Læsetid: 4 min.

Kommatyraniet er en usund nationalsport

Kommatyraniet er en usund nationalsport, siger sprogeliten, dem der skriver afhandlinger om kommaer. Bare prøv og googl. Slap af, siger de. Vi — forfatterne, læserne, sproget — er ikke til for kommaet skyld, men omvendt
Kommatyraniet er en usund nationalsport, siger sprogeliten, dem der skriver afhandlinger om kommaer. Bare prøv og googl. Slap af, siger de. Vi — forfatterne, læserne, sproget — er ikke til for kommaet skyld, men omvendt
10. februar 2018

Efter Blixenfesten sidste forår var vi nogen der gik på bar. Der sad en fyr og kiggede på mig som om jeg virkede bekendt. Han virkede også bekendt, og hans lange, tilbagestrøgne hår fik mig til at tænkte på om jeg mon kendte ham fra de gamle dage på Floss i Pisserenden. På et tidspunkt rejste han sig op og kom hen til mig og sagde noget om mine klummer. Aha, tænkte jeg, han er klummelæser. Han nævnte min tegnsætning, kom med et godt råd.

Jeg kunne høre at han nok var gammeldags grammatisk kommatist, og jeg vidste at korrekturlæseren hver gang laver min tegnsætning om, sætter flere kommaer end jeg selv ville, så jeg beroligede ham og sagde, at de har dygtige korrekturlæsere på Information. Det ordner de! sagde jeg flot, hvortil han svarede: Det ved jeg. Jeg er din korrekturlæser!

Indtil et vist tidspunkt svor jeg til det såkaldt grammatiske komma, og hvis sandheden skal frem, var det især fordi jeg selv mente at jeg var god til at sætte det. Kommatering som en art statussymbol. Ha! Tag den, tænkte jeg, når jeg satte et komma på et for intuitionen forvirrende sted. Kryds-og-bolle-legens blær. Det uskønne pedanteri som fryd. Jeg var ikke så god til redskabsgymnastik.

Ydmygelsen sidder stadig i mig fra dengang jeg fik et manus tilbage, en bog jeg havde oversat og som havde været i behandling hos en såkaldt ’sprogvasker’. Marginen var fuld af henvisninger til retskrivningens paragraffer, Jeg blev så flov at jeg aldrig har fortalt det til nogen andre forfattere. Jeg forestillede mig at deres oversættelser kom tilbage lige så dugfriske som de afleverede dem.

In between commas

Sidste weekend holdt sprogvaskeren kommakursus i Forfatterforeningen, og jeg meldte mig straks, for jeg vil hjælpes af med det gamle pedant-komma som nu kaldes ’valgfrit komma’, eller ’startkomma’. Udenfor mødtes jeg med en forfatterveninde, hvis gehør og sproglige musikalitet jeg sætter højt. Jeg har lige oversat en bog, siger hun, som kom til sprogvask hos kursusholderen, og … Nærmest i kor siger vi: Marginen var fuld af paragraffer!

Jeg blev underligt lettet. Så var det ikke bare mig.

Min kæreste som har været svoren grammatisk kommatist, og hvis sms'er altid har fuldkommen korrekt tegnsætning, siger at han for tiden er in between commas. Han har fået sans for at startkommaet jo nærmest er sygeligt, en afvigelse, en forstyrrelse i den svalende normalitet, en tegnsætningens svar på OCD.

Min egen opvågnen skete da jeg sad på en snavset, halvkold strand i Key West og læste Cormac McCarthys Blood Meridian. Sproget flød som i King James-biblen, men mørkt, mørkt. Det var et mørke som kom med samme rullende langsomhed som knirkende prærievognhjul ind over en uendelig slette.

Sproget gik i blodet på mig, som en infektion. Det var kun ét tempo, og det var langsomt. Jeg kunne ikke læse bogen hurtigere end McCarthy bestemte, eller rettere sproget selv bestemte, mellemværendet mellem sprog og læser. En mørk kværnen der flød som lava. Tænk hvis den var blevet hakket i stykker af den danske kommamani, tænkte jeg. Sikke et stilistisk benspænd, det ville have ødelagt alt.

Det gik op for mig dér at skønlitteraturen viser vejen. Man kan komme med alle de argumenter man vil for startkommaet, men McCarthy og ligesindende skønånder minder os om hvem og hvad tegnsætningen er til for. Kommaet er til for læseren og for oplevelsen af det skrevne, herunder meningen med det, så enkelt er det.

Her er et eksempel fra kurset på en sætning med startkomma, skrevet af Michael Kristiansen i Berlingske: »Det kan godt være, at det er møgbesværligt og unfair, men der er ligesom kun én, der er statsminister, og når man er statsminister, er man statsminister, og så er der noget, man kan, og noget, man ikke kan.«

Kommaet er hovedperson

Hvem er hovedpersonen her? Kommaet, selvfølgelig, og pedanten der der sidder for bordenden med et løftet øjenbryn og svinger takstokken over Michael Kristiansen og hans læsere. Jeg ved ikke hvordan han får Michael Kristiansen til at føle sig, men som læser føler jeg mig ærlig talt nidstirret af den fyr, og det forekommer mig hverken særligt vigtigt eller nødvendigt for den transaktion, som er igang mellem mig og dét som Michael Kristiansen har skrevet, at stoksvingeren får demonstreret hvor dygtig han er til at svinge stok.

På mig virker han pinlig, der er så meget den indre pedant har misforstået om sin egen rolle, og om hvorfor vi overhovedet sætter tegn i en tekst. Jeg vil af med ham. Som de fleste har jeg fået internaliseret hans idiotiske stoksvingeri i skolen af nogen, som har fået det internaliseret i skolen af nogen osv., hans idioti er nedarvet i os som en sygdom.

I vinter fik jeg et manus til gennemlæsning hvor skribenten havde sat komma foran næsten hver eneste ord, som om hun havde givet op over for tyraniet ved at kaste kommaer efter ham som var de konfetti.

De første tegn der blev sat i en tekst er … kan læseren gætte det? Jeg ville selv sige punktum. Men nej: mellemrummet. Teksten kørte simpelthen ud i ét, lærte vi på kurset, hvilket man kan forvisse sig om på gamle latinske stentavler: »Pricussomlevedei36årdøde27majhansbrorsattestenenifred« ud i én køre. Så fandt man på at skille ordene ad. Sådan var kommaet også tænkt, som en diskret hjælp til (højt)læsningen af teksten.

Kommatyraniet er en usund nationalsport, siger sprogeliten, dem der skriver afhandlinger om kommaer. Bare prøv og googl. Slap af, siger de. Vi — forfatterne, læserne, sproget — er ikke til for kommaet skyld, men omvendt. Det er rart at tænke på.

Mathilde Walter Clark er forfatter. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.

Informations korrekturlæser har ikke rettet eller indført et komma i denne klumme.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Niels Duus Nielsen
  • Kim Gert Andersen
Eva Schwanenflügel, Niels Duus Nielsen og Kim Gert Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Har din korrekturlæser været på spil - også i denne tekst? I så fald er han inkonsekvent. Første del af teksten indeholder et minimum af kommaer. Sidste del har mange. Og de ses steder, hvor de ikke forekommer i første del.

Jeg foretrækker (af vane) det gamle grammatiske komma. Det nye (uden startkomma) er også grammatisk.

Som eksamineret korrekturlæser skulle man (tidligere) bestå begge kommasystemer. Det nye især af hensyn til forfattere, da nogle af stilistiske grunde foretrak dette. Ak, ja. Det er man siden gået bort fra. For mange dumpede pga. det nye.

Holder meget af dine klummer, men kommaerne ovenfor! Nej, ved du hvad? Dem skal du ikke henlede opmærksomheden på en anden gang, for de bærer præg af - ja, hvad er det egentlig?

Tilfældighed er det vist.

Torben Bruhn Andersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Kim Gert Andersen

Jeg har ingen intentioner om at indlede en debat omkring kommatering, det har jeg slet ikke forudsætninger til. Jeg kom til at tænke på pausekommatering og kan ikke lade være med at bidrage med følgende citat:
"Desværre blev pausekommaet aldrig en folkesag i Danmark. Faktisk bruges det kun af ganske få, især skønlitterære forfattere, essayister, kulturskribenter og sprogforskere - altså folk som har en højt udviklet sprogbevidsthed, og som er villige til at tåle tidens spot og svøbe, embedshovmod og uduelighed der sparker til beskeden dygtighed, idet pausekomma af de fleste opfattes som kommafejl. Indsender man et manuskript med pausekomma, vil den flinke sætter automatisk sætte de manglende kommaer for én. Så ukendt er pausekommaet! "

Citatet er hentet folkeskolen.dk - fagblad for undervisere og hele artiklen kan læses her:
https://www.folkeskolen.dk/23676/det-nye-komma-

:)

Steffen Gliese, Niels Duus Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Kommasætning er en kunstart ikke en videnskab. Jeg, er en dårlig, kommakunstner det, indrømmer jeg, blankt.

Heldigvis har man opfundet både bindestregen og semikolon!

Lise Lotte Rahbek, Steffen Gliese, Vibeke Hansen, Ole Frank, Eva Schwanenflügel og Kim Gert Andersen anbefalede denne kommentar

Der er ingen så bagstræberisk og modvillig som den danske befolkning, når det kommer til grammatiske øvelser - i hvert fald hvis Dansk Sprognævn skal dømme befolkningen.

Ved slutningen af det sidste årtusinde vedtog Dansk Sprognævn en smule umotiveret at indføre det ’nye komma’, bibeholde det gamle grammatiske komma som alternativ, og afskaffe pausekommaet. '

Store dele af befolkningen registrerede det ikke, men det vakte min interesse og jeg deltog derfor i et introduktionsseminar holdt af en anerkendt underviser med tætte forbindelser til nævnet. Herfra mine erfaringer inklusive svar på de spørgsmål, jeg stillede underviseren.

Det nye komma er et ’overgangskomma’, som skal anvendes, indtil befolkningen er ’moden nok’ til at bruge pausekommaet, som Nævnet i øvrigt anser for at være det eneste korrekte komma at anvende. (At pausekommaet er det eneste korrekte komma lyder afgjort plausibelt, da kommatering vel til syvende og sidst bør sikre at indholdet i en tekst bliver forstået korrekt af læseren.)

Det grammatiske komma skal udfases, når befolkningen har lært at bruge det nye komma. Herefter er målet på sigt at indføre pausekommaet, som jo - når alt kommer til alt - er det eneste komma der virkelig underbygger indholdet i en sætningskonstruktion, og det eneste naturlige komma der sikrer en læsbar tekst.

Hvor er logikken i dette? Hvorfor denne omvej? Mener Dansk Sprognævn at danskere er ringere sprogbrugere end sprogbrugere i andre lande?

Det nye komma er en mutant af det grammatiske komma og pausekommaet og kan ikke bruges korrekt uden et overordentligt godt kendskab til sætningsopbygning. Det er ikke entydigt i brug og efterlader brugeren med forvirrende valgmuligheder. Hverken understøttelse af indhold eller læsbarhed er forbedret væsentligt.

I min folkeskoletid, i 1960’erne, var ordet ’pausekomma’ ikke eksisterende. Der blev undervist i det grammatiske komma, og intet andet. Ordet pausekomma blev først åbenbaret for os i gymnasiet, hvor det blot blev omtalt som en teoretisk mulighed, der ikke var velset.

I min søns folkeskoletid, i 1990’erne, var ordet ’pausekomma’ heller ikke eksisterende, og han opnåede aldrig at stifte bekendtskab med det.

Folkeskoleelever er således typisk kun blevet undervist i det grammatiske komma i alle disse år inden sprognævnets indførelse af det "nye komma". Om dette skyldes en stor uvilje i lærerstanden over for pausekommaet, eller det skyldes manglende interesse på seminarierne - det er ikke for mig at afgøre.

At Dansk Sprognævn derfor mente at danskerne ikke kunne anvende pausekommaet, ja, det har altså haft en helt naturlig forklaring.

Den danske befolkning lever med det grammatiske komma som et besværligt onde, på samme måde som lig-torne og vabler, og forvirringen i forhold til korrekt kommatering er kun blevet større.

At kommaer kan understøtte indholdet i en sætning og gøre sætningen læseværdig, er for de fleste en ’by i Rusland’. Der er aldrig været undervist i denne mulighed.

Kommateringen og den grammatiske indlæring i den danske folkeskole har aldrig været baseret på, at eleverne skulle opleve glæden ved det levende sprogs medie, og de muligheder der ligger i det. Holdningen har været, at elever ikke kunne fatte og overskue en professionel håndtering af tekst.

Dansk Sprognævn opnåede ved indførelsen af det nye komma og afskaffelsen af pausekommaet at sikre total forvirring i en befolkning, der seriøst nu mistænker kommatering for blot at være en akademisk arrogant besværliggørelse af sproget, udelukkende med den hensigt at gøre folk usikre og bange for at formulere sig på skrift.

I lyset af tidens tilbagevendende grammatiske fokus, vil jeg bede Dansk Sprognævn om seriøst at overveje at genindføre pausekommaet, glemme alt om indførelsen af et nyt komma, og herefter sikre, at der reelt bliver undervist i pausekommaet i landets skoler og seminarier.

Herefter kan vi så tage stilling til, hvor ’moden’ befolkningen er.

Mikael Braestrup

Jeg har siden min skoletid syntes at det var temmetig tåbeligt at sætte grammatisk komma, forstået som kommatering der alene afhænger af sætningens grammatik (hvad så end reglerne er). Det fortæller blot hvor god forfatteren er til at følge nogle regler, men tilfører ikke teksten nogen mening, kan tværtigmod ofte være ganske meningsforstyrrende. I min bog betyder sætningen:
Han tog hatten, som hang på knagen
at han tog hatten (men ikke fx frakken), som iøvrigt hang på knagen. Derimod betyder:
Han tog hatten som hang på knagen
at han tog den hat der hang på knagen (men fx ikke den der lå på bordet)
I dette tilfælde gør det ikke den store forskel, men kan være ganske vigtigt, tænk fx på julevangeliet:
...fred i mennesker, der har hans velbehag
Udelades kommaer står der at det er kun de mennesker Gud kan lide der skal have fred, og sværger man til kryds-og-bolle komma kan det lige så vel være meningen (og det er det måske også, jeg skal ikke kloge mig på den græske original). I den nye oversættelse er det i øvrigt ændret til:
...fred til mennesker med Guds velbehag
som heller ikke er ganske entydigt.

Maj-Britt Kent Hansen

Det tossede var/er jo at erstatte ét grammatisk komma med et andet grammatisk. Især fordi det ene komma ikke er lettere end det andet.

Pausekomma kræver dog ligeledes en form for disciplin. Så skulle det ende med at komme til ære og værdighed, er man nok også nødt til at nedfælde regler og undervise i det.

Catch 22!

Henrik Brøndum

Kan korrekturlæseren ikke fortælle hvordan en avis fremstilles rent teknisk? Det antydes overfor, at der er læst korrektur på artiklen, men denne sætning er sluppet igennem:

"og pedanten der der sidder for bordenden"

"der der" ville være fanget af enhver middelmådig stavekontrolmaskine?

"Heldigvis har man opfundet både bindestregen og semikolon!"

Niels,
jeg går ud fra, at du mener tankestreg i stedet for bindestreg. ;-)

Jeg har i øvrigt set alt for mange misfortolkninger af sætninger til, at jeg vil undvære det grammatiske komma.
Jeg mindes stadig af og til reaktionen fra min gamle matematikforelæser på uni, da jeg fortalte ham, at det komma, han havde placeret i en sætning i et kompendium, skulle flyttes om på den anden side af et ord, da sætningen ellers ville blive misforstået. :-D

Kjeld Jensen, Lise Lotte Rahbek, Niels Duus Nielsen, Torben Skov, Steffen Gliese og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar
Poul Erik Hornstrup

Mathilde Walter Clark har konstateret, hvad jeg også har for mange år siden, at vil man have sin tekst i fred og ikke se den gnasket i småstykker af en græshoppesværm af "grammatiske kommaer", skal man skrive om komma. Så holder korrektøren sig væk.
Forfatteren har skrevet en fin og flydende tekst, hvor kommateringen er fuldstændig upåfaldende. Hverken et komma for lidt eller for meget. Om det så er konsekvent - who cares, andre en konsekvensmagere.
Desværre skriver hun nok for blinde øjne. Danskerne elsker deres "kommasystem" - det er vel klart, at noget det har gjort så ondt at lære slipper man ikke frivilligt.

Maj-Britt Kent Hansen

Henrik Brøndum - jeg bemærkede den også og overvejede først, om der skulle stå "... og pedanten dér, der sidder for bordenden ..." Men sådan er det heller ikke, for så hænger resten af konstruktionen ikke sammen.

Apropos korrektur. Masser af mennesker, der skriver, kunne ikke drømme om at køre en stavekontrol. Det gælder også visse korrekturlæsere. Man må undre sig i begge tilfælde.

Steffen Gliese

Det grammatiske komma er det eneste, der ordner sætninger sprogligt, så en tekst bliver reelt forståelig. Det har også tit en sund pædagogisk indflydelse, fordi mange er så kede af kommaer, at de indretter sig sprogligt på at sætte så få som muligt.
Det er dog få, der har tilstrækkeligt overskud til at springe kommaer over. Peter Høeg er én af dem, han kan administrere det absolut nødvendige antal; men de, han sætter, står grammatisk korrekt.

Erik Karlsen, Kjeld Jensen, Herdis Weins og Henrik Leffers anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

Jeg må indrømme, at jeg er ret konservativ, hvad angår kommaer. Hvilket vil sige, at jeg sætter kommaer, som jeg først lærte det i skolen (bare en del bedre). Og hvilket vil sige, at jeg sætter traditionelt, grammatisk komma. Jeg KAN godt sætte "nyt komma", men det falder mig ikke naturligt - og i modsætning til hvad intentionen med dette var/er, finder jeg ikke teksten mere umiddelbart læsevenlig og naturligt flydende, når det benyttes. Tværtimod.

Det skyldes dog ganske sikkert vanens magt, og jeg ville ikke have noget problem med, hvis man skrottede valgfriheden med komma foran ledsætninger til fordel for tvangsundladelse. Til gengæld har jeg et problem med valgfriheden, fordi den virker forvirrende; pludselig mangler man som stakåndet læser et komma, hvor man egentlig synes, det burde være, selvom det er undladt helt legitimt. Som en vandpost, der stik mod forventning mangler i et maratonløb.

Man KAN da lige så godt være konsekvent og sige: Vi sætter komma på én måde, og kun én. Og så naturligvis være overbærende med dem, der ikke sætter det tilnærmelsesvis korrekt, og undlade at slå dem i hovedet med deres uformåen. De har det selvsagt svært nok i forvejen ...

Lillian Larsen, Herdis Weins og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

Grammatik og stavekontrol kan være udmærkede for at opretholde en nogenlunde standard, hensynet til offentlige dokumenter.
Men med Bent Schultzers oplysning, at grammatikkens antagelse af helsætningen som den mindste betydningsbærende enhed nok bør holdes over for frasen, bliver det vanskeligt ikke at erindre ´det levende sprog´, det som udfolder sig på alle platforme.

Maj-Britt Kent Hansen

Ulrik Mortensen - tak for denne herlige henvisning om Knagsted og kommaer - og Zipfs lov. Aldrig hørt om den sidste før. Ikke for begyndere!

Det er længe siden, jeg har hørt fra Sprogmuseet. Synes, at jeg plejede at få et nyhedsbrev, når der var nyt på siden. For nylig kom der dog noget, men det var et link til noget gammelt. Fra 2014 tror jeg.

Lillian Larsen

I skolen lærte jeg grammatisk komma. Mange år senere mødte jeg det nye komma, og resultatet er, at jeg af og til kommer i tvivl, fordi den automatiske rutine blev forstyrret.
Det er som engang, hvor jeg fik et nyt komfur, hvor knapperne sad anderledes end på det gamle. Gryde efter gryde blev brændt på.

Steffen Gliese

Jeg tror, at modstanden imod grammatisk komma stammer fra en forkert forståelse af dets funktion: det er ikke en pause, det er en ordnende foranstaltning, der holder sammen, hvad der hører sammen. Det giver samtidig dansk mulighed for at udfolde sig formmæssigt kreativt, med bi- og hovedsætninger, der slynger sig ind og ud imellem hinanden.

Erik Karlsen, Lillian Larsen, Kjeld Jensen og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

@Steffen Gliese, som nævnt er jeg umiddelbart tilhænger af grammatisk komma, meeen ... det er måske lige en kende for frisk at påstå, at bl.a. Dansk Sprognævn og ikke mindst Henrik Galberg Jacobsen, arkitekten bag "nyt komma" og bl.a. medforfatter af Håndbog i Nudansk, har en forkert forståelse af kommaets funktion.

Poul Erik Hornstrup

Jeg sendte et indlæg til Information, som blandt andet var men som en opmuntring til Mathilde Walter Clark. Det var der naturligvis ikke plads til i avisen, men nu sætter jeg det ind her, så læser hun det måske.

Ved festlige lejligheder bringer Information indlæg, som prøver at tale fornuft ind i den danske nationale kommapsykose. 10. februar var det Mathilde Walter Clark der forsøgte sig som fornuftens stemme. Som det er sædvane fik hun særlig dispensation, så indlægget kun indeholdt de kommaer, hun fandt nødvendige. En sådan særlig nåde opnår man kun når man skriver om kommaer! I alle andre tilfælde falder korrekturlæserens hammer, og teksten bliver oversået med regelkommaer, tilsyneladende efter princippet: jo flere, jo bedre.

Hvis Mathilde Walter Clark havde forestillet sig at flytte noget, må hun hurtigt være blevet klogere. Alt forbliver naturligvis ved det gamle. Det kan man forvisse sig om i bagsidelederen 13. februar, hvorfra jeg citerer disse godbidder: ” Men hvad, socialdemokraterne ikke nævnte, var, at de tre [eksperter...] har været betalt af Socialdemokratiet [...]”, og: ” Det eneste gode, der er at sige om sagen, er, at [...]”. Jeg kan naturligvis ikke vide om disse perler er korrekturlæserens fortjeneste, eller om geist har skåret sin tekst til hakkelse uden ekspertbistand. I hvert fald har korrekturlæseren tilsyneladende ikke haft indvendinger (selv om i hvert fald det første komma i det første citat efter min bedste overbevisning er ”forkert”). Men selv om alle disse kommaer var ”rigtige” – hvad de fleste af dem givetvis er efter en eller anden pervers regellogik – er og bliver det grotesk at velskrivende mennesker maltrakterer deres tekster på den måde, bare fordi de tror, de ”skal”.

PS. Jeg har fulgt Mathilde Walter Clarks eksempel og kun sat de kommaer, der er nødvendige. Jeg er udmærket klar over, at der mangler adskillige fetichkommaer. Sæt dem for Guds skyld, hvis det får jer til at føle jer bedre til pas.

Steffen Gliese

Nogle ønsker at forandre vores kontinentalt funderede kommatradition med en angelsaksisk. Men dansk er et sprog med kontinental forandring, ikke angelsaksisk.

Steffen Gliese

Vi prøver igen: Nogle ønsker at forandre vores kontinentalt funderede kommatradition til en angelsaksisk. Men dansk er et sprog med kontinental forankring, ikke angelsaksisk.

Maj-Britt Kent Hansen

Ved vi overhovedet, hvor meget eller lidt, der læses korrektur - også på andet en kommaer - før Information går i trykken?

Jeg har mine tvivl om, at det skulle være en kerneopgave for dagbladet, da jeg jævnligt ser ord og vendinger, der ingen gang har på dansk.

For øjeblikket kører en tekst, hvor man skriver om en "islamolog". Findes det overhovedet på dansk?

Anders Sørensen

@Maj-Britt Kent Hansen, google siger, at "islamolog" i hvert fald er en betegnelse, der benyttes bredt.

Mht. hvor meget der læses korrektur, ved jeg det ikke. Men det gøres i hvert fald. Også på online-udgaven. Jeg mindes eksempelvis Anna Von Sperling skrive, at hun er et fjols til retskrivning og glad for, at der bliver læst korrektur på hendes tekster.

Niveauet på information.dk er da også betydeligt højere, hvad angår retskrivning, end eksempelvis på eb.dk og bt.dk, hvor jeg tvivler på, der bliver læst korrektur. Ganske givet fordi det der primært handler om at være hurtigt ude med artiklerne - og muligvis også fordi den gennemsnitlige læser af omtalte er mindre krævende på området.

Anders Sørensen

@Poul Erik Hornstrup, det første komma i dine citater er ganske rigtigt forkert. De andre er korrekte. Og de generer mig i øvrigt ikke eller gør teksten til "hakkelse" i min optik. Jeg tror, det i nogen grad handler om, at hvis man først ser sig sur på komma før ledsætninger, så begynder de at springe i øjnene - som en dryppende vandhane springer i ørene og kan drive folk til vanvid.

Anders Sørensen

@Poul Erik Hornstrup, de "skal" jo "maltraktere deres tekster" i den forstand, at man har en redaktionel linje på området (formoder jeg). Og altså har besluttet sig for ikke at benytte sig af muligheden for at undlade komma inden ledsætninger - i lighed med samtlige aviser, jeg er bekendt med. Hvilket jo i øvrigt også var den væsentligste grund til, at "nyt komma" aldrig blev en succes. Aviserne nægtede ganske enkelt at benytte sig af det, og så er det altså svært at overbevise manden på gaden (eller hvor han nu måtte befinde sig) om, at han bør ændre sine kommavaner.