Læsetid: 13 min.

Ruben Östlunds vej fra skuffelse til Oscarpodiet: »Det er ligesom en præsidentvalgkamp«

Oscarprisen hænger som en skygge over Ruben Östlund. Den er den anerkendelse, han mangler at få. Nu er han nomineret for ’The Square’. Men kan han vinde? Passer filmen til tidsånden? I anledning af prisuddelingen næste søndag fortæller en enerådig instruktør, hovedrolleindehaveren Claes Bang og en række Oscar-eksperter om, hvordan man satser hele butikken og vinder filmverdenens største pris, når det er et fåtal af dem, der stemmer, der overhovedet har set filmene
Oscarprisen hænger som en skygge over Ruben Östlund. Den er den anerkendelse, han mangler at få. Nu er han nomineret for ’The Square’. Men kan han vinde? Passer filmen til tidsånden? I anledning af prisuddelingen næste søndag fortæller en enerådig instruktør, hovedrolleindehaveren Claes Bang og en række Oscar-eksperter om, hvordan man satser hele butikken og vinder filmverdenens største pris, når det er et fåtal af dem, der stemmer, der overhovedet har set filmene

Sofie Holm Larsen

23. februar 2018

»Er du okay? Ruben?«

Det er januar måned 2015, et hotelværelse på Trump Hotel i New York. Ruben Östlunds nye film, Force Majeure, er ikke blevet nomineret til en Oscar. Og nu er den svenske filmskaber, der har filmet sig selv og sin producent, Erik Hemmendorff, mens de lyttede til offentliggørelsen af nomineringerne, tilsyneladende brudt grædende sammen.

Man kan hverken se ham eller Hemmendorff i billedet, man kan blot høre en storhulkende instruktør og en bekymret producent.

»Det skal nok gå. Træk vejret,« siger Hemmendorff i den seks minutter lange video, der har fået den meget rammende titel, Swedish Director Freaks Out When He Misses Out on Oscar Nomination, og i skrivende stund er set små 172.000 gange.

»Nej, nej, du skal ikke tage tøjet af. Du skal ikke tage tøjet af. Sæt dig ned.«

Det sidste, man hører, er et fortvivlelsens skrig fra Östlund. Det lyder drabeligt, men er faktisk meget morsomt. Det er et ekko af den mandlige hovedperson i Force Majeure, der uskønt begynder at tudbrøle – og endnu et stykke begavet iscenesættelse fra en instruktør, der i sine film dissekerer og udstiller ofte akavede sociale strukturer og sammenhænge med vid og bid.

Oscarprisens store skygge

Tidligere i år fik hulkevideoen en noget mere lykkelig fortsættelse, da Ruben Östlunds seneste film, Guldpalmevinderen The Square, blev Oscarnomineret. I den video optræder instruktøren, Erik Hemmendorff og flere af skuespillerne, blandt andre den danske hovedrolleindehaver, Claes Bang, med jublende reaktioner på Oscarnomineringerne, som de følger live på nettet.

Begge videoer er blevet en del af The Squares Oscarkampagne, som allerede gik i gang i foråret 2017, hvor Östlund og Erik Hemmendorff fastlagde den svenske premieredato på filmen, så de var sikre på, at den kunne komme i betragtning som Sveriges Oscarbidrag.

»Vi blev shortlistet med Force Majeure, og dengang gjorde vi ingenting for at blive nomineret, slet ingenting. Denne gang besluttede vi os for, at vi skulle satse på en eller