Læsetid: 3 min.

Den Korte Radioavis gør intelligent grin med vores selvgodhed og hykleri. Det gør ondt

Efter hundreder af timers lytning føler journalist Rasmus Elmelund, at han kender seniorkorrespondent Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm bedre end sine venner. Og han græmmer sig, når satiren rammer så præcist, at han selv føler sig som hendes nyhedsredaktør, Rasmus Bruun. Informations idiosynkratiske humorkanon er nået til: Den Korte Radioavis
Indtil nytår blev Den Korte Radioavis sendt direkte alle hverdage mellem 12 og 13, men for nylig er programmet blevet komprimeret til én ugentlig udsendelse og hedder nu Den Korte Weekendavis. Det er stadig det sjoveste, der er sket på FM-båndet, al den tid journalist Rasmus Elmelund kan huske.

Indtil nytår blev Den Korte Radioavis sendt direkte alle hverdage mellem 12 og 13, men for nylig er programmet blevet komprimeret til én ugentlig udsendelse og hedder nu Den Korte Weekendavis. Det er stadig det sjoveste, der er sket på FM-båndet, al den tid journalist Rasmus Elmelund kan huske.

Seth Nicolas

3. februar 2018

Ved middagstid en februardag i 2015 tændte jeg for min gamle transistorradio. Den stod indstillet på Radio24syv, og ud i køkkenet føg et hektisk program, der lod til at være en satire over bloggen Den Korte Avis og redaktøren Karen Jespersen. Det hed endda Den Korte Radioavis.

Hovedpersonen, der blev spillet af en mand, var en racistisk og verdensfjern kvinde, som boede i en københavnsk velhaverenklave. Umiddelbart ikke den bedste måde at bekæmpe Den Korte Avis på, tænkte jeg – at latterliggøre den. Det hele var også lidt rodet og underligt og egentlig ikke specielt sjovt, og hende værten, Kirsten Birgit, lød mere som en mandlig sønderjysk revyskuespiller end som den kvindelige seniorkorrespondent, hun skulle lyde som.

Men jeg blev hængende.

Og det er jeg fortsat med i tre år. Undervejs er programmet blevet skærpet, og de to hovedkarakterer – der er nemlig to – fremstår i dag så konsistente, at jeg føler, jeg kender dem bedre end de fleste af mine venner. Måske ikke så underligt, egentlig, for jeg har haft dem i ørerne i hundredvis af timer.

Programmet består i, at den unge, politisk korrekte nyhedsredaktør Rasmus Bruun (Rasmus Bruun) forsøger at holde tråd i alt det, en mellemleder skal i en »moderne medievirkelighed«, mens hans vært, den aldrende og meget lidt politisk korrekte forhenværende stjernereporter Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm (Frederik Cilius) en håndfuld gange i løbet af den time, programmet varer, læser nyheder op.

Nyhederne er som regel ægte nok, men de tilsættes lidt ekstra sovs og kartofler og nogle gange også fiktive kommentarer fra kilderne – krydret med grænseløs sarkasme. For eksempel kan man få at vide, at Dan Jørgensen udtaler noget, mens han »ligner en, der har fået en flue i begge øjne«.

Nyhedsudsendelserne er rimelig klassisk satire, hvor medier og politikere latterliggøres. Det banebrydende sjove er alt det, der foregår imellem dem.

Et af mine favoritøjeblikke er afslutningen på femte sæson, hvor Rasmus Bruun dør, fordi han kløjes i et stykke slik, og genoplives. Det sker efter en lang og grufuld føljeton. I ugevis har han forsøgt at få en affære med radiovært Iben Maria Zeuthen, som han i første omgang forulempede i en brandert på Folkemødet og siden forsøgte at bilde ind, at han bare spillede skuespil for at sætte fokus på krænkelseskultur. I skærsilden – hvor der er panfløjtemusik i baggrunden – møder han forfatteren Erling Jepsen og (mindst) to dobbeltgængere.

 
3 Erlinger

Rasmus møder tre gange Erling Jepsen i Skærsilden. Er det en portal til et parallelunivers? Og findes den rigtige Erling her?

Posted by Radio24syv - Den Korte Radioavis on Saturday, July 1, 2017

Som lytter er man i tvivl, om nogen af Erling Jepsen’erne er rigtige, fordi både Frederik Cilius og Mikael Bertelsen laver en god Erling Jepsen, og fordi forfatteren i mellemtiden har givet et stort interview til Politiken, hvor han fortæller om at høre en imitation af sig selv i radioen. Et interview, som programmets Erling Jepsen mener må være med en »falsk Erling Jepsen«, hvilket medfører, at Rasmus Bruun forsøger at opklare mysteriet og på et tidspunkt har to Erling Jepsen’er igennem i radioen, som begge tager afstand til Politikens Erling Jepsen. Han er for bornert, mener de.

Forud er gået, at Rasmus har skullet være redaktør på en sexbrevkasse med Jepsen og Zeuthen som værter. Angiveligt fordi den rigtige Erling Jepsen har ytret ønske om at bestyre sådan én. ’Kunsten at komme i kor’, foreslår den måske rigtige Erling Jepsen, at den skal hedde.

Så altså. Er den rigtige Erling Jepsen sur på programmet? Eller snyder han Politiken? Det er stadig uvist, men det er lige så forrygende morsomt, som det er forvirrende.

De mange føljetoner kan stå på i uger og måneder, og især i starten kan det være svært at forstå eller se det sjove i dem. Men PLUDSELIG passer alle enderne sammen, det hele eskalerer, og man føler sig som vidne til dansk radiohistorie.

Oprindeligt var jeg størst fan af nyhedsudsendelserne og Kirsten Birgits karakter, men jo mere jeg hørte, jo mere indså jeg, at den skarpeste og mest spiddende satire er karakteren Rasmus Bruun. Den gør intelligent grin med medieboblen, med københavnerne, med ’moderne mænd’ og med dele af venstrefløjens selvgodhed og hykleri. Det gør ondt.

Serie

Informations humorkanon

Vores eget og fuldkommen idiosynkratiske bud på humoristiske højdepunkter i dansk kultur. Vi er ikke interesseret i kronologi eller hierarkisering, men i en kærlig, personlig og positiv genformulering af alle tiders danske humor.

Seneste artikler

  • »Tillykke med danske samfund, mange tak«

    12. februar 2018
    Kulturskribent Lone Nikolajsen var allergladest for Lærke Winther og Anna Neye Poulsens sketchshow, når der blev lavet fis med postkolonial skyld. Informations idiosynkratiske humorkanon er nået til den moralsk anfægtede udstilling af 00'er-normalitet: ’Normalerweize’
  • Jeg vil i seng med de fleste – mænd og koner, heste, grise, køer og får

    8. februar 2018
    Da kulturredaktør Katrine Hornstrup Yde gik på efterskole, klappede hun og vennerne sig på patterne og sang »trives BEDST med hvide men’skeeer, for jeg synes, de er pææænest« og fandt et hemmeligt sprog, de kunne bruge til at vrænge af selvalvoren i den voksenverden, de var ved at vokse ind i. Informations idiosynkratiske humorkanon er nået til: Lex & Klatten
  • Børnehumor anno 2018: Hvorfor tager en aarhusianer altid en bildør med ud i ørkenen?

    8. februar 2018
    Sjove historier er både tidløse og afhængige af deres tid. Det lærer vi på en lille time i 3.c, hvor vi går fra at høre om lårklaskende samere over aarhushistorier til youtube-stjerner. Som led i Informations undersøgelse af humor har vi været på besøg på Gentofte Skole for at finde ud, hvordan de får hinanden til at grine
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Krogh
  • ingemaje lange
  • Thomas Tanghus
  • Katrine Damm
  • Niels Duus Nielsen
  • Eva Schwanenflügel
Thomas Krogh, ingemaje lange, Thomas Tanghus, Katrine Damm, Niels Duus Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er et tungt tæppe af godhed og hykleri på begge sidder af det politiske spektrum, og som en glad lytter af den Korte Radioavis sætter jeg pris at begge fløje får på hatten.

Humor er god, lige meget hvor den rammer. Kun den enøjede fryder sig når humoren udelukkende lander hos modparten - for humor er blot humor.

Thomas Krogh, Tue Romanow, Katrine Damm, Eva Schwanenflügel, Flemming Berger, Torben Bruhn Andersen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar