Ikke mere dadaistisk tumlinge-tv. Nu er ’Gurli Gris’ flyttet ind

Villy vågner ikke længere klokken fem om morgenen, hele hans mund er fuld af små tænder nu, og vi har lokket ham væk fra Teletubbies. Sejr! Nu prøver vi Gurli Gris – jordbundne femminutters tegnefilm om en pige og hendes lattermilde kernefamilie, der lige har den kant, at de er grise, der indimellem grynter og hopper i mudder. Vigtigst: De siger meningsfulde ting til hinanden i små opbyggelige historier. Ikke mere dadaistisk tumlinge-tv, der rører rundt i underbevidstheden som en grydeske.

Så. Vi sidder på sofaen en eftermiddag med Villy med hans kanelknækbrød i midten og kigger på det alle tre. Far Gris overtager moderens pandekagebagning for at vise dem alle, hvordan man vender en pandekage i luften. Pandekagen sætter sig fast i loftet og falder ned i hovedet på ham. Så falder de alle sammen om på ryggen af grin. Det gør de næsten altid til sidst. Jeg vil have en samtale om, hvor godt Gurli Gris er. Jeg mærker, at min kæreste er mindre imponeret.

»Altså, det ér en klassisk kernefamilie med en selvhævdende, arbejdende far som patriark,« foregriber jeg hendes kritik. »Men afsnittene punkterer jo den præmis hver gang til slut! Så kommer han til kort og bliver latterliggjort!«

»Hmmm …«, lyder svaret tilbage. »Vælter man patriarkatet bare ved at vise, at det også er lidt latterligt?«

Tænkepause. Nu starter det afsnit, hvor Mor Gris er bange for edderkopper, mens Far Gris viser børnene, at man skal være sød ved insekter.

»Men … hovedpersonen er en pige! Og den der helikopterlivredder er en kvindelig ... ræv?« svarer jeg. Vi kigger ned på Villy. Han kigger på skærmen. Han skubber sidste knæk af brødet indenbords. »Crunch,« siger det.