Jødisk humor: Da Schmul ville hænge sig, men ikke kunne få luft ...

En skønne dag går Schmul ud i skoven og hænger sig. I den samme time går rabbien en tur og ser Schmul.

 »Hvad laver du dog der,« spørger rabbien.

»Jeg kan ikke holde det ud mere, jeg har hængt mig,« svarer Schmul.

»Jeg burde jo ikke fortælle dig det her, men det kan du ikke gøre ved at tage rebet under armene, du skal jo ...,« siger rabbien.

»Det har jeg prøvet,« siger Schmul, »men så kan jeg ikke få vejret«.

Dette er sådan set ikke en dansk vittighed, jøder hører her i byen – men den fortælles på dansk. Jødisk tradition kender ikke landegrænser. Den jødiske anekdote er i diasporaen vedligeholdt og viderefortalt i generationer. Fra skuespillet Indenfor Murene kender danskerne begrebet ’fredagsaften’, hvor hyggen breder sig, og de gode historier går på omgang.

Utallige af historierne er fælles europæisk fortællegods. Jøderne har blot fastholdt den samlende fortælletradition. I dansk sammenhæng anvendte Storm Petersen stoffet og omsatte det i fortrolige sammenhænge. Den om Schmul i træet brugte Storm P., der havde sans for den absurde ende af den jødiske tankegang.

Stereotyper spiller hovedrollerne

Nogle af anekdoterne kan næsten virke som illustration af kvantemekanik. Schmul slår ikke sin store paraply op, når det høvler ned, og forklarer, at det ikke kan nytte noget, da paraplyen er så fuld af huller. Han medbringer imidlertid paraplyen, fordi det ikke så ud, som om det ville blive regn.

De jødiske anekdoter er som andre forfulgtes galgen- eller overlevelseshumor. Pogromerne i 1800-tallet gav næring til anekdoterne, som trods alt ikke fik næring af selve Holocaust. Her var det småt med latteren.

I den nye bog om danske vittighedsblades historie, påviser Morten Thing, at i de historier andre fortæller om jøder, er det stereotyperne, der spiller hovedrollerne: den nærige, sleske sortsmudskede, krumnæsede, uønskede jøde. Hvor jøderne selv beretter, handler det om mennesker, der på trods af alt bevarer evnen til at håndtere absurditeterne og le.

Skribentens tante flygtede til Sverige med sin meget fede, ikke videre sympatiske mor, der ved ankomsten til Landskrona hin oktobernat ’43 ikke ville i land, fordi hun, som hun højlydt erklærede, ikke kunne fordrage svenskere. Historien var ikke sand, men det var tante Ellas overlevelseshumor, som hun udvirkede. Selv et civilisationssammenbrud havde ikke indflydelse på den kendsgerning, at hendes mor var et råddent æble, som nazisterne ikke kunne knække.

En i disse #MeToo-dage mere tvivlsom anekdote er den om jødepigen under pogromen, der bliver voldtaget af en russisk soldat. Efter udåden siger han hånligt:

»Hvad vil du nu fortælle din kæreste?«

»At jeg blev overfaldet af en flot russisk soldat og voldtaget tre gange,« siger pigen.

»Tre gange?«

»Ja, hvis De altså har tid,« siger pigen.

De mindre ukorrekte historier er hverdagsstof, såsom mors fødselsdag, hvor hendes to sønner forærer hende en papegøje, fordi hun skal have nogen at snakke med.

»Og hvordan synes mor så om papegøjen?« spørger brødrene, næste gang de besøger hende.

»Sehr gut,« siger hun, »men næste gang marinerer jeg den sgu først.«