For godt fire uger siden sad den sorte, amerikanske journalist, podcastvært og tv-serieforfatter Marc Bernardin i sit lokale indkøbscenter og skrev. En anden sort mand kom gående forbi ham, nikkede og sagde »28 dage til Black Panther, yo!«
De to mænd kendte ikke hinanden, men hilsenen både anerkendte, at de begge var mænd af farve, og, vigtigst af alt, at nu varede det ikke længe, før filmen om den første sorte superhelt nogensinde, Black Panther, endelig ramte biograflærrederne.
»Det er blevet en mærkelig social bevægelse,« sagde Bernardin et par dage senere om Black Panther i podcasten Fatman on Batman, som han har sammen med filminstruktøren Kevin Smith, og hvor de diskuterer populærkultur, især superheltetegneserier. Og med det mente han, at det ikke ’blot’ er endnu en superheltefilm, der i disse dage har premiere verden over, men et fænomen, der allerede inden premieren har slået flere rekorder, hvad angår forudbestilte billetter og forudsigelser af filmens åbningsweekend i biografen.
»Black Panther handler om noget så sjældent som sort stolthed,« skrev Bernardin efterfølgende i en artikel i branchebladet Variety.
»Ofte tager de historier, som Hollywood vælger at fortælle om sorte mennesker, udgangspunkt i smerte, i lidelse, i uretfærdighed. Måske har du set dem: 12 Years a Slave, Selma, Hidden Figures, The Help og Amistad, for nu at nævne nogle få. Der er måske triumf i tredje akt, men den historiskbaserede præmis er: ’Se, hvor slemt det var’.«
Sort fortræffelighed
Og sådan er det ikke i Black Panther, hverken i filmen eller i den 52 år gamle Marvel-tegneserie, der ligger bag. Black Panther er ikke blot en superhelt, der er lige så sej og stærk som sine hvide kolleger, han er også T’Challa, konge af et afrikansk land, Wakanda, som er den teknologisk mest avancerede nation i verden.
»Wakanda er drømmen om en uafbrudt kæde af sort fortræffelighed,« sagde Evan Narcisse, der for tiden skriver Black Panther-tegneserien sammen med forfatteren Ta-Nehisi Coates, til Marc Bernardin og Variety.
Nate Moore, der har været med til at producere Black Panther-filmen, var enig:
»En af de utrolige ting ved Wakanda er, at det er et afrikansk land, som på alle måder styrer sig selv. Det er aldrig blevet erobret. Det er aldrig blevet koloniseret eller løbet over ende. Det bestemmer selv, hvad det er. Vi befinder os på et tidspunkt, hvor farvede mennesker kræver og bekræfter deres egen selvbestemmelse. Jeg tror, at dette brud med det fremherskende paradigme, vi har levet under, virkelig vækker genklang med vores film,« sagde han, også til Bernardin.
Bag filmen står desuden en række af tidens mest prominente sorte filmfolk og skuespillere, blandt mange andre instruktøren Ryan Coogler, der tidligere har lavet Fruitvale Station og Creed, Chadwick Boseman, som spiller T’Challa/Black Panther, Michael B. Jordan, der spiller skurken, Killmonger, og Lupita Nyong’o, som spiller T’Challas tidligere kæreste, spionen Nakia – der i øvrigt kun er én af mange stærke, betydningsfulde kvindefigurer i Black Panther-universet.
To hvide mænd
Som så mange andre superheltetegneserier er Black Panther et produkt af to hvide, jødiske mænds fantasi. I midten af 1960’erne opfandt legenderne Stan Lee og Jack Kirby figuren, der første gang optrådte i en anden, meget populær superheltetegneserie, Fantastic Four, nærmere bestemt nummer 52, som udkom i sommeren 1966.
»Det var i den periode, at Stan Lee og Jack Kirby fyrede på alle cylindre,« siger tegneserieekspert og -oversætter Morten Søndergaard, også kendt som Marvel-Morten.
»Det er det kreative år nul for Marvel-universet. Tre numre tidligere havde Lee og Kirby i samme nummer fundet på Silver Surfer og Galactus og Den Negative Zone og andre ting, der den dag i dag stadig optræder i tegneserierne og filmene. Men Black Panther dukker altså op i nummer 52 og er den første sorte, amerikanske superhelt.«
Når populærkultur er bedst, er den en refleksion af samfundet, siger Søndergaard, og Black Panther var i høj grad et produkt af sin samtid. 1960’ernes store opbrud begyndte at slå igennem i 1963-64, Martin Luther King rejste USA rundt og talte om sortes rettigheder, i 1965 blev en anden sort leder, Malcolm X, snigmyrdet, og nogle måneder efter Black Panther-figurens fødsel blev Black Panther-partiet etableret.
»I 1960’erne var Afrika desuden på vej ud af koloniseringsprocessen, og i vestlige medier blev unge, afrikanske ledere omtalt som værende dynamiske og fremsynede,« siger Søndergaard.
»En stor del af koloniseringen af Afrika handlede jo om at få fat i ’guldet’, om jeg så må sige. Det var en kamp om råstoffer – det er det stadig – og i Wakanda bestemmer de selv over deres råstoffer, ikke mindst vibranium, der første gang optrådte i Fantastic Four nummer 53 og er et metal, der kan opsuge al vibration. Kirby og Lee var et par progressive mennesker, som forstod at opfange signaler i tiden.«
Hvor er menneskeligheden?
Siden 1966 har Black Panther gennemgået forskellige faser og både været bifigur i andre superheltetegneserier og haft sin egen. Han har været medlem af superheltegruppen Avengers, kæmpet mod Ku Klux Klan, været en tur i rummet, og som en anden blaxploitation-figur – de såkaldte exploitationfilm spekulerede i sensationalistiske emner, især sex og vold – ryddet op i storbyens slum. Det var seriens første sorte forfatter, Christopher Priest, der i 1990’erne stod for sidstnævnte, meget populære udgave af Black Panther, og det er i nogen udstrækning den, som journalisten og forfatteren Ta-Nehisi Coates forsøger at gøre op med i den udgave af tegneserien, som han og Evan Narcisse skriver for tiden.
»Christopher Priest gjorde Black Panther cool og hip, og da jeg fik lov til at skrive ham, var han i ret god stand,« sagde Coates fornylig til komiker og podcastvært Marc Maron.
»Men jeg havde lyst til at gå en anden vej. Jeg følte, at han stort set var blevet til Shaft (hårdtslående politimand i blaxploitationfilm fra 1971, red.). Han var en sort fyr, der ikke fandt sig i en skid og delte øretæver ud, og jeg var mere interesseret i hans sårbarhed og sprækkerne i hans panser.«
Fordi så mange sorte figurer i populærkulturen, ikke mindst på tv og i film, er passive bifigurer, vil det sorte publikum gerne have sorte, populærkulturelle figurer, der kan være seje og slå på tæven, forklarede Coates til Maron og kaldte det »blaxploitationimpulsen«.
»Man kan se den slags behov på tværs af mange etniske samfund, også det jødiske. ’Vi vil ikke kun portrætteres som bogholderslapsvanse. Vi har også hårde typer iblandt os.’ Jeg ved, at det asiatisk-amerikanske samfund har været igennem den samme udvikling. Black Panther var i høj grad en reaktion på det – en sej gut, der fortalte én, hvor skabet skulle stå – og det er underholdende at læse, men det fratager figurerne deres menneskelighed.«
En stærk eller svag konge?
Derfor handlede det for Ta-Nehisi Coates om at bevæge sig videre, udforske figuren og stille spørgsmål som, ’hvad nu hvis det seje blev til svagheden i stedet for målet?’
»Denne fyr er konge af et mytisk, perfekt afrikansk kongedømme, men drager altid ud for at slås sammen med Avengers og den slags, som det ikke er meningen, at konger skal gøre. Han har aldrig været kæreste med en kvinde fra sit eget land. Hvad er det, han forsøger at undgå? Måske bryder han sig slet ikke om at være konge. Det er skidekedeligt at være konge. Han er en superhelt. Han vil redde verden og ikke sidde her og læse økonomiske rapporter,« sagde Coates.
Rollen som konge af Wakanda og rollen som superhelt er ofte i konflikt med hinanden i Black Panther, og det er en af de ting, der i Coates’ udgave af tegneserien skaber dramatik. Nogle indbyggere i Wakanda er utilfredse med, at T’Challa altid er på farten som Black Panther og ikke har tid til at tage sig af hjemlandets problemer. Det giver anledning til uroligheder og forsøg på kup, og spørgsmålet er, hvordan kongen håndterer det.
»Han må godt bruge sine superhelteevner i Wakanda, men hvis man er konge, og det eneste, der giver én magt, er, at man kan tæve alle de andre, så er man faktisk en svag konge. Der er nødt til at være andre ting end fysisk styrke, der giver én folkets respekt og loyalitet. Ellers er man bare en stærk mand. Så det handler om, hvordan T’Challa får sit folks loyalitet. Det er omdrejningspunktet i min udgave af Black Panther,« sagde Ta-Nehisi Coates til Marc Maron.
Betydningsfulde sorte liv
Filmudgaven af Black Panther handler også om T’Challas indre splid og et Wakanda plaget af uroligheder og udefrakommende kræfter, som vil vælte den nyslåede konge og stjæle landets råstoffer. Allestedsnærværende Marc Bernardin er blevet en slags uofficiel talsmand for alle de sorte fans af tegneserien og figuren, som har ventet så længe på filmen. Og i sin mestendels begejstrede anmeldelse på hjemmesiden Nerdist sætter han flere ord på, hvorfor Black Panther, den første store tegneseriefilm med en sort helt siden Blade (1998), er så vigtig:
»En mulighed for at fortælle en historie om sorte liv, der betyder noget og ikke defineres af deres smerte, men i stedet af deres storhed; et svar på en kulturs spørgsmål: ’Hvornår er det vores tur til at blive set?’ På den måde er det svært at adskille, hvad Black Panther betyder, fra hvad den er. Den betyder alt, især for ethvert barn, som aldrig har brugt ordene ’afrikansk’ og ’konge’ i samme sætning. Eller for enhver ung kvinde, der nogensinde er blevet frarådet at forfølge et liv i videnskabens og teknologiens tjeneste.«
Det er store ord, men de understreger, at Black Panther rammer verden på det helt rigtige tidspunkt, hvor også fremragende superhelteserier som Luke Cage og Black Lightning, begge med sorte hovedpersoner, vækker opsigt. Det er ikke planlagt, at filmen har premiere lidt mere end et år inde i Donald Trumps præsidentperiode, men det synes passende på samme måde, som det synes passende, at årets oscaruddeling er domineret af film – Get Out, The Shape of Water, Dunkirk, Darkest Hour, The Post, Three Billboards Outside Ebbing, Missouri – der på forskellig vis beskæftiger sig med en verden fuld af had, intolerance, frygt og manglende menneskelig forståelse.
»Wakanda er en form for sort utopi i vores kamp mod hvide menneskers kolonisering og imperialistiske kontrol over sort land og sorte mennesker,« sagde Deidre Hollman, lederen af Black Comic Book Festival i Harlem, forleden til New York Times.
»Det betyder alt for den sorte fantasi. I en tegneserie er det virkelighed, og takket være en stor film er det endnu mere taktilt og kunstnerisk en realitet, vi har mulighed for at udforske. Der er så megen kraft at hente i det faktum, at der fandtes et samfund, en nation, der modstod kolonisering og indtrængning og undertvingelse.«
’Black Panther’ havde premiere i går. Anmeldes her
