Læsetid: 7 min.

Er Woody Allen skyldig eller ikke skyldig – døm selv!

#MeToo-bevægelsen har påny sat fokus på anklager mod Woody Allen for at have forgrebet sig seksuelt på sin dengang syvårige adoptivdatter. Det kan være svært at skelne fakta fra følelse i den komplekse sag, men vi præsenterer her sagen så redeligt som muligt
#MeToo-bevægelsen har påny sat fokus på anklager mod Woody Allen for at have forgrebet sig  seksuelt på sin dengang syvårige adoptivdatter. Det kan være svært at skelne fakta fra følelse i den komplekse sag, men vi præsenterer her sagen så redeligt som muligt

Anne-Christine Poujoulat

26. januar 2018

I 1992 blev filminstruktør Woody Allen anklaget for at have forgrebet sig seksuelt på sin dengang blot syvårige adoptivdatter, Dylan. Anklageren opgav dog at forfølge sagen.

Siden da har der været en form for stillingskrig mellem dem, der tror, at Allen er skyldig, og dem, der tror, at Allen er uskyldig. Det kan være svært at skelne fakta fra følelse i den komplekse og tragiske sag, men her er et forsøg på at præsentere sagen så objektivt som muligt.

1. Anklagen

Den 6. august 1992 rapporterede Mia Farrows læge til politiet i New York, at Mias ekskæreste, Woody Allen, to dage forinden havde forgrebet sig seksuelt på sin og Mias syvårige adoptivdatter, Dylan, under et besøg i Farrow-familiens sommerhus i Connecticut.

Det var fire måneder, efter at Mia havde opdaget, at Woody havde en affære med hendes voksne, adopterede datter, Soon-Yi Previn, og midt under en ophedet forældremyndighedssag om Mia og Woodys fælles børn, Dylan, den 13-årige adoptivsøn Moses og deres biologiske søn, Ronan, som var blot fire år gammel.

Dagen efter det påståede overgreb fortalte Dylan angiveligt sin mor, hvad der var sket, og Mia videofilmede over flere dage datterens forklaring.

Woody Allen benægtede alle anklager og bestod en løgnedetektortest. Et hold bestående af to socialarbejdere og en børnelæge fra Yale/New Haven-hospitalets Child Sexual Abuse Clinic undersøgte på anklagemyndighedens foranledning Dylan for at finde ud af, om hun var blevet misbrugt seksuelt.

Efter adskillige måneder med undersøgelser og samtaler med Dylan og hendes mor afviste holdet utvetydigt, at det var tilfældet, blandt andet fordi der var for mange og store uoverensstemmelser i Dylans forklaringer – både om, hvad der angiveligt var sket, og hvor Allen angiveligt skulle have rørt hende.

Blandt andet derfor blev der aldrig rejst en sag mod Woody Allen, som altså ikke har skullet forsvare sig i en retssal mod anklager for seksuelle overgreb.

Woody Allen og Mia Farrow med deres børn 1988. Fra venstre: Moses, Mia Farrow (med Ronan i favnen), Dylan (med Woody Allen i hånden), Soon-Yi, Woody Allen

Ritzau Scanpix

2. Forældremyndighedssagen

I 1993 skulle forældremyndighedssagen mellem Mia Farrow og Woody Allen afgøres i New Yorks højesteret, og begge blev de udspurgt om overgrebsanklagerne.

Mia fortalte ifølge New York Times blandt andet, at Allen efter hendes mening altid havde haft et usundt og alt for fysisk forhold til Dylan, når de legede eller på anden måde var sammen.

Allen havde på Mias foranledning været i terapi for sin angiveligt upassende adfærd over for Dylan.

En af Farrow-børnenes tidligere barnepiger, Monica Thompson, havde ifølge Los Angeles Times i en edsvoren erklæring fortalt, at hun havde følt sig presset af Mia Farrow til at støtte anklagerne mod Woody Allen.

Barnepigen fortalte også, at hun havde talt med en anden af børnenes barnepiger, der havde dårlig samvittighed over, at Mia fik lov til at sige så grimme ting om Woody. Hun »sagde, at den dag, hr. Allen tilbragte med børnene, lod hun (barnepigen, red.) ikke børnene ude af syne i mere end fem minutter.«

3. Afgørelsen

Dommeren i forældremyndighedssagen, John Wilk, besluttede i juni 1993, at Mia Farrow alene skulle have forældremyndigheden over hendes og Woody Allens børn, og at Woody ingen krav havde på samkvem med hverken Dylan eller Ronan. Moses var gammel nok til selv at bestemme, og han tog sin mors parti.

