Popfusknekrolog: Gulddreng var lavet af den pureste simili

I aften bliver et popmeme lagt i graven. Gulddreng lukker og slukker for sin todimensionelle poppapfigur med en afskedskoncert i Royal Arena i København.

For en stund tryllebandt Gulddreng den offentlige rastløshed. Man kunne simpelthen ikke kigge væk, mens han væltede ind i mainstream som en perfekt orkestreret, formfuldendt generisk poppedreng. Mondæne solbriller, kirurgisk barberet skæg, labert pandehår og selvfølgelig guld (eller messing?) i gavmilde mængder.

Først debutsinglen »Model« og så den hoverende andensingle »Se Mig Nu«: »Bare se mig lige nu, se mig lige nu / I prøver at følge med, men jeg er så svær at gennemskue.«

Men det var han nu ret hurtigt. Gennemskuet. For det krævede ikke højere ledvogtereksamen at regne ud, at Gulddreng var et alter ego. En parodi på de mest narcissistiske eller banale popstjerner. Rasmus Seebach, Christopher, Nik & Jay, Medina og også en stor del af flokken fra X Factor. En velkommen punktering af hypeboblen, der omgiver vores popstjerner. En kærlig påmindelse om at de også bare er folk med overdrevne opmærksomhedsbehov, voldsomt opsvulmede egoer og en seriøs flom af almindeligheder på samvittighederne.

Gulddreng viste sig første gang i maj 2016. Allerede den 5. juni blev hans sande identitet lækket. Det skete, da amerikanske William Oltman skrev en facebookopdatering: »Our Danish exchange student Malte Fynboe Manniche Ebert is performing in Denmark. He’s come a long way since singing in our kitchen.«

Siden viste det sig, at Ebert i 2013 som 18-årig havde udgivet singlen »Rude.« Samt at han med gymnasiekammeraten Frederik Sass Meyer udgjorde duoen We Don’t Know, der i 2015 deltog i DR’s Karrierekanonen og endda nød airplay på P3 og P6.

Oven på den afsløring hed den tredje single »Hva' Så«. Og, ja, folk var også sådan lidt ’hva’ så?’ For masserne elskede det memebål, som Gulddreng havde sat i gang. En let afkodelig popparodi, som man kunne samles os, varme sig ved, bygge fællesskab omkring. Også selvom streamingtallene faldt til det halve med »Hva’ så« i forhold til de to forgængere, fra 20 til 10 millioner. Men det er trods alt stadig lige omkring to aflytninger pr. dansktalende person i verden. Og i alt har Gulddreng ligget syv gange nummer ét.

Siden er også fulgt »første interview« og »første koncert med band« og i efteråret var der DR3-serien Gulddreng vs. Malte. Alt sammen stadier i en PR-kampagne for en fiktion spillet efter alle kunstens regler. Også nu, hvor Gulddreng siger farvel. Nytårsaftensdag udkom det første og sidste album, Farvel, og i aften (2. februar 2018) er der – i skrivende stund ikke udsolgt – afskedskoncert.

Det er sidste chance for at opleve fiktionen, den superkække anti-Jante-flødesanger, den omvandrende parodi på den del af vores popkultur, hvor nye diller afløser hinanden og hvor mere eller mest blæste ynglinge synes det er sindsoprivende nødvendigt at fortælle om sexliv og rusmidler.

Når man ser ind i dumheden, ser dumheden så tilbage, ind i en selv? Blev Gulddreng til dét, han parodierede? Endnu en fuckboi i en popverden, der jo uanset hvad arbejder med et lag af fiktion? Havde vi brug for det? Fik det sagt noget afgørende? Tankevækkende? Er der ikke nok generiske popstjerner allerede?

I hvert fald bliver det interessant at se, hvad Malte Ebert får ud af det engelsksprogede projekt, som han har i støbeskeen hos pladeselskabet Universal. Kan han undslippe skyggen fra sit eget skaberværk?

Gulddreng viste sig at være lavet af den pureste simili. Og måske hér sagde han noget af betydning: At vi – også – nyder det falske og det iscenesatte. Som en rocksanger engang sagde: »Silikone føles også godt.« Vi tiltrækkes af dét, der er større end livet. Usandsynligt, overjordisk, guddommeligt, om man vil. Gulddreng var et D-skålsalter ego med en sjæl af modellervoks. En skræddersyet popjesus i individualiseringens evangelium.

Men samtidig balancerede han også på en ironisk knivsæg mellem pophybris og nede på jorden-tilgængelighed. Han har været høfligheden selv på de sociale medier. Eksempel: Rapperen Kesi blev – sammen med en række andre kendisser – drillet i sangen »Se Mig Nu« og krævede en undskyldning. Det fik han.

»Man kan lave sjov med mange ting, men det er ikke sjovt, når man blander familie ind i noget,« skrev Gulddreng i august 2016 på sin facebookside med henvisning til linjerne »Kesi siger, han ikke har sovet i et år / Men det passer ikke, snakkede med hans mor i går / Hun sagde, at han er doven, sagde han sover længe / Går for meget i byen og bruger for mange dumme penge.« Altså er Gulddreng både en drillepind og en gentleman.

Hans korte karriere var et narrativ, der fulgte berømmelsens banale, dramatiske bue. Fra optur over grådig hedonisme til nedtur og endelig sober afklaring. Den tredje single, der siger fuck til haterne og nasserne. Den fjerde, »Drikker For Lidt«, hvor misbruget gennemvæder versene. Den femte, »Nemt«, hvor hybris skinner stolt. Martyriet på syveren, »Ked Af Det«. Kærestens svigt på otteren, »Utro«. Den ædruelige seriøsitet og – forbeholdne – nyforelskelse på den 11. single, »Lyvesangen«.

Og nu endelig adjø med albummet Farvel, hvor det lyder: »Mest af alt tak til mig selv.« Hvorfor kommer det ikke som en overraskelse?