Læsetid: 8 min.

Jeg har mødt ubestikkeligheden

Nogle forfattere i denne bekendelsesparate tid hører man gerne tale om sig selv. Det gælder ikke mindst den tysk-rumænske forfatter Herta Müller, når hun taler om at være barn af det totalitære samfundssystem i Ceausescus’ galehus kaldet Rumænien. Med afsæt i den samtalebog, der nu kommer på dansk, folder Niels Barfoed den verden ud
Har man først set gennem Herta Müllers briller, er man på mange måder ikke helt den samme. Kan der siges noget mere opløftende om skønhed og sandhed i litteratur?

Har man først set gennem Herta Müllers briller, er man på mange måder ikke helt den samme. Kan der siges noget mere opløftende om skønhed og sandhed i litteratur?

Martin Slottemo Lyngstad

3. februar 2018

Måske husker nogen, da Herta Müller var på scenen under Louisiana Litteraturfestival i august 2014. Det foregik i det store telt; rummet var proppet med hundredevis af musestille tilhørere, der også trængtes tappert ude på plænerne, hvor der krævedes paraplyer, for regnen stod ned i tykke trommende stråler under hele seancen – et magisk akkompagnement til hendes klare, sikre stemme. Utroligt, så stort et gehør den spinkle forfatter i lænestolen havde.

Kort forinden havde hun skuttet sig af en nervøsitet, der nærmest var større end hende selv, så man tænkte, mon det gik godt? Men knap havde hendes fugleungeagtige person sat sig til rette, før dens stemme fyldte hele rummet og de dampende bakker derude.

Nogle forfattere i denne bekendelsesparate tid hører man gerne tale om sig selv. Det gælder under alle omstændigheder Herta Müller (f.1953) med den rumænsk-tyske baggrund, der fik Nobelprisen i 2008. Med vanlig tæthed og uden antydning af falbelader gør hun det i den samtalebog, der udkommer i disse dage. Med den meget müllerske titel Mit fædreland var en æblekerne og i Karsten Sand Iversens kompetente oversættelse.

Herta Müller: Mit fædreland var en æblekerne

Müller sludrer ikke

Bogen fremtræder, som om der er tale om et nyt værk af Herta Müller. Det er også forlagets mening. Men det er bogen ikke. Det er en interviewbog, skrevet af Angelika Klammer, som er en betydelig østrigsk litterat og lektor, som ethvert forlag kan være bekendt at skilte med.

Jeg kan ikke tænke mig nogen, der i den grad kunne have fået Herta Müllers tunge på gled, navnlig hvad angår vanskelige og sammensatte ting. Men det er sandt, at Klammers interventioner er så lakoniske, at bogen (og det er i Herta Müllers tilfælde en fordel) fornemmes som en lang monolog, gudskelov. Eller rettere en lang tekst, for Herta Müller sludrer ikke.

Hun er solidt vidende om, at hendes liv, foruden at være hendes eget i et og alt, både er et centraleuropæisk liv og et liv i Udkantseuropa. Hun er såvel barn af de totalitære samfundssystemer, der hærgede kontinentet i forrige århundrede, som af den særlig perverse afart, der dyrkedes i Ceausescus’ galehus. Samt endelig, inderst inde, af et forkomment landsbysamfund, en kasse på en åben mark, som hun kalder sin fødeby Nichidorf i det tysksprogede område Banat i Rumænien.

Verdenskrig og diktatur soviet style hænger umiskendeligt i forfatterskabets tapet. Men dertil kommer, at ligesom hun kunne mobilisere kræfter til at overleve i og på trods af diktaturet, da det kom efter hende som ungt menneske og vitterligt ville hende til livs, lige så sejt har hun fra første færd »hævdet« sin egenart som poet og fortæller.

Dér går hun også på tværs. Hun er Herta Müller, i liv såvel som i sprog, i etik som i æstetik. Hun kan ikke på nogen måde komme bort fra, hvem hun er. Det er pudsigt nok det modsatte af, hvad mangen en kunstner i den vestlige verden følsomt tumler med: Hvem er jeg? Det er hun desværre ikke i tvivl om. Det sidder naglet i rygraden.

Fem år i sultens barakker

I hendes seneste roman, den, hun fik Nobelprisen for i 2009, som hedder Atemschaukel (2009) på tysk og Alt hvad jeg ejer, bærer jeg hos mig (2010) på dansk, går det ud på at genskabe en 17-årig drengs liv i en arbejdslejr i Ukraine.

Baggrunden er den, at lige før Anden Verdenskrig sluttede, straffede (og udnyttede) den indrykkede sovjetmagt hele det tyske mindretal i Rumænien; det blev gennet sammen og deporteret østpå. Til denne minoritet hører drengen Leopold, og til den hører Herta Müller selv. Hendes mor led samme skæbne som drengen i romanen: fem år i dødens og sultens barakker et gudsforladt sted. Herta blev født tre år efter, hendes mor hårdt medtaget blev løsladt og kunne vende hjem til Banat.

Ligesom lejr-romanen er fortalt på tværs af alle gængse normer for fiktiv krigs- og lejrlitteratur, lige sådan forstår Herta Müller den sociale vold, hun selv lige fra barnsben er offer for, uden hjælp af nogen formildende klicheer.

I en børnehave, hvor hun en kort overgang arbejdede som ung, var børnene opdraget til tæv. Når hun nærmede sig et barn, kneb det ofte øjnene sammen og vendte ansigtet væk fra hende og sagde: »Ikke slå!« Men ikke nok med det (som så ofte er der et trin til hos Herta Müller). De andre børn råbte i kor: »Slå til, giv ham, giv ham!« Ikke blot forstår hun børnene, hun føler sig personligt forbundet med deres forråelse og hysteri.

»De foragtede mig, fordi jeg ikke bankede dem, de opfordrede mig til at banke dem, som om det var en gave, en nåde«. Og senere: »I denne børnehave gennemskuede jeg mig selv, fra da jeg var barn. Jeg vidste, hvad det betød at forlange bank, hårdnakket at overtrumfe fornedrelsen med en fræk indre stolthed.«

Ja, det er ekstremt.

Barndommens forfaldsdato

Det landsbyliv, Herta Müller var en del af som lille, er på kryds og tværs gennemtrukket af fordums fascisme (hendes far var i SS) og aktuel kommunisme. Alle mulige slags tømmermænd, både fysiske og mentale, gennemtrænger dette lillesamfund, tømmermænd efter alle mulige euforier og illusioner, der kollaberede, alle mulige forløjetheder, man senere tyede til for at kunne se sig selv i øjnene. Afretning, opportunisme, forræderi, frygt og ikke mindst tavshed lå som en kvalm os overalt.

Ikke, at Herta Müller betragter sig som det rene offer: »… Man er helt afgjort et resultat, men sit eget. Ingen kan tvinge en til at blive sådan, som man blev opdraget, og til at vedblive med at være det. Barndommen har en temmelig hurtig forfaldsdato. Derefter er man henvist til sig selv og må hele tiden opdrage sig selv, hvad enten man vil eller ej. Hvordan man gør det, ved jeg ikke. Man er så uigennemsigtig for sig selv (…) Man ved ikke, hvordan det, man har oplevet, tikker i én.«

Tavsheden, ikke mindst. Det uudtalte. Dér er en grundlæggende erfaring. I Vesten, hvor hun har boet siden senfirserne, har Herta Müller undret sig over, hvilken tiltro folk ofte nærer til, at man kan ’tale’ sig til noget bedre og friere. Den højt besungne ’dialog’! I landsbyen Nickidorf talte man ikke. Normerne talte gennem én. Hendes problem og smerte var, at hun ikke følte sig i overensstemmelse med de styrende normer; derfor var det, der foregik i hendes indre, farligt, dæmonisk, forbudt – og skulle forties!

Netop her er det, sproget kommer ind. Og Herta Müller kommer ind i sproget.

En art fodfæste

Først fandt hun det i læsningen, siden, da hun kom til den store by, i at skrive sit eget. I sproget og gennem sproget blev det muligt for hende at finde en art fodfæste, som ikke fandtes andre steder. Slet ikke i det officielle sprog, det var korrumperet af propagandaens svulst og den underliggende intimidering.

Sproget kunne i bedste fald beskytte og skåne, så man ikke mistede sig selv. Hun citerede digte med rim og rytme, når hun var på vej til forhør. Det blev hun stærkere af. Eller når hun bragte sine manuskripter godt gemt under frakken til en veninde, der skjulte dem, så Securitate ikke skulle konfiskere dem. Så kørte der også et bånd med digtlinjer i hovedet på hende.

I gamle langtidsholdbare ordsprog og talemåder havde validiteten overlevet. Hun kunne lide, at et stjerneskud betød, at nogen døde. Især for resten på rumænsk. Det var bedre end den vestlige betydning, at så måtte man ønske. Den sørgelige betydning var bedst; den indgav i det mindste ingen illusioner.

Ordsprog var den rene vare. Tænk bare på: Hvis man dræber en svale, bliver koens mælk rød …

Men selv at skrive/digte – det var en anden sag. Frygten kunne tæmmes ved at skrive. Og ordene kan sige mere end munden. Sætninger kan komme anstigende og sige meget mere end ordenes samlede indhold. Ordene standser ikke ved virkeligheden, men går ud over den. I en sådan betragtning er der en nøgle til de surrealistiske udbrud i Müllers fortællenede prosa.

Men ordene rækker samtidig ned i angsten. Så Herta Müller taler om, at det at skrive både er drevet af fascination og lede – derfor kan den passive tilstand, hvor en forfatter ikke sætter ord på papiret, også være en befrielse, en lettelse. Det er det, mange andre kalder en forbistret skriveblokering.

Indhentet af fortiden

Angelika Klammer har ikke blot formået at få Herta Müller til at udfolde sit indre sprogdrama mellem skønhed og angst, men også til at fortælle to såre reelle og rystende oplevelser af forræderi i Herta Müllers senere liv, hvor hun bliver indhentet af fortiden.

For det første søgte Securitate år efter hendes udvandring til Tyskland via agenter at chikanere hende og kompromittere hende i den tyske offentligheds øjne – værst i form af en gammel veninde fra Rumænien, der kom tilrejsende og opsøgte Herta Müller og fik adgang til hendes privatliv under venskabs maske med det opdrag at »ødelægge« hende – men blev afsløret.

For det andet i form af den nære ven, som var modellen til den 17-årige dreng i straffe- og arbejdslejren i nobelprisromanen, og som troligt hjalp hende med at levere materiale til den. Efter hans død (i 2006) og også efter, at Atemschaukel med hans historie var udkommet, afsløredes det, at Securitate i tresserne havde tvunget ham til et vist samarbejde (de kunne især presse ham på hans homoseksualitet). Det var et regulært og længe uovervindeligt chok for Herta Müller og et privat eksempel på systemets altforpestende råddenskab, som ramte hende lige i hjertekulen.

Har man først set gennem Herta Müllers briller, er man på mange måder ikke helt den samme. Kan der siges noget mere opløftende om skønhed og sandhed i litteratur? Mit fædreland var en æblekerne er både et værdigt og værdifuldt supplement samt en seriøs kommentar til hendes forfatterskab. Det gør bogen til en nødvendig del af det.

Hos Herta Müller får den store historie i forrige århundredes Europa, der handler om da mennesket blev menneskets ulv, en betydning, der rækker helt ind i den enkeltes hjerte, sådan som kun den ubestikkelige kan fortælle den.

Har man først læst Herta Müller, kan man sige, at man har mødt ubestikkeligheden.

Herta Müller: ’Mit fædreland var en æblekerne’. Oversat af Karsten Sand Iversen, Gyldendal, 224 sider, 200 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Maria Francisca Torrezão
  • ulla enevoldsen
  • Josephine Kaldan
David Zennaro, Maria Francisca Torrezão, ulla enevoldsen og Josephine Kaldan anbefalede denne artikel

Kommentarer