Læsetid: 5 min.

Ole Thestrup var den fødte Holberg-skuespiller

Titelrollen i ’Jeppe på Bjerget’ blev en af Ole Thestrups ypperste roller, måske den største, men ustandseligt var der bud efter hans kompetencer, også fra yngre instruktører
Titelrollen i ’Jeppe på Bjerget’ blev en af Ole Thestrups ypperste roller, måske den største, men ustandseligt var der bud efter hans kompetencer, også fra yngre instruktører

Jonas Pryner Andersen

3. februar 2018

Skæbnen og tilfældet har sin egen ironi. Aldrig så snart havde jeg afleveret et brevkassesvar til avisen, om hvorfor skribenter er taktfulde og tilbageholdende med at omtale kendte menneskers alkoholproblemer i nekrologer, førend meddelelsen kom. Ole Thestrup er død.

Men ingen regel uden undtagelser. I hans tilfælde er det uundgåeligt, da den var en integreret del af hans person og offentlige fremtræden, indgående beskrevet af ham selv i erindringsbogen Min lange rejse hjem, der udkom i 2009. Alkoholismen var hans eksistentielle følgesvend også mange år efter, at han var holdt op med at drikke.

Den kan dog ingenlunde overskygge, at han trods diverse udfald til det sidste vedblev med at være en af Danmarks mest efterspurgte skuespillere. Viste han sig på en scene, kom publikum straks i forventningens gode humør, selv om – men måske også fordi – publikum vidste, at hans liv var en evig kamp med sig selv.

Hvad der holdt humøret oppe hos ham var ikke mindst opbakningen fra sin hustru gennem 27 år – og naturligvis publikums.

Ole Thestrup var født i Nibe. Hans vej til skuespillergerningen var kringlet, for egentlig vil han have været musiker. Det skyldtes, at han fik foræret et mundstykke til en trompet, som han øvede sig flittigt på. Først langt senere fik han resten af instrumentet. Han lærte sig også at spille guitar. Engang gik han i brechen for en kammerat, hvis mor havde fundet en klump hash på drengeværelset.

»Åh, det er bare noget østasiatisk harpiks, som vi bruger til at gnide guitarstrengene med,« forklarede Ole. Så var hun mere rolig.

Kongelig skuespiller

Sit første job i filmverdenen fik han som assistent for en meget ung Nils Malmros i dennes anden spillefilm Lars-Ole 5c. Det var vel her, han fik appetit på mere. Forinden havde han været soldat i marinen, hvor han blandt andet blev sat i brummen en tid. Han havde nok været uartig, det var han også som barn.

Så ville han være journalist og blev ansat som elev på en avis i Hobro. Livet på gulvet lærte han en smule at kende, da han fik et virkeligt nichejob, nemlig som ostevender på et mejeri lidt uden for Aarhus, som han betragtede som sin egentlige hjemby.

I samme by studerede han dramaturgi og var med i en studenterrevy. Det førte videre til, at han blev optaget på Aarhus Teaters elevskole. På dette teater tilbragte han fem af sine bedste år. Da dets daværende direktør, Henrik Bering Liisberg, senere blev chef for Det Kongelige Teater, huskede han Ole Thestrups potentialer og ansatte ham.

Det var en ære, men i praksis ikke just et sted, hvor han følte sig hjemme blandt de højere, åndelige væsener som f.eks. Ebbe Rode, der ikke brød sig om hans simple sprogbrug og hævdede, at han lugtede af bajere. Hvilket er mere end sandsynligt, eftersom opholdet sluttede med, at han fik en fyreseddel, fordi han ikke kun lugtede af bajere.

Funktionspromillen

Det fortæller han lige ud om i sin erindringsbog, hvor man får flere indtryk af det lune, han gerne mobiliserede. Som da han spillede sammen med kollega og førsteskuespiller på teatret Aksel Erhardsen i Aarhus-tiden, og denne havde følgende replik: »Hvad skal vi dog gøre med de kvinder? Jeg havde lyst til at smide dem i floden!« Hvortil Ole Thestrup ved en enkelt lejlighed improviserende replicerede: »Ja, men de kan jo svømme, de sataner!«

Ikke politisk korrekt og nærmest en dødssynd sådan at komme med noget, der ikke står i manuskriptet, da det kan bringe medspillerne ud af fatning, men hvad fanden! Set i både for-, side- og bakspejlet en pragtfuld anekdote.

Allerede i Aarhus-perioden drak den unge mand 30-40 genstande om dagen. Alligevel kunne han stå på scenen om aftenen og huske sine replikker. Han forsvarede sig – som andre i samme båd – med, at de var en nødvendig forudsætning for den kunst, han leverede. Funktionspromille var det ord, han benyttede.

Smeltede hjerterne

Af alle de mange, mange roller, han spillede, var en af de absolut største, nej, nok dén største, titelrollen i Ludvig Holbergs Jeppe på Bjerget på Det Danske Teater, som må have været en ønskerolle, mange skuespillere drømmer om som et vigtigt toppunkt i deres karriere. Ole Thestrup kendte rollen indefra.

»Ole Thestrup får hjerterne til at smelte,« skrev Anne Middelboe i sin anmeldelse her i bladet og fortsatte: »Hans enfoldige charme overskygger hans misbrugsstank, alkoholiker eller ej. Og hans stemme smyger sig ind i ørerne – om børnene og koen og drømmen om en kone, der ikke slår … (…) … I Det Danske Teaters konsekvente fortolkning er Jeppe nemlig en overvældende blid mand … (…) … Han kan ikke så meget som slå en flue ihjel. Eller kan han?«

Ole Thestrup syntes at være den fødte Holberg-skuespiller. Han spillede Jakob Skomager i en anden version af Jeppe på Bjerget og Niels Korporal i Erasmus Montanus.

Kontroversielt

Elsket af børn og den øvrige befolkning blev han som nissefar i tv-julekalenderen Jul på Slottet, men tit blev han brugt i misliebige roller, og man kan diskutere, om han ikke også blev misbrugt, men det er nogle gange skuespillerens lod: At være specialist i skurkeroller.

Direkte kontroversiel var rollen som Svend Aage Saltum fra Frihedspartiet i seermagneten Borgen, en slet skjult hilsen til politikerne i Dansk Folkeparti, der da også protesterede. Men hvor ville rollen have været stærkere besat med en mere salonfähig type a la Kristian Thulesen Dahl. Ole Thestrup forsvarede den dog bravt som en politiker af den gamle skole, som var inderligt imod moderne spindoktori og deslige.

Han gled ubesværet ind i roller sammen med ’den store’ generation af yngre skuespillere i blandt andet filmen Blinkende Lygter, dog igen en skurkerolle. En Kathrine Wiedemann brugte ham anderledes seriøst i The Black Rider og Woyzeck på Betty Nansen Teatret.

Computernørd

Den værste rolle, Ole Thestrup optrådte i, var som svært beruset flypassager, fordi det ikke var en rolle, men den skinbarlige virkelighed. Piloten følte sig nødsaget til at nødlande og sætte ham af i Canada, hvor han kom i spjældet. Medierne gav ham øgenavnet Jumbo-Ole, som henviste til såvel hans korpus som flytypen. Funktionsbajerne fungerede ikke længere. Den kommende tid var svær at bære. Det skal der en vis stamina til, men efterhånden gled den optræden i baggrunden, og rollerne blev ved at indløbe.

Hans saga handler også om pillemisbrug (han kunne tage en håndfuld stesolider, før han gik på scenen), om at sove fra en prøve, om at køre galt med bilen og miste kørerkortet. Egentlig imponerende, at han på den baggrund blev 69 år. Før han droppede cigaretterne, røg han tre pakker i døgnet og nåede at blive aktiv i Stop cancer-kampagnen, hvor han advarede de unge mod at begynde at ryge.

I sin sene alder, nu tørlagt, byggede han sin egen computer og var aktiv på Facebook, indtil han for tre uger siden lukkede den ned. For at koncentrere sig om kampen mod kræften, skrev han. Lungekræften. Den ville han udkæmpe sammen med sine nærmeste pårørende. Den tabte han. Men han vandt så meget andet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

I hans meget læseværdige bog er der en episode jeg stadig mener bør have et meget større fokus end det fik. Ole havde altid brugt stærke briller og under en behandling hvor han fik den afgørende behandling mod sin alkoholisme fik han sit gamle syn tilbage og kunne undvære briller.
Hvordan var det muligt?
Ære være en stor, original og sympatisk skuespiller.

Bettina Jensen

Jan August, hvis Ole havde været i live idag, ville han muligvis, med kærlig sarkasme i tonefaldet, spørge dig hvordan i alverden han kunne få sit gamle syn tilbage, hvis han altid havde haft behov for stærke briller.

Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Ole var lige så morsom i virkeligheden som han var på scenen - det var altid en fornøjelse at arbejde sammen med ham.