Dommerens afgørelse var én lang kritik af Woodys manglende evner som far og forhold til Dylan, som efter rettens mening havde været alt for tæt og intimt.

Wilk erklærede, at Dylan skulle beskyttes mod sin far, og han fandt, at rapporten fra Yale/New Haven-hospitalets Child Sexual Abuse Clinic ikke var entydig, og at han ikke havde set troværdige beviser på, at Mia »havde instrueret Dylan, eller at frøken Farrow handlede for at få hævn over ham for at have forført Soon-Yi«.

I rapporten stod:

»Det er vores skøn, at Dylan ikke blev seksuelt misbrug af hr. Allen. Desuden mener vi, at Dylans videofilmede udtalelser og hendes udtalelser til os i løbet af vores undersøgelse ikke refererer til faktiske begivenheder, som hun oplevede den 4. august 1992.«

Holdets leder fortalte desuden under forældremyndighedssagen, at Dylan efter hans og det øvrige holds mening havde fået en fiks idé på grund af det voldsomme brud mellem Woody Allen og Mia Farrrow og samtidig blev påvirket og instrueret af sin mor.

4. Kritik af anklageren

Nogle måneder efter afgørelsen af forældremyndighedssagen valgte den offentlige anklager i overgrebssagen, Frank Maco, ikke at forfølge en sag mod Woody Allen – selv om Maco faktisk konkluderede, at han havde god grund til at tro på, hvad Dylan sagde.

Blot mente anklageren ikke, at pigen kunne klare at blive trukket igennem en lang og potentielt traumatiserende retssag.

Woody Allen indkaldte til et pressemøde, hvor han rasede over dommer Wilk og kaldte ham »kujonagtig, uærlig og uansvarlig«.

I oktober 1993 offentliggjorde endnu et undersøgelseshold bestående af psykologer og læger, denne gang fra staten New Yorks sociale myndigheder, resultatet af deres 14 måneder lange undersøgelse. I et brev til Woody selv stod:

»Vi har ingen ingen troværdige beviser fundet for, at barnet, som er genstand for denne rapport, er blevet misbrugt eller mishandlet. Rapporten bliver derfor betragtet som værende ubegrundet.«

Og i februar 1994 fandt et disciplinærpanel, at Frank Macos udtalelser om sagen kunne have farvet højesterettens opfattelse af forældremyndighedssagen. Maco sendte uopfordret et eksemplar af sine udtalelser til dommeren i sagen. Det var »upassende, unødvendigt og kunne potentielt have haft en negativ indflydelse på sagen,« som der stod i panelets udtalelse, og den fortsatte:

»I de fleste tilfælde vil de (Macos kommentarer, red.) have forbrudt sig mod anklagerens forpligtelse over for den anklagede.«

5. Dylans historie

I en hjerteskærende tekst trykt i The New York Times i 2014 fortalte Dylan Farrow om, hvad der skete, den dag hendes far angiveligt krænkede hende på loftet i familien Farrows sommerresidens i Connecticut:

»Min far bad mig lægge mig på maven og lege med min brors elektriske tog. Så forgreb han sig seksuelt på mig ... Jeg husker, at jeg stirrede på det legetøjstog, koncentrerede mig om det, mens det kørte rundt i en cirkel på loftet. Den dag i dag har jeg svært ved overhovedet at se på et legetøjstog.«

Moses Farrow, der i dag arbejder som familieterapeut, har genoptaget kontakten med sin far og ingen kontakt har med sin mor eller sine søskende, har i et interview med People Magazine i 2014 fortalt om sin oplevelse af, hvad der skete dengang. Han var 13:

»Selvfølgelig krænkede Woody ikke min søster. Hun elskede ham og så frem til at se ham, når han kunne komme på besøg. Hun gemte sig aldrig fra ham, indtil vores mor havde held med at skabe en stemning af frygt og had imod ham.«

I et nyere interview med forfatteren Eric Lax har Moses sagt:

»Jeg forsikrer dig om, at der ikke var noget elektrisk tog på det loft. Det var ikke et godt sted for børn at lege. Det var et ufærdigt loft, hvor isoleringen ikke var dækket til. Der lugtede af mølkugler, og der var musefælder og giftpiller over det hele (...) En af mine brødre havde en stor modeltogbane, men den stod på drengenes værelse, førstesalen af en ombygget garage. Måske var det det modeltog, min søster mener at kunne huske.«

6. Ronans historie

Ronan Farrow, der altså var fire år gammel, da Woody Allen angiveligt forgreb sig på Dylan, forsvarer den dag i dag indædt sin mor og søster.

»Mine minder er sandheden, og de er mine, og jeg skal leve med dem resten af mit liv,« sagde han i 2014 til People Magazine som svar på sin bror, Moses, anklager mod Mia Farrow.

»Min mor instruerede mig aldrig. Hun plantede aldrig falske minder i min hjerne. Mine minder er mine. Jeg husker dem.«

Moses Farrow beskriver i People Magazine også en alt andet end lykkelig barndom med Mia Farrow:

»Jeg ved ikke, om min søster virkelig tror på, at hun blev misbrugt, eller om hun prøver at gøre sin mor glad. Vi var alle opsatte på at gøre min mor glad, fordi det var forfærdeligt at gøre det modsatte ... Vores mor har forledt offentligheden til at tro på, at det var et lykkeligt hjem med både biologiske og adopterede børn. Fra jeg var lille forlangte hun min lydighed, og som barn blev jeg ofte slået.«

7. Offentligheden mod Woody Allen

Mia, Dylan og Ronan Farrow har i artikler, åbne breve og tweets opfordret folk i Hollywood, ikke mindst skuespillere, til at tage afstand fra Woody Allen og ikke arbejde sammen med ham længere, fordi han er pædofil.

Ronan, der arbejder som journalist, har i The New Yorker skrevet om nogle af de kvinder, som er blevet seksuelt krænket og voldtaget af Harvey Weinstein. I interview og artikler har han bakket sin mor og sin søster op og krævet retfærdighed i form af en dom over sin far, mens han har kritiseret medierne for ikke at stille Woody de svære spørgsmål.

Mia Farrow skrev et forsvar for Roman Polanski, da han i 1978 blev anklaget for og indrømmede at have bedøvet og dyrket sex med en mindreårig pige. Polanski flygtede siden fra USA for ikke at komme i fængsel og er stadig eftersøgt af de amerikanske myndigheder.

Mia, der i sit forsvar skrev, at Polanski var en nær ven, en modig og brillant mand og vigtig for både hende og filmbranchen, støtter ham stadig. Hendes bror, John Villers-Farrow, afsoner en dom for at have begået overgreb på to drenge. Ham har hun heller ikke undsagt offentligt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Der er ingen der med god ret kan hævde at kende op eller ned i disse spekulationer.
He said, she said.
Børnene er åbenbart også indfanget i en modbydelig skyttegravskrig.
Det er nok dem, det mest går ud over..

Anne Mette Jørgensen, Henrik Brøndum, Annemette Due, Ole Frank, Maria Francisca Torrezão, Michael Friis, Britta Felsager, Jonathan Larsen, Henrik L Nielsen, Børge Neiiendam og Ole Løkkevik anbefalede denne kommentar
Sebastian Dorset

Jeg synes, det er en glimrende og redelig gennemgang, og har svært ved at se, hvad det "pinlige" skulle være ved den.

Mikkel Lambert, Steen Sohn, Kjeld Jensen og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar
Lotte Ransted

Nu må folk altså komme væk fra det her spekulative anklagemønster og lad være med at lege at der aldrig er falsk anklage. Den der med at "jamen hvorfor skulle hun så sige det?" går bare ikke i et retssamfund.

Hvis der ikke engang er nok til en retssag er der nok noget der ikke holder ved anklagen. Manden er anklaget af en privatperson, ikke af anklageren.

Jeg skal ikke gøre mig til dommer om der så rent faktisk er sket noget eller ej men jeg nægter at se på ham som 49% skyldig eller bare 1% skyldig før han en dag er dømt.

Jørgen Larsen, ulrik mortensen, Ole Frank, Hans Aagaard, Jonathan Larsen, Frede Jørgensen og Henrik L Nielsen anbefalede denne kommentar

Woody har ikke gjort det nemt for sig selv, når historien indeholder et ægteskab med sin kones adoptivsdatter ( ved ikke om Woody var adoptivfar). Om han er skyldig eller ej, det ved vi først når / hvis retten taler.

Bevismaateriale, det er hvad der kraeves, og det er, som Eva siger, pt udelukkende begrundet i he said, she said. Det er 20 aar siden, det overgraeb som Dylan taler om, skete og ingen tvivl om, at MeToo bevaegelsenhar givet momentum, men vi lever i et retsamfund, og indtil det er bevist, at Allen er skyldig, saa kan disse insinuerende artikler som ovenstaaende fortsat holde liv i "debatten"..... eller som man ofte hoere i advokatkredse: I know a lot, but I can't prove it...

Ole Frank, Eva Schwanenflügel, Hans Aagaard, Hans Larsen og Henrik L Nielsen anbefalede denne kommentar
Lotte Ransted

Peter Frost. Det er ret irrelevant. Folk dømmer hans karakter ud fra én ting. Det beviser intet i forhold til et skyldsspørgsmål.

Hvis en person iført en gul trøje, blå shorts og pink nikesko røver en bank om torsdagen og Peter Frost var blevet set i tilsvarende farver om onsdagen er det heller ikke ensbetydende med at Peter Frost har røvet en bank.

Jørn Andersen

Mia Farrow vil hellere ødelægge sit eget og sine børns liv for at få ret , er det ikke et større overgreb ?

Henrik L Nielsen

Døm selv?!? Helt ærligt information. Det er lavt. To enheder i det amerikanske retssystem har afvist at der kan afsiges en skyldig dom.

Men lad os da endelig fodre folkedomstolen med en sag der foran dem alene kan siges at være he days - she says og så Ladegaard dømme ud fra hvem vi bedst kan lide. At myndighederne efter efterforskning har afvist klagerne er jo åbenbart ligegyldigt så længe der er click-bait værdi i at skrive sådan en overskrift.

Skam jer.

Flemming Berger, Peter Henriksen, Jørn Andersen, Jens Christensen, Henrik Brøndum, Annemette Due, Ole Frank, Maria Francisca Torrezão, Daniel Santos, Hans Aagaard, Kirsten Lindemark, Nis Jørgensen og Hans Larsen anbefalede denne kommentar
Frede Jørgensen

Jeg ved godt at det er irrelevant, men nogle af de bedste film jeg har set,
har der stået Woody Allen på.
Han har beriget mit liv.

Jørn Andersen, Herdis Weins og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Kirsten Lindemark

Døm selv!!! Sikke en opfordring...Hvem er I til at lege vidner, og hvem er vi til at dømme? Dette er under jeres værdighed, Information.

Henrik L Nielsen, Jens Christensen, Henrik Brøndum, Nis Jørgensen, Maria Francisca Torrezão, Hans Aagaard, Britta Felsager og Hans Larsen anbefalede denne kommentar
Martin Madsen

100% skyldig! Måske ikke juridisk, men ihvertfald moralsk. Helt ærligt, forføre sin kones barn, og gifte sig med hende?
Et totalt svigt af enhver anstændighed overfor konen, og barnet.

Gu' vil jeg ej dømme selv! Det tilkommer ikke mig eller nogen anden af Informations læsere at dømme her. Hvad ligner det at Information går forrest i et forsøg på at indføre en moralsk folkedomstol i en sag, der knap fortjener at blive omtalt i en seriøs avis. Har I ingen redaktionelle standarder overhovedet? eller er I bare principielle modstandere af den liberale samfundsorden?

Hans Larsen, Hans Aagaard, Henrik L Nielsen, Lotte Ransted og Jens Christensen anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

Argumentet om, at man "først er skyldig, når domstolen siger det", er selvfølgelig gyldigt i juridisk forstand. Men i absolut forstand ville det betyde, at domstolen var ufejlbarlig, hvilket selvsagt ikke er tilfældet.

Who knows, hvad Woody Allen har gjort - ud over alt det, han har gjort og vel nok retteligt stempler ham som en gammel gris.

Kunne man forestille sig at i en mulig retssag, så ville en anklager nævne det forhold at Woody Allen giftede sig med sin kones adoptivdatter? Jeg tror det er meget muligt, og derfor mener jeg at Woody Allen ikke har gjort det lettere for sig selv.
Folkets domstol har vel allerede afsagt dommen. Woody Allen er en færdig mand.