Interview
Læsetid: 11 min.

Eileen Myles: ’Den gamle verden er jo grinagtig. Og derfor er det fandens vigtigt, at vi griner af den. Højt og hårdt’

Hollywood mangler historisk bevidsthed. #MeToo er stadig først og fremmest de privilegeredes revolution, og det er nødt til at ændre sig. For dem, der gør rent i Hollywood, har ikke overskud til at lave revolution. Det feministiske digterikon Eileen Myles gør status
Eileen Myles stillede i 1992 op til præsidentvalget med en programerklæring om ’total blotlæggelse af alting’. Det var en joke, men ikke en useriøs en af slagsen. For latter er for Myles en måde at tage tingene alvorligt på.

Eileen Myles stillede i 1992 op til præsidentvalget med en programerklæring om ’total blotlæggelse af alting’. Det var en joke, men ikke en useriøs en af slagsen. For latter er for Myles en måde at tage tingene alvorligt på.

Gary Doak

Kultur
7. februar 2018

Den amerikanske digter Eileen Myles var i begyndelsen af sine 20’ere, da den feministiske bevægelse ramte Boston i slutningen af 1960’erne. Men bølgen ramte ikke rigtig hende. Hun blev intellektuelt inspireret, måske endda vækket, af de feministiske ideer, men de fik hende ikke på gaden.

Hun deltog ikke i en eneste demonstration. For hun havde to deltidsjob ved siden af universitetet, og hun havde ikke råd til at tage fri og kæmpe for kvinders rettigheder.

»Jeg troede, at feminisme var for de hvide kvinder på de private universiteter. Fra mit ståsted lignede det, at det kun var hvide kvinder fra den øvre middelklasse, der kunne brænde bh’er. Jeg var ikke en del af det, underklassen var ikke en del af det, de sorte kvinder var ikke en del af det. For vi skulle ligesom på arbejde,« fortæller Eileen Myles fra sommerhuset i Marfa, Texas, hvor hun kommer for at få fuldstændig arbejdsro.

Og lave et Skype-interview med et mindre dansk dagblad, når det er for meget ro.

»Mens de hvide middelklassekvinder gik forrest med bannere, passede farvede og sorte kvinder deres børn, de gjorde rent i deres hjem. Det er det samme, der sker nu. Feminisme i USA er stadig et race- og klassespørgsmål.«

En kultfigur

Eileen Myles er født i en arbejderklassefamilie i Massachusetts. Hun arbejdede sig igennem en universitetsuddannelse i Boston og flyttede i 1974 til New York for at blive digter. I første omgang blev hun lesbisk, som det lyder i »Et amerikansk digt« fra gennembrudssamlingen Ikke mig (1991).

Hun har levet det meste af sit voksne liv under fattigdomsgrænsen i East Village sammen med folk som Patti Smith, Allen Ginsberg, Chris Kraus og Kathy Acker. Det lykkedes hende her siden at blive digter, og i løbet af de seneste 40 år har hun udgivet mere end 20 bøger, medvirket i et utal af performances og undervist på University of California, San Diego, på New York University og Columbias School of Arts, blandt andre. Myles er blevet en »en kultfigur for en generation af postpunk-kvindelige-kunstnere«, som det lød i The New York Times i 2009.

I løbet af de seneste år har Eileen Myles fået det bredere, internationale og næsten kommercielle gennembrud, der sjældent rammer en feministisk postpunkdigter fra undergrunden i East Village. Hendes samlede digte er udkommet, tidligere bøger genudgives og oversættes nu i stor stil, og nye værker tilføjes jævnligt – senest bogen om hendes pitbull Rosie, Afterglow: A Dog Memoir fra 2017. Og hendes næste digtsamling er så småt på vej i trykken. 

Men det, der ifølge Myles selv har haft størst betydning for den pludselige dyrkelse af hendes værk og person, må være karakteren Leslie Mackinaw fra den prisvindende feministiske TV-serie Transparent: en hardcore feministisk digter og litteraturprofessor, der er moduleret over Myles. »A real dyke,« som hun udtrykker det.

Blå bog

  • Eileen Myles er født i Cambridge, Massachusetts i 1949.
  • Hun dimitterede fra University of Massachusetts i Boston i 1971, men hendes litterære dannelse fandt sted i East Village, New York fra 1974 til 1975, hvor hun var en del af St. Mark’s Poetry Project. Hun har flere gange omtalt sig selv som barn af Andy Warhol.
  • Myles modtog i 2012 Guggenheim Fellowship, og hendes forfatterskab tæller bøger som ’Not Me’ (1991), ’Chelsea Girls’ (1994), ’Cool for You’ (2000), ’Inferno’ (2010), ’I Must Be Living Twice: New and Selected Poems 1975-2014’ (2015) og senest ’Afterglow – a dog memoir’.
  • Hun bor i East Village, New York, og Marfa, Texas, med sin hund.

Kvinden er sin krop

Siden #MeToo-bevægelsens startskud har Eileen Myles siddet klar med sine kritiske analyser og feministiske diagnoser. For det her er hendes felt: feminisme, normkritik og afklædningen af patriarkatet som sådan.

Men da The Guardian endelig ringer, så er det et ganske andet emne, de beder hende skrive om: alderdom.

»Jeg flækkede fuldstændig,« griner Myles hæst.

»Jeg har netop fået den her form for international anerkendelse, og så beder de mig skrive om alderdom, really? Det er altså et fandens morsomt og sigende eksempel på, hvordan man som kvinde først og fremmest er sin krop.«

Og Myles' krop er ikke en ung og fødedygtig og struttende krop, den er »en 68-årig tom skal, der mister værdi as we speak«, som hun siger. Og derfor er det altså alderdom, hun i offentlighedens øjne kan udtale sig om. 

»Den slags regler gælder ikke for mænd. Størstedelen af kongressen er ældre end mig, Donald Trump er ældre end mig. Men det er ligesom ikke hans forfaldne krop, der er emnet, når han taler.«

At kvinden er sin krop, mens manden er et lødigt subjekt, er i høj grad det, #MeToo-bevægelsen handler om. 

»Især i Hollywood. Her er kvinden feminiseret så heftigt, at hun tituleres skuespillerinde, actress, ikke bare skuespiller. Hendes køn og hendes profession er flettet helt sammen. Når de her – især unge og fødedygtige – kvinder bevæger sig op i magthierarkiet, bliver de straffet. Så skal man forbi typer som Weinstein.« 

Og så handler det om, at det er Donald Trump, der sidder i Det Hvide Hus. Valget af ham – en mand, der kan formulere en sætning som »just grab them by the pussy« – har for Myles blotlagt, hvor sexistisk og misogynt det amerikanske samfund egentlig er:

»Det er den politiske virkelighed, som #MeToo skubber op imod. For forfølgelse, chikane og tingsliggørelse af kvindekroppen er as old as fucking time

Tunnelsyn

#MeToo-bevægelsen er for Myles, som for mange andre kvinder, kærkommen og længe, længe ventet. Det understreger hun gentagne gange. Men derudover er Myles temmelig skeptisk over for bevægelsen og Hollywoods selvcentrerede forvaltning af den.

Den er for snæver, den lider af tunnelsyn, den taler om paradigmeskift, men den tør ikke se sit paradigme i øjnene. Den tør ikke se hele billedet, mener Myles. Og det forstår hun godt. For det vil koste langt mere end blot nogle hoveder i Hollywood.

»Det er da fandens vigtigt, at #MeToo er blevet til en global bevægelse. Men det er for mig at se et stort problem, at vores øjne stadig er rettet så stift mod Hollywood, at det stadig er dér, bevægelsen har sin fysiske forankring. For Hollywood er et mærkeligt sted. Den er en fjern planet, der absolut ingenting har at gøre med den menige amerikaners virkelighed.«

Der mangler historisk bevidsthed, der mangler politisk og socialt udblik. Og det ligner noget, Eileen Myles har set før – og ikke brød sig om: 70’ernes feministiske bevægelse i USA, »de privilegerede kvinders revolution«, som hun omtaler den.

»Kvinderne i Hollywood er ligesom alle andre nødt til at række ud over deres egen klasse og position, hvis der skal ske reel forandring. De er nødt til at erkende og handle på, at det her handler om nogle strukturelle undertrykkelsesformer, der i allerhøjeste grad også gælder deres private rengøringspersonale. For når du arbejder 80 timer om ugen til minimumsløn, så laver du ikke lige en revolution i fritiden. Og derfor skal vi andre gøre det, derfor skal kvinderne i Hollywood gøre den her revolution til noget mere og større, til noget andet end deres egen.«

Punkterne skal forbindes

– Men der er tydeligvis brug for, at der ryddes op og ruller hoveder i Hollywood – er det ikke et vigtigt sted at starte?

»Jo for pokker, men det er slet ikke det, jeg taler om her. Verden føles vitterligt forandret i de her dage, den har en anden vibe. Det, jeg taler om, er, hvad der skal ske, hvis det skal blive til mere end en vibe,« svarer Myles.

»Hvis #MeToo skal blive noget, der minder om en revolutionær og systemomvæltende bevægelse, skal vi hæve blikket og forbinde punkterne – mellem generationerne, mellem borgerettighedsbevægelse og 1970’ernes feminisme, mellem migrationspolitik og politivold og racisme. Og hekseafbrændingerne. Det skal handle om hele billedet, for det hænger jo sammen: USA er et patriarkalsk, misogynt og racistisk samfund. Vores politiske system regulerer ikke sig selv, som vi måske troede, for Trump er vores præsident. Og vi er nødt til at forholde os til det hele – lige nu og hele tiden.«

Eileen Myles er med på, at flere og flere faktisk forholder sig til »det hele billede«, at priviligerede kvinder i Hollywood rækker ud til andre klasser og positioner. Og hun er med på, at det har et vigtigt potentiale. Men hun synes ikke, at det er »radikalt og gennemgribende nok«. 

»Det er et problem for mig, at jeg faktisk har svært ved at forestille mig et paradigmeskifte. Jeg har let ved at se, hvad der ikke får os videre, men jeg har faktisk reelt svært ved at forestille mig den feministiske revolution, jeg higer efter,« fortæller Myles og roder sig utålmodigt i håret. 

»For den her kultur kan ikke korrekses indefra – den sidder så dybt i os. Det er så overvældende og uoverskueligt. Og måske kan #MeToo være et startskud, måske står vi på en slags tærskel. Men vi kommer kun over den, hvis vi tør gå virkelig tæt på det grimmeste i os, i vores historie og kultur.«

Glem enkeltsagerne

Eileen Myles er ikke interesseret i at tale om Oprahs tale ved Golden Globes, hun er ikke interesseret i at tale om konkrete sager, om Uma Thurman, Léa Seydoux, Reese Witherspoon eller Jennifer Lawrence. Og hun gider slet ikke tale om Harvey Weinstein, Kevin Spacey eller Quentin Tarantino.

Som i slet ikke:

»Du får mig ikke til det, beklager. Jeg vil ikke bidrage til der her fokus på enkeltsager. For så længe man fokuserer på specifikke mennesker og specifikke sager, så misser man helheden. Donald Trump er vores præsident, vores kongres består mestendels af gamle, hvide mænd. Patriarkatet er vores virkelighed, ulighed er et faktum, det er økonomisk slaveri for millioner af immigranter i USA også. Og så længe, MeToo ikke insisterer på at blive en del af den samtale, så mister den sin brod. Så har vi tabt igen.«

Det er ikke afgørende for Myles, at Weinsteins navn og ansigt er fuldstændig ødelagt. Det er afgørende for hende, at hans rolle smadres. Rollen som undertrykker, som sexist, som patriark. For ellers kommer der en ny og overtager hans funktion i løbet af et splitsekund.

»Og det er derfor, jeg gerne vil løfte samtalen op på et generelt niveau. Vi skal smadre formerne fuldstændig. Hvis Weinsteins form og funktion kan blive fortid, så taler vi om et reelt politisk potentiale.«

Smadr og grin

Trods emnet og de bastante udsagn og kritiske analyser, er Myles påfaldende munter. Faktisk vitterligt sjov. Hun beder mig om at tegne en streg for hver gang, hun siger »patriarkat« og »hvid mand« – og hun forudser ganske rigtigt, at der går kludder i stregerne undervejs. 

Hun fortæller ivrigt om dengang, hun stillede op til præsidentvalget i 1992 med en programerklæring om »total blotlæggelse af alting«. Det var en joke, men ikke en useriøs en af slagsen. For latter er for Myles en måde at tage tingene alvorligt på:

»Jeg tror på, at latteren er et at de mest kraftfulde og effektive våben, vi har. Den gør livet mere morsomt og udholdeligt. Og den kan som intet andet klæde dinosaurerne af. Det er så vigtigt, at vi griner af de her mænd og det, de repræsenterer – højt og ustyrligt, det kan ikke være en stille latter. Den gamle verden er nødt til at høre, hvor grinagtig den er,« småråber Eileen Myles og vifter energisk med armene i luften:

»Det er jo vitterligt grinagtigt, at Trump er vores præsident, det er absolut latterligt, at mænd tjener to til 50 gange så meget som kvinder i Hollywood. Og det er så fandens let af blive forarget, tro mig, men det er så meget federe og farligere at grine højt.«

Uddrag af pressemeddelse

Den 11. september 1991 annoncerer Eileen Myles sit præsidentkandidatur:

Dear Citizen,

Today I am announcing my candidacy for the office of President of the United States of America. I am a 41-year old American, a female, a lesbian, from a working class background, a poet, performer and writer making my living pretty exclusively from those activities […] My campaign is about freedom of speech. Mine and yours. I am not a professional politician, not a CEO or a lawyer. I write all my own speeches. I belive in total disclosure. What you see is what you get.

Så Eileen Myles sørger for at grine højt hver dag. Eksempelvis forleden, da hun overhørte »en pragtfuld samtale« mellem to mænd: Den ene var stærkt utilfreds med, at en mandlig kollega var blevet fældet efter en chikanesag. Den anden mente, at det var på sin plads med en fyring, men beklagede, at det var en ikke særligt »well seasoned« kvinde, der havde erstattet ham. Hun var for »ung i kødet«, lød det. Den kommentar fik den tredje mand til at slå en latter op og spørge: »Taler vi om en bøf eller et menneske her?«

Myles griner igen:

»Det er så vidunderligt, når mænd også bider mærke i, hvor grinagtigt der tales om kvinder. Det var det samme, der skete, da Mitt Romney i en præsidentduel i 2012 pralede med, at han havde skaffet job til kvinder og dermed fremmet ligestillingen med ordene: ’I have binders full of women’ (Jeg har bogbind fyldt med kvinder, red.), en komplet absurd udtalelse.«

Og altså en udtalelse, der klistrede sig til den tabende præsidentkandidat. Det var en joke. Og det er det stadig, påpeger Eileen Myles. Den for hende stadig til at grine »bloody hard«:

»Det følges befriende og frigørende. Og når den måde, der tales om kvinder på, kan blive en kollektiv joke, så er vi alligevel nået et stykke, er vi ikke?«

Almindelig august

Uddrag fra ’Ikke mig’ (1991), der i 2017 udkom i dansk oversættelse ved Mette Moestrup på forlaget OVO press.

Måske er Livet

bare endnu en ting

mænd ejer,

ligesom verden,

så det at jeg ikke

har en grådig antenne

hængende mellem

mine ben betyder

at jeg ikke ved hvordan

jeg skal placere mig

magtfuldt på nogen

bane. Det er mit

i nat. Sluk for følelserne

som et lys

og gå i skjul.

[…]

Kvinden

gjorde mange

mænd bange

med sin utrolige

kraft og klogskab.

Det løb dem koldt ned ad ryggen.

Så var der en fyr

som sagde lad os sige

til hende hun er

helt utroligt

grim, hendes

kraft, hendes

styrke, hendes

seksualitet,

liv kommer

direkte ud af hendes skød

lad os kalde

det fisse

lad os fjerne

hendes livmoder,

lad os sige

til hende hun er

virkelig grim.

[…]

Jeg tror

at alle kvinder

kunne være stærke

& rejse sig &

holde hånd

& knytte bånd

Vi kunne redde

os selv

vi kunne redde alle

vi kunne være

her i nat

& det er jeg.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Frede Jørgensen

Jeg er solgt.

Torben K L Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Frede, me too ;-)

Mogens Nielsen

Det er vidst blevet påpeget ofte at metoo er elitær og ikke beskæftiger sig med almindelige kvinder men kun dem der har.

ingemaje lange

Hvor har hun ret!
Også i at Latter er til for at åbne hjernen, så fornuften kan slippe ind (Dario Fo),
Tak for god artikel.

Frede Jørgensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar