Læsetid: 4 min.

Børnehumor anno 2018: Hvorfor tager en aarhusianer altid en bildør med ud i ørkenen?

Sjove historier er både tidløse og afhængige af deres tid. Det lærer vi på en lille time i 3.c, hvor vi går fra at høre om lårklaskende samere over aarhushistorier til youtube-stjerner. Som led i Informations undersøgelse af humor har vi været på besøg på Gentofte Skole for at finde ud, hvordan de får hinanden til at grine
Som led i Informations undersøgelse af humor har vi været på besøg i 3. c på Gentofte Skole for at finde ud, hvordan de får hinanden til at grine, og det viste sig, at de gode gamle vitser fortsat kan få grinet frem hos nutidens børn.

Som led i Informations undersøgelse af humor har vi været på besøg i 3. c på Gentofte Skole for at finde ud, hvordan de får hinanden til at grine, og det viste sig, at de gode gamle vitser fortsat kan få grinet frem hos nutidens børn.

Sigrid Nygaard

8. februar 2018

Hvad er egentlig sjovt? Det skal de tale om i 3.c på Gentofte Skole i dag, hvor de har læst et skæmteeventyr, og Information er med, for vi vil også gerne vide det: Er der noget, der er så universelt sjovt, at det fungerer på tværs af generationer? Stalo og Kauras er et samisk folkeeventyr om en dreng, der narrer en kæmpe. Og nu kan du, kære læser, nok forestille dig, at deres klasselærer Dorte Brink skal bruge al sin erfaring, alle sine pædagogiske evner og hele sit vindende væsen for at engagere eleverne i denne flere hundrede år gamle historie.

»Hvad betyder skæmteeventyr mon? Har I hørt ordet skæmt før,« spørger hun klassen. Eleverne hvisker lidt mellem hinanden (»spøg og skæmt?«) »Sådan agtigt sjovt?« prøver Herbert Hjorth Hågendahl, som om ordet sjovt og det samiske folkeeventyr forekommer ham fremmede for hinanden. »Lige præcis!« udbryder Dorte Brink glad: »De har da siddet rundt om bålet og klasket sig på lårene, når de har fået denne historie fortalt.« Børnene griner skeptisk, men tilsyneladende lettede over, at de har fundet frem til pointen.

Donald Trump

Selv om Herbert Hjorth Hågendahl i første omgang var lidt modvillig over for tanken om at forbinde sjov med eventyret, er han den første til at afkode, hvorfor det er sjovt: »Fordi det er en lille dreng, der narrer en kæmpe!« siger han. »Det er sjovt, når dem, der bestemmer, bliver narret. De tror, de er så kloge og stærke,« siger Maria Rygaard-Rasmussen. »Ja,« siger Tobias Glud Sylvest: »ligesom Donald Trump.« »Eller Robert Mugabe,« indskyder Rosemarie Ahlberg. Nogle kigger lidt undrende på hende. Hun har læst om ham i Kids News afslører hun.

Sjove historier er på én og samme tid tidløse og afhængige af deres tid. Det er det, der langsomt men sikkert begynder at gå op for både klassen, klasselæreren og mig, mens vi snakker om Stalo og Kauras. Detaljer og karakterer skifter med generationerne. Pointer og funktioner består. Vi vil få hinanden til at grine. Sammen.

Da eleverne får spørgsmålet: Hvad får jer til at grine, og Niclas Rasmussen siger: »Jokes!« Ja, så slynger de dem ud af ærmet:

»Hvad kalder man en fuld frø? En sprittusch!« »Hvorfor tager en aarhusianer en bildør med ud i ørkenen? For at kunne rulle vinduet ned.« »Alle børnene gik hjem fra stranden. Undtagen Åge – han blev jagtet af en måge!« Børnene står op nu for at få lov til at fortælle vitser. Jeg bliver forundret over, at de vittigheder, som jeg også hørte og fortale som barn, åbenbart stadig fungerer. Jeg supplerer selv med en favorit: »Alle børnene kiggede ind i ovnen. Undtagen Knud. Han kiggede ud.« Tobias Glud Sylvest siger straks: »Jeg kan én, der minder om den: Alle børnene kiggede ned i blenderen. Undtagen Bob. Han kiggede op.«

Banke banke på

Der er de gamle kendinge, og så er der dem, der alligevel virker lidt nye. Dorte Brink skal lige have forklaret, hvad man skal gøre, når nogen siger ’Banke, banke på’. »Hvem dér?« »Lars« »Lars hvem? »Lars Christmas, you gave me your heart …« synger Silje Bruun Flensmark.

Og Mads Højgaard Simonsen kan også én: »Banke banke på: Hvem der? Orla! Orla hvem? Årh la’ da lige vær, mig kender du da godt.« Dorte Brink er synligt imponeret over sin klasse. »I kan jo også sådan nogle, hvor man leger med sproget!«

»Hvor lærer I de her vitser,« spørger jeg. Mængden, variationen og timingen er overrumplende. Af hinanden, siger de. Katrine Pabst-Karlsson fortæller, at hjemme hos hende har de en hel bog med vittigheder. Og de finder dem også på nettet. Det er også her, at de bliver inspireret til at lave pranks på hinanden. Oftest er der flere indblandet, når de narrer hinanden, laver telefonfis og den slags. Og det fremgår, at man ikke rigtig kan genfortælle dem. Man skulle have været der. Men de, der var det, er flade af grin over deres egen opfindsomhed. Alle griner – også den det gik ud over.

Max-Emil Haugbyrd Holstberg fortæller, at han følger med i, hvad youtuberen Alexander Husum finder på. Flere stemmer i og fortæller om videoer, hvor folk bliver lukket inde i en bilvask, og nogle hvor der sættes ild til poser med hundelorte, så de eksploderer. Alle griner, men samtidig siger Tobias Glud Sylvest: »Men der er nogle af dem, der er meget grove. Dem skal man jo ikke selv lave.« Ingen af dem har prøvet, at nogen blev kede af, at de prankede dem. »Det kan man jo godt regne ud, hvis man lige tænker sig om. Om man tror, de vil synes, det er sjovt.«

Mens børnene bevæger sig ud ad døren mod legepladsen, hører jeg et par af drengene hviske en fræk vittighed til hinanden, som åbenbart ikke egnede sig til klassens plenum. Man skal kende sit publikum.

Serie

Informations humorkanon

Vores eget og fuldkommen idiosynkratiske bud på humoristiske højdepunkter i dansk kultur. Vi er ikke interesseret i kronologi eller hierarkisering, men i en kærlig, personlig og positiv genformulering af alle tiders danske humor.

Seneste artikler

  • »Tillykke med danske samfund, mange tak«

    12. februar 2018
    Kulturskribent Lone Nikolajsen var allergladest for Lærke Winther og Anna Neye Poulsens sketchshow, når der blev lavet fis med postkolonial skyld. Informations idiosynkratiske humorkanon er nået til den moralsk anfægtede udstilling af 00'er-normalitet: ’Normalerweize’
  • Jeg vil i seng med de fleste – mænd og koner, heste, grise, køer og får

    8. februar 2018
    Da kulturredaktør Katrine Hornstrup Yde gik på efterskole, klappede hun og vennerne sig på patterne og sang »trives BEDST med hvide men’skeeer, for jeg synes, de er pææænest« og fandt et hemmeligt sprog, de kunne bruge til at vrænge af selvalvoren i den voksenverden, de var ved at vokse ind i. Informations idiosynkratiske humorkanon er nået til: Lex & Klatten
  • Da Schmul ville hænge sig, men ikke kunne få luft ...

    6. februar 2018
    De jødiske anekdoter er som andre forfulgtes galgen- eller overlevelseshumor. Pogromerne i 1800-tallet gav næring til anekdoterne, som trods alt ikke fik næring af selve Holocaust. Her var det småt med latteren. Med Georg Metz er Informations idiosynkratiske humorkanon nået til: jødisk humor
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Damm
  • Eva Schwanenflügel
Katrine Damm og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu