Interview
Læsetid: 2 min.

De kaster med sten og fejer med koste: »I curling har du lang tid til at blive nervøs«

Hans Gufler er 56 år og var med til at vinde VM-bronze i curling i 1985. Han indvier os her i, hvor megen hård træning, fejebevægelsen kræver, og hvorfor et curlinghold ikke har en træner
Kultur
22. februar 2018

»Jeg elsker curling, fordi man kan spille det hele livet. Der er jo tosser på min alder, der bliver ved med at spille.«

»Sporten kom fra Skotland. Det var her, de første klubber blev skabt. Det var selvfølgelig en vintersport, som blev dyrket uorganiseret over hele Europa om vinteren, men det var i Skotland, at man organiserede det. Alle steder, hvor skotter bosatte sig op igennem det 19. århundrede, tog de curlingen med. Det er en emigrerende sport. I Danmark startede det med en gruppe driftige forretningsmænd, som fik idéen til lidt avantgardesport, som de kunne fordrive tiden med. De startede i begyndelse af 70’erne med at leje sig ind i Gladsaxe Skøjtehal. Her spillede de på sene hverdagsaftener, når alle andre var gået hjem. De havde deres egne sten, som de havde købt i dyre domme i Skotland. De kostede flere tusinde kroner stykket og var skåret i det fineste granit. Sko var lidt sværere, fordi de er specielle. De er glatte på den ene sål og ru på den anden, så man kan glide og bremse. De skulle købes i enten Schweiz eller Skotland. Kostene var hule, så man kunne have whisky indeni. Senere blev det mere professionelt.«

»Jeg startede selv med at spille omkring 1977. Jeg husker specielt en episode, hvor vi havde spillet på ishockeybanen hos KSF på Østerbro. En af spillerne fra Gentofte Curling Club havde været ude at kigge på og havde låst sine curlingsko i størrelse 52 inde i bilen imens. Da han kom ud var bilen brudt op og tasken med alt hans udstyr var stjålet – inklusive hans kæmpestore curlingsko. Det var lidt af et problem for ham. Han skulle bestille et nyt par fra Canada, som var det eneste sted, hvor de havde dem i den størrelse, og der gik to måneder, inden han kom på isen igen.«

»I curling har du lang tid til at blive nervøs. Det kan være den allersidste sten, der bliver den helt afgørende. Man spiller måske i to timer, men der er ikke ret mange defining moments. Man har derfor lang tid til at tænke over tingene. I dag har man mentaltrænere og psykologer, men man skal jo kunne noget selv. Det havde man ikke, da jeg spillede. Jeg ved ikke om, det gør nogen forskel. Der er meget af det, der er medfødt – man skal have viljen til det i blodet. Til forskel fra andre sportsgrene har holdene ingen træner. De lægger selv taktik, og de fordeler selv, hvem der spiller og med hvilke sten. Det er typisk ham eller hende, der spiller de sidste sten, der er bedst. Hos nordmændene prøvede man med en træner, der skulle bestemme det hele. Det viste sig at være en dårlig idé. Et curlinghold er autonomt. Derfor ser man også skænderier bryde ud i lys lue. Man skal selvfølgelig også være i god form for at blive dygtig. Fejebevægelsen i curling kræver hård træning. Ingen tvivl om det.«

Serie

Vinter-OL gren for gren

Informations kulturredaktion opsøger under OL’s forfrosne lillebror, vinter-OL, tv-sportsfanatiske udøvere, kunstnere, eksperter og bedsteforældre for at forstå, hvorfor vi skal stå op om natten for at se sportsgrene som skiskydning, curling og bobslæde/skeleton. Og vi tager en gren ad gangen.

 

Seneste artikler

  • Snowboard-disciplinen Big Air: ’Man bliver helt rundtosset bare af at tænke på det’

    19. februar 2018
    Det er første gang, der skal konkurreres i snowboard-disciplinen Big Air ved de olympiske lege. Cecilie Wendel Lundholdt er 31 år og kvindelig danmarksmester i sportsgrenen. Hun spår en lys fremtid for Danmarks Big Air-piger. Som led i kulturredaktionens OL-dækning forklarer hun her disciplinens tiltrækningskraft
  • Skeleton: ’Det er ikke alle, der kan det her. Jeg vil kalde det isens Formel 1’

    17. februar 2018
    Rasmus Vestergaard Johansen er 15 år gammel og Danmarks nye håb inden for kælkesporten skeleton. I hvert fald ifølge ham selv. Han er så også den eneste i Danmark, der dyrker det. Som led i kulturredaktionens OL-dækning udlægger han her farerne og sportens potentiale
  • Parløb på is: Kim Jong-uns eneste mulighed for positiv presse

    14. februar 2018
    I aften dyster Nordkoreas eneste medaljehåb i pardans på is. Som led i kulturredaktionens gennemgang af vinter-OLs sportsgrene fortæller Informations tidligere kunstskøjteløber, Lise Richter, om, hvor nemt det er at følge med, og asienkorrespondent Laura Dombernowsky om fascinationen ved den nordkoreanske deltagelse
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her