Læsetid: 6 min.

Oversætter om poeten prins Henrik: Hans digte fremstod som en art neobarok ordkunst, der klingede af forskellige århundreder

Digteren prins Henriks poetiske ’écriture’ var meget speciel, på én og samme gang romantisk-symbolistisk, modernistisk og lystigt postmodernistisk – og komplet uoversættelig, skriver Per Aage Brandt om digterprinsen og om at oversætte hans »rappoetiske« ’Cantabile’ fra fransk
For omtrent 20 år siden blev Per Aage Brandt kontaktet af en repræsentant for prinsgemalen og vores dronning, som sammen ville udgive den førstes digte i dansk oversættelse og med den sidstes illustrationer. Det så ud til at være en uløselig opgave, så han skyndte sig at påtage sig den.

For omtrent 20 år siden blev Per Aage Brandt kontaktet af en repræsentant for prinsgemalen og vores dronning, som sammen ville udgive den førstes digte i dansk oversættelse og med den sidstes illustrationer. Det så ud til at være en uløselig opgave, så han skyndte sig at påtage sig den.

Ole Buntzen

17. februar 2018

Prins Henriks poesi, altid skrevet på fransk, blev først oversat af dronningen, derefter af danske digtere, dvs. foruden hvad jeg fortæller nedenfor, også Peter Poulsen og Peter Laugesen. Han skrev dog meget andet, især kogebøger og historiske essays.

Hans poetiske écriture er meget speciel, den er romantisk-symbolistisk a la Verlaine (»det græder i mit hjerte/som det regner over byen… «). Den er samtidig modernistisk brudt ned som af en Blaise Cendrars (»Jeg kommer lige fra apoteket/ jeg vejer 80 kilo/ jeg elsker dig.«). Og så er den samlet igen på lystigt postmodernistisk vis som af en nybarok Christian Prigent (»Lad kometerne brøle og fræse afsted,/ Pas du hellere dit lille blomsterbed«).

Resultatet er sært romantisk-(post)moderne og langt mere mundtlig end ellers set: ved første øjekast, kaotisk, ved næste øjekast, bare klart prinshenriksk, rent póst. Toulouse, min rose:

»I de slidte brostens blues,/ mens skoene slentrende knirker,/ rødmer min rose, Toulouse //… Og mens stenenes faste prosa/ anstændigt gi’r sålerne svar,/ smiler min rosa Tolosa …«

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Aagaard
Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

John S. Hansen

Der havde absolut ingen interesse været for den mands poesi, hvis ikke han havde giftet sig så heldigt som han gjorde!

På samme måde havde ingen været interesseret i Margrethes "kunst" hvis hun havde haft en far som var automekaniker i Sydhavnen!

John,
jeg synes, jeg kan spore en anelse misundelse fra din side over hans ægteskabelige held eller hendes fars hverv samt bopæl uden for Sydhavnen? ;-)

John S. Hansen

Ikke misundelse. Måske en anelse træthed over at de mennesker dog ikke kan lære at klare sig selv!

Og naturligvis irritation over dette "kejserens nye klæder" som opføres hver gang dronningen har beriget os med sin "kunst!

Henrik Brøndum

Hvis denne debat indtager en præcis om at Kongehuset skal eksistere, synes jeg da det er en udmærket ide at de kongelige udover sig selv, også viser deres kunst nu og da? Det giver for mig ikke megen mening, at vurdere denne kunst ud fra et professionelt perspektiv.

Torben Lindegaard

@John S. Hansen

Danmark burde selvfølgelig blive en Republik - helt enig.
Men det er ikke det emne artiklen tager op.

John S. Hansen

Det giver da altid kun mening at vurdere kunst( og andet ) ud fra hvad det er - og ikke hvem der har lavet det! Husker nogen sagen om lille Vitus? Hans far havde udstillet lille Vitus`billeder på Charlottenborg - uden at fortælle at de var lavet af en 7 årig. Publikum lå næsegrus! Meget sigende, ikke?

Henrik Brøndum

@John S. Hansen

Ok men det er ikke det der er min pointe.

De kongelige kan gøre forskellige ting. Først og fremmest vise sig for folket, blive fotograferet til ugebladene, og klippe snore over, holde taler, holde taler, invitere til selskaber, sidde i den olympiske komite ..... og så lave kunst.

Der synes jeg det sidste er en behagelig variation. En tegning jeg får foræret af min kusine er nok ikke stor kunst, men den fortæller alligevel noget om os begge, hvordan vi ser på hinanden, hvad der er i vores liv .... og endelig er det jo ikke ligeså kostbart som guldkareter, livgarde etc.