Læsetid: 13 min.

’Jeg kan mærke det på min selvtillid, når jeg ikke har set RuPaul’s Drag Race i lang tid’

Mænd dyster om at blive America’s Next Drag Superstar i realityserien RuPaul’s Drag Race. På 10. år er den ikke længere bare populær i homomiljøet, men vinder fans blandt heteroer, teenagere og granvoksne mennesker. Serien viser nemlig menneskets indre kamp mellem vores potentiale og det forsmåede selvværd, der holder os tilbage
16-årigeThit Amalie Vienberg Hansen bor på Frederiksberg med sine forældre og sin søster, arbejder i Lagkagehuset og er lige droppet ud af en produktionsskole. Efter hun er blevet megafan af RuPaul’s Drag Race, har hun indset, at hun gerne vil være makeupartist eller designer.

16-årigeThit Amalie Vienberg Hansen bor på Frederiksberg med sine forældre og sin søster, arbejder i Lagkagehuset og er lige droppet ud af en produktionsskole. Efter hun er blevet megafan af RuPaul’s Drag Race, har hun indset, at hun gerne vil være makeupartist eller designer.

9. februar 2018

28 sekunder inde i sangen hopper Katya pludselig på stedet og lander med skridtet og inderlårene klistret i gulvet i et split. 20 sekunder senere glider hun langsomt ned i spagat, mens hun henført mimer til Olivia Newton-Johns »Twist of Fate«. Foran Katya sidder netop sanger og skuespiller Olivia Newton-John som gæstedommer i panelet, så Katya er nervøs, fortæller hun senere til kameraet: »Jeg svedte som en luder i kirken.«

Men der er ingen tvivl. Iført blond paryk og lyserødt kjolesæt vinder Katya overbevisende afsnit to i syvende sæsons lip sync battle. Den finale, der afslutter hvert afsnit af realityshowet RuPaul’s Drag Race ved at to deltagere dyster i at mime og danse til en hitsang. Jeg kan ikke beslutte mig for, hvem jeg elsker mest.

Hans russiske dragkarakter, den selvtitulerede »biseksuelle transvestitluder« Katya eller personen indeni: 35-årige fjogede og kærlige Brian McCook, der med en fortid som stofbruger er plaget af usikkerhed og kendetegnet ved en høj skraldlatter, overdreven ansigtsmimik og perfekt timede, upassende jokes.

Min kærlighed til Katya og RuPaul’s Drag Race begyndte i 2016. Jo, jeg blev også gift det år og flyttede med min amerikanske mand til Danmark fra USA. Men Drag Race var fællesnævneren i vores lejlighed i New York, på vores ferie i Mexico og i vores tomme københavnerlejlighed, inden europapallen med køkkenudstyr og vintertøj nåede over Atlanterhavet.

Et heteropar i start-30’erne lagde sig altså til rette i dobbeltsengen med Macbook’en og sluttede sådan cirka hver eneste dag i den sidste halvdel af 2016 af på besøg i en subkultur, vi selv er langt fra. Vi sammenlignede queens, diskuterede deres CUNT-factor (seriens vinderkriterier: charisma, uniqueness, nerve and talent). Og vi græd, når de konkurrerende queens delte deres fortællinger om at springe ud. Historier om forældre, der havde vendt dem ryggen, eller som angerfulde fortrød efter års fordømmelse af, at netop deres søn ville gå i kjole.

Et familieprogram

Vi er ikke de eneste. I løbet af de senere år er RuPaul’s Drag Race blevet mainstream, og den seneste sæson havde i gennemsnit flere end 1,2 millioner senere. På den ene side er Drag Race bare en støjende, skrigfarvet realityserie, hvor 12 mænd i dametøj dyster om at være bedst til at mime, danse, sy og optræde, men for mig er det blevet et rørende, afhængighedsskabende bekendtskab.

Emmy-vindende RuPaul Charles er måske verdens bedst kendte drag queen. Her i dommerpanelet under femte program i niende sæson af RuPaul’s Drag Race. Fra venstre: Todrick Hall, Michelle Visage, RuPaul, Carson Kressley og Meghan Trainor.

Logo TV

Min mand Steve kalder det et familieprogram:

»Man følger værten RuPaul skabe en familie med stor kærlighed og omsorg,« siger han, mens han putter smør med sydesalt på en skive brød fra Meyers i køkkenet.

»Jo, jo, det er en konstant trussel om, at dramaet i konkurrencen vil skabe splid mellem deltagerne, men grundlæggende giver de hinanden det fællesskab, de er blevet udstødt fra hele deres liv.«

Programmet er intenst drama, endeløse popkulturelle referencer og slapstick-komedie, men det er også sande historier om afvisning og svigt.

»Det, vi seere kan genkende, er jo den menneskelige oplevelse, som i serien er fortalt af dem, der er yderst i kulturen. Og som altid ser dem på kanten det hele lidt skarpere,« siger han og kigger på klokken på komfuret. Den er 23.30, og selv om vi godt kan lide at gå tidligt i seng, skal vi lige nå at se det andet afsnit i den nyeste sæson, All Stars 3, hvor tidligere deltagere konkurrerer om at blive en RuPaul’s Drag Race All Star. Sæsonen er allerede nervepirrende, for vores favorit, Chi Chi Devayne, en sort deltager med drævende sydstatsaccent, var i fare for at ryge ud sidste uge, fordi hun dansede i flade sko i stedet for stiletter under et dansenummer.

RuPauls gender fuck

RuPaul Charles, måske verdens bedst kendte dragqueen, er en sort mand sidst i 50’erne, der hele sit voksenliv har kæmpet for retten til at lave ’gender fuck’. Det han selv karakteriserer som en politisk kommentar med det formål at give fingeren til og fordreje de etablerede kønsroller. Som han siger: »Vi er alle født nøgne, og resten er udklædning.« Fra punkscenen i Atlanta, Georgia, til Club Kid-scenen i New York City i slut-80’erne begyndte den smukke mand i kjole at gøre sig bemærket.

Bandet The B-52’s castede ham til deres musikvideo »Love Shack« i 1989, og RuPaul udgav senere sin egen musik på Tommy Boys Records. I 1992 fik han et hit med Sangen »Supermodel (You Better Work)«, og året efter blev RuPaul Charles MAC’s ansigt udadtil. I rødt lædercorsage og lårhøje matchende støvler poserede han for kameraerne, for hvad der i dag er et af verdens førende makeup-mærker. Hans gender fuck gik mainstream for første gang.

I de følgende år var RuPaul Charles talkshowvært, han lavede popmusik og fik små roller i tv-serier og film. I 2008 gik han dog alligevel forgæves hos de store tv-stationer med ideen om at skabe et realityshow med mænd, der klæder sig ud som kvinder. Men den smalle LGBT-kanal Logo TV endte med at takke ja, og i 2009 kørte første sæson af RuPaul’s Drag Race.

Serien er bygget op som mange andre realityshows, hvor seerne følger amatørers forvandling fra uslebne diamanter til potentielt storsælgende sangere i American Idol eller supermodeller i America’s Next Top Model. Men i RuPaul’s Drag Race handler det mindre om at tilegne sig kravene fra en allerede eksisterende branche, forfine et look eller en lyd, der er populær.

I Drag Race er din kerne den vare, du skal sælge, siger Torsten Bøgh Thomsen, der er ph.d. i kulturstudier om dagen – og Drag Race fan resten af tiden.

»En ting får du med sikkerhed i RuPaul’s Drag Race, og det er ikke nødvendigvis store talenter inden for sang, design eller skuespil, men i stedet meget markante og indtagende personligheder. Drag handler mindre om et færdigt look og mere om et bekræftende alter ego, en attitude og en måde at være stærk i verden på,« siger han.

Torsten Bøgh Thomsen blev allerede introduceret til programmet af sin daværende kæreste i 2009, da første sæson blev vist: »Men jeg gad ikke at se det, drag var ikke særlig hot, heller ikke inden for homomiljøet. Det blev tværtimod måske set ned på, fordi det var lidt fesent,« siger han.

Men han satte sig alligevel i sofaen, og i løbet af et par sæsoner var han ligesom mange andre afhængig. Sammen med sine venner planlagde de RuPaul-aftener, og han ventede i spænding, når en ny sæson var på vej.

Fra subkultur til mainstream

Det kendetegner nok meget godt de år, der er gået for RuPaul’s Drag Race. Fra at være en serie, der var populær blandt queens og homoer, har den i løbet af de senere år vundet fans hos især kvinder i 20’erne og 30’erne samt teenagepiger. I 2016 vandt seriens vært en Emmy, mens den i 2017 vandt tre og var nomineret i otte kategorier.

Faktisk er det lykkedes RuPaul Charles at bygge et lukrativt drag-imperium med seriens adskillige spinoffs og årlige drag-konferencer i flere amerikanske storbyer. Med seriens succes kan det pludselige betale sig at lave drag, fortæller de tidligere deltagere. Og som den endelige opnåelse af mainstreamstatus var serien sidste år tema for en sketch i det ugentlige komedieprogram Saturday Night Live, ligesom RuPaul Charles var på forsiden af The New York Times og gæst i et 45 minutter langt interview med Oprah Winfrey i januar i år.

Siden serien blev tilgængelig på streamingtjenesten Netflix, har den ramt millioner verden over. Det var også her, den nu 16-årige Thit Vienberg Hansen opdagede serien i 2016. I dag, halvandet år senere, har RuPaul’s Drag Race forandret hendes liv.

»Programmet har vist mig en anden måde at være mig på. Jeg tror ikke, at nogen af mine andre venner har ændret sig, efter at de har set programmet, men det har jeg. Jeg ser anderledes ud, og jeg er mere mig selv,« siger hun.

Med benene trukket op under sig i den grå sofa i hjørnestuen på Frederiksberg kommenterer Thit Vienberg Hansen første afsnit af sæson 7, som hun specifikt har udvalgt, at vi skal se.

Det er en råkold tirsdag formiddag, hendes mor er lige taget på arbejde, og Thit Vienberg Hansen har været tidligt oppe for at lægge makeup. Sort læbestift og pink øjenskygge hele vejen fra vipperne til op over de afblegede bryn.

»Det her er det mest epic øjeblik,« siger hun, gør øjnene store og folder armene om sig selv i et kram.

Vinderen af sæson 7, Violet Chachki, der er kendt for sin miniaturetalje, går catwalk. Som den 25-årige dronning går ned af gulvet, løsner hun et bælte, og i en nærmest umærkelig bevægelse falder den sorte pallietbuksedragt ned over skuldrene og forandrer sig til en skotskternet buksedragt med flagermusevinger.

Thit Vienberg Hansen udstøder et suk af beundring.

»Det der outfit. Jeg dør bare, jeg gagger (et udtryk der betyder, at noget er så fantastisk, at man næsten kaster op over det). Det bliver ikke bedre end det her.«

Jeg er nummer 1

Siden Thit Vienberg Hansen blev fan, har hun taget et arbejde i Lagkagehuset for at have penge til sine looks. Cirka et par tusinde kroner om måneden smider hun efter tøj og makeup, for hun har besluttet, at hun vil være makeupartist eller designer.

»Og det er på grund af RuPaul. Nogle gange tænker jeg: Kan jeg nogensinde blive så glamourøs, som de er? Jeg drømmer virkelig om at være så poised (fattet, red.), have outfit on point (perfekt, red.) og negle on point

Der er også noget i den måde, Thit Vienberg Hansen er i verden på, der har forandret sig, efter hun forelskede sig i Violet Chachki og de andre yndlingsqueens Milk, Pearl og Miss Fame.

»Jeg kan mærke det på min selvtillid, når jeg ikke har set RuPaul’s Drag Race i lang tid. Jeg mangler det der boost, den dér ’Jeg er nummer 1’-attitude. Når jeg er nede, spejler jeg mig i de her mennesker, der har kæmpet sig hele vejen op.«

Den følelse kender Torsten Bøgh Thomsen godt.

»Programmet trøster, hvis man har haft en hård dag. Så sætter jeg gerne et afsnit på, som jeg har set mange gange før.«

Han griner lidt, men det passer. Det er især Alyssa Edwards, en efterhånden ikonisk queen fra sæson 4, hvis sproglige udtryk og mimik jævnligt refereres i senere sæsoner, som hjælper på Torsten Bøgh Thomsens humør.

»Showet har en universel selvtillidsopbyggende karakter, hvor formålet er at finde sig selv og gå ansigt til ansigt med sine dæmoner,« siger han.

Igennem programmets udfordringer guider RuPaul Charles kærligt, men kontant, deltagerne til at udrydde den indre negative stemme, der holder dem nede.

»På den måde fungerer serien som en allegori for de fleste menneskers liv,« siger Torsten Bøgh Thomsen.

Hun og ham, hans og hendes

Før dronningerne går på scenen for at gå catwalk i slutningen af hvert afsnit, ser vi dem, mens de lægger makeup. Der males høje kindben på nybarberede ansigter og kavalergange på flade overkroppe, der formes hofter af skumgummi, og under trusserne bliver de mandlige kønsdele trukket stramt op mellem benene.

I sjette sæsons afsnit 6 sidder sæsonens vinder Bianca Del Rio og lægger makeup kort inden, deltagerne skal ud på catwalken. Iført nylonstrømpe på hovedet og med hårdt optegnet eyeliner er han i gang med at pudre sit ansigt, da han kigger over mod en af sine konkurrenter.

»Du ved godt, at jeg ikke normalt er særlig seriøs eller venlig? Men jeg vil bare sige, at jeg er meget stolt af dig.«

Trinity K. Bonet, en yngre queen, har kort forinden fortalt de andre, at hun er hiv-smittet.

»Og hvis du nogensinde får brug for noget, så ved du, at du altid kan ringe til en hadefuld kælling som mig,« siger Bianca Del Rio og smiler.

Scenen her er en af mange fra deltagernes såkaldte work room, hvor de for en stund slipper konkurrencen og deler intime detaljer om deres liv. Om udstødelse af lokalsamfundet, om at miste en elsket den juniaften i 2016 på homoklubben Pulse i Orlando, Florida, hvor en mand dræbte og skød 49 mennesker. Om at få tæsk, fordi man er bøsse, og om at kæmpe sig frem i verden, efter at hele ens familie har vendt en ryggen.

»Fra et homoseksuelt synspunkt lykkes programmet med at få formidlet den store queer- og homohistorie til en ny gruppe af seere, som aldrig før har været bekendt med historien. De hører om alt fra homooprøret ved Stonewall i New York City og om aids-krisen i 80’erne,« siger Torsten Bøgh Thomsen.

Ordbog for Rupaul’s Drag Race

Reality-serien giver et indblik i det sprog, drag-verdenen bruger:

  • Drag mother/dragmor:
    Inden for dragkulturen er der familier. Når man er ny i drag, tager man sig en mentor, en ’drag mother’, som man kan lære om kunstformen fra. Oftest tager man også sin dragmors dragefternavn, så familieforholdet er tydeligt.
     
  • Fish/fisk:
    ’Fish’ er et udtryk for at se eller føle sig meget feminin. Når man ’serverer fisk’ på catwalken eller bare generelt er ’fisket’, betyder det, at man ligner en kvinde eller opfører sig meget feminint.
     
  • The library/biblioteket:
    Det er her, drag queens ’læser hinanden’. At læse betyder, at man præcist og komisk kritiserer hinandens fejl – man læser hinanden som en åben bog. I serien er det en disciplin at læse andre, når biblioteket er åbent. Og man kan vinde point ved at være den sjoveste til at kritisere de andre.
     
  • Sissy that walk/at gøre sin gang ’tøsedrenget’:
    ’Sissy that walk’ er et ofte brugt udtryk, der ofte kan høres fra Rupaul Charles, når han opfordrer sine deltagere til at give den alt, hvad de har, på catwalken. Udtrykket har fundet vej til dansk tv, da dommer Sanne Salomonsen under de indledende auditions til årets udgave af X Factor råbte det efter deltageren Sigmund.
     
  • Tuck/folde:
    Når deltagerne iklæder sig drag, involverer det som oftest et ’tuck’, et fold, hvilket betyder, at de gemmer deres mandlige kønsdele ved at hive dem tilbage. Ofte med brug af tape. Deltagere kan være kendte for deres perfekte ’tucks’, eksempelvis Trinity ’Tuck’ Taylor, en finalist fra sæson 9.
     
  • Cheesecake/ostekage:
    Cheesecake, ostekage på dansk, er et udtryk brugt om drag queens, som har lidt ekstra sul på kroppen, men som også er meget sexede. Udtrykket stammer oprindeligt fra dokumentaren ’Paris is Burning’, der handler om drag queens i 80’ernes New York.
     
  • Realness/ægthed:
    Et udtryk, der ofte bruges i programmet, og som beskriver, når man som drag er autentisk i sin stil. En drag queen kan for eksempel servere sekretær-’realness’, hvis han er overbevisende klædt ud som sekretær.

Samtidig bruges kønspronominer frit i serien. Thit Vienberg Hansen bruger da også konsekvent hunkønsbetegnelser om deltagerne.

»Hun er virkelig irriterende, hun er ikke sjov, og hendes looks holder slet ikke.«

Det er den noget ældre queen Tempest DuJour, der lige er gået på catwalken i en overdimensioneret orange plysnederdel, som Thit Vienberg Hansen taler om. Jeg spørger Thit Vienberg Hansen, om hun altid har forholdt sig sådan til køn, at man selv skal kunne vælge sin betegnelse.

»Jeg har altid respekteret, når folk selv ville bestemme, det er nok noget med min generation, sådan har vi det bare. Men Drag Race har lært mig meget. Tænk på, hvor langt vi er kommet, når sådan en som mig har lært om drag, når mine venner har lært om det. Jeg tror helt sikkert på, at hele kønskampen kan blive udforsket og forandret på grund af drag.«

Transfobi og bøssehumor

Hvis hun skal være helt ærlig, har Thit Vienberg Hansen et større ønske end at blive designer eller makeupartist. Selv at medvirke i Drag Race.

»Det er bare min største drøm at gå ned ad den runway, men der er desværre ikke plads til folk som mig. Jeg er jo hverken mand eller homoseksuel. Der er stadig lang vej endnu, med hvem der er accepteret i drag-verdenen. Det gør mig af og til rigtig ked af det.«

Thit Vienberg Hansen er ikke den eneste, der har kritiseret serien for ikke at inkludere alle. I den seneste sæson stod en af deltagerne frem som transkvinde, og det var et stort øjeblik for serien, der til tider har været anklaget for at være transfobisk, fortæller Torsten Bøgh Thomsen.

»I begyndelsen var serien præget af sådan en plat og grov bøssehumor, der talte nedladende om transpersoner, tykke mennesker og kvinder. Men RuPaul har rettet ind, selv om han måske i virkeligheden selv er af den gamle skole,« siger Torsten Bøgh Thomsen.

I The New York Times beskriver RuPaul Charles i januar i år, hvordan formålet med hans livsværk er at lade mennesker indse, hvordan image er lig forstillelse og krakelerede illusioner, som vi slet ikke skal tage seriøst.

»RuPaul var kritisk over for det, han kalder »den politiske korrektheds indtog i drag-verdenen«, men han har måttet ændre standpunkt, som kulturen har ændret sig. De nyere afsnit er inkluderende og viser, at man kan være sjov, uden at man bevæger sig ud i de her diskriminerende måder at tale om andre mennesker på«.

Steve, min amerikanske mand har fået to puder i nakken i dobbeltsengen. Han fremhæver også RuPaul’s Drag Races seneste sæsoners tilgang til identitet som særligt forfriskende lige i Danmark.

»Her er kasserne lukkede. Ikke engang efterkommere af indvandrere bliver henvist til som danskere, og det er langt sværere at få lov til at definere dig selv end i eksempelvis USA. Derfor føles Drag Race som et utopia, fordi du netop helt selv får lov til at bestemme, hvem du er, og hvordan du vil omtales.«

Vi har lige lukket Macbook’en og favoritten Chi Chi Devayne overlevede andet afsnit af All Stars 3, hvor hun imiterede den amerikanske sangerinde Patti LaBelle til vores, RuPauls og resten af dommerpanelets anerkendende nik.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg så det også i starten, men jeg kunne ikke holde transfobien ud, og jeg synes i øvrigt, at fisselette-humor hurtigt kan blive anstrengende. Men måske skal man give det en chance til?