Læsetid: 6 min.

Cindy Sherman foregreb Instagram-generationens leg med identiteter

Det visuelle er blevet den centrale arena for identitetsarbejde. Den amerikanske fotokunstner Cindy Sherman satte sig selv i scene gennem foto længe før den praksis blev helt almindelig på de sociale medier
Cindy Sherman tager altid billeder af sig selv, men nægter, at der skulle være tale om selvportrætter.

Cindy Sherman tager altid billeder af sig selv, men nægter, at der skulle være tale om selvportrætter.

Astrup Fearnley Samlingen

9. februar 2018

Begrebet identitet kommer af det latinske ord idem, som betyder ’det samme’. Men identiteten er ikke længere den samme.

Fra langt hen ad vejen at være noget, som var givet på forhånd, er identitet i gang med at blive et arbejde, der skal udføres. I en af rosabloggernes kommentarfelt fandt jeg følgende:

»Jeg vil blive mig selv ved at blive præcis som dig.«

Selvbilleder kan altså forsøges opbygget ved at kopiere forbilleder.

Dette er en tekst, som hopper lidt frem og tilbage. Dels vil den sige noget om den amerikanske fotokunstner Cindy Sherman. Astrup Fearnley Museet i Oslo åbnede for nylig, her i sit 25. år, en udstilling med Sherman-billeder fra museets egen samling. Som samtidskunstner er Cynthia ’Cindy’ Morris Sherman, født i 1954, meget vellykket i den forstand, at hendes arbejde har skabt opmærksomhed og afstedkommet spørgsmål i massevis.

Hun tager altid billeder af sig selv, men nægter, at der skulle være tale om selvportrætter. Hun er en rollespiller, der praktiserer et kropsligt og sjæleligt kostumebal. Det er selvet som maskerade.

Dette kunstnervirke er således en særdeles egnet case for et andet af denne teksts ærinder: at spekulere over flydende identitet i vor hastige tid. Shermans samlede værker kan betragtes som en konsekvent, empatisk, vittig, skarp, opfindsom og provokerende udforskning af netop dette. Cindy Sherman mener, at spørgsmålet om, hvem hun er, er forkert stillet. Spørgsmålet skal hellere lyde: Hvem forestiller hun nu?

Det indre liv er en ydre affære

Selve begrebet identitet blev for alvor introduceret i videnskaberne i 1950’erne. I traditionsbundne samfund var der få, som stillede spørgsmålet om, hvem man ville være. Identiteten bliver for alvor et tema, når den er usikker. I en kultur, hvor fornyelse er det dynamiske omdrejningspunkt, og hvor innovation er kodeordet, bliver de socialpsykologiske vilkår for at blive den, man er, ændret. Rastløsheden bliver bygget ind i os.

Untitled #466 (2008).

Astrup Fearnley Samlingen

Vi bliver ikke os selv af os selv. Udgangspunktet er naturligvis gener og biologi. Men derfra handler meget om møder og mødesteder. Der opereres med et mærkeligt begreb: ’selvrealisering’. Det er, som om noget indre skal slippes løs. Handler det ikke lige så meget om at få noget ind? Vores indre liv er i stor udstrækning en ydre affære. Mere end selvrealisering handler det om, at vi dannes ude fra.

Vi dannes af familie, venner, køn, klasse, normer, magt og stat. Tradition og tro har historisk været fuldstændig centrale for dannelsen af identitet. Når Gud nu er død, har mange industrier taget over som identitetsdannende: helbred, skønhed, sundhed, kosmetik, tøj, uddannelse, Medivin, selvhjælp, psykofarmaka – og medierne. Billederne former os.

Én vej ind i Cindy Shermans kunstnervirke er via selvportrætterne i kunsthistorien. Selvportrættet er selviagttagelse. Men den scene, der vælges, det øjeblik, der gengives, er ikke tilfældigt. Valg af humør, situation og udklædning gør denne refleksion til en selvrefleksion.

Kunstneren skaber sig. Det er ikke bare en refleksion af, men også en refleksion om. Selvportrættet er således langt mere end en kunstgenre. Det er en måde at erkende på. Selvportrættet er også portrætter af tidsåndens forståelser af det psykologiske selv.

Albrecht Dürer malede sig selv i kirkens tid som en Kristus. Herfra fødtes gradvist det moderne selv, det psykologiske menneske. Nu er det mindre Gud og langt mere individets psyke, som træder frem i kunstnerens spejlbillede. Den heftige selvportrætterende psykolog er Rembrandt.

Han øver sig i følelsesbevidsthed og maler sine mange humørudslag. Egon Schiele er en selvportrættør, som i begyndelsen af forrige århundrede afbillede sig selv i forvredne stillinger. Han klæder sig bogstavelig talt nøgen, som om han arbejder med den nøgne sandhed. Han maler ikke bare følelser, men følelser ude af kontrol. Og det er lige op til Første Verdenskrig.

Sin egen model og stylist

Så går det moderne selvportræt gradvist i opløsning. Britiske Francis Bacon er ikonisk for opløsningen med ansigter og kroppe i forvreden opløsning. Norges måske største samtidskunstner, Per Inge Bjørlo, bidrager med stærke selvportrætter af hoveder og sind i krise. Den amerikanske kunstner Chuck Close opløser sit eget ansigt i pinsler. Italieneren Maurizio Cattelan præsenterede i 1997 en installation med sig selv som fem hundrede små sædceller med hans ansigt. Hvem af os blev mig?

Cindy Sherman går meget længere ud. Hos hende er det ikke bare selvet, der er truet, men selvportrættet selv er gået i opløsning. Hos henne er det ikke afklædningen som strategi, men påklædningerne. Hvem vil jeg ligne?

Cindy Sherman udfordrer kvindelige stereotyper i historie og samtid ved at bruge sig selv i nye udgaver af etablerede billeder. For at lave sine billeder er hun sin egen model, fotograf, sminkør, frisør, stylist, scenograf, påklæderske og skuespiller.

Og vi har at gøre med en kunstner, som kan lide at fortælle eventyr. Med sit arsenal af kostumer og roller har hun skabt et mylder af karakterer og tableauer, fra kvinderoller i kendte film, via skikkelser fra kunsthistorien til klovne og overgrebsofre. Hun er stærkt nærværende i sine billeder og samtidig fraværende, idet hun anonymiserer og camouflerer sin egen person.

Hun fik sit gennembrud med Untitled Film Stills (1977–80). Det er en samling af 69 sort-hvide billeder, hvor hun sætter sig selv ind i kvinderoller inspireret af film fra 1940’erne, 1950’erne og 1960’erne. Det er stilfulde og udtryksfulde billeder, og de føles autentiske. Det er, som om de kunne have været hentet direkte ud af film af Hitchcock og Fellini. Shermans stillbilleder har en atmosfære, som har fået folk til at sige, at de har set filmen. Filmen findes altså ikke, og Sherman laver fiktion af andres fiktion. Mange af billederne er urovækkende. Noget truer, eller noget er sket. Det er angstbilleder, en stille horror.

Centerfolds fra 1980 er inspireret af softporn i side 9-pige-genren. I 1989 og 1990 lavede hun så 35 store farvefotos, som er citater fra den europæiske kunsthistorie fra 1400-tallet og fremefter, som Rafael, Ingres og Caravaggio. Billederne er snarere karikaturer end kopier, groteske med brystproteser, kosmetiske fejl og overgjort sminke.

Igen ligner det noget, vi kender, men det ligner samtidig ikke. Det er forstyrrende. Det er endnu mere ubehageligt i andre af billederne, som det er fristende at kalde bulimiske, med kaos, madrester, opkast og flere spor af vold. Huden har bylder, vi ser blå mærker og aner blod i næsen. Vi kan også kalde dem posttraumatiske.

Hun foregreb Instagram

I Society Portraits er det eksplicit groteske tonet ned. Det er en række portrætter af aldrende kvinder, som gør, hvad de kan, for at leve op til normen om at være ung og smuk. Det er jo strengt taget også en smule grotesk, men på en mere hverdagsagtig måde. De har taget deres fineste kjole på, men ansigtsløftene afslører sig, læbestiften er ujævn og deres foundation er begyndt at sprække i det varme lys. Der er noget melankolsk over disse kvinder. Der er ufrivillig kort vej til Cindy Shermans fotos af klovne.

Untitled #205 (1989).

Astrup Fearnley Samlingen

I nogle af sine nyere billeder, som blev vist frem på Museum of Modern Art i New York i 2012, går hun løs på sig selv med Photoshop. Jeg følger hende på Instagram, og her har hun fundet et program, der forvrænger hendes ansigt. Lige præcis det rører mig ikke stort, men Cindy Sherman er absolut tro mod sit eget projekt.

Betydningsfulde kunstnere har en evne til at foregribe træk i samtidskulturen. Ikke mindst: Cindy Sherman satte sig selv i scene gennem foto længe før den praksis blev helt almindelig på de sociale medier. Hvem vil jeg være?

Det visuelle er blevet en helt central arena for identitetsarbejde. Disse medier bruges på forskellig måde. Nogle gør det med overskud, leg og ironi. For andre er det en alvorlig affære. De jagter den vellykkede selviscenesættelse og psykologiske selvopbygning. Mange af disse fotos er pyntede glansbilleder lavet i håb om, at de skal blive til forbilleder, der styrker afsenderes selvbillede.

Vi må antage, at Cindy Sherman arbejder ud fra et behov for at udtrykke sig. For mange af aktørerne på de sociale medier handler det mere om behov for bekræftelse. Findes man, hvis man ikke er fotograferet, delt og liket?

© Finn Skårderud og Information. Artiklen blev første gang bragt i Aftenposten. Oversat af Nina Trige Andersen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mette Poulsen
Mette Poulsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu