På fransk kalder man en dum idiot ’con’ – og det betyder kusse

Forleden havde vi her på kultursiderne en gedigen oversætterfejde om det lille franske verbum importuner (det husker du nok, trofaste læser). Sagen gik i al sin komplicerede enkelthed ud på, at Catherine Deneuve og 99 andre franske kulturkvinder i et anti-#MeToo-indlæg i Le Monde havde forsvaret mænds ret til at importune’re. Og hvad betyder det så? Jo, det var netop spørgsmålet, for afhængig af, hvilken avis man læste, blev ordet oversat med alt fra »at forføre« til »at irritere« og »at krænke«.

Nå, men i den forbindelse sendte jeg en e-mail til den danske digter, oversætter, musiker og sprogforsker Per Aage Brandt, som bor i det nordlige Bourgogne en time syd for Paris – jeg ville gerne høre, hvad han tænkte om det hele. Desværre landede hans svar først hos mig efter deadline, men det var til gengæld veloplagt:

»Importuner, som Catherine Deneuve m.fl. anvendte i anti-#MeToo-erklæringen, betyder ganske rigtigt at ’genere’, ’plage’, ’besvære’, ’ulejlige’,« skrev Brandt.

»Men det vil sige, at denne negative adfærd forstås meget blidt og blødt! Være til ulejlighed, være til besvær – det må man jo sige, at man ofte er, hvis man beder en underordnet medarbejder om slikning af ens kønsorganer. Bagefter vil den slikkede så sige: ’Tak for ulejligheden, besværet, jeg håber ikke, at jeg har været for meget til ulejlighed …’. Men at opføre sig på mindste måde upassende, som f.eks. ved at bede om penge eller om noget andet, man ikke gider give, er at ’importunere’, og det er et overklasseudtryk anvendt af fine damer, der f.eks. anråbes af tiggere eller bare bliver tilkaldt af gemalen, der vil have et kys, men ikke har børstet tænder.«

Catherine Deneuve og co. anbringer altså sexchikane i samme kategori som harmløst gadetiggeri. Men så skrev Per Aage Brandt også noget om fransk kultur, som jeg studsede over:

»Frankrig er et land, hvis kultur er katolsk-latinsk og dermed i erotisk henseende temmelig teatralsk efter århundreder med kønsadskillelse og seksualtabuisering, der stadig viser sig ved den mangelfulde seksualundervisning. F.eks. er mange kraftudtryk seksuelle, mens de hos germanerne snarere er latrinære. At være i emfatisk grad dum er at være ’con’, der også betyder kusse. Det teatralske viser sig ved høflighedsformerne, kindkysseriet osv. og forførelseskunsten i de intellektuelle saloner, der først udvikledes af de lærde damer fra Molières tid og frem til i dag. Se Baudrillards De la séduction – der næppe kunne være skrevet af en germaner.«

Så snart jeg havde læst e-mailen, skyndte jeg mig at aftale en længere snak med Per Aage Brandt om samme emne. I mellemtiden havde Brigitte Bardot nemlig luftet sine bekymringer over #MeToo, og man sad pludselig »med fornemmelsen af ikke helt at forstå den franske kontekst«, som jeg skrev til Per Aage Brandt. Kunne han mon hjælpe med det?

Piger her, drenge der

Jeg ringer ham op en fredag eftermiddag, en kvinde tager telefonen, og efter nogle minutter får jeg Per Aage himself i røret.

– Kan du uddybe, hvad der ligger i den franske kultur, som gør, at #MeToo og samtalen om seksualitetens grænseland udspiller sig anderledes end i Danmark?

»Feminismen har været meget stærk i Frankrig,« siger han. »Simone de Beauvoir, Simone Veil, som fik legaliseret aborten. Det er et land, hvor kvinderne meget længe har været kulturelt i forgrunden, lige siden salonkulturen, som blomstrede i Oplysningstiden, men startede i Barokken. Molière skriver om det i L’École des femmes (fra 1662, red.): Kvinder, der holder salon og gør meget ud af at kende til kunst og videnskab. Det er en kvindekultur, selv om kvinderne ikke har været i front politisk – de fik først stemmeret under de Gaulle (i 1944, red.), men kulturelt har de været i forgrunden,« siger han.

»I salonerne udviklede man en teatralsk føren sig frem – en slags erotisk koreografi. Det er noget, franskmændene selv ser som en modsætning til amerikansk ligefremhed, hvor forførelsen består i, at man siger: ’Skal vi gå i seng sammen? Ja, jeg skal lige vaske op først.’ Det er en slags love, ikke forførelse. Nu har man i Sverige lidt af det samme, når man diskuterer at lave kontrakter i erotikken for at undgå misforståelse. De går fra den franske til den germanske stil.«

– Mange danskere har nok et billede af franskmænd som noget med Gauloises og rødvin på en café – Serge Gainsbourg og Brigitte Bardot – mere umiddelbart og romantisk end det kolde nord. Er det en myte?

»Det er snarere den teatralske katolske stil. Religionsudøvelsen er fuld af udstyr, fagter og tøj. Det samme gælder forførelsen: Der er en vældig bukken og skraben og store falbelader. Der er en udvendighed i forholdet mellem kønnene, som også styrkes af, at skolegangen længe har været kønsadskilt. Piger her, drenge der. Og så udvikler der sig vældige spændinger, som ellers ikke ville opstå. Det gør, at kønnene stadig er lidt mystificerede over for hinanden. Katolikkerne er nogle gange meget latterlige at observere for en dansker, men fordelen ved deres måde at tænke på er, at tingene kan blive meget klare – det er så udadvendt og adfærdsopmærksomt.«

– Samtidig har Frankrig lige nu en minister, som vil gøre det forbudt for mænd at pifte efter kvinder på gaden … det lyder, som om fronterne er trukket ret hårdt op?

»Der piftes jo meget. Eller der reageres meget i gadelivet i storbyerne. Mændene er traditionelt særdeles aktive, især i grupper. Og de kan blive temmelig arrogante og nærgående, til dels farlige. Så det er ikke helt hen i vejret at lave regler for høflig optræden. Kvinderne er opdraget af salonkulturen, men mændene er ikke fulgt med – de har ikke haft saloner som kvinderne, men har dyrket baguette og rødvin for sig selv uden kvindernes indblanding. Der er en mandehørmet kultur på den ene side og en parfumereret kvindekultur på den anden,« siger han.

»Cathrine Deneuve og de andre fine damer advarer om, at #MeToo ignorerer forførelsesbegrebet: ’Jamen I kan jo ikke fjerne forførelsen, for den har sin egen indbyggede etik.’ De har en pointe, for uden for det legale felt ligger et forførelsesfelt, som man ikke kan fjerne. Det er nødt til at være der. Principperne i en forførelse udvikles processuelt i forholdet mellem parterne, som forfører hinanden. Uudsagte principper som foreslås, men som først bliver gyldige, når den anden ved et modspil viser, at eller om princippet er godtaget. Problemet opstår, når magthaveren ikke vil spille forførelsens spil, men bare vælter brikkerne og går til angreb – som hvis en skakspiller, der er skakmat, slår til alle brikkerne og giver modstanderen en knytnæve.«