Læsetid: 6 min.

Oversætter om poeten prins Henrik: Hans digte fremstod som en art neobarok ordkunst, der klingede af forskellige århundreder

Digteren prins Henriks poetiske ’écriture’ var meget speciel, på én og samme gang romantisk-symbolistisk, modernistisk og lystigt postmodernistisk – og komplet uoversættelig, skriver Per Aage Brandt om digterprinsen og om at oversætte hans »rappoetiske« ’Cantabile’ fra fransk
For omtrent 20 år siden blev Per Aage Brandt kontaktet af en repræsentant for prinsgemalen og vores dronning, som sammen ville udgive den førstes digte i dansk oversættelse og med den sidstes illustrationer. Det så ud til at være en uløselig opgave, så han skyndte sig at påtage sig den.

For omtrent 20 år siden blev Per Aage Brandt kontaktet af en repræsentant for prinsgemalen og vores dronning, som sammen ville udgive den førstes digte i dansk oversættelse og med den sidstes illustrationer. Det så ud til at være en uløselig opgave, så han skyndte sig at påtage sig den.

Ole Buntzen

17. februar 2018

Prins Henriks poesi, altid skrevet på fransk, blev først oversat af dronningen, derefter af danske digtere, dvs. foruden hvad jeg fortæller nedenfor, også Peter Poulsen og Peter Laugesen. Han skrev dog meget andet, især kogebøger og historiske essays.

Hans poetiske écriture er meget speciel, den er romantisk-symbolistisk a la Verlaine (»det græder i mit hjerte/som det regner over byen… «). Den er samtidig modernistisk brudt ned som af en Blaise Cendrars (»Jeg kommer lige fra apoteket/ jeg vejer 80 kilo/ jeg elsker dig.«). Og så er den samlet igen på lystigt postmodernistisk vis som af en nybarok Christian Prigent (»Lad kometerne brøle og fræse afsted,/ Pas du hellere dit lille blomsterbed«).

Resultatet er sært romantisk-(post)moderne og langt mere mundtlig end ellers set: ved første øjekast, kaotisk, ved næste øjekast, bare klart prinshenriksk, rent póst. Toulouse, min rose:

»I de slidte brostens blues,/ mens skoene slentrende knirker,/ rødmer min rose, Toulouse //… Og mens stenenes faste prosa/ anstændigt gi’r sålerne svar,/ smiler min rosa Tolosa …«

En uløselig opgave

For omtrent tyve år siden blev jeg kontaktet af en repræsentant for prinsgemalen og vores dronning, som sammen ville udgive den førstes digte i dansk oversættelse og med den sidstes illustrationer. Jeg så på materialet, som jeg aldrig havde set før, selv om prins Henriks første udgivne digtsamling, Chemin faisant (Lidt efter lidt, eller Undervejs), er fra 1982.

Det så ud til at være en uløselig opgave, så jeg skyndte mig i mit overmod at påtage mig den. Der måtte være en udvej, selv om den ikke lå lige i nærheden. Dronningen kunne jo ellers sikkert have besørget oversættelsen, ligesom regentparret havde oversat Simone de Beauvoirs Tous les hommes sont mortels (1946) (Alle mennesker er dødelige, 1981).

Bogen skulle hedde Cantabile (Sangbart). Men hvad er ikke sangbart? Jeg tænkte: det urytmiske er ikke sangbart. Det var problemet. Jeg måtte løse det. Prins Henrik havde f.eks. skrevet en lille indledningsvignet, der lød således:

Un recueil de vers! Ah ça! (En samling vers! Det må jeg nok sige!
Est-ce assez Er det tilstrækkeligt
Pour qu'on se délasse Til at man kan slappe af
Au coin d'un feu, assis? I en pejsekrog, hvor man sidder?
Au moins que des Muses l'assaut Medmindre Musernes angreb
charme le lecteur qui aura su Fortryller læseren, som så forstår
apprécier des vers sots. At værdsætte tossede vers.)

Meningen er jo, at serien:

Ah ça! – assez – (dél)asse – assis – assaut – (aur)a su – sots

skal høres som én lang lydlig variation, der holder sammen på strofen. Der er derimod ingen rytmisk forbindelse mellem strofens vers. Så jeg skrev først det, der står i parentesen ovenfor, en ordret oversættelse, og derefter en slet ikke ordret parafrase i anapæster (4 x da-da-dum), med samme antal verselinier (6):

Se! - En hel samling sange! Uset, usandsynligt!
Men er de så af den slags, som sandes usynligt
eller synges i stille sinds styrkende slummer?
Skøn nu selv – disse Musernes safter, som skummer,
kan velsagtens dog læske den læser, som tørster,
og som søber en slurk – ikke straks rejser børster ...

Jeg fortsatte på omtrent samme måde hele bogen igennem. Jeg sled som et bæst. Det kaldes gendigtning. En yngre dansk digter, som jeg engang havde kritiseret offentligt, blev så oprørt over resultatet, at han i Politiken ligefrem forlangte en skamstøtte opsat på Vesterbro over oversætteren.

Det er faktisk let at definere det uoversættelige: Det er det, der betyder, at det, det betyder, udelukkende gør det, fordi det er udtrykt ved netop dét udtryk, som betyder det. Hvis »netop dét udtryk« ikke eksisterer på et andet sprog, er betydningen uoversættelig. Det er det, der er på færde her. Den gode nyhed er, at ikke alt derfor er uoversætteligt.

Men disse digte var. Som jeg skrev i mit efterord, er der tale om en slags rappoesi, og bogen er en jam session. Et af digtene, »Sur un pont des baisers« / Broen, er faktisk løst gengivet som raptekst. Men i almindelighed kan man sige, at de fremstår som en art neobarok ordkunst, der klinger af forskellige århundreder, nøjagtig ligesom dronningens klart neobarokke kollager – noget af det bedste fra hendes hånd, jeg har set.

En dødsdans

Jeg havde det i øvrigt vældig komfortabelt, muntert og konstruktivt i selskab med prinsen og dronningen under vores møder om bogen og teksterne på forskellige slotte, Fredensborg, Amalienborg, Marienborg, endda på slottet i Caix, som ovenikøbet rummer en suite reserveret for digtere.

Jeg husker, at vi alle tre en dag, da fruen og jeg var kommet fra Pyrenæerne, sad der og intenst diskuterede metaforer, blandt andet i forbindelse med det meget voldsomme digt »Cortège funèbre« / danse macabre (s. 184-186).

Digtet udfolder en dødsdans, og hvad ville der nu ske med betydningen, hvis optoget pludselig blev til et tog på skinner, hvilket den franske tekst truede med? Prinsen mente ikke, at det kunne være noget problem, mens jeg bemærkede, at digtet så ville komme til at handle om en vis, meget sørgelig historie fra det 20. århundrede.

Dronningen beroligede gemytterne med sit gode overblik og sin fornemmelse for poetikkens finurligheder, thi prinsens temperament var lidenskabeligt: Hvad jeg skrev, det skrev jeg! Prins Henrik holdt meget af musik og huskede selvfølgelig Camille Saint-Saëns’ symfoniske digt Danse macabre fra 1874, til Henri Cazalis’ tekst. Hans associationer hertil var vist stærkere end til de historiske uhyrligheder.

Men hvad er stærkest i et digt, metaforen eller den omgivende tekst, når de trækker i hver sin retning? Det er jo et åbent spørgsmål. Og vores diskussioner udviklede sig næsten til et litterært kollokvium. Udgivelsen blev fejret med en reception på Amalienborg, efterfulgt af en middag; min far var inviteret med, og jeg tror, han syntes, det hele var langt mere festligt end pingvinerne i Zoologisk Have (han ville sige den slags på bornholmsk).

Værket blev præsenteret og diskuteret på Bogforum. Prins Henrik og jeg læste bagefter op sammen i Paris, i den dansk-franske forening; en del af tiden byttede vi tekster, så jeg læste fra Cantabile, mens han generøst og hjerteligt læste fra min franske This side up.

Vi blev fra salen spurgt om, hvilken musik prinsens poesi egentlig minder mest om; jeg tror, vi begge svarede Maurice Ravel. Jeg tænkte på hans sonate for violin og cello, der virkelig er vild og noget helt for sig selv, må man sige.

I København besøgte prinsen også Forfatterskolen i Strandgade under et gilde og læste op, veloplagt og afslappet, til stor befippelse og moro for de festende skribenter. Foran porten holdt en meget seriøs og bemandet sort limousine.

Prins Henrik var et begavet, vidende og musisk menneske, som givet forstod sin position i det royale hierarki. Derfor kunne hans stædige insisteren på alligevel at blive konge godt minde om hovedpersonen i Miguel de Cervantes’ roman om den sindrige ridder Don Quixote
Læs også

Den meget unge komponist Frederik Magle skrev en Symfonisk Suite (2004, 2009) over Cantabile, og med samme titel, hvori han blandede de franske og de danske tekster, heriblandt »Cortège funèbre« og salmen »Lacrymae mundi« (Verdens tårer). Den sidste blev på dansk sådan, med spejlrim:

Lad løgnens onde nat
vige og lyset vinde,
lad ikke vejens snarer
slutte sig om dit sind.
Vil du dit liv, da find
dig selv bag alle farer,
og nagets, hadets minde,
kast det i glemslens krat –
At leve er at skabe,
på trods, små underværker,
befrugte frossen jord,
og hilse hver dags strid
med trøstig sang, den tid
er rig og glæden stor,
når modne druer mærker,
du ikke ville tabe.

Og en anden sangbar tekst til sidst, hvis jeg må: »Sonnent les heures. Carillon« / Klokken slår):

Lange år,
dagen rinder,
klokken slår,
livet svinder;
snart forgår
alle minder –
I dag, i går,
de samme savn,
de samme sår,
snart uden navn;
nu forestår
den sidste havn –
Efterår:
halvt opløste
skæbneskår;
hvem skal høste
hvad vi sår?
hvem skal trøste –
Tiden går,
pendulet svinger;
og hjertets vår?
og drømmens vinger?
tilbage står
urets finger –
Endnu består
et håb, et skrig,
mens alt forgår:
jeg elsker dig –
mon du forstår?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Aagaard
Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

John S. Hansen

Der havde absolut ingen interesse været for den mands poesi, hvis ikke han havde giftet sig så heldigt som han gjorde!

På samme måde havde ingen været interesseret i Margrethes "kunst" hvis hun havde haft en far som var automekaniker i Sydhavnen!

John,
jeg synes, jeg kan spore en anelse misundelse fra din side over hans ægteskabelige held eller hendes fars hverv samt bopæl uden for Sydhavnen? ;-)

John S. Hansen

Ikke misundelse. Måske en anelse træthed over at de mennesker dog ikke kan lære at klare sig selv!

Og naturligvis irritation over dette "kejserens nye klæder" som opføres hver gang dronningen har beriget os med sin "kunst!

Henrik Brøndum

Hvis denne debat indtager en præcis om at Kongehuset skal eksistere, synes jeg da det er en udmærket ide at de kongelige udover sig selv, også viser deres kunst nu og da? Det giver for mig ikke megen mening, at vurdere denne kunst ud fra et professionelt perspektiv.

Torben Lindegaard

@John S. Hansen

Danmark burde selvfølgelig blive en Republik - helt enig.
Men det er ikke det emne artiklen tager op.

John S. Hansen

Det giver da altid kun mening at vurdere kunst( og andet ) ud fra hvad det er - og ikke hvem der har lavet det! Husker nogen sagen om lille Vitus? Hans far havde udstillet lille Vitus`billeder på Charlottenborg - uden at fortælle at de var lavet af en 7 årig. Publikum lå næsegrus! Meget sigende, ikke?

Henrik Brøndum

@John S. Hansen

Ok men det er ikke det der er min pointe.

De kongelige kan gøre forskellige ting. Først og fremmest vise sig for folket, blive fotograferet til ugebladene, og klippe snore over, holde taler, holde taler, invitere til selskaber, sidde i den olympiske komite ..... og så lave kunst.

Der synes jeg det sidste er en behagelig variation. En tegning jeg får foræret af min kusine er nok ikke stor kunst, men den fortæller alligevel noget om os begge, hvordan vi ser på hinanden, hvad der er i vores liv .... og endelig er det jo ikke ligeså kostbart som guldkareter, livgarde etc.