Læsetid: 8 min.

34 år efter Foucaults død har vi forklaringen på hans middelalderlige spiritualitet og støtte til den islamiske oprørsbevægelse i Iran

Michel Foucault er den filosof, som har haft størst indflydelse på tænkningen inden for humaniora gennem de sidste 50 år. Men nu 34 år efter hans død dukker der nyt materiale op af arkiverne, der forklarer hans opgør med det vestlige rationalistiske menneske og hans politiske spiritualitet
Michel Foucault er nok den franske filosof, som har haft størst indflydelse på tænkningen ved de humanvidenskabelige fag de seneste 50 år. Men netop nu, 34 år efter hans død, er der dukket nyt materiale op af arkiverne, som afgørende belyser hans kritiske projekt.

Michel Foucault er nok den franske filosof, som har haft størst indflydelse på tænkningen ved de humanvidenskabelige fag de seneste 50 år. Men netop nu, 34 år efter hans død, er der dukket nyt materiale op af arkiverne, som afgørende belyser hans kritiske projekt.

Bruno De Mones

2. marts 2018

Michel Foucault er nok den franske filosof, som har haft størst indflydelse på tænkningen ved de humanvidenskabelige fag i de sidste 50 år. At man kan sige »diskurs« på dansk i dag skyldes således udelukkende ham. Men netop nu, 34 år efter hans død, er der dukket nyt materiale op af arkiverne, som afgørende belyser hans kritiske projekt. Det kompletterer den nyudkomne posthume udgivelse af Les Aveux de la chair (Kødets bekendelser), et fjerde bind af Foucaults seksualitetshistorie skrevet 1981-1982.

Den italienske semiotiker Umberto Eco bemærkede sidst i forrige århundrede, at det ny århundrede så ud til at blive en ny Middelalder. Han mente det kritisk. Nu viser det sig, at han blev bakket op af Michel Foucault, galskabshistorikeren og magtkritikeren, for hvem denne udsigt imidlertid viser sig at have været et inderligt håb.

I et upubliceret interview fra 1979, som en ung amerikansk forsker, Sabina Vaccarino, for nylig fandt i arkiverne i Bibliothèque Nationale, og som tidsskriftet l’Obs nu har trykt, forklarer Foucault, faktisk for første gang, hvordan han mener, at hele hans egen filosofi hænger sammen.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • David Zennaro
  • Jakob Trägårdh
  • Marianne Bjerg
  • Kurt Nielsen
  • Jens Thaarup Nyberg
Niels Duus Nielsen, David Zennaro, Jakob Trägårdh, Marianne Bjerg, Kurt Nielsen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Selvfølgelig er det altid interessant, når der dukker nyt materiale op, der vil kunne ændre forståelsen af et filosofisk livsværk. Spørgsmålet må vel så være, hvilke dele af værket, det især kan ændre på forståelse af og på hvilken måde? Det er også her værd at tage i betragtning, at han efterfølgende ikke ønskede, at artiklen med interviewet blev udgivet.

Ligefrem at sige, at det indeholder nøglen til hans livsværk, er vel så meget sagt. Det er altid problematisk at tage udtalelser til medier, som her i et interview, der typisk vil have en tendens til at være mere radikale og mindre præcise, end de ellers ville have været i udgivelsen af en større filosofisk afhandling, og så tillægge dem en stor og afgørende betydning.

En sådan mulighed for misbrug er Foucault måske blevet sig bevidst om kort efter interviewet, men det kan ikke ændre på, at han trods alt har sagt det, han har sagt, hvis ellers han er blevet korrekt citeret, og det kan så bidrage til en præciseret forståelse af tendenser i hans livsværk.

Centrale aspekter, som det, for mig at se, ikke ændrer på:

at Foucault primært er livsfilosof, som mange af sine samtidige franske kollegaer, i traditionen efter Nietzsche, og at han har foretaget omfattende historiefilosofiske undersøgelser.

at man må gøre vold på Foucaults filosofiske begrebsanvendelser for at gøre hans begreber videnskabeligt anvendelige. Han egen tilgang er her anti – videnskabelig, i betydningen nomadisk, for at anvende et begreb fra Deleuze og Guattari. Heri ligger bl.a. et opgør med det statiske og rationelle.

at han ønsker et opgør med den vestlige opfattelse af subjektet, humanisme og rationalitet.

Aspekter, som det, for mig at se, kan bidrage til en præciseret forståelse af:

at han er fascineret af middelalderen er ikke nyt, men det nye materiale kan måske ændre på forståelsen af graden af radikalitet i denne fascination.

at det spirituelle har en afgørende betydning for ham er ikke nyt, men det er måske alligevel i den sammenhæng, at udtalelserne i artiklen bliver interessante. Specielt hans opfattelse af forholdet mellem det spirituelle og det religiøse, set i et utopisk perspektiv, og dermed hans opfattelse af den placering, som religionen burde have i en samfundsmæssig sammenhæng.

Niels Duus Nielsen, Jakob Trägårdh, David Zennaro, Karsten Aaen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Jens J. Pedersen

Når vi læser en filosof, skal vi så læse på baggrund af biografi eller læse det, der faktisk står i teksten.

Jeg har ikke læst manden
Men hvis man skal dømme hans filosofi på dens 'frugter' så er flg. udsagn temmelig foruroligende:
'Middelalder og den kommende spirituelle (og måske neo-feudale?) nymiddelalder, hvis politiske avantgarde han ser i de islamiske oprørsbevægelse'

Lars Steffensen

@ Ole
"hvis politiske avantgarde han ser i de islamiske oprørsbevægelse"

Foucault er samlingpunkt for de mest ekstreme og ekstremt nihilistiske tendenser i vestlig akademisk tænkning. Det er ud fra hans "filosofi" at alle sociale grupper og institutioner ses som rene magtstrukturer, der alene har til formål at sikre undertrykkelse og udnyttelse af de magtesløse. Hvis man leder efter en god undskyldning for at være imod alt, hvad man ser omkring sig, så går man ikke galt i byen med Foucault.
Hvordan han har gjort sig fortjent til oventånde verbale omgang oliekropsmassage kan være svært at forstå.

Teis Iversen og Ole jakob Dueholm Bech anbefalede denne kommentar
Bjarne Jørgensen

Artiklens indgangsvinkel virker meget sensationspræget. Er det ikke lidt forsimplende at ville nedkoge et forfatterskab til én enkelt synsvinkel. I et andet interview fire år senere med Dreyfus og Rabinow, altså i 1983, sagde Foucault, at tankens arbejde var et spørgsmål om at problematisere og genproblematisere og at fornemme den truende fare i alt, hvad der var vane, at problematisere alt, der var solidt. Og det var med hensyn til adfærd, ikke et ord om spiritualitet.

Jeppe Lykke Møller

Hmm. Jeg synes artiklen misforstår en del. Foucault beskriver sit filosofiske projekt i en artikel fra 1982 (1982. “The Subject and Power.” Critical Inquiry 8 (4): 777–95), og her er fokus lidt et andet. Kort sagt interesserer han sig for, hvordan forskellige magtstrukturer former subjektet. Men det siger sig selv, at han er meget optaget af religionens måde at forme subjektiviteten og begæret.

Hele hans interesse for islamiseringen skal i mine øjne ikke ses som en anerkendelse af islam, men som et udtryk for at den eksemplificerer spiritualitetens styrke (på godt og ondt).

Jeg synes, at den nye posthume udgivelse (ikke interviewet) er interessant, fordi den beskæftiger sig med begæret mere indgående og dets relation til subjektivitet og politik. Dermed bliver han meget analog med Deleuze og Guattari, som han var meget inspireret af.

Til de interesserede i Foucaults spiritualitet og politiske subjektivet, kan jeg anbefale Huijer, M. 1999. “The Aesthetics of Existence in the Work of Michel Foucault.” Philosophy & Social Criticism 25 (2): 61–85.

@Lars. Du har næsten ret, men så alligevel ikke. Foucaults filosofi skal ses som en forlængelse af marxismens analyse af strukturers betydning for det levede liv, der gør det muligt at stille grundlæggende spørgsmål til udbredte antagelser. Det er rigtigt, at poststrukturalismen giver mulighed for en slags radikalisme, men faktisk man ikke sige, at strukturerne har en hensigt om at undertrykke. Det er blot en uundgåelig effekt af systemer af viden at de gør forskel på subjekter og skaber ufrihed.

Foucaults politiske projekt er, så vidt jeg læser det, at vi ved lære vores eksistentialitet at kende har mulighed for at forstå magtstrukturernes urimeligheder og dermed - sammen - at skabe et mere frit samfund. Han kalder det en 'eksistensens æstetik' (seksualitetens historie 3).

Teis Iversen, Karsten Aaen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Ole Falstoft, et oprør er altid foruroligende for dem, oprøret er rettet imod, men det ændrer vel ikke på et oprørs berettigelse.

Det er lidt ligesom med kunst: Hvis oprørerne siger, at det er et oprør, så ER det et oprør, oprørskritikerne kan så diskutere, om der er tale om et godt eller et dårligt oprør. Jeg kan fx ikke umiddelbart tro, at Foucault ville billige fx offentlige halshugninger i religionens navn, hans fascination gælder tydeligvis den spirituelle vækkelse, som kommer sammen med - eller umiddelbart før - det islamistiske oprør. Som netop, som der antydes i anmeldelsen, er den religiøse efterrationalisering af en spirituel erfaring, som ikke tillader en rationel fortolkning uden derved at miste sin signifikans.

For mig er det centrale begreb "vækkelse". Batailles "indre erfaring", som her kort defineres som "... en ekstatisk »bliven ét med alt«...", er et fænomen, vi alle kender - tænk på det, som i de moderne videnskaber kaldes "flow", som netop er en attråværdig tilstand, hvor subjektet smelter sammen med objektet. Enhver musiker, der har oplevet uafvidende og spontant at skabe "momenter af ufattelig skønhed" ved, hvad der tales om her. Jeg gætter på at religiøse åbenbaringer er i samme boldgade, set både fra et erfaringsmæssigt og fra et rent neurovidenskabeligt synspunkt.

Foucaults projekt var bl. a. at nedbryde skellet mellem det objektive og det subjektive, eller i hvert fald at gøre det muligt at tænke ud af denne snævre boks, hvor objektivisterne har sat sig godt og grundigt på den "hårde" scientistiske sandhed og subjektivisterne i deres afmagt forsøger sig med en subjektiv sandhed, der ofte blandt de knap så indsigtsfulde og uvidenskabeligt skolede postmodernister viser sig som en naiv relativisme.

Jeg tror, at det er vigtigt at forstå, at Foucault var en trænet objektivist, for det er basalt set, hvad uddannelsen på École normale supérieure går ud på. Så hvis man ønsker at forstå Foucaults kritik, må man først sætte sig grundigt ind i det, han kritiserer. Uden en gennemgribende viden om matematikkens og fysikkens benhårde sandhedskriterier, og hele den diskursive konstruktion, hvor et vidensregime udpeger, hvad der sandt og falsk, vil man aldrig forstå, hvad der er spil.

Eller med andre ord, uden en præcis forestilling om den sandhed, man kritiserer og korrigerer, ender man bare med at opgive sandheden og forfalde til ideologi.

Tak til Per Aage Brandt for en virkelig interessant anmeldelse, som stiller flere spørgsmål, end den besvarer. Helt i Foucaults ånd.

’ Foucault ser derfor som nævnt den rationalistiske epoke og dens ikke-spirituelle, humanistiske almensubjekt som en parentes mellem den spirituelle (og feudale) Middelalder og den kommende spirituelle (og måske neo-feudale?) nymiddelalder’
Han begiver sig her ud i en historisk profeti. Det skal man være varsom med. Marxisterne er kommet galt afsted med den slags.
Det er for mig svært at se om Fourcault her giver udtryk for en forhåbning, eller blot mener at han afslører en uomgængelig ’lov’ lidt i stil med marxisternes ’historiske nødvendighed’?
Så her vil jeg gribe til Popper kritik af den marxistiske historicisme:
Om vi skal hylde fremtidens samfund er et moralsk spørgsmål, som ikke afhænger af om profetien er korrekt eller ej – for det ville betyde, at vi hylder at ’magt er ret’

Niels Duus Nielsen

Poppers kritik støtter sig til det snævre objektivistiske sandhedsbegreb, hvorfor han kun laver ridser i overfladen. Den marxistiske historicisme har som sit grundlag et moralsk sandhedsbegreb, som tager udgangspunkt i, hvad der er sandt for arbejderklassen, men et relativistisk sandhedsbegreb, hvor arbejderklassens subjektive sandhed sættes som absolut, kan ikke afmonteres ved at sætte et andet relativistisk sandhedsbegreb, nemlig det borgerligt-objektivistiske, i stedet.

Skulle man endelig pege på et absolut sandhedsbegreb, må det være det evolutionære: Kun det, som fremmer livet her på jorden, er sandt, mens alt, hvad der resulterer i død, ødelæggelse, nød og elendighed per definition ikke er sandt nok.

Men dette sandhedsbegreb lider også under, at det i sidste ende forudsætter at magt er ret, ligesom både det borgerlige og det marxistiske sandhedsbegreb.

Ole Falstoft, hvis du kan udtænke et sandhedsbegreb, som ikke samtidig er en manifestation af magt, vinder du en plads blandt filosofiens udødelige tænkere. Selv kender jeg en fem-seks forskellige anerkendte sandhedsbegreber, men ingen af dem holder for en nærmere analyse. Hvilket ikke får mig til at tvivle om, at der er en sandhed, for det er der.

Kald mig bare fundamentalist med hensyn til sandhed, men forvent ikke at jeg kan udlægge denne sandhed - sandhedens veje er uransagelige. Efter Foucault er de lidt mindre uransagelige - men kun lidt - end før Foucault.

Niels: Når det kommer til 'sandheden' findes der vel kun en? Jeg anerkender ikke, at der skulle eksisterer en marxistisk og en borgerlig sandhed om det samme, som er lige 'sande'. Vi kan med Popper ord sjældent med sikkerhed vide, hvad der er sandt, og vores 'sandheder' har mere karakter af udsagn der endnu ikke er blevet bevist som falske, men vi vil altid i vores erkendelse forsøge at nærme os en universel sandhed.
Uden forestillingen om denne ville jo al samtale i sidste ende være meningsløs Så ville vi blot kunne konkludere at 'det er sandheden for dig men ikke for mig' og dermed slut.
Spørgsmålet om ret og uret er moralsk og handler om, hvilket normer vi ønsker i samfundet fremfor
deskriptiv 'værdifri' videnskab Så sandhedskriteriet er af en helt anden natur end i denne. Vi kan ikke, ud fra vores viden om evolutionen f.eks., udlede nogle normer for korrekt etisk adfærd.
og vi kan lige så lidt ud fra viden om samfundsudviklingen opstille, hvad der er rigtige og forkerte etiske normer. Det bør ideelt set vel være vores a priori opstillede normer, der sætte retningslinjerne for samfundsudviklingen og ikke omvendt?

Niels Duus Nielsen

Ja, Ole Falstoft, der er kun én sandhed, spørgsmålet er bare hvilken. I visse situationer giver korrespondensteorien god mening, i andre er kohærensteorien mere relevant. Poppers fortjeneste er at han påviste, at den induktive sandhed aldrig kan gøre det ud for den endegyldige sandhed, da enhver induktiv sandhed kan omstødes ved blot en enkelt falsifikation.

Ikke desto mindre mener, jeg, at det er sandt, at alle mennesker er dødelige, selv om jeg kun har et induktivt bevis på denne sætning. Hvilket sandhedsbegreb, der får mig til at erklære at det er en kendsgerning, at alle mennesker er dødelige, kan jeg ikke gøre rede for. Men sandt er det!

Bjarne Toft Sørensen

@Niels Nielsen: " Foucault var en trænet objektivist, for det er basalt set, hvad uddannelsen på École normale supérieure går ud på. Så hvis man ønsker at forstå Foucaults kritik, må man først sætte sig grundigt ind i det, han kritiserer".

En god pointe og for at præcisere: Man bliver nødt til, for at forstå hans kritik, at sætte sig grundigt ind i den særlige franske akademiske tradition, som han er en del af, og som hans kritik er formuleret ud fra og til dels i forhold til, på det pågældende tidspunkt, i forbindelse med hans undersøgelser.

Akademisk praksis er, ud over at være internationalt orienteret, også typisk betinget af en række nationale traditioner, ikke mindst når det drejer sig om et land som Frankrig, hvilket bl.a. manifesterer sig i måden at afgrænse og klassificere på og i den akademisk sprogbrug.

Det er i mange situationer umuligt at oversætte digte, fra et sprog til et andet, fordi der er så mange nuancer, som man ikke kan få med fra det ene sprog over i det andet, og der må indgås en række pinefulde kompromisser, fra oversætterens side. I stedet bliver man så nødt til at tale om en gendigtning.

Den samme problematik gør sig vel til dels gældende, når det drejer sig om filosofiske tekster, ikke mindst når det drejer sig om filosofiske begreber i de sproglige sammenhænge, de indgår i.

Derfor undrer det mig også tit ved læsning af specialer og afhandlinger på kunst - og kulturstudier i Danmark, hvilke friheder der accepteres, når det drejer sig om anvendelse af filosoffer og deres begreber, ved undersøgelser af skønlitteratur og kunst, mere eller mindre løsrevet fra deres centrale sammenhænge. En meget fri og "redskabsbetonet" anvendelse, som typisk ikke problematiseres på nogen måde, teoretisk eller metodisk.

Lars Steffensen

@Jeppe

"...faktisk man ikke sige, at strukturerne har en hensigt om at undertrykke. Det er blot en uundgåelig effekt af systemer af viden at de gør forskel på subjekter og skaber ufrihed."

Der er forskel på folk. Nogen gange stor forskel. Det er sådan helt uden og inden at man opstiller systemer af viden. Men Foucault bliver brugt eller misbrugt til at kaste mistro på alt hvad der generer eller udfordrer. Nogen gange med rette men oftere ikke.

Hvornår har begærets selvforvandlende galskabssubjekt skabt positive samfundsforandringer?
Jeg for egen er mere tryg ved det rationelle og bevægende subjekt, der er i stand til på velovervejet vis først at gennemskue, hvilke forandringer der er ønskværdige, og dernæst politisk at arbejde på at udvirke dem.
Jeg har da slet heller ingen ønsker om en ’spirituel’ selvopgivelse og kan udmærket nøjes med rationelt at arbejde for det gode og for fællesskabet.

Hvis vi kan beskrive 'spiritualisme' som en form for irrationalisme, d. v. s at det ikke er argumenter, diskussion og afprøvning der tæller, men følelser og tro, så tror jeg vi gør os selv en tjeneste ved at holde denne spiritualitet borte fra det politiske og samfundsmæssige diskussion. Vi skylder vores medmennesker den respekt, at vi lytter til deres synspunkter og bruger dem som en mulig kilde til at vi kan blive klarere på vores politiske mål. M.a.o. at vi tænker og handler rationelt. Spiritualitet kan have sin berettigelse i andre sammenhænge end i det politiske, hvor den alt for ofte udarter til sekterisme, hvor nogle er 'frelste' og andre 'fortabte'

lars ulrik thomsen

Jeg bringer her en kommentar af Niels Nielsen til Ilyenkovs filosofi:

Hej Lars, ja, jeg læste Ilyenkov, og jeg vender stadig tilbage til hans tekst fra tid til anden, den er fast placeret på min computers skrivebord sammen med mine yndlingsspil (-; ligesom jeg pusher den til enhver, der er interesseret i emnet.

Det interessante for mig er, at han rent begrebslogisk når frem til en erkendelse, som både den evolutionære psykologi og visse postmoderne filosoffer også er nået frem til: At det "åndelige", eller "idealiteterne", er materielt forankrede i traditioner og kulturelle vaner, som er mere end blot figmenter i en uhåndgribelig guddoms eller sjæls fantasi.

På det individuelle plan er disse kulturelt bårne "idealiteter" efter al sandsynlighed funderet i neurale netværk, og så bliver det jo ikke mere materialistisk. Fordelen ved Ilyenkovs skrift er i mine øjne, at han når frem til dette resultat ved hjælp af begrebsanalyse, hvorved han indgår den reduktionisme, som den mere scientistisk orienterede neurovidenskab tenderer imod.

Men jeg er bange for, at vi er håbløst off-topic. Så jeg forslår, at hvis du har yderligere kommentarer, så fremsæt dem under artiklen om Foucault:

På mange måder er Foucaults værk og Ilyenkovs værk beslægtede - efter min ringe mening - hvorfor en videre udveksling af synspunkter nok hører mere hjemme der end her.

:-)

lars ulrik thomsen

Jeg savner nogle henvisninger Niels for at kunne forstå din mening med; "At det "åndelige", eller "idealiteterne", er materielt forankrede i traditioner og kulturelle vaner, som er mere end blot figmenter i en uhåndgribelig guddoms eller sjæls fantasi."
Kan du ikke henvise mere konkret til den artikel eller bog som du tænker på?

Jens Thaarup Nyberg

Niels Nielsen; 05. marts, - 13:55
Det er rigtignok længe siden jeg har læst Popper, men eksemplet: vi er alle dødelige, understreger dog kun pointen, at enhver sandhed har sin begrænsning. Således også Poppers, som den præsenteres: " ... enhver induktiv sandhed kan omstødes ved blot en enkelt falsifikation" - hvilket er nonsens, da sandheden stadig er gyldig, for de tilfælde hvor den ikke falsificeres - tilfældet der falsificerer giver så anledning til yderligere forskning.

Jens Thaarup Nyberg

Ole Falstoft;05. marts - 13:41
"... Jeg anerkender ikke, at der skulle eksisterer en marxistisk og en borgerlig sandhed om det samme, som er lige ’sande’."
Det er de heller ikke; de er lige usande for modparten.
Et menneske er for den borgerlige en arbejdskraft, for marxisten et arbejdende og tænkende væsen.

Man kan vidst ikke udelukke, at det først ser dagens lys i dag, er fordi det har nogle dybe rødder i islamisk spiritualitet og den islamiske revolution.

Dengang var det jo ærkefjenden, selvom vi ikke kan benægte at fjendebilledet stadig er det samme idag, måske med forskellen i at 'the bad guy' egentlig altid har været 'the good guy', og alt positivt relateret til Imam Khomeini, den islamiske revolution eller religion i det hele taget skulle fejes under tæppet.

Spændene ny vinkel på antropologi studier og religionsstudier på Uni. Mon ikke Foucoult forsvinder helt nu fra disse studier?

Henrik Plaschke

Jan Hayder

Jeg tror nu ikke, du skal være bange for, at Foucault og inspirationen fra hans arbejder forsvinder fra antropologi og religionsstudier.

En meget spændende aktuel franske forsker, der netop kombinerer disse to felter er Jacqueline Chabbi, der bl.a. har udgivet bøgerne Le Seigneur des tribus – l’islam de Mahomet [Stammernes Herre – Mohammeds Islam], CNRS 1997-2013, og Les trois pilliers de l’islam – lecture anthropologique du Coran [Islams tre søjler – antropologisk læsning af Koranen], Seuil 2016. Titlerne på de to værker er næppe tilfældige, og det er ikke en skrivefejl fra min side, når der står Islams tre og ikke fem søjler, som det jo ellers hedder i den autoriserede islamlæsning. Chabbis antropologiske Koranlæsning er ganske langt fra de mere eller mindre ”officielle” fortællinger om Koranen og islams oprindelse, ligesom hendes tre søjler intet har at gøre med de fem gængse søjler.

I et meget anbefalelsesværdigt interview i dagbladet Libération fremhæver Chabbi bl.a. betydningen af inspirationen fra Duby, Le Goff, Foucault og Barthes:

”Jeg forstår i øvrigt ikke, hvorfor deres metoder, der muliggør afkodningen af samfund og forestillingsverdner, er blevet benyttet i forbindelse med forståelsen af perioder som antikken og den vestlige middelalder, men ikke på studiet af islams begyndelse. Ligesom andre hellige tekster siger Koranen i sig selv intet. Det er individerne, der fortolker den.”

Jacqueline Chabbi : «Le Coran reflète une société traditionnelle tribale qui était extrêmement pragmatique », Libération, 6. maj 2016 (http://www.liberation.fr/debats/2016/05/06/jacqueline-chabbi-le-coran-re...).

Søren Lystlund

Runa skriver ikke SL
En ting er sikker, vi skal alle dø. Om der er liv efter døden kan ingen bekræfte. Om det er sandheden er der inger, der ved. Hvad er sandhed? Sandhed er kun sandhed, indtil vi finder ud af, at den ikke længere er sandhed. Foucault døde for 34-35 år siden. Hvad tiden i dag kunne have frembragt af tanker hos ham, kunne have været interessant. Det er i øvrigt uskik, at udgive døde menneskers ufærdige værker, for så at fortolke dem. Det svarer til at vi tog maleriet Guernica af Picasso og begyndte at forestille os hvilke klare farver han eventuel ville have givet værket, hvis det ikke havde været i gråskala.

Niels Duus Nielsen

Hej Lars Ulrik Thomsen, jeg skal efter bedste evne forsøge at pege på de steder, hvor Ilyenkovs tanker faldt på plads for mig. Citaterne er fra denne udgave:

https://www.docdroid.net/tPke6bu/15-ilyenkov-dialectics-of-the-ideal.pdf

pp. 181 ff. og pp. 187 ff.

"The value of a thing presented itself as the reified labour of man and, therefore, the
value-form turned out to be nothing other than the reifijied form of that labour, a form of
human life-activity, appearing to man in the form of a thing.
And the fact that this is by no means the form of a thing by itself (i.e., the thing in its
natural determination) but a form of socio-human labour or the form-creating activity of
social man embodied in the material of nature – this fact contained the solution to the
riddle of ‘ideality’. An entirely rational, factual solution – a materialist interpretation of all
the mystical-mysterious determinations of the value-form as the ideal form.

Precisely the understanding of the ‘value-form in general’ as a ‘purely ideal form’ gave
K. Marx the possibility, for the first time in the history of political economy, to distinguish
with confidence material forms of relations between people – as relations that bind them
in the process of producing their material life, which are entirely independent of their
conscious intentions (of their will and consciousness) – from the ideal expression of these
relations in forms of their conscious, purposeful will, that is to say, in the form of their
stable ideal formations, which Marx called ‘objective forms of thought’.

[...]

Karl Popper would then say that the world of ‘ideal objects’ in contemporary science is
not the ‘physical world’ or the ‘mental world’, but clearly some ‘third world’, existing in
some mysterious manner alongside and distinctly from both.[...] This leads to
the entirely logical conclusion that all categories of thought (‘quantity’, ‘measure’,
‘necessity’, ‘essence’, and so on) are only ‘ideal’, that is to say, only transcendentalpsychological
patterns of the subject’s activity and nothing else.

Marx, of course, had quite a diffferent conception, where all logical categories without
exception are only the idealised (i.e., reflected, transformed into forms of human lifeactivity,
which are primarily external, sensuously-objective, and also ‘mental’), universal
forms of existence of objective reality, of the external world, which exist independently of
man and humanity.

[...] It is by mastering the objects of nature in the forms produced and reproduced by human
labour that the individual becomes for the first time human, becomes a representative of
the ‘human race’, whereas before this he was merely a representative of a biological
species.

The existence of this purely social inheritance of forms of life-activity, that is to say, a
legacy of forms that is in no way transmitted through the genes, through the morphology
of the organic body, but only through education, only through assimilation of the available
culture, only through a process in the course of which the individual’s organic body
transforms into a representative of the human race (i.e., the whole specific aggregate of
people connected by the ties of social relationships) – it is only the existence of this
specific relationship that brings about consciousness and will as specifically human forms
of mental activity.

[...]

It is here and only here that there arises the ideal plane of life-activity unknown to the
animal. Consciousness and will are not the ‘cause’ of the manifestation of this new plane
of relationships between the individual and the external world, but only the mental forms
of its expression, in other words, its effect. And, moreover, it is not an accidental but a
necessary form of its manifestation, its expression, its realisation.

[...]

In the process of labour, man, while remaining a natural being, transforms both external
things and (in doing so) his own ‘natural’ body; he SHAPES NATURAL MATTER (INCLUDING THE MATTER OF HIS OWN NERVIUS SYSTEM AND THE BRAIN, WHICH IS ITS CENTRE), converting it into a
‘means’ and an ‘organ’ of his purposeful life-activity. This is why from the start he looks
upon ‘nature’ (matter) as the material in which his aims are ‘embodied’, as the ‘means’ of
their realisation. This is why he sees in nature primarily what is ‘adequate’ for this rôle,
what plays or may play the part of a means towards his ends, that is to say, what he has
already drawn, in one way or another, into the process of his purposeful activity." (Min fremhævelse).

...

Jeg tillader mig at tage det helt bogstaveligt, når Ilyenkov taler om at mennesket "shapes his brain". Denne dannelse eller formgivning af hjernemassen er et resultat af det menneskelige arbejde, som skaber idealiteten som "a form of socio-human labour or the form-creating activity of
social man embodied in the material of nature".

Idealiteterne er den sociale arv: "a legacy of forms that is in no way transmitted through the genes, through the morphology of the organic body, but only through education, only through assimilation of the available culture, only through a process in the course of which the individual’s organic body
transforms into a representative of the human race..." og netop ikke udtryk for en ontologisk realitet hinsides den materielle verden.

Som du ser, er jeg uenig med Ilyenkov, når han hævder, at idealiteterne alene er forankrede i kulturen, og slet ikke i generne - selv mener jeg, at sandheden skal findes begge steder.

Karsten Aaen, Jens Thaarup Nyberg og lars ulrik thomsen anbefalede denne kommentar
lars ulrik thomsen

@Niels Nielsen
Det er spændende hvad du har fået ud af Ilyenkov og den anden del af ´Dialectics of the Ideal´.
For mig har det været en meget afklarende oplevelse, at få defineret forholdet mellem det materielle og det ideelle.
Normalt fremtræder det rodet og uklart i mange filosoffers arbejder, men hos Ilyenkov vokser denne erkendelse helt klart frem, når han skelner mellem det individuelle og det kollektive, mellem den personlige oplevelse, og det som videregives gennem den objektive bevidsthed.
Du slutter dit indlæg med følgende bemærkninger:

"Som du ser, er jeg uenig med Ilyenkov, når han hævder, at idealiteterne alene er forankrede i kulturen, og slet ikke i generne - selv mener jeg, at sandheden skal findes begge steder."

Det er et helt principielt spørgsmål i den materialistiske filosofi, at man tillægger den objektive repræsentation den afgørende betydning. Prøv at læse Ilyenkovs bemærkninger til spørgsmålet på s. 155 hvor han skriver:
"Under ´ideality´ or the ´ideal´, materialism . . ." og resten af siden. Giver det en bedre mening?

Jens Thaarup Nyberg

Ole Falstoft; - 08:51
"Jens: Du holder dig til klicher om de ’borgerlige’ frem for at diskutere realiteter."
Well, det viser sig i praksis.
Men du søger universel sandhed, som i praksis er et ideal.

@Henrik Plaschke

Min erfaring fortæller mig at studierne og materialet er kun til for at strangulere interessen for religion og især islam. Dette baserer jeg bl.a. på hvor mange der falder fra og egentlig hvor mange der tilmelder sig.

Også er der også en masse andet som vi kan tage over en kop te, så vi ikke kommer for langt væk fra emnet her. Jeg ved godt jeg selv lagde op til det og har nu indset at man måske burde forholde sig til hvorfor Foucalt havde denne interesse og kontakt til islam?

Takker dog for indlægget.

Niels Duus Nielsen

Lars Ulrik Thomsen, tak for henvisningen til side 155, hvor Ilyenkov skærer ud i pap, at idealiteten ikke er hjernen, eller som Hegel hånende sagde om den frenologiske "videnskab": Ånden er ikke en knogle.

Men det er heller ikke det, jeg mener med min bemærkning, blot antager jeg, at det er muligt med baggrund i nyere biologisk forskning, altså ud fra resultater, som er fremkommet efter at Ilyenkov skrev sine artikler, at skabe en meningsfuld forbindelse mellem arv og miljø - "miljø" forstået som overleveret tradition og indlært kultur, og "arv" forstået som genetiske og især epigenetiske dispositioner.

Min udvidelse af idealiteten til ikke blot at være forankret i kultur og tradition skal ses i lyset af Chomskys teori om et medfødt sprog, hvor hans grundlæggende påstand er, at sproget er for kompleks en størrelse til, at behaviorismens teori om sproglig tilegnelse under opvæksten er tilstrækkelig, hvorfor han postulerer visse medfødte grammatiske grundstrukturer ("abstrakte", "ideale" strukturer), som så under indflydelse af kultur og tradition transformeres til det givne konkrete sprog. Chomskys sprogteori var i mange år uspiselig for mig på grund af den essentialisme, som den synes at indebære.

Men i lyset af den seneste epigenetiske forskning, der viser, at vi faktisk kan arve visse tillærte træk, altså træk, som vore forældre ikke er født med, men som de har lært i løbet af deres liv, og som de så giver videre til deres børn, giver Chomskys teori bedre mening for mig - først og fremmest fordi studiet af den epigenetiske forskning har vist mig, at min grundlæggende forståelse af genetikken i udgangspunktet var forældet og utilstrækkelig - og på samme måde var min forståelse af den universelle grammatik både for rigid og for snæver, jeg tenderede mod at se generne/grammatikken som determinanter og ikke så meget som rammer for omfattende mulighedsrum og tramsformationer. Her har især Sapolskys forelæsninger om genetik og epigenetik (som kan findes på youtube) betydet meget for mig.

Både tradition/kultur og de genetiske/epigenetiske dispositioner skal altså betragtes som objektive former i Ilyenkovs forstand, blot kan den "arvelige" side ses som den systemiske ækvivalent til Chomskys generative sprogstrukturer, mens den "miljømæssige" side udgøres af de transformative sprogregler. For nu at formulere det firkantet.

Min "korrektion" til Ilyenkov består således kun i, at min anerkendelse af Chomskys universelle grammatiske strukturer og hans transformative, generative grammatik - som i mine øjne næsten er skoleeksempler på idealiteter - både har et genetisk og et kulturelt aspekt.

For mig har det været win-win, ikke alene giver Ilyenkovs diskussion af det ideale en klarhed, som jeg ikke har oplevet hos andre filosoffer, og samtidig var den murbrækkeren for en forståelse af Chomskys videnskabelige virke. Ilyenkov bragte så at soge to tilsyneladende helt uafhængige teorier, som ikke umiddelbart havde noget med hinanden at gøre - epigenetikken og den universelle grammatik - ind under samme hat.

Så jeg er dig meget taknemmelig, Lars, for at du gjorde mig opmærksom på Ilyenkov.

:-)

Niels Duus Nielsen

Foucault er så manden, der går i dybden med de diskursive idealiteters historiske transformationer inden for en given kulturkreds, nemlig den europæiske, specifikt den franske.

Han interesserer sig ikke så meget for den generative side af diskursernes udvikling, altså hvor sproget "kommer fra", men fokuserer mere på de transformationer, som de allerede fastlagte men foranderlige diskursive og begrebslige betydninger undergår. Derfor taler Foucault og Chomsky også forbi hinanden, selv om de på det transformative område er på bølgelængde, da de opererer på to forskellige planer: Chomsky er sprogteoretikeren, der tumler med systematiske grundlagsproblemer, hvor Foucault er begrebshistorikeren, der er mere interesseret i de ideologiske systemers kontingente fremtrædelsesformer.

https://www.youtube.com/watch?v=3wfNl2L0Gf8

Foucaults forskning viser basalt set, hvorfor en given diskurs er som den er, at den har den form, som den nu engang har, i kraft af en mere eller mindre tilfældig historisk udvikling - den kunne nemlig også have været anderledes.

Det er meget menneskeligt at antage, at verden nødvendigvis er som den er, men her forsøger Foucault netop at vise, at tingenes orden er kontingent, at den kunne være anderledes, og at den er som den er netop af historiske (kulturelle, traditionelle) årsager. Dette er vidensarkæologiens frigørende aspekt: Som Mogens Chrom Jacobsen skriver i forordet til den danske oversættelse af Vidensarkæologien:

"...grundintuitionen bag Foucaults opgør ikke så meget er, at „alting er lige godt“, men snarere at „intet er perfekt“ – og at det derfor er vigtigt at få vist det ikke-perfekte ved de praksisser, institutioner og værdier, vi normalt omgiver os med og betragter som ubetvivlelige".

Når Per Aage Brandt derfor spørger: "hvornår kritiserer han, hvornår hylder han i sine belæringer?" er svaret vel, at Foucault skal læses ligesom Nietzsche: Foucaults viderefører Nietzsches radikale omformning af alle værdier, hvorfor det er læserens opgave at finde ud af, hvad der er ros og hvad der er ris. Vi lever i nihilismens tidsalder, så der er ingen facitliste, det er op til hver enkelt at finde hoved og hale i galskaben.

Så efter min ringe mening har diskussionen af Ilyenkovs skrift ikke været helt off-topic i forhold til en diskussion af Foucaults efterladte optegnelser, for så vidt Foucaults værk kan anskues som en række konkrete analyser af de kulturelle praksisser og transformationer, som har formet en given sproglig diskurs, en analyse, der kan placeres indenfor rammerne af en kulturel transformation af artsspecifikke ideale generative strukturer.

Foucault beskriver blot verden uden at dømme den - han taler sågar et sted om, at han betragter sig selv som positivist, hans værk er med andre ord deskriptivt, ikke normativt.

lars ulrik thomsen

@NIels Nielsen

Det glæder mig at du har fået udbytte af læsningen af Ilyenkov. Mht. Noam Chomsky og hans sprogteorier, er der ingentvivl om at de har bidraget til ny erkendelse om barnets udvikling. Det har intet at gøre med dialektikken mellem det ideelle og det materielle.
Det handler om genspejlingen af den ydre verden hos den enkelte, hos individet.
Det er netop det som Ilyenkov understreger, at man skal adskille den psykologiske udvikling fra den filosofiske erkendelse. Jeg henviste tidligere til bogen ´Dialectical Logic´ som er en skildring af logikkens udvikling og hvordan vi stadig tilføjer ny viden i kraft af det menneskelige arbejde.

Jeg bringer her et uddrag fra bogen som viser essensen af den materialistiske tænkning:

"The ideal is the subjective image of objective reality, i.e. reflection of the external world in the forms of man’s activity, in the forms of his consciousness and will. The ideal is not an individual, psychological fact, much less a physiological fact, but a socio-historical one, the product and form of mental production. It exists in a variety of forms of man’s social consciousness and will as the subject of the social production of material and spiritual life. In Marx’s description, ‘the ideal is nothing other than the material when it has been transposed and translated inside the human head.’
(Dialectical Logis, Evald V. Ilyenkov; essay 8: The Materialist Conception of Thought as the Subject Matter of Logic.)

Kernen i citatet er: "The ideal is not an individual, psychological fact, much less a physiological fact, but a socio-historical one, the product and form of mental production."

Derfor ændrer ny biologisk viden ikke på forholdet mellem det ideelle og det materielle, det er kernen i en forståelse af den materialistiske opfattelse.
Man skal være åben over for den særskilte videnskab logikken, videnskabsteori, dialektik og den nye viden der kommer på området, og her har vi virkelig brug for at gøre fremskridt!

Niels Duus Nielsen

Vi er ikke uenige, lars, blot er jeg en generalist, som især interesserer mig for metafysiske antagelsers indvirkning på tænkningen. Jeg forsøger derfor altid at samtænke vidt forskellige teorier på et helt grundlæggende plan, som netop kommer til delvist udtryk indenfor discipliner som filosofi, logik, videnskabsteori og dialektik.

I min forståelse er ingen af disse discipliner videnskaber, derimod er de uomgængelige forudsætninger for videnskabelig tænkning, forudsætninger, som derfor af begrebslogiske grunde aldrig kan bevises videnskabeligt. Adorno har her nogle interessante pointer omkring "det uudsigelige", som det dog vil føre for vidt at komme ind på her.

Som jeg plejer at sige, når diskussionen nærmer sig dette emne, brillerede Wittgenstein jo ved først at konkludere, at "det, hvorom man ikke kan tale, om det bør man tie" - hvorefter han brugte resten af livet på alligevel at forsøge at tale om det, hvorom der ikke kan tales.

Lars Jørgensen

Pomadehår Lykkeberg (som Rifbjerg engang kaldte ham i en email til mig) var endnu engang ude i et komplet vrøvleri - i Deadline. Denne gang omkring Foucaults læsning af den iranske revolution. Jeg mangler endnu at fange Lykkeberg i en interessant sandhed. Han er en konservativ, der ikke selv har opdaget det.

Brandts forklaring og alle kommentarerne er måske interessante for tidens akademikere. Men de har heller ikke meget at gøre med Foucaults oeuvre og pointer omkring Iran. Det er måske værd at erindre om, at Foucault også var i oppostion til de fleste akademikere i sin tid.

Heller ikke i dag er der mange, der kan forstå og forklare Foucault. Omkring Iran, læs hellere her: "Nearly four decades later, Foucault’s premonitions about the Islamic Revolution appear to have been exonerated, despite the severe criticisms by certain European intellectuals,..." http://www.eurasiareview.com/13022016-iran-the-spirit-of-a-spiritless-wo...

Foucault skrev fx dengang, hvor han altså vidste, at de franske og andre akademikere ville grine ad ham - og dermed undertrykke hans pointer (uden at opdage det): "With respect to this "political will," however, there are also two questions that concern me even more deeply.

One bears on Iran and its peculiar destiny. At the dawn of history, Persia invented the state and conferred its models on Islam. Its administrators staffed the caliphate. But from this same Islam, it derived a religion that gave to its people infinite resources to resist state power. In this will for an "Islamic government," should one see a reconciliation, a contradiction, or the threshold of something new?

The other question concerns this little corner of the earth whose land, both above and below the surface, has strategic importance at a global level. For the people who inhabit this land, what is the point of searching, even at the cost of their own lives, for this thing whose possibility we have forgotten since the Renaissance and the great crisis of Christianity, a political spirituality. I can already hear the French laughing, but I know that they are wrong." 'What Are the Iranians Dreaming About?', Michel Foucault http//www.press.uchicago.edu/Misc/Chicago/007863.html

Begge fra min påbegyndte side om Iran: http://homosociologicus.com/iran

Bjarne A. Frandsen

Afvist læserbrev til Information:
Foucault og Iran
Professor Per Aage Brandt (Information 2.3.2018) gør et stort nummer ud af et ikke-offenliggjort interview med Michel Foucault fra 1979 om ’den åndelige vækkelse’ under Khomeini og de to professorer Sverre Raffnsøe og Dorthe Staunæs (22.3.) forsøger derefter nedtone kritikken af Foucaults artikler fra 1978-79 om Iran. Det kan undre, at ingen af dem inddrager Kevin B. Anderson og Janet Afarys bog fra 2005, ”Foucault and the Iranian Revolution: Gender and the Seductions of Islamism”. Her dokumenteres for os ikke franskkyndige Foucaults uvidenhed og ukritiske holdning til politisk islam, og hans negligering af islamisternes reaktionære angreb mod venstrefløjen og kvinderne. Foucault ignorerede også den samtidige kritik fra feminister og sekulære socialister. For et sammendrag af bogen, se artiklen ”Revisiting Foucault and the Iranian Revolution” (New Politics, 2004, www.newpol.org/content/revisiting-foucault-and-iranian-revolution).