Læsetid: 10 min.

For Guillermo del Toro er et eventyr sat i 1962 den bedste måde at kritisere samtiden på

Guillermo del Toros nye film, Oscarfavoritten ’The Shape of Water’, foregår i 1962 i USA, men handler lige så meget om i dag. ’Det er den drøm, amerikanerne har, når de siger, ’make America great again,’,’ siger den mexicanske filmskaber. Han kan ikke som Oliver Stone lave en stærk, samfundskritisk amerikansk film som ’JFK’, men han kan lave eventyr. Det er hans katedral
Guillermo del Toro (i midten) instruerer hovedrolleindehaverne i sin nye film, fabelen ’The Shape of Water’, Richard Jenkins, der spiller Giles, og Sally Hawkins, der spiller stumme Elisa.

Guillermo del Toro (i midten) instruerer hovedrolleindehaverne i sin nye film, fabelen ’The Shape of Water’, Richard Jenkins, der spiller Giles, og Sally Hawkins, der spiller stumme Elisa.

Nordisk Film

21. februar 2018

Da Guillermo del Toro var blot seks år gammel, så han gyserfilmen Creature from the Black Lagoon (1954) på tv, og hans verden forandrede sig. Især husker han en scene, hvor titlens havvæsen svømmer ind under den kvindelige hovedrolleindehaver, Julie Adams, der er iført en hvid badedragt.

»Det var helt igennem vidunderligt,« siger han med et smil.

»Jeg følte noget for Julie Adams, som var uforklarligt. Og jeg følte noget for væsenet, som var lige så uforklarligt. Det var et fantastisk væsen. Og så følte jeg noget for væsenet, der følte noget for Julie Adams, der var uforklarligt, og så følte jeg, at det var et smukt stykke kunst.«

Det var ikke noget, lille Guillermo formåede at udtrykke med ord. Det var netop kun følelser. Men de satte sig stærke spor i hans krop og sind og blev næsten 50 år senere til den mexicanske filmskabers nye film, fabelen The Shape of Water, der handler om den forbudte kærlighed mellem en stum kvinde og et havvæsen – eller måske snarere en fiskemand.

»Jeg følte, at ’dette er det smukkeste, jeg nogensinde har set, væsenet, der svømmer.’ Jeg forstod længsel og alle den slags følelser, og jeg troede virkelig, at de to ville ende med at være sammen. Og sådan blev kimen til The Shape of Water lagt. Jeg ville fortælle en historie, hvor en kvinde og en havmand ender med at være sammen,« siger den nu 53-årige del Toro, da jeg sammen med en håndfuld andre journalister møder ham på et hotel i London for at tale om filmen.

Forelsket i en havmand

The Shape of Water, der vandt Guldløven i Venedig sidste år og er en af frontløberne i Oscarkapløbet, er også den af Guillermo del Toros film, som han selv er gladest for. Det er, forstår man – både når man ser den og taler med ham – et værk, som rummer al det, han står for som menneske og kunstner, og som han også har vist i tidligere film som Cronos, The Devil’s Backbone, Hellboy og Pans labyrint: Humanisme, empati, oprigtighed og en stor fascination af det overnaturlige og uforklarlige, af eventyret og af monstre, ikke kun som uhyggelige, monstrøse skabninger, men også som mystiske og mytiske væsener, outsidere og usynlige eksistenser, der rummer godt, og som taler til vores menneskelighed og stimulerer vores fantasi og kunstneriske sans.

Og det hele kan spores tilbage til de monster- og gyserfilm, f.eks. Creature from the Black Lagoon, som del Toro så på tv hjemme i Mexico, da han var dreng, og som var med til at forme hans åbne og nysgerrige sind og en evne til at se skønheden i mørket og omvendt.

Filmkomponist Alexandre Desplat: »Hvis man har set filmen, ved man, hvor fejlfri, den er«

Den Oscarnominerede musik til The Shape of Water er lavet af den franske komponist Alexandre Desplat, der er en af de seneste 10-15 års mest brugte og respekterede filmkomponister. Her fortæller han om sit samarbejde med Guillermo del Toro.

»Det vigtigste, man skal vide om Guillermo, handler om hans entusiasme, hans generøsitet, hans passion for film, litteratur, musik, hvilket gør det første møde med ham meget let. Han favner én med det samme – på alle måder, fysisk og intellektuelt. Det handler ikke om at se hinanden an. Man er allerede legekammerater.«

»Han nævnte denne film for mig første gang for fem-seks år siden. ’Det er en kærlighedshistorie mellem en kvinde og en amfibiemand.’ Ja, okay. Lad os se. Og så i januar 2017 viste han mig filmen, og jeg var chokeret over, hvor smuk den var. Hvor stærk og ren. Hvor omhyggeligt konstrueret. Hvis man har set filmen, ved man, hvor fejlfri, den er. Når jeg ser en film, og rytmen er forkert, så kan jeg ikke gøre mit arbejde ordentligt. Hvis strukturen er forkert, hvis skuespillet er forkert, hvis kamerabevægelserne er forkerte. Man prøver at reparere tingene med musik, men det virker ikke altid. Her behøvede jeg ikke at reparere noget som helst. Jeg behøvede blot at følge flowet.«

»Vi så filmen sammen, og jeg sagde til Guillermo, at der var flere veje for os at gå. Vi skulle ikke gøre det for stort, med et orkester, men vi kunne prøve med ti saxofoner eller 12 fløjter. Noget, der var anderledes. Det visuelle var så stærkt, at lyden også kunne være opfindsom. Den behøvede ikke at være ligefrem eller banal. Den var han helt med på. Vi gik hver til sit og mødtes så igen nogle måneder senere, hvor jeg spillede åbningstemaet for ham. Det tog mig et stykke tid at finde det. Jeg skulle finde den rigtige balance mellem det magiske, det vandagtige, kærlighedshistorien, sorgen, liv og død, fare – alle disse ting skulle udtrykkes på én gang. Men jeg følte, at jeg havde fundet noget, der virkede. Jeg spillede det for ham, og det var det. Alt gik godt derfra.«

The Shape of Water, en film fuld af poesi, romantik, sensualitet, drama og humor, foregår i 1962, midt under Den Kolde Krig, i en mindre by på den amerikanske østkyst. Her lever stumme Elisa (Sally Hawkins) et stille, lidt ensomt liv oven på en biograf og ved siden af sin bedste ven, den aldrende, ensomme bøsse og tegner, Giles (Richard Jenkins).

Hun gør rent på et hemmeligt regeringslaboratorium sammen med den anderledes rapkæftede Zelda (Octavia Spencer), og en dag bliver deres velordnede og ensformige hverdag forstyrret af ankomsten af agent Strickland (Michael Shannon) og en havmand (Doug Jones), som Strickland torturerer, og forskerne eksperimenterer med.

Den arrogante, sadistiske agent forsømmer ikke en lejlighed til at understrege, hvor farlig havmanden er, men Elisa lader sig ikke sådan skræmme, og der opstår et venskab og en fortrolighed mellem de to følsomme sjæle. Hun beslutter sig for at befri ham, og så har vi balladen, der tillige involverer sovjetiske spioner, som er ude på at stjæle havmanden fra amerikanerne.

1962 er i dag

Udover at være et kærlighedsdrama, fortæller The Shape of Water også om ensomhed, intolerance og fremmedfrygt af mange slags, hvad enten det er forbudt homoseksualitet, racisme – også over for havvæsener – sexisme eller klasseforskelle, og om individer, der som Elisa vælger at sige fra og kæmpe for det, de tror på og mener er rigtigt. Hun kan ikke acceptere, at havmanden skal tortureres og undersøges og sætter sig for at hjælpe ham, og hun får assistance af repræsentanter for to andre af samfundets minoriteter, den sorte kvinde og den homoseksuelle mand.

Det virker næsten som en tanke, at filmen har premiere nu, hvor verden og ikke mindst USA ser ud, som de gør. Men det har altid været det rigtige øjeblik, siger Guillermo del Toro – i hvert fald for ham.

»Jeg er mexicaner. Hver gang jeg skal igennem grænsekontrollen, er det ligesom Midnight Express for mig. Jeg boede engang i Texas, og jeg blev stoppet af politiet, der, da de så, at jeg var mexicaner, afhørte mig i lidt for lang tid. Jeg blev stoppet af en betjent i Beverly Hills, der ikke brød sig om mig eller min bil. Man oplever det og mærker det.

Jeg har været i butikker, hvor jeg spørger, ’hvor meget koster dette?’ Og de siger, ’det har du ikke råd til’ – uden overhovedet at fortælle mig prisen. Det faktum, at vi nu har en svulst, betyder ikke, at vores kræft først lige er dukket op. Jeg har længe kendt til kræften, men det er et svært emne at nærme sig.«

Løsningen viste sig dog i form af en periodefilm, der foregår i en anden tid.

»Hvis jeg lader filmen foregå nu, bliver det en politisk vittighedstegning om en mærkelig situation. Hvis jeg lader den foregå i 1962, er konteksten lige så righoldig og fuld af drama, men jeg er ikke i samme grad nødt til kun at gøre den politisk. 1962 giver mig mulighed for at lave musical, drama, komedie, thriller,« siger del Toro.

Men 1962 er i dag, siger han også.

»Det er den drøm, amerikanerne har, når de siger, ’Make America great again.’ 1962. Kennedy i Det Hvide Hus. Hajfinner på bilerne. Rumkapløbet. En stor indsprøjtning af penge efter Anden Verdenskrig. Det luksuriøse forstadsliv. Et fjernsyn. Færdigretter. Koner i morgenkåber og hårspray. Og Den Kolde Krig. Alt sammen fint og fantastisk, hvis man er en hvid, angelsaksisk, heteroseksuel mand. Men ingen andre havde det særlig godt. Der var sexisme, racisme, kønsopdeling, karrierestræben, chauvinistisk selvopfattelse, alt det, der hører den narcissistiske, positivistiske tænkning til. Alt det, der gør os til det, vi er i dag, findes i 1962 og bliver alligevel anset for at være drømmetilværelsen.«

Filmfotograf Dan Laustsen: »Budgettet er meget stramt«

Den danske filmfotograf Dan Laustsen har tilbragt det meste af sin karriere i Danmark, ikke mindst som Ole Bornedals faste fotograf. De seneste år er han dog begyndt at arbejde i Hollywood, og The Shape of Water, der har indbragt Laustsen en Oscarnominering, er den tredje film, danskeren har lavet med Guillermo del Toro – de to andre er Mimic og Crimson Peak. Her fortæller han om samarbejdet med del Toro.

»Han er et geni og dedikeret på alle måder, og The Shape of Water er et skoleeksempel på, hvor godt det kan blive, når man har en instruktør, der har en hundrede procent klar vision. Han er meget, meget præcis, og det er superfedt.«

Budgettet er meget stramt, og Guillermo filmer kun det, han har brug forVi sidder ikke og kigger på hundrede film sammen. Det kommer stille og roligt. Guillermo laver nogle moodboards for hver location. F.eks. får han tegnet tre tegninger af Elisas lejlighed, så man kan se, hvordan farverne skal være. Det er en guideline for alle, for mig, scenografen og kostumefolkene. Det var vigtigt for os, at Sally Hawkins lignede en million, en prinsesse, så filmen er lidt gammeldags lyssat med glamourlys. Det var noget, vi snakkede om fra begyndelsen. Vi snakker hele tiden om, hvordan vi skal lave de enkelte billeder, men vi diskuterer ikke fortælleudtrykket. Det styrer han fuldstændig. Sådan skal det også være.«

»Grunden til, at det fungerer så godt, er, at Guillermo klipper hele tiden. Når jeg sætter lys, sidder han og klipper. Han klipper i frokostpausen og efter dagens optagelser. Han vil have fornemmelsen af, hvordan billederne passer til hinanden, og han ved præcis, hvor han vil klippe. Nogle gange laver vi enkelte optagelser om, fordi skuespillet måske har forandret sig lidt. Det er en enorm luksus. Men vi har ikke oceaner af tid. Budgettet er meget stramt, og Guillermo filmer kun det, han har brug for. Vi laver f.eks. aldrig totalbilleder af den slags, som alle andre filminstruktører bruger til at klippe tilbage til i en scene.«

Vigtigt at kritisere

At lade The Shape of Water foregå i fortiden gav tillige Guillermo del Toro mulighed for at lege med en af de genrer, han holder mest af, nemlig eventyret og dermed også lignelsen.

»Den bedste måde at tale med nogen om noget vigtigt er med en lignelse,« siger han.

»Lignelser var en af de første former for uddannelse, og den var social og religiøs. Hvad enten det er Jobs Bog, ørkenscenen eller den fortabte søn i Bibelen, så er det en lignelse, der handler om noget andet. Det er en meget smuk og basal måde at forklare noget på.«

Det samme gør eventyret, men da oplysningstiden ramte verden i slutningen af 1600-tallet, og fornuften og realismen kom i højsædet, begyndte man at ignorere det fabulerende.

»Det blev endnu værre med etableringen af romanen og siden den psykologiske realisme. Denne oldgamle form for fortælling, lignelsen, blev uretfærdigt afvist,« siger del Toro, der mener, at eventyret og de fantastiske genrer – fantasy, gys, science fiction – omfatter alle kunstarter og de ypperste kunstneriske udtryk.

»De af os, der studerer det, kuraterer det, kender til det og har læst de nødvendige bøger, ved, at man til slut møder Victor Hugo, Dickens, Oscar Wilde, Henry James, Robert Louis Stevenson og ender med at være et veluddannet menneske.«

Eventyret er en genre, som del Toro selv har valgt, understreger han – af lyst og ikke, fordi han ikke havde andre muligheder.

»Det er min katedral, ikke en trædesten, og den kan bruges til at rejse kritik. Det vigtigt, at vi kritiserer os selv og de lande, vi bor i, og måden, vi ser på livet på. Der er en del af filmmediet, som vil være livsbekræftende. Der er en del af filmmediet, som folk, hvis man gør sit arbejde ordentligt, kan spejle sig i og sige, ’Jeg forstår det.’ Hvis ikke vi er kritiske over for Mexico eller USA eller de lande, vi har et følelsesmæssigt forhold til, er vi fortabte, og hvis ikke vi er kritiske på en måde, som vi kan artikulere, så famler vi i blinde. Jeg kan ikke som Oliver Stone lave JFK, der efter min mening er en stærk, samfundskritisk amerikansk film, men jeg kan lave The Shape of Water

’The Shape of Water’ har premiere i morgen og anmeldes her i avisen.

Nordisk Film, der distribuerer ’The Shape of Water’ i Danmark, har betalt for Informations tur til London for at tale med Guillermo del Toro og Alexandre Desplat

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Bettina Jensen
  • Maria Francisca Torrezão
  • Jørgen Wassmann
  • Eva Schwanenflügel
Niels Duus Nielsen, Bettina Jensen, Maria Francisca Torrezão, Jørgen Wassmann og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen Wassmann

Kloge ord:

»Det er den drøm, amerikanerne har, når de siger, ’Make America great again.’ 1962. Kennedy i Det Hvide Hus. Hajfinner på bilerne. Rumkapløbet. En stor indsprøjtning af penge efter Anden Verdenskrig. Det luksuriøse forstadsliv. Et fjernsyn. Færdigretter. Koner i morgenkåber og hårspray. Og Den Kolde Krig. Alt sammen fint og fantastisk, hvis man er en hvid, angelsaksisk, heteroseksuel mand. Men ingen andre havde det særlig godt. Der var sexisme, racisme, kønsopdeling, karrierestræben, chauvinistisk selvopfattelse, alt det, der hører den narcissistiske, positivistiske tænkning til. Alt det, der gør os til det, vi er i dag, findes i 1962 og bliver alligevel anset for at være drømmetilværelsen.«

Gad vide om dét også er problemet med DK idag - det kunne det godt være.

Niels Duus Nielsen, ingemaje lange og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar