’Normalerweize’ udstillede dansk 00’er-normalitet

Lærke Winther og Anna Neye Poulsen havde tjansen med at grine og gøre nar af danskere mellem 2004 og 2011, hvor fire sæsoner af deres sketchshow Normalerweize blev sendt. Dengang var det stadig en ret ny iagttagelse, at voksne mennesker kunne være ude af stand til at høre efter deres venindes betroelser, fordi der tikkede sms-beskeder ind på deres lille mobiltelefon (det var dengang, telefoner skulle være små).

Det var nyt at have gps i bilen, og det lå lige til højrebenet at forestille sig en gps, der både havde bevidsthed og en vildt irriterende personlighed.

De karakterer, Normalerweize udstillede som forvrængede udgaver af dansk 00’er-normalitet, var først og fremmest kendetegnet ved ikke at kunne leve op til deres egen priviligerede livsstil. Det var egoister, der lod sig trøste af deres bankrådgiver.

»Der er finanskrise, Italien og Grækenland kan ikke engang betale deres gæld, tror du så jeg kan, jeg er bare et enkelt menneske ...« 

»Du tjener 700.000 om året. Måske skulle du sælge et sommerhus.«

Og de fik smæk af deres psykologer for at drage den forhastede konklusion, at de tænkte for meget på andre og for lidt på sig selv. »Kom herover, nu skal vi lave en lille øvelse.«

Og så var der hverdagsracismen, som f.eks. Mikael Bertelsens dommer, der midt under proceduren afbryder Anna Neye Poulsen i rollen som kompetent advokat for at rose hende for at tale godt dansk. På den måde var Normalerweize ofte en moralsk afstivende satire, der fortalte sit publikum om, hvad det nyeste inden for dumhed og kynisme var.

Så slem, så hvid, så dansk

Normalerweizes mange fesne veninder og livsstilseksperter var dog ikke det bedste. Det bedste var, når Anna Neye spillede sine mere outrerede roller og i dem trynede Lærke Winther.

I mine yndlingssketches spiller Anna Neye den afrikanske købmand Anita, som med største selvfølgelighed begrunder sin afsky over for en forsigtig RUC-studerende (Lærke Winther) med århundreders undertrykkelse af afrikanere.

Lærke Winthers karakter skal aldrig have noget i butikken, hun venter bare på en bus udenfor, men forløbet er cirka det samme hver gang: Anita tager modvilligt kontakt til den såkaldte skinny white Danish girl, og så klapper fælden, og den er lavet af postkolonial skyld og dagligdags skam. Pludselig skylder den befippede og velmenende unge kvinde 2.350 kroner for en kortvarig (og udpræget uønsket) dansetime og nogle afrikanske fødevarer, der kan give hende en ordentlig krop.

Det er samme overivrige, selvsikre autoritet, Anna Neye udstråler i rollen som iværksætteren Natasha fra Krakow, der driver det tvivlsomme foretagende Clinique Wellness med hjælp fra Lærke Winthers sky, men bogligt begavede karakter Nadia.

Natasha har gjort det til sin opgave at integrere Nadia i virksomheden og samfundet, hvilket indebærer, at hun på gebrokkent engelsk ydmyger hende, mens hun messer »business, business, business«. Når den ikke går længere, skifter Natasha strategi og henleder Nadias opmærksomhed på, hvor heldig hun er: »Tillykke med danske samfund, mange tak.«