, Walter og Carlo: I Amerika (1989), skrev avisen senere, at »mod dilettanteri kæmper selv millioner forgæves«.

953.743 biografbilletter solgte Op på fars hat. Det gør den til den mest sete danske film siden 1980. Af udenlandske film blev den i 1980’erne kun overgået af E.T. (1982) og Out of Africa (1986).

Mit touretteudbrud om landskabet med de mange hælebarer erstattes i andre sociale sammenhænge af filmens øvrige vendinger. Som når jeg duperer en m/k ved at kalde deres navn for »usædvanligt smukt«, når de præsenterer sig. Sætningen bruger jeg også om tøjvalg, smykker og indimellem nyt hår. Præcis som når Carlo komplimenterer Fru van Heimvees (Kirsten Rolffes) usædvanligt smukke ravhalskæde.

Jeg kan finde på at sige: »Ting-tar-den-tid-ting-tar’« så hurtigt jeg kan, når min kæreste hundser med mig. Ligesom jeg konsekvent siger: »I dag våd i røven, men i morgen pandekager til middag« de dage, jeg er fanget i et heftigt tordenvejr på toppen af et bjerg med udsigt til døden – eller bare på de dage, hvor hverdagen ikke lige spiller, og utilstrækkeligheden trænger sig på.

Serie

Informations humorkanon

Vores eget og fuldkommen idiosynkratiske bud på humoristiske højdepunkter i dansk kultur. Vi er ikke interesseret i kronologi eller hierarkisering, men i en kærlig, personlig og positiv genformulering af alle tiders danske humor.

Seneste artikler

  • »Tillykke med danske samfund, mange tak«

    12. februar 2018
    Kulturskribent Lone Nikolajsen var allergladest for Lærke Winther og Anna Neye Poulsens sketchshow, når der blev lavet fis med postkolonial skyld. Informations idiosynkratiske humorkanon er nået til den moralsk anfægtede udstilling af 00'er-normalitet: ’Normalerweize’
  • Jeg vil i seng med de fleste – mænd og koner, heste, grise, køer og får

    8. februar 2018
    Da kulturredaktør Katrine Hornstrup Yde gik på efterskole, klappede hun og vennerne sig på patterne og sang »trives BEDST med hvide men’skeeer, for jeg synes, de er pææænest« og fandt et hemmeligt sprog, de kunne bruge til at vrænge af selvalvoren i den voksenverden, de var ved at vokse ind i. Informations idiosynkratiske humorkanon er nået til: Lex & Klatten
  • Børnehumor anno 2018: Hvorfor tager en aarhusianer altid en bildør med ud i ørkenen?

    8. februar 2018
    Sjove historier er både tidløse og afhængige af deres tid. Det lærer vi på en lille time i 3.c, hvor vi går fra at høre om lårklaskende samere over aarhushistorier til youtube-stjerner. Som led i Informations undersøgelse af humor har vi været på besøg på Gentofte Skole for at finde ud, hvordan de får hinanden til at grine
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henrik Brøndum
Henrik Brøndum anbefalede denne artikel

Kommentarer