Læsetid: 9 min.

Den københavnske techno-renæssance opridser fremtidens modkultur

Små pladeselskaber, DJ-kollektiver, selvorganiserede arrangementsrækker og piratfester bobler op overalt i det smalle københavnske techno-miljø. Samtidig har hovedstadens lyd tiltrukket sig international bevågenhed. Information har undersøgt den københavnske techno-scene for at forstå den blakkede genres genkomst, som bæres frem med idéer om fælleskab, inklusion og antikommercialisering
Fast Forwards holder deres næste rave d. 31. marts i KPH på Enghavevej i København. Det bliver med et ’super stærkt lineup, tjubang lazerlys og dukkedufdikkeduf,’ skriver de på Facebook.

Fast Forwards holder deres næste rave d. 31. marts i KPH på Enghavevej i København. Det bliver med et ’super stærkt lineup, tjubang lazerlys og dukkedufdikkeduf,’ skriver de på Facebook.

Peter Nygaard

23. februar 2018

Der drypper kondensvand fra loftet, og man kan ikke se dansegulvet i mørket, men det klistrer. Cirka 80 mennesker i en bunker med plads til 30 har opløst sig i en kæmpeorganisme, der snor sig rytmisk i det tætte lokale. Kun to dunkle skikkelser skiller sig ud. To mænd i slut-tyverne svajer i et krat af ledninger, elektronisk armatur og små, urolige lamper i trafiksignalets farveskala. De er flankeret af et par meterhøje Toblerone-højtalere på fødder af grønne mælkekasser, og al elektronikken er hensunket i kollager af slidte klistermærker. »LEARN-2-RAVE«, står der på et.

Den ene har hænderne begravet i en taske med vinylplader og leder hektisk efter den næste skive, der skal skæres under nålen. Den anden står i dyb koncentration med hovedtelefoner, fingrene nænsomt placeret om apparaturets knapper og forbereder den subtile overgang, som skal smelte det igangværende track ind i det efterfølgende.

Umtji-umtji.

Sådan lyder det. For det utrænede øre er det svært at opfange meget andet end tung bas i uendelig gentagelse – en stædig stortromme i mekanisk monotoni. Der er kun få og meget simple harmoniske elementer, ingen umiddelbart iørefaldende melodilinjer og ingen klar dramaturgi: ingen pauser, intet klimaks, ingen forløsning. En skarp kontrast til popmusikkens velkendte troslære med klar melodisk kommunikation, toptone i omkvædet og generiske tekster om sex, sorg og kærlighed.

Så hvordan lærer man at rave? Hvad er technoens appel?

Du skal ikke følge melodier, du skal føle rytmerne. Du skal mærke, hvordan de lavfrekvente lydbølger påvirker kroppen frem for at spidse ører efter tonal udvikling eller lyrisk indhold. Du skal fortabe dig i de rytmiske gentagelser, lade dig hypnotisere af repetitionen og udvise lidt mere tålmodighed, end en popsang på tre-et-halvt minut forlanger. Du kan ikke gå til et techno-rave, som du ville gå til en rockkoncert. Så vil technoen altid lyde som bras.

Efterspurgt i udlandet

Det virker måske som en abstrakt påstand, og vi vender tilbage til den. Faktum er, at technoen i øjeblikket gennemlever en renæssance i det københavnske natteliv. Med ny lyd og fornyet appel.

Globalt har pladeselskabet Ectotherm fået deres eget månedlige show på britiske NTS Radio, flere danske artister har spillet på de mest prestigefyldte technoklubber (som den notoriske berlinerklub Berghain), og bookingerne strømmer ind lige fra Leipzig og Malmø til Hamborg og Prag. Udlandet har fået smag for den københavnske techno-lyd, der kører i et højere tempo, er grimmere og har flere melankolske klange end den skalpelskarpe Berlin-variant.

Lokalt er arrangementsrækker, småfestivaler og venues i de seneste år sprudlet frem med blandt andet Søndagsvenner, SydhavnsGade og ØEN, der alle desuden spiller en vigtig rolle for house- og disco-genrerne; nye pladeselskaber som Euromantic og DAK DAK DAK er kommet til; og så har techno-miljøet fået sit eget lille klubhus i form af pladeforretningen Percy Records på Nørrebro.

BunkerBauer er et af de ældre initiativer i den nye generation af københavnske techno-kollektiver. De har fulgt transformationen og indtil for nylig afholdt mindre rave-fester i en bunker på Sølvgade i indre København. Bunkeren har været et sted, hvor spirende DJ-talenter har haft mulighed for at øve sig, og i praksis har den fungeret som legeplads og rugekasse for den generation af producere, DJ’s og arrangører, der de seneste år har båret lyden op fra vamle kældre og ind i forladte fabrikshaller med plads til hundredevis af mennesker og sat København på techno-verdenskortet.

»Der er sket rigtigt meget de sidste par år. Det er nærmest eksploderet,« siger Osvald Lund Rønde fra BunkerBauer.

Pulverdrøm og karseklip

Techno har mildest talt et blakket ry. Sådan har det været længe. Plaget af fordomme om hedonistisk narkotikakultur og hjernecellesmadrende trampemusik. Man kan næsten se karikaturen for sig: en provinsiel scooterkørende drengerøv i farvekoordineret joggingsæt med røde øjne, smøg i kæften og testosteronoverskud. Karseklip og klar til dak.

»Miljøet har nogle ting imod sig. Blandt andet en masse fordomme om, at det kun er stoffer og fest, mens hele kunstsiden forsvinder ud af offentlighedens søgelys,« siger ph.d. Ingeborg Okkels, der har forsket i forholdet mellem musik og teknologi.

Sidste år var hun ansvarlig for den første landsdækkende undersøgelse af elektronisk musik i Danmark, der blev udarbejdet i samarbejde med den elektroniske musikinstitution Strøm og Roskilde Festival. Her blev det netop slået fast at fordommen om, at »elektronisk musik kun handler om at feste og tage stoffer,« stadig er udbredt.

Peter Nygaard

Spørger man aktørerne i det københavnske techno-miljø, er spørgsmålet om rusmidler at misse pointen. Narkotika er udbredt i store dele nattelivet og ikke eksklusivt forbeholdt techno-arrangementer. Mange unge mennesker har et liberalt forhold til euforiserende stoffer, men det er langtfra alle, der beruser sig pulverdrømme, når de fester til techno – du behøver ikke være påvirket af illegale substanser for at nyde et rave – det er ikke hemmeligheden.

Foreningen Et Andet Sted har de sidste cirka to år organiseret raves på blandt andet Husets Teater, Grønttorvet i Valby og Monastic i indre København. For dem er nætterne – langt fra selvdestruktive narkoorgier – et positivt modsvar til den berygtede danske alkoholkultur og den ublu materialisme, der hersker på de mere funklende natklubber: Her bliver der ikke serveret gin & tonic til 200 kroner, og man skal ikke bekymre sig om at blive afvist af dørmanden på grund af sin beklædning. Det er en anden måde at dyrke natten på.

»Technofesterne er langt mere inkluderende end mange andre fester. Hvis man tager på bar i weekenden og umotiveret prøver at snakke med én, så bliver man hurtigt ham den mærkelige. Her kan man omvendt stå med nogen, man ikke kender på et dansegulv, gå ud at ryge en smøg sammen, og så har man en ny kammerat. Der skal meget til at være den mærkelige til et techno-rave,« siger Thobias Molter fra Et Andet Sted.

Ingen benægter, at der florerer rusmidler til techno-raves, men det ikke er stofferne, der er i fokus. Det vigtige er – ja, musikken. Og det tilhørende fælleskab. Men det kan være et svært budskab at sælge, særligt når technoen fremstår utilgængelig for den brede offentlighed.

Lyden af fremtiden

Frankfurterfilosoffen og musikteoretikeren Theodor W. Adorno skelnede mellem, hvad han kaldte populærmusik og ny musik. Den første slags defineres ved ukritisk at drive med musiktraditionens historiske udvikling og samtidens trends, mens sidstnævnte udmærker sig ved at stå kritisk og negerende til det nedarvede og den aktuelle lyd (selvom den stadig i nogen grad er påvirket af traditionen). Eftersom den ny musik radikaliserer sig fra tidens musikalske tendenser, vil den fremstå abstrakt og utilgængelig, fordi den bryder med vores umiddelbare referenceramme: Du kan aldrig påskønne freejazz, hvis du lytter til det som bebop. Så lyder det bare som larm.

I rapporten om dansk elektronisk musik fremgår det, at manglende forståelse for »den elektroniske musiks kunstneriske kvalitet og særlige arbejdspraksis,« er en vedholdende udfordring for miljøet, og at genrens dårlige ry står i vejen for generel anerkendelse i offentligheden.

Techno beskyldes stadig for ikke at være rigtig musik. Der bliver jo ikke spillet på traditionelle instrumenter, og værkerne komponeres ikke på noder. Musikken er hovedsalig sammensat af syntetiske elementer manipuleret gennem elektroniske musikmaskiner og computerprogrammer. Og det er jo snyd. Enhver kan vel pille lidt ved sin bærbar og fremkalde noget blip-blop-støj. Hvor svært kan det være at trykke på play-knappen og blafre i vinden med håndtegn over hovedet? Det kræver intet talent, ingen øvelse eller kreativitet. Det er ikke rigtig musik.

Det er svært at se, hvordan techno-kunstnernes kompositions- og produktionspraksis kan afmystificeres. For man kan ikke spejle sig i én, der står bag en pult med en computer og skruer på knapper på samme måde, som man kan i guitaristen, der passioneret og ømt hiver i strengene med sammenknebne øjne og svedigt hår.

Spørgsmålet er, hvordan man lærer at sætte pris på den ny musik, når den ikke lader sig indfange af den gængse måde at lytte på. Hvordan kaperer man det abstrakte?

Den eneste mulighed er at tage udgangspunkt i værkets egne præmisser. Sådan må man også gøre, hvis man vil forstå technoen – den er et eksempel på Adornos ny musik.

»Den elektroniske musik er åbningen af en helt ny klangverden, som ikke længere er bundet til et bestemt instrumentarium – et orkester eller et band. Det elektroniske lydsyntese udvider rammerne for, hvad musik kan være helt exceptionelt, og i dét ligger der jo en skubben fremad,« siger Ingeborg Okkels.

Arven fra Ungdomshuset

Donald Trump, Geert Wilders og Marine Le Pen er afbildet med sigtekorn foran ansigterne. Til højre for dem er det anarkistiske A i en cirkel side om side med peace-symbolet og en tegning af Mickey Mouse, der græder af grin. Alt sammen i pink og sort. Det er en plakat til et af Et Andet Steds arrangementer lavet af Lukas Højlund fra produktionsselskabet Fast Forward, der også arrangerer og afvikler techno-raves.

Men det er ikke kun æstetikken, der trækker tråde til punk og protestånd. Lukas Højlund og medstifter Nikolaj Jakobsen har – ligesom forbløffende mange andre i miljøet – begge en forhistorie fyldt med punkmusik og startede ud med at organisere events som aktive i Ungdomshuset. Det har sat sine spor. Makkerparret har benhårdt fokus på at afholde raves, hvor lokalmiljø, fælleskab og social ansvarlighed er i højsædet – båret af aktivisme.

Peter Nygaard Christensen

Da Fast Forward startede i december 2015, blev der ikke slået nogen stillinger op. Der blev ikke fisket efter sponsorater eller opsøgt etablerede samarbejdspartnere. Nikolaj og Lukas inviterede bare dem, de kendte, til at udfylde de ledige roller: nogen til at stå i baren, nogen til at stå i døren. I begyndelsen arbejdede alle gratis, fordi der ingen penge var, og da pengene kom, blev de fordelt ud. Hvis nye folk dukker op til festerne og virker engagerede, bliver de inviteret med om bord og spurgt, om de vil hjælpe til. For det er ikke en lukket klub, og samtidig er det en selvstændig pointe, at det ikke må blive kommercielt. »Lokalmiljøet og det at gøre en forskel er det vigtigste,« som de siger.

Det er punkmentalitet uden den destruktive skyggeside.

»Vi har taget meget med fra Ungdomshuset. Vi husker på de gode værdier: ingen sexisme, ingen racisme. Men i stedet for at være sure og sige ’fuck det hele,’ så prøver vi at være mere åbne og inviterende,« siger Nikolaj Jakobsen.

I undersøgelsen af dansk elektronisk musik fra sidste år var en af de udfordringer, der blev blotlagt, at technomiljøet lider under at være fragmenteret i små bobler, der ikke taler sammen. Også på den front har Fast Forward skubbet på. De har nemlig ikke kun kørt en inddragende kultur på det lavpraktiske plan, hvor de, der ligger inde med højttalere, tager dem med, og de, der har en pladespiller, medbringer den – det, der på newspeak kaldes deleøkonomi. Duoen har også formået at samle techno-miljøet rent musikalsk.

Udover at være et produktionsselskab er Fast Forward et bureau, der repræsenterer og promoverer adskillige kunstnere fra pladeselskaberne Euromantic og Ectotherm med nære forbindelser til andre københavnske kollektiver eller crews, som de kaldes.

»Uden at ville lyde arrogant, har der været mange crews før os, der har holdt fester og gjort tingene selv, men der har manglet et samlingspunkt, der bandt det hele sammen. Det føler jeg helt klart, at Fast Forward har været med til at skabe,« siger Nikolaj Jakobsen.

Fast Forwards kollektivistiske modmagtsdrift skriver sig ind i en historisk fortælling om technoen som lydtæppe til protestbevægelser, sociale og politiske omvæltninger. Fra genrens fødested med afroamerikanernes fejde i slut-80’ernes spøgelsesbyagtige Detroit til ungdommens ekstatiske kreativitetsudbrud efter Murens fald i Berlin; fra modstanden mod den britiske indenrigsminister Michael Howard, der i 1994 i praksis forsøgte at forbyde raves i Storbritannien, til eventrækken Cxema, som opstod i Kijev i kølvandet på optøjerne i 2014.

I øjeblikket er det den københavnske techno, der skubber fremad. En gruppe unge mennesker har skilt halvfemserne ad og sat dem sammen igen. Natten er øm i København, og hjertet er en trommemaskine: umtji-umtji.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
  • Niels Duus Nielsen
Ejvind Larsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Duus Nielsen

Techno er helt klart den genre, hvor de moderne nyskabelser skal findes i vore dage. Genrens udvikling er som taget ud af Adornos æstetiske lære om den historiske udvikling og det dialektisk begreb om det musikalske materiale. Techno er autentisk kunst. Måske er det netop derfor, musikken ikke når det store publikum? Avantgarde er banebrydende, og det store publikum foretrækker det tilvante.

Andreas Gamél von Benzon og Tue Romanow anbefalede denne kommentar