Læsetid: 5 min.

Forsvar for de mislykkede

Det fantastiske ved litteraturen er, at den kan vende et galaktisk sort hul til en stjernes uforudsigelige eksplosion. Som Karen Blixen gjorde det med sine ord, dengang hun intet havde, intet kunne og intet var
Det fantastiske ved litteraturen er, at den kan vende et galaktisk sort hul til en stjernes uforudsigelige eksplosion. Som Karen Blixen gjorde det med sine ord, dengang hun intet havde, intet kunne og intet var

The Granger Collection

17. februar 2018

For nyligt hørte jeg nogen sige om Karen Blixen at hun var »mislykket som menneske«. Det forekom mig at være en meget brutal, inhuman og også tidskarakteristisk analyse. Ganske rigtigt var Blixen ved sit forfatterskabs begyndelse både barnløs, ruineret, fraskildt, dødsyg, og i en alder af 46 år flyttet hjem til sin mor, ikke ligefrem definitionen på et vellykket liv, men at kalde hende mislykket som menneske!?

Man kan sige om et kunstværk, at det er mislykket. Man kan endda gå videre og sige om en kunstner, at han eller hun er mislykket, selv om man nok skal vogte sig, for eftertidens dom kan blive en anden. Man kan være en mislykket forretningsmand, en mislykket ægtefælle, ja endog mislykket som forældre i sine børns øjne. Men det drejer sig alt sammen om roller, man enten selv har valgt, eller livet har tildelt en. Men mislykket som menneske? Mislykket i selve sin essens, frataget sin eksistensberettigelse på jorden? Hvem kan fælde sådan en dom og ud fra hvilke kriterier?

Her kommer litteraturen og fortæller os, hvorfor den er vigtig. Den fortæller, at der ingen endegyldig dom kan fældes over et menneske. Den giver os ikke blot indlevelsens og forståelsens mest intime redskaber, også når det gælder det onde, men den afstår fra domfældelsen. Den ejer i forholdet til menneskelivets overvældende kompleksitet en uhørt ydmyghed. Forfatteren dømmer ikke, læseren kan gøre det, men så er vi allerede derhenne, hvor vi aner, hvor subjektive og dermed relative vores domme i alt, der vedrører det menneskelige, må være.

Litteraturens foretrukne grammatiske tegn er spørgsmålstegnet, ikke udråbstegnet. Det er derfor, den altid er en invitation til samtale, ikke en opfordring til en nedsat jurys enige, inappelable domfældelser. I litteraturen er alt appelabelt og ingen højesteret, der fælder den sidste uomstødelige dom. Den har blik, men intet dømmende blik. Det er dette, der er velsignelsen ved at læse. Du føler dig set, men ikke dømt, ja, du bliver måske endda grebet på fersk gerning i dine mest intime tanker, men du bliver aldrig ført bort til skafottet til offentlig henrettelse.

Hvad hvis litteraturen og det mislykkede er forbundede størrelser? Hvad hvis litteraturen netop er de mislykkedes foretrukne udtryksfom?

Litteraturhistorien kan ligne konformismens historie. Den handler om dem, der var store nok til at overleve deres egen tid og blive husket. Men hvordan så det ud, mens de levede? Nogle skrev sig op fra ingenting og blev berømtheder, mens mange døde ukendte og var mislykkede i omverdenens øjne – og måske også i deres egne. Men så fandt eftertiden noget andet i dem.

Midt i al deres mislykkethed havde de set noget, som talte til alle. Kan der være noget universelt i det mislykkede menneskes budskab? Udfordrer dette menneske den primitivit forsimplede menneskeopfattelse, der opdeler alle i tabere og vindere og mener, at kun vinderne fortjener vores respekt og benovelse, mens vi ikke skylder taberne andet end vores foragt og i bedste fald en barmhjertig tavshed?

Den, i hvis navn ingen taler, fordi han eller hun falder uden for kategorierne, er denne ikke det tavshedens territorium, som litteraturen bevæger sig ind på for at bringe det usagte, det båndlagte og tabusierede til live?

Litteratur handler aldrig om de vedtagne sandheder, den udfordrer og omgår dem. Hvad skræmmer os mere end fiasko? Ikke meget. Derfor fortier vi den og finder ingen grund til at granske den nærmere, medmindre vi bilder os ind, at indsigten i andres fiaskoer kan vise os vejen til kommende sejre. Men hvad hvis fiaskoen, det fatalt mislykkede, rummer en anden slags sandhed om det menneskelige? Det kan være indsigten i det grundvilkår, at drømmen om det perfekte altid vil være totalitær og en fjende af mennesket.

Det værste, man kan gøre mod et menneske, er at tage dets traumer fra det, siger den tyrkiske forfatter Asli Erdogan i en af sine klummer. Hun er netop for nyligt udgivet på dansk for første gang, den fremragende roman By i en blodrød kappe. Asli Erdogan, som trods navnet ikke er i familie med sit lands præsident, er en af tyrkisk littraturs vigtigste stemmer. I 2017 sad hun fængslet for sine systemkritiske tekster og har en uafsluttet retssag hængende over hovedet. Alt imens vokser anderkendelsen af hendes litterære værk.

Man må ikke tage traumerne fra et menneske, skriver hun. Det lyder som opskriften på nærtagende bagatellitteratur, men det er ikke dét, Erdogan vil. Det værste, man kan gøre mod et menneske, siger hun, er ikke at tage det alvorligt, men at bagatellisere livets egne slag og uoverkommelige konflikter. Litteraturen tager os alvorligt – ikke først og kun, når samfundet har anerkendt og rost os, men især, når samfundet har vendt ryggen til os og stemplet os som mislykkede.

I bogen beskriver hun, hvordan hun befinder sig på et nulpunkt i Rio, hun er syg af en svulst, der vokser, hun føler sig som en fiasko som kvinde, og i en nøglescene står hun over for et rådnende lig på gaden og genkender et øjeblik sig selv.

Hun er endnu ikke fylde 30 år, men i dette sekundt forstår hun, hvor kort vejen er fra hende selv til dette menneske, i absolut uværdighed, på samfundets bund. Kun fordi Erdogan kan skrive, eksisterer den glemte kvinde (hvis lig ligger ved en vejkant, overset af alle i en heftigt trafikeret gade) og tilkendes en slags værdighed ved at eksistere i fortællingen. Erdogan selv, som kunne have gået samme vej som kvinden, fortæller sin historie og hæver sig op ved egen og litteraturens kraft.

At blive taget alvorligt, også i sin lidelse, at blive genoprejst, at blive synlig i eksistensens mørkeste stunder, at få lov at være menneske selv om du er fejlet, fordi det fejlbarlige er vores dna – dét er det barmhjertige, det favnende, det håbefulde, smukke, vilde ved litteraturen.

Litteaturen, denne åndens amerikanske drøm, kan vende et galaktisk sort hul til en stjernes uforudsigelige eksplosion, som Blixen gjorde det med sine ord, dengang hun intet havde, intet kunne og intet var.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ulla enevoldsen
  • Henrik Brøndum
  • Steffen Gliese
  • Jakob Trägårdh
  • Katrine Damm
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Niels Duus Nielsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Grethe Preisler
  • Stig Bøg
ulla enevoldsen, Henrik Brøndum, Steffen Gliese, Jakob Trägårdh, Katrine Damm, Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel, Grethe Preisler og Stig Bøg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Blixen er formidabel. Jeg genlæste lige "Aben" i sidste måned, i lyset af #MeToo.
Her har hun pakket en historie om et regiment, der dyrker homosex, ind. Den unge Boris skal så frelses af sin faster priorinden - og bliver det ved at påtvinge den unge, mandhaftige godsejerdatter Athene et ægteskab.

Steffen Gliese

Mandhaftig, hun understreger i ekstrem grad hendes velvoksne statur og hendes lighed med en række unge, mandlige stereotyper.

Randi Christiansen og Karen-Margrete Frederiksen anbefalede denne kommentar