Læsetid: 5 min.

Vi må begrave det ensomme geni, hvis kunsten skal have ordentlige vilkår

Med Time’s Up-manifestet, der for nylig blev underskrevet af over 1.000 danske film- og teaterfolk, slår de udøvende kunstnere et slag for mere solidaritet i branchen. Men de traditionelle foreningsstrukturer matcher ikke behovet hos samtidens kulturarbejdere. Tiden kalder på nye kollektive organiseringsmodeller, mener ph.d.-studerende fra Københavns Universitet
Den romantiske geni-myte er en velkendt og vedholdende kulturfortælling. Både populærkulturen og naturvidenskaben er overfyldt med fabler om ensomme idérebeller, eksempelvis Beethoven. Men fordi fikseringen på den individuelle præstation gennemsyrer kulturbranchen og den kunstneriske selvopfattelse, er der ikke en stærk tradition for alternative organiseringsformer, og det viser sig nu med #MeToo og Time’s Up.

Den romantiske geni-myte er en velkendt og vedholdende kulturfortælling. Både populærkulturen og naturvidenskaben er overfyldt med fabler om ensomme idérebeller, eksempelvis Beethoven. Men fordi fikseringen på den individuelle præstation gennemsyrer kulturbranchen og den kunstneriske selvopfattelse, er der ikke en stærk tradition for alternative organiseringsformer, og det viser sig nu med #MeToo og Time’s Up.

Joseph Carl Stieler

10. februar 2018

»Det er vores branche. Vores arbejdsplader. Vores fælles ansvar.«

Sådan lyder slagordet for den danske udgave af Time’s Up-manifestet – en udløber af #MeToo-bevægelsen. Men står fælleskabstanken i konflikt med idéen om kunstneren som et fribårent individ?

Det er historien om den radikale éner, der overskrider sin samtid. Det følsomme sind, der blomstrer frem i ensomhed og på trods. Den visionære kunstnersjæl, som bryder med sit ophav og sprænger konventionernes lænker. 

Geniet er ikke bare en person, der udfører sit hverv med stor dygtighed og høj arbejdsmoral. Énerens iboende originalitet bør anskues adskilt fra teknisk kunnen. Genialitet er noget uforklarligt og mirakuløst – en mytisk urkraft, der udfolder sig i de udvalgte få, bundet til en enkelt krop og biografi. Det kan ikke tilegnes eller fremelskes – det er noget medfødt.

Den romantiske geni-myte er en velkendt og vedholdende kulturfortælling. Både populærkulturen og naturvidenskaben er overfyldt med fabler om ensomme idérebeller. Fra Bach, Beethoven og Verdi til Einstein, Newton og Edison. Spørgsmålet er, om myten holder.

Tal ikke om kunstnere som genier

Cecilie Ullerup Schmidt er ph.d.-studerende ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet, hvor hun blandt andet forsker i kunstneriske organiseringsstrategier og kunstnerens arbejdsbegreb.

»Jeg er ikke sikker på, at vi skal tale om kunstnere som genier. Jeg tror nærmere, at vi skal tale om nogle individer, som er særligt trænede i kunstnerkompetencer. Man kunne tænke på genialitet som noget medfødt – en gave – men jeg tror snarere, at kunstneren er i stand til at imitere det narrativ vældig godt uden nødvendigvis at have noget medfødt,« siger Cecilie Ullerup Schmidt.

Anden forskning peger desuden på, at idéen om, at talent fremkaldes i et vakuum, når kunstneren kan meditere i ro og isolation, fri for profane bekymringer og sociale relationer, også er mere skrøne end sandhed. I et studie fra 1984 forsøgte den amerikanske psykologiprofessor Dean K. Simonton at kortlægge berømte geniers socialliv og omgangskreds med afsæt i næsten 800 kunstneres biografiske optegnelser fra forskellige historiske perioder. Konklusionen var klar: Det enlige geni er en uhyre sjældenhed. I langt de fleste tilfælde er kunstnere spundet ind i stimulerende sociale netværk af beundrere, rivaler, samarbejdspartnere og forbilleder.

»Når jeg skal tale om kunstneren som en agent på markedet, så er det ikke nødvendigvis, fordi man har medfødt talent, at man kommer langt. Det er ofte, fordi man mødte den rigtige fotograf på det rigtige tidspunkt, der tog billeder af ens performance i 70’erne, eller fordi man var en del af det rigtige slæng, som fik synlighed på et tidspunkt i 80’erne,« siger Cecilie Ullerup Schmidt.

Alligevel er narrativet om det ensomme naturtalent insisterende og svært at komme til livs. Og i sidste ende er de udøvende kunstnerne selv, der betaler prisen og lider under myten om den solodrevne praksis. 

Den prekære kulturarbejder

Da Tony Blairs New Labour kom til magten i Storbritannien i 1997, blev kunstneren udråbt til forbillede for det arbejds-etos, der skulle definere fremtidens økonomi. Et flydende arbejdsliv med kortids- og projektansættelser, freelance-opgaver og iværksætterånd. Det handlede om at være fleksibel, innovativ og passioneret. Hele tiden.

Skyggesiden var, at kunstnerens tilværelse blev præget af social og økonomisk usikkerhed og fravær af de rettigheder, som de fastansatte lønarbejdere har tilkæmpet sig. Et rum, hvor fagbevægelsernes historiske landvindinger ikke på samme måde spiller ind. Det gælder i forhold til barsel, pension og feriepenge, men som #MeToo-bevægelsen og Time’s Up-manifestet har belyst, findes der også mere uformelle måder, hvorpå kulturarbejderne er særligt sårbare.

»De etablerede fagforeninger arbejder stadig med en forestilling om lønarbejde som noget, man har konstant. Men den kunstneriske arbejdsmodel passer ikke med de gamle kampe, der har været om lønarbejdet, hvor det har handlet om sikkerhed,« siger Cecilie Ullerup Schmidt.

Fordi fikseringen på den individuelle præstation gennemsyrer kulturbranchen og den kunstneriske selvopfattelse, er der ikke en stærk tradition for alternative organiseringsformer. Idéen om at gå i forbund og hæfte solidarisk stritter grundlæggende imod geni-myten, hvilket har betydet, at kunstneren fanges i en position, hvor man opererer som isoleret individ. Og de få, der forsøger at bedrive en kollektiv kunstnerisk praksis, står over for adskillige praktiske barrierer.

»Der er et stort begær efter kunstneren som solist fra støtteorganer, institutioner og presse. Oftest kan man kun søge støtte og legater som enkeltperson. Og man uddeler ikke priser til kollektiver – man giver priser til én person. Det er helt vildt svært, når man har en kollektiv praksis at få lov til at blive anerkendt, repræsenteret og aflønnet som kollektiv,« siger Cecilie Ullerup Schmidt.

»Jeg har oplevet at sidde som en del af den kuraterende team på et teater i Berlin, hvor man sidder internt og diskuterer, hvem der egentligt er hjernen bag et bestemt kollektiv. Og når midlerne så er begrænsede, inviterer man bare kollektivets hovedkunstner, som man selv har udpeget.«

Kollektive svar på spørgsmål stillet til individet

Men hvad gør man, når de traditionelle fagforeninger er utilstrækkelige, og fokusset på individet samtidig er så stædigt?

For Cecilie Ullerup Schmidt handler det om at skabe nye former for organisationsstrukturer, der kan modsvare den grundlæggende usikkerhed, som præger det kunstneriske arbejdsliv. Hvis kunstneren blev idealskikkelsen i Blairs hæsblæsende individræs, er spørgsmålet, om ikke kunstnerfiguren også kan indstifte et nyt forbillede for en mere solidarisk arbejdsform. Hun foreslår, at kunstnere indgår i selvorganiserende fællesskaber, hvor de opløser deres individuelle signatur til fordel for en fælles identitet, der er løsrevet enkeltpersonerne.

»Udryd den kunstneriske signatur – eller lav en open source-signatur, som alle kan bruge. Når Kunstfonden kalder på individet, så svar i kor,« siger Cecilie Ullerup Schmidt.

Her knyttes kunstværket ikke til en individuel biografi, et ansigt eller en personfortælling, men til et kollektivt virke. Det er altså både et opgør med solokunstneren og samtidig en konkret organiseringsform, der kan modvirke den enkelte kunstners isolation og arbejdsmæssige ustadighed.

Desuden har opløsningen af den kunstneriske genkendelighed den sidevirkning, at det er kunsten og ikke kunstneren, der er i højsædet. Tilskueren kan ikke – som når kunsten kobles til en specifik forhistorie – nære forventninger til gentagelser i stil, æstetik eller indhold. Det giver kunstnerisk frihed og fremskynder kreativt mod.

»Typisk skal man som kunstner vise et værk, der ligner det seneste man har lavet – måske med en lille afvigelse – men endelig ikke for meget. Nej tak til at min identitet, mit privatliv og det, jeg har lavet før, skal gentages. Det handler om at kræve en kunstnerisk ret til at lade være med at gentage sig selv,« siger Cecilie Ullerup Schmidt.

Selvom Cecilie Ullerup Schmidt hellere vil tale om potentialet i de kollektive organiseringsformer, ser hun også, hvordan de kan gå i vasken. Dels er det svært at viske sit aftryk ud, hvis man allerede har et etableret portfolio; dels sker det, at de mest succesfulde individer i kollektiverne bruger fællesskabet som springbræt, bryder ud og begynder en praksis i eget navn. Og helt generlt kan økonomisk solidaritet i fælles organisering være en udfordring, når nogle medlemmer får arbejdslegater, mens andre går på dagpenge eller får en depression.

Men det skal man ikke lade sig slå ud af, for det er ikke kunstnerens opdrag at løse samfundets udfordringer.

»Kunstneren peger på problemer. Kunstneren er en infektion, der går ind og irriterer. Kunstneren skal ikke komme med den endelige løsning.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Jeg er enig i langt de fleste af Cecilie Ullerup Schmidts overvejelser omkring det at få succes som kunstner. Opgøret med den romantiske kunstnermyte, en ny opfattelse af kunstneren som en producent med nogle særlige kunstnerkompetencer og som en agent på et markedet, en forståelse af særlige omstændigheder som forudsætning for at få få succes og betydningen af sociale forbindelser og inspirationskilder.

Det bliver en omstændelig og langsigtet proces at "få begravet det ensomme geni". Det forudsætninger en hel del nytænkning og omorganisering i kunstens institutioner, ikke mindst på kunstakademierne, i Statens Kunstfond og blandt de store fonde, der støtter kunsten.

Kenneth Krabat

Lad os endelig begrave myten om det ensomme geni. Det ville være nemmere at sige, at Kunsten stort set altid er kollektiv (ingen absolutter hér, med mindre man regner eftertidens kollektiv med til de kunstneriske produkter), fordi "no one is an island". Men faktum er, at det kan være meget svært at få essentielle idéer og afgøre væsentlige sammenhænge i tid og kultur, hvis man er omgivet af mennesker, der befinder sig før eller efter DENNE proces. Kollektivet tænker langsommere end individet. Se f.eks. på klimadebatten, eller på en hvilken som helst anden "stor" ting i vor tid - de fleste oplyste mennesker forstår, når kollektivet er på røven, men at få kollektivet til at bevæge sig ad samme spor er en langsommelig proces. Og typisk en destruktiv proces, der udjævner forskelle og skaber "hits" - letforståeligheder; budskaber. Selvfølgeligheder. Programmer. Og grund til selvcensur - snarere end til den selvforståelse, som skaber personlig handling IND I kollektivet.

Det kan være svært at fremelske genier i en tid, hvor flertallet er lavet af lort og gennemsnitligt befinder sig langt under middel ... hvis "vi" er så skide kloge, kollektivt, så havde "vi" ikke accepteret at samfundets største snyltere, at eksistere på de absurde vilkår de har raget til sig; hvis "vi" vitterligt var så smarte som "vi" påstår "vi" er, så var kongehuset nedlagt forlængst, Mærsk var blevet smidt på porten, vores fælles eje som f.eks. olie og gas var blevet geninddraget ... kvotekongerne havde mistet deres privilegier, de folkevalgte havde kun opnået valg via lodtrækning, og ikke via pamperi, og de ville aldrig kunne opnå langstrukne muligheder for at snylte på fællesskabets ressourcer o.s.v. ... hvis "vi" altså var så intelligente som "vi" går og tror så havde "vi" forlængst indset at det er os mennesker der er selve problemet - "vi" er dem der har været så "intelligente at "tro" at "vi" aldrig ville løbe tør for jord ... det er muligt, at det hænger sammen med at "vi" er så fulde af lort ...

Mogens Nielsen

Mennesket er ude af stand til at tænke kollektivt så efter min mening er dette ikke relevant som koncept. Jeg forstår ikke hvad der skulle være så galt med et geni eller dennes enlige process.

Hans Christian Molbech

Vi er en gruppe musikere fra flere bands, der har forsøgt os med en slags kollektiv, som delvist har fungeret, men som vi nu er ved at lægge i graven. Vi bookede eksempelvis fælles deltagelse for flere bands sammen, så vi kunne lave en pakkeløsning for arrangører under fælles navn. I praksis har det dog givet meget mere besvær, fx med regnskab, og faktisk også dårligere økonomi i projekterne end når vi laver aftaler hver for sig. Det mest positive er at vi i vores niche af branchen har fået opbygget et fællesskab hvor vi sender jobs videre til hinanden og ikke underbyder hinanden i samme grad som tidligere.

Der er dog stadig meget langt til det bliver en branche med en økonomi, der minder om normalt lønarbejde. Der skal nogle helt grundlæggende forandringer af arbejdsmarkedet til før vi kan komme på det niveau som selvstændige kunstnere, freelancere, prekære eller hvad vi skal kalde os. Så længe vi kun får løse honorarer fordelt ud over året, og ikke har en fast indtægt, vil vi være udsatte.

Jeg tror nærmere på at løsningen er at indføre noget der minder om borgerløn eller en fast støtteordning til prekariatet, som man fx kender fra støtteordninger til musikere og kunstnere i andre lande hvor de kommer på en fast ydelse, der minder om kontanthjælp eller dagpenge uden modkrav.