Læsetid: 5 min.

Når Rane Willerslev fejler som museumsdirektør, udstiller det snedigt de politiske krav, han er underlagt

Rane Willerslev fremstår både som en komisk og en tragisk figur i dokumentarserien ’Ranes museum’. Men det er en systemfejl, ikke hans egne menneskelige fejl, som klovnerierne udstiller
Willerslev kan ikke køre bil, ikke installere en app på sin telefon og ikke kende forskel på museets japanske og kinesiske samling. Men klovneklæder kan, som vi ved fra gyserfilm, bedrage. Måske endda klovnen selv.

Willerslev kan ikke køre bil, ikke installere en app på sin telefon og ikke kende forskel på museets japanske og kinesiske samling. Men klovneklæder kan, som vi ved fra gyserfilm, bedrage. Måske endda klovnen selv.

Nordisk Film TV

16. februar 2018

»Det er menneskeligt at fejle.« Siger vi.

Altså fremstår antropologen og eventyreren Rane Willerslev meget menneskelig i den dokumentarserie om hans tiltrædelse som ny direktør for Nationalmuseet, som DR2 sendte sjette og sidste afsnit af i går. For som både Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm fra Radio24syvs satiriske nyhedsprogram Den korte weekendavis og denne avis’ tv-anmelder Lone Nikolajsen har peget på, ser vi stort set ikke Willerslev gøre andet end at fejle i reportagen fra Ranes museum.

Willerslev kan ikke køre bil, ikke installere en app på sin telefon og ikke kende forskel på museets japanske og kinesiske samling. Direktøren, der skal afværge den knusende krise, museet med statens krav om årlige besparelser på to procent står overfor, kan end ikke forvalte sine egne nøgler.

Programmet er tydeligvis en »comedysatsning«, der »indkapsler dansk uduelighed«, kommenterede Schiøtz Kretz Hørsholm. Willerslev fremstår ganske rigtigt som en komisk, men ikke af den grund latterlig figur, skrev Nikolajsen. Cirka samme uduelighed i direktøretikette, der får ham til konstant at fejle i det små, gør ham til en om endnu ikke dokumenteret duelig så i hvert fald respektabel leder. En »forandringsledelsens Klods-Hans«, som Nikolajsen kalder ham, der med inspiration fra de sibiriske jægersamfund, han har forsket og levet i, vil gøre museets åbenlyst dårligt fungerende hierarkiske organisation fladere og mere egalitær og derfor gerne afgiver autoritet.

Men klovneklæder kan, som vi ved fra gyserfilm, bedrage. Måske endda klovnen selv. Hvad nu, hvis Willerslev faktisk slet ikke er en komisk, men en tragisk figur?

Ja-hatten på

Når Willerslev i første omgang fremstår komisk, er det også, fordi han så fuldstændigt inkarnerer den ’tidens udviklingstvang’ og ’uhæmmede positive tænkning’, som landets anden store folkeoplyser, Svend Brinkmann, advarer imod.

Willerslev har virkelig ja-hatten på. Han taler med alle tidens buzz-ord. Om forandring, innovation og kreativitet, win-win-situationer, potentialer og powernapping. Om at være ’openminded’ og ’tænke ud af boksen’, ’launche’ et ’nyt look’ til museet og lave fede events, reklamere i Kina, leje lokaler ud til bryllupper og ikke mindst: om at afvikle, hvor der ikke kan udvikles.

Nationalmuseets nye direktør skjuler ikke, at han er ansat til at gennemføre »hardcore« besparelser af den kulturminister, Mette Bock (LA), hvis tale han i en scene fra sin indsættelsesfest direkte græder af taknemmelighed over. Det er uden tvivl både oprigtigt og sympatisk, når den nye chef fortæller, at han faktisk også bare er »utroligt interesseret« i, hvem »de mennesker derinde« på museet er. Men når han ser muligheder i at indføre flade former og udvikle medarbejdernes potentialer, er det helt åbenlyst også med et økonomisk rationale. Museets børneafdeling, som han fremhæver som et formidlingsmæssigt forbillede for hele museet, er heldigt nok drevet af frivillige. Amatørarkæologernes viden, der bliver inddraget for at spare på den alt for dyre og tidsskrævende registrering af danefæ, er også gratis arbejdskraft.

I Brinkmann-brillens optik ligner Willerslev med andre ord også en nyttig idiot i en kulturarvskold nyliberalismes tjeneste, og i så fald er han netop snarere tragisk end komisk.

Meningen med livet

Det er da netop også tæt på tragisk, når Willerslev taler om, at det er selve meningen med hans liv at gøre Nationalmuseet relevant igen, hans personlige og uafvendelige skæbne snarere end et valg. Sine børn får han ikke set så meget, som han gerne ville, fortæller han kameraet. Han ville selvfølgelig også blive enormt ked af det, hvis hans parforhold gik i stykker pga. al arbejdet, men sådan må det være.

Selv om Svend Brinkmann og Rane Willerslev på så mange og iøjnefaldende måder er diametrale modsætninger, deler de tydeligvis en (netop ikke nyliberal) overbevisning om, at mennesket ikke er selvberoende – inspirererede, som de også hver især er, af præmoderne samfund. Men mens Brinkmanns med egne ord »negativistiske« løsningsmodel er at »stå fast«, som hans bedst sælgende bog hedder – Willerslevs bog om ledelse hedder selvfølgelig Tænk vildt – er direktørens løsningsmodel affirmativ.

Mens Brinkmann opfordrer til at sige »nej« til arbejdslivets falske og ødelæggende løfter om selvudvikling, er det bydende nødvendigt for Willerslev at realisere sig betingelsesløst gennem arbejdet som direktør for Nationalmuseet. Ikke for sin egen, men for det større formåls, for fællesskabets, skyld. Willerslev tror, det er muligt at arbejde med og ikke imod nedskæringspolitikken. Det er hans tragiske fejl og hybris.

Fejl igen

I det perspektiv er det netop medlidenhedsvækkende snarere end latterligt at se direktøren fejle. Det gælder ikke mindst den scene, hvor Willerslev – der arbejder fra tidlig morgen til sen aften og samtidig bor i sit sommerhus i Tisvildeleje, fordi hans lejlighed i byen er under renovering – har taget sig den frihed at sove en hel halv time længere. Det er en fejl, der gør, at han kommer for sent til et vigtigt møde. Han skyder hverken skylden på sekretæren, der styrer hans kalender, eller på systemet, »det er kun min skyld,« gentager han.

Hvorfor er det så samtidig helt forhåbningsfuldt at se Rane Willerslev fejle i tv-udsendelserne om ham? Er det så smukt at se ham fejle, fordi der er terapeutisk identifikation for en travl person i, at også direktøren for Nationalmuseet er begyndt at ryge igen efter at have været stoppet i flere år, at også han spiser frysepizza til aftensmad? Handler det om, at han viser os, det er menneskeligt at fejle? At vi, som Brinkmann ville sige, må forlige os med vores utilstrækkelighed i stedet for at tænke vildt og ambitiøst?

Nej. Når Willerslev ikke prøver at skjule sin uduelighed, men omvendt ustandseligt selv italesætter den og nærmest optræder med den, og når Willerslev så uhæmmet indrømmer sine fejl, viser det netop, at det ikke bare er menneskelige fejl, han begår.

Undertitlen på Tænk vildt er Det er guddommeligt at fejle. Pointen er, at man lærer af sine fejl. »Ever tried. Ever failed. No matter. Try again. Fail again. Fail better,« som forfatteren og dramatikeren Samuel Beckett så tit, men ikke for tit, citeres for. Man skal ikke forlige sig, man skal fejle igen og fejle bedre!

I sidste ende er grunden til, at det hverken er kun komisk eller kun tragisk at se Rane fejle, dog, at det slet ikke er hans, hverken menneskelige eller guddommelige, fejl, der udstilles. Det er en systemfejl. Farcen er de politiske krav og traditioner, han fejler i forhold til. Når Willerslev i de scener, hvor han repræsenterer museet officielt, bøjer sig helt overdrevent servilt – netop karikeret – for både Bertel Haarder og dronningen, er det selve magten, der kommer til at fremstå komisk.

»Ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det,« lyder den fulde udgave af det velkendte ordsprog hos den romerske statsmand (og Svend Brinkmanns forbillede), Cicero. Men når Rane Willerslev bliver ved med at fejle, er han ikke en tåbe. Han er en helt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Bjørn Pedersen
Niels Duus Nielsen og Bjørn Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Herdis Skafte Jensen

...den mand er helt forrygende, og ja, han har det ikke nemt, og en væsentlig grund er den totalt uduelige kulturminister. Jeg håber for Rane, at han får styr på sit liv, sine børn og sin elskede. Han er jo et dejligt menneske, og jeg håber han får gang i noget, der giver mig lyst til at besøge Nationalmuseet, hvilket jeg gjorde for et år siden, og dengang var jeg ikke imponeret, dvs. Det var en støvet omgang. Rane luk nogle afdelinger hvis de skide politikere bliver ved med at komme med sparekrav, så kan vi slå dem i hovedet bagefter, hvis det var en dårlig ide. Dig holder vi hånden over til hver en tid. Og jeg ser meget gerne endnu seks nye udsendelser om dig og museet.

Jørgen Kjær, Kim Houmøller, Lone Svinth, Torben Skov, Elise Berg, Karsten Lundsby og kjeld jensen anbefalede denne kommentar
Herdis Skafte Jensen

...den mand er helt forrygende, og ja, han har det ikke nemt, og en væsentlig grund er den totalt uduelige kulturminister. Jeg håber for Rane, at han får styr på sit liv, sine børn og sin elskede. Han er jo et dejligt menneske, og jeg håber han får gang i noget, der giver mig lyst til at besøge Nationalmuseet, hvilket jeg gjorde for et år siden, og dengang var jeg ikke imponeret, dvs. Det var en støvet omgang. Rane luk nogle afdelinger hvis de skide politikere bliver ved med at komme med sparekrav, så kan vi slå dem i hovedet bagefter, hvis det var en dårlig ide. Dig holder vi hånden over til hver en tid. Og jeg ser meget gerne endnu seks nye udsendelser om dig og museet.

Ja, dejligta at se en chef der går i brechen for sin institution og sine medarbejdere. Til gengæld udstiller det hele undervisningsverdenens chefer, der ikke har formået at sætte nedskæringerne på uddannelserne i Danmark på dagsordenen. Næ, den eneste der har kommenteret det, ja det er også Rane! Dejligt befriende medlem af intelligensiaen.

Niels Duus Nielsen, Kim Houmøller og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Henrik Jørgensen

Hov.. Min kommentar om Rane og Frederik Cilius er tilsyneladende blevet slettet af Information. Jeg er ikke sikker på at jeg forstår årsagen hertil.

Når Frederik Cilius optræder som Kirsten Birgit så er det vel ikke helt forkert at betegne ham som transvestit - eller cross dresser, bevares - undskyld min unøjagtige sprogbrug. KB er jo ikke en selvstændig person, selvom hele mediedanmark (og nærværende journalist) tilsyneladende har lidt svært ved at skille det ad. Og den kritik at man anvender konstruerede personer til kritisere virkelige mennesker i rigtige jobs - den kan man så ikke helt forholde sig til, så man sletter.

Det er lidt skuffende.