Læsetid: 6 min.

Portræt: Filmskaberen Aaron Sorkin er på en mission for at civilisere

I sine tv-serier og film præsenterer den amerikanske manuskriptforfatter Aaron Sorkin os for en verden befolket af mennesker med ordet i deres magt og viljen til at gøre noget ved samfundets store problemer. Nu debuterer han som instruktør med ’Molly’s Game’. Vi tegner et portræt
Aaron Sorkin debuterer som filminstruktør med ’Molly’s Game’, der er fotograferet af danske Charlotte Bruus Christensen. Her ses de to under optagelserne til filmen. Foto: Scanbox

Aaron Sorkin debuterer som filminstruktør med ’Molly’s Game’, der er fotograferet af danske Charlotte Bruus Christensen. Her ses de to under optagelserne til filmen. Foto: Scanbox

Michael Gibson

22. februar 2018

Den fantastiske åbningsscene i Aaron Sorkins seneste tv-serie, The Newsroom (2012-14), demonstrerer ikke blot den amerikanske manuskriptforfatters evne til at skrive skarp og morsom dialog. Den understreger i høj grad også hans politiske, menneskelige og moralske ståsted og viser den røde tråd, der løber gennem hans værk.

Den populære, højt betalte og republikanske nyhedsvært Will McAvoy (Jeff Daniels) deltager i en paneldiskussion med et par kolleger og bruger det meste af sin taletid på at fortælle vittigheder. Men da en ung studerende spørger panelet, hvad der gør USA til det bedste land i verden, tager fanden pludselig ved ham. McAvoy leverer en bidsk og underholdende enetale, der handler om, at USA ikke længere er det bedste land i verden, men at det kunne USA være, hvis ellers politikerne og befolkningen gad gøre sig umage.

»Vi kæmpede for det rigtige,« siger han og folder sig så ud med den form for retorisk overskud og patos, som kun Sorkins personer formår.

»Vi kæmpede af moralske grunde, vi vedtog love, afskaffede love af moralske grunde. Vi erklærede fattigdom krig, ikke fattige mennesker. Vi ofrede os, vi tog os af vores naboer, vi gjorde, hvad vi sagde, vi ville gøre, og vi pralede ikke af det. Vi byggede store, utrolige ting, stod bag ugudelige teknologiske fremskridt, udforskede universet, kurerede sygdomme, og vi havde verdens mest fantastiske kunstnere og verdens største økonomi. Vi rakte ud efter stjernerne, opførte os som mennesker. Vi hyldede intelligens, vi gjorde ikke grin med den, den fik os ikke til at føle os underlegne. Vi fandt ikke vores identitet i dem, vi stemte på ved det seneste valg, og vi var ikke så nemme at skræmme. Vi var i stand til at være og gøre alle disse ting, fordi vi var oplyste. Af store mennesker, mennesker, som var beundrede. Hvis man vil løse et hvilket som helst problem, er det første skridt at anerkende, at der findes et problem. Amerika er ikke længere det bedste land i verden.«

Idealiseret verden

Will McAvoys knubbede ord vækker opsigt, og den ellers så affable nyhedsvært og hans stab af unge journalister, deriblandt hans chefproducer og ekskæreste, MacKenzie McHale (Emily Mortimer), beslutter sig efterfølgende for at lægge den daglige nyhedsudsendelse om. I stedet for bare at rapportere venligt og fokusere på seertal, vil de være kritiske, ikke mindst over for institutioner og magthavere. Wills motto bliver:

»Jeg er på en mission for at civilisere.«

Aaron Sorkin forsøger med Molly’s Game at give moralsk oprejsning til Molly Bloom (spillet af Jessica Chastain) med et stærkt kvindeportræt, men Sorkin glemmer undervejs, hvad en stærk kvinde er.
Læs også

Ser man de film og tv-serier, Aaron Sorkin har skrevet – blandt andre The West Wing (1999-2006), Studio 60 on the Sunset Strip (2006-07), A Few Good Men (1992), The Social Network (2010), Charlie Wilson’s War (2007) – forstår man, at han også er på en mission. Han både peger på de ting, han mener, der er galt med verden, ikke mindst USA, ved at genskabe den i en idealiseret udgave befolket af mennesker, som kæmper for at gøre den bedre – og har held med at gøre det.

Det er en af de ting, jeg personligt holder af ved Sorkin, men det er også det, han bliver kritiseret mest for. Hvor jeg synes, at han skaber intelligente, dedikerede og morsomme individer, der har ordet i deres magt, mener mange andre, at det bliver for korrekt, pænt og urealistisk, fordi sådan er verden og de fleste mennesker ikke.

Kampen mod vindmøller

Begyndelsen af The Newsroom er ikke mindst inspireret af Sidney Lumets brillante, mediekritiske Network (1976), der er skrevet af en af Aaron Sorkins store helte, manuskriptforfatteren Paddy Chayefsky. I centrum af filmen står en aldrende og ikke længere så populær nyhedsvært, Howard Beale (Peter Finch), som får en nedsmeltning for åben skærm og i al sit febrile vanvid bliver en mediesensation, der til seernes – og tv-bossernes – store begejstring messende forkynder:

»I’M AS MAD AS HELL, AND I’M NOT GOING TO TAKE THIS ANYMORE!«

Når man møder Sorkin, virker han ikke umiddelbart selv som en vred mand. Men at han er engageret i sine historier og personer, er der ingen tvivl om. Også i hans nye film, dramaet Molly’s Game, der har Jessica Chastain i hovedrollen, og som har dansk premiere i dag.

Der er et ekko af Miguel Cervantes’ Don Quixote i næsten alt, hvad Sorkin laver, og ligesom bogens fattige, men ridderlige adelsmand, der var født i det forkerte århundrede, kæmper Sorkins personer også mod vindmøller i form af desillusion, ligegyldighed, forråelse og mange andre af den moderne verdens værste sygdomme. Men i modsætning til Don Quixote har de i hvert fald indimellem heldet med sig.

Blå bog: Aaron Sorkin

  • Aaron Sorkin (f. 1961) er vokset op i en forstad til New York. Som ung var han forelsket i teatret og ville gerne være skuespiller, men han fandt snart ud af, at hans passion og talent var for at skrive.
  • Efter at have haft en vis succes med sine første teaterstykker, skrev han retssalsdramaet ’A Few Good Men’, som i 1992 blev til en film instrueret af Rob Reiner med manuskript af Sorkin selv og Tom Cruise, Sandra Bullock og Jack Nicholson i hovedrollerne.
  • I de efterfølgende år slog Sorkin primært sine folder på tv, og han fik succes med serier som ’Sports Night’, ’The West Wing’ og ’The Newsroom’. Siden begyndte han igen at skrive manuskripter til film, heriblandt David Finchers ’The Social Network’, Mike Nichols’ ’Charlie Wilson’s War’ og Danny Boyles ’Steve Jobs’. ’Molly’s Game’, som han også har skrevet, er hans debut som instruktør.

Filmografi

  • ’A few Good Men’, 1992, manuskript
  • ’Malice’, 1993, manuskript
  • ’The American President’, 1995, manuskript
  • ’Sports Night’, 1998-2000, tv-serie, manuskript/producent
  • ’The West Wing’, 1999-2006, tv-serie, manuskript/producent
  • ’Studio 60 on the Sunset Strip’, 2006-07, tv-serie, manuskript/ producent
  • ’Charlie Wilson’s War’, 2007, manuskript
  • ’The Social Network’, 2010, manuskript
  • ’Moneyball’, 2011, manuskript
  • ’The Newsroom’, 2012-14, tv-serie, manuskript/producent
  • ’Steve Jobs’, 2015, manuskript
  • ’Molly’s Game’, 2017, instruktion og manuskript

Helte uden kapper

Da jeg mødte Aaron Sorkin i Toronto sidste år, fortalte han, at han havde læst Don Quixote flere gange, og at den bestemt havde påvirket ham. Han kunne godt lide historien om manden, der bevæger sig ud i en tarvelig og grov verden for at gøre noget godt, og som bliver grinet ad og kaldt tosset, fordi han gør det.

»Han prøver også at beskytte andre mennesker, som gør noget godt, for at højne ånden og gejsten en lille smule,« sagde han.

»Og jeg vil have, at mennesker, som forsøger det, og som bliver grinet ad for at gøre det, finder trøst i mine historier og får at vide, at de gør det rigtige. På den måde forsøger jeg at gøre det så godt som muligt. Jeg forsøger at lave filmhelte ud af disse mennesker, som ikke bærer kappe.«

Det var Sorkins far, der introducerede ham for Don Quixote-figuren, da han lod den blot femårige Aaron se Manden fra La Mancha, en musicaludgave af Don Quixote fra 1972, og det gik op for drengen, at faren og Don Quixote mindede meget om hinanden. Faren havde også sit ene ben solidt plantet i et andet århundrede, fortalte Sorkin: 

»Måske endda et, der slet ikke eksisterede. Så hvad enten det er Jed Bartlet i The West Wing eller Molly Bloom i Molly’s Game, så skriver jeg personer, hvis oprindelse kan spores tilbage til ham.«

Håb for fremtiden

Det er en smuk tanke og sikkert en af de vigtigste grunde til, at mange føler sig så tiltrukket af de miljøer og mennesker, som Aaron Sorkin skildrer. De er dybt personlige for ham og udspringer af et behov for og en forpligtelse til at forandre verden, gøre den bedre.

Jeg vil gerne være i selskab med Sorkins personer. Ja, jeg vil gerne være ligesom dem – ikke et fejlfrit menneske (mange af dem har rod i privatlivet), men et bedre menneske, der kan se ud over sin egen næsetip, og som kender forskel på rigtigt og forkert. De er rollemodeller, og er det ikke netop, hvad kunst også kan, når den lykkes?

Så slem kan verden ikke være, når der findes mennesker som Aaron Sorkin, Jed Bartlet – en næsten overjordisk klog, empatisk og sympatisk præsident – og Will McAvoy i den. 

Molly’s Game har premiere i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Eva Schwanenflügel
Mikael Velschow-Rasmussen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu