Magthavere har altid brugt portrætter til at promovere sig selv

Barack Obama sidder nærmest i en busk. Krysantemummerne bag ham symboliserer hjembyen Chicago (byens officielle blomst), jasminerne dufter som Hawaii, og de blå afrikanske liljer minder om Kenya.

Hans blik er tænksomt, armene afslappede, og den øverste skjorteknap står åben. Det er en moderne magtmand.

Mandag blev de officielle portrætter af Barack og Michelle offentliggjort på Smithsonians National Portrait Gallery i Washington, DC, og The Obamas indtog scenen med vanlig patos.

»Jeg tænker på alle de unge mennesker – især piger, og sorte piger,« sagde Michelle Obama, så hårene rejste sig i salen.

»De vil kunne se et billede af en person, der ligner dem selv, som hænger på væggen i denne mægtige amerikanske institution.«

Ikke et øje tørt. Sådan taler moderne ikoner.

Kunstnerne bag værkerne – Kehinde Wiley og Amy Sherald – er begge sorte og aktivistiske, en absolut sjældenhed på det fine Smithsonian, hvor der kun hænger billeder af én anden afroamerikaner.

Kehinde Wiley, der har malet Barack, er kendt for at genfortolke renæssancemalerier med LL Cool J og almindelige sorte fra gaden. Han har rekonstrueret Caravaggios Judith halshugger Holofernes, så sorte kvinder stolt poserer med afhuggede hoveder af hvide. Han »udfordrer vores konventionelle syn på magt og privilegier«, som Barack Obama formulerede det.

Men det kan man nu ikke se på det nye portræt, mener The Guardians kunstkritiker, Jonathan Jones. Barack Obama ligner mest af alt »et køligt bestyrelsesmedlem«.

»En mand med så store evner for kommunikation og empati kommer til at se fjern og formel ud.«

Kunsten at promovere sig selv

Amy Sherald har malet Michelle Obama. Hun laver ofte afroamerikanske kroppe og farvelægger deres hud i støvede grå nuancer – en stille racekommentar, siger hun selv.

På det nye maleri er Michelle Obama iført en stor mønstret spredekjole mod en lyseblå bagrund. Hun hviler hagen på den ene håndflade med et udtryk, der på én gang er stærkt og skrøbeligt.

Fascinerende, poetisk og uforudsigeligt, mener The Guardian; generisk og kedeligt som »en models ansigt i et modeblad«, mener The New York Times. Hver sin smag.

»Magthavere har altid brugt portrætter til at promovere sig selv,« siger museumsinspektør og seniorforsker på Statens Museum for Kunst, Hanne Kolind Poulsen.

»Selv om kunsterne i princippet har frie hænder, ville billederne ikke være blevet til noget, hvis de ikke levede op til det, magthaverne vil: at promovere sig selv. Det her er sådan Obama-parret vil ses.«

Beyonce, Christian IV og Obama

Ritzau Scanpix

Beyonce (Awol Erizku, 2017)

Under en hvælving af roser offentligjorde verdens måske største popstjerne, Beyonce, sidste år sin tvillingegraviditet på Instagram. Fotografiet mimer renæssancemalerier af Madonna – både ophøjet og kraftfuld, følsom og feminin. Billedet blev det mest likede på Instagram i hele 2017.

Christian IV (Karel van Mander, ca. 1640)

Christian IV er ikke sådan én, man skal pisse af – det ser man straks. Hånden i siden, sværdet og det faste blik. Han nedstiger nærmest beskueren. Gamle kongeportrætter er meget ens: De skal vise at de kan forsvarer riget.

Obama (Shepard Faireys, 2008)

I 2008 gjorde den amerikanske graffiti-kunstner Shepard Faireys Obama til et ikon. Hans stencil-portræt kunne masseproduceres og afkodes på et splitsekund – det minder om cubansk propaganda for Che og Fidel.

Winston Churchill, Dronning Margrethe II og Michael Jackson

Ritzau Scanpix

Winston Churchill (Graham Sutherland, 1954)

Britiske Graham Sutherlands berygtede maleri af Winston Churchill blev offentliggjort i 1954, da premierministeren fyldte 80 år. Churchill ligner en mand, der kunne dø hvert sekund (hvilket hans politiske modstandere også sagde om ham). Selv hadede han maleriet, og hans kone fik det efter sigende brændt.

Dronning Margrethe II (Thomas Kluge, 1995)

Det er ikke hverdagskost at se Dronning Margrethe usminket og i striksweater, med rynker og dobbelthage. Thomas Kluge har maler hende som en helt almindelig dansker. Hendes reaktion på billedet var efter sigende: »Jamen, sådan ser jeg jo ud.«

Michael Jackson (Kehinde Wiley, 2009)

Peter Paul Rubens’ maleri af Filip II til hest genskabt af Kehinde Wiley – med Michael Jackson i sadlen. The King of Pop bestilte selv portrættet, men døde inden det blev færdigt. Wiley ofte indsat sorte som hovedpersoner i genfortolkninger af klassiske værker bl.a. Davids Napoleon.