Hårde mænd hører ikke Kanye West

Jeg lander ofte i de mørke hjørner af YouTube, hvor jeg finder noget, der skaber lige dele undren og fascination. Sådan er det at lytte til den tyske rapper Daniel Gun, der er tatovør, afholdsmand og veganer – nå ja, og tatoveret over hele kroppen og i ansigtet, hvor der står »fuck life«.

Hans nummer Mein Brennpunkt er noget så sjældent som en hyldest til den tyske by Hannover. Nummeret åbner med strygere, der hektisk gentager den samme rundgang, mens beatet krydres med skrig, tung bas og skudlyde – klassisk hiphop. Men noget er anderledes. Daniel Gun bakker sine dødsfascinerede rim om drab på politimænd op med en æstetik, der er så antiestablishment, at jeg rent faktisk tror på, at han er den, der bestemmer, i Hannover, når han rapper: »Det her er fra gaden, og her hører man ikke Kanye West.«

Daniels Guns fremtoning er i sig selv fascinerende. Med sit blækdækkede ansigt ligner han ikke nogen, man møder hver dag, men det er ikke det, der nødvendigvis er hovedattraktionen. Med Mein Brennpunkt giver han ikke bare adgang til et meget lokalt rapmiljø, men også et indblik i, hvordan en række utilpassede mænd med ansigtstatoveringer forsøger at iscenesætte sig selv. De vil fremstå hårde, og der er noget grundlæggende tiltrækkende ved deres selviscenesættelse, fordi den er latterlig for den, der observerer den, og en virkelighed for den, der oplever den.

Mein Brennpunkt er god, ikke nyskabende, rap, men indblikket i et lokalt rapmiljø omkring den tyske by Hannover er nok til at trykke play og lytte til ondskabsfuld tysk hiphop direkte fra betonen.