Læsetid: 5 min.

Hvorfor er den vestlige hvide middelklassekvinde så ulykkelig?

Vores samfund hylder individualitet, produktivitet, frihed. Jeg kan sætte flueben ved det hele. Jeg er feminismens våde drøm
3. februar 2018

Forleden skulle jeg underskrive et papir. Mine børn skal rejse til den anden ende af jorden. De ledsages af min eksmands kæreste, og for at myndighederne ikke skal tro, at de er kidnappede, skal den rigtige moder skrive under. Jeg har totalt tillid til Laura, som skal følge mine børn over til den ferie, hvor deres far senere slutter sig til dem. Børnene glæder sig. Jeg er ven med både min eksmand og hans kæreste. Det er privilegerede børn, tænk at få sådan en mulighed! Alt er godt.

Men oplevelsen af at skrive under vækker følelser, som jeg kun alt for godt kender: Dette er skrupforkert. Jeg burde passe på dem og følge dem over Atlanten. Jeg har svigtet.

Jeg overhører selvfølgelig følelsen, da den er enormt egoistisk. Jeg behøver ikke føle skyld, men det gør jeg. En sort, desperat, nagende følelse, der starter i benene og breder sig til hele kroppen. Det er moderen i mig, som ikke kan tales til fornuft.

En ny slags far

Men hvilken fornuft er mere fornuftig end mit moderinstinkt? I dette tilfælde er det samfundets fornuft. Jeg er fraskilt og lever i en ordning, hvor vi deler børnene halv-halv. En ny svensk undersøgelse siger, at det er bedst for børnene; rygklap til os, der indså det tidligt.

Jeg har ni års træning i at afgive mine børn og at overhøre trangen til at kende deres kontinuerlige hverdag, deres eventyr, deres daglige tanker. Dette er helt normalt i samfundets øjne. Det er prisen for min frigørelse, og at jeg kan gå på arbejde. Ingen fordømmer mig, at jeg afgiver børnene halvdelen af tiden. Tværtimod. Mænd skal have lige barsel, kvinder skal have lige rettigheder, ja, læseren kender sangen.

Jeg kan høre kritikken og komme den i forkøbet: Hvis jeg har valgt at blive skilt, er det min egen skyld. Hvis jeg har outsourcet moderskabet, så kan jeg heller ikke forvente at have den totale kontrol. Så må jeg indse, at mine børn bliver passet af andre, faderen er en ny slags mor, mens jeg er en ny slags far.

Men mit moderinstinkt er ikke til at tale med. Det er egoistisk. Blindt. Rasende. Det vil passe på børnene, være med dem, bo med dem hele tiden. Jeg vil vågne med dem hver dag, jeg vil kende til alle deres oplevelser. Men sådan er det ikke. Hvor lykkeligt skilsmissen efter omstændighederne end er forløbet – hvor meget jeg end ville gøre det igen og ikke ser nogen bedre løsning end dette – så er det er stor sorg.

Feminismens våde drøm

Der er ting, man må acceptere. Hvis børnene er sunde, raske og i øvrigt glade, så er mit moderskab vellykket. Men hvor putter man sin sorg hen? Hvor må den findes? Det er en smerte, som samfundet ikke finder plads til.

Vores samfund hylder individualitet, produktivitet, frihed. Jeg kan sætte flueben ved det hele. Jeg er feminismens våde drøm. Det er selvfølgelig derfor også fra min slags, at de første pip om en eventuel pris for denne sejr skal komme. For der er en pris, der er en pris ved alt. Den moderne kvindekamp er ingen undtagelse.

Vi lever i et socialt eksperiment mellem kønnene. Igennem årtusinder har kønnene levet adskilt, kvinderne har taget sig af hjemmet, mænd har taget sig af familiens overlevelse og været et andet sted. Livet har altid været lidelse, men kønnene kendte deres roller og kunne hvile i dem. På én generation er alt velkendt smidt væk. Det er ikke underligt, at det giver en følelse af ustabilitet og skrøbelighed. Og måske tab af dét selvværd, der kommer af, at du kender din rolle.

Ved hvert udviklingsryk, der er sket i et samfund, er der nogle tab. I vores tid er kvindekampen mange steder på kloden i gang med at skaffe retfærdighed. Men i de få dele af verden, hvor ligestilling faktisk er en realitet, vil der også være tab. Mine tanker handler om prisen for friheden og hvilke tab, der vil følge, når vi får realiseret den utopi, som den moderne feminisme stræber efter.

Står der idiot?

Når man hører den vestlige hvide middelklassekvindes stemme, som den udtrykker sig globalt lige nu, så er det, som om der er noget galt neden under det hele. Er det virkeligt sex, det hele handler om? Kan vreden være udtryk for en undertrykt tabsfølelse? Hvorfor tales der slet ikke om kærlighed i hele denne debat?

Er det, fordi kærligheden, nærheden, mellem kønnene og i de familiære forhold samt stabilitet i identitet har med samlivsstrukturer at gøre, og disse strukturer er så voldsomt under ombygning, at vi mister fodfæstet og taber selvværd ved netop de sejre, vi opnår? Er det også derfor, vi kvinder føler os skrøbelige?

Er det ikke mærkeligt, at frihedsbegrebet sættes så højt, at vi kvinder frivilligt afgiver vores historiske monopol på børnene – og det gælder også dem, som ikke er fraskilte, men som alligevel navigerer i de nye kønsrollers arena?

Har mændene i virkeligheden vundet begge verdner? (Har de gjort det IGEN?! Står der idiot på ryggen af os?) Hører man nogen mænd klage over, at de nu både har fået et tættere forhold til deres børn OG kan gå på arbejde? Kunne det tænkes, at kvinderne faktisk har mistet mest, da vi byttede kort, og derfor er mere ulykkelige, både end mændene og kvinder fra tidligere generationer, som ny forskning netop påstår? Mere ulykkelige end vi burde være, nu hvor vi har fået den frihed og mulighed for selvudfoldelse, som samfundet sætter højest?

Hvis man tror, der er noget der hedder instinkter, tør man så spørge, om prisen for friheden er, at vi skal undertrykke noget fundamentalt, i dette tilfælde moderinstinktet, og at det ikke er gratis? Og selv om dette er provokerende, ubesvarlige spørgsmål, må jeg så ikke stille dem? Hvis det er uløselige dilemmaer, der følger med en grundlæggende nødvendig og positiv udvikling, hvorfor må vi så ikke tale om de tab, der følger med?

Hvis man ikke kender sin plads, kan man ikke se muligheder. Hvis man ikke er rodfæstet, kan man ikke føle sig fri.

Katrine Wiedemann er sceneinstruktør og forfatter. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lillian Larsen
  • Niels Duus Nielsen
Lillian Larsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Duus Nielsen

"Hvorfor tales der slet ikke om kærlighed i hele denne debat?"

Bingo!

Kærlighed er underkastelse, og hverken kvinder eller mænd vil underkaste sig et andet menneske. Og når vi så alligevel gør det, som vi jo alle gør, når vi møder vort livs kærligheder, er det pinligt at tale om det, fordi at underkaste sig et andet menneskes vilje opfattes som et svaghedstegn.

Hvor det i virkeligheden er et udtryk for stor styrke og stærk tillid til dette andet menneske.

Doris Dethlefsen

Hvilken jammer over vestlige hvide middelklassekvinders offerrolle, når deres valg og liv skal leves! Valg har konsekvenser. Og det er et grundvilkår, at du bærer sorgen med dig, når du mister. Det er ikke noget samfundet skal finde plads til. Det er dit alene, og du må leve med din smerte.
Og jeg gad godt se den danske kvinde, som ville bytte med tidligere tiders eller andre kulturers kvinderoller.

Jens Thaarup Nyberg

Doris Dethlefsen
" ... det er et grundvilkår, at du bærer sorgen med dig, når du mister. Det er ikke noget samfundet skal finde plads til. Det er dit alene, og du må leve med din smerte."
Hvis sorgen er den enkeltes som et grundvilkår, og den enkelte har plads i samfundet så er der plads til at den enkelte kan leve med sin smerte, men hvor megen.

Anders Reinholdt

Doctor Doctor what is wrong with me
This supermarket life is getting long
What is the heart life of a colour TV
What is the shelf life of a teenage queen
Ooh western woman
Ooh western girl
News hound sniffs the air
When Jessica Hahn goes down
He latches on to that symbol
Of detachment
Attracted by the peeling away of feeling
The celebrity of the abused shell the belle
Ooh western woman
Ooh western girl
And the children of Melrose
Strut their stuff
Is absolute zero cold enough
And out in the valley warm and clean
The little ones sit by their TV screens
No thoughts to think
No tears to cry
All sucked dry
Down to the very last breath
Bartender what is wrong with me
Why am I so out of breath
The captain said excuse me ma'am
This species has amused itself to death
Amused itself to death
Amused itself to death
We watched the tragedy unfold
We did as we were told
We bought and sold
It was the greatest show on earth
But then it was over
We ohhed and aahed
We drove our racing cars
We ate our last few jars of caviar
And somewhere out there in the stars
A keen-eyed look-out
Spied a flickering light
Our last hurrah
And when they found our shadows
Grouped around the TV sets
They ran down every lead
They repeated every test
They checked out all the data on their lists
And then the alien anthropologists
Admitted they were still perplexed
But on eliminating every other reason
For our sad demise
They logged the only explanation left
This species has amused itself to death
No tears to cry no feelings left
This species has amused itself to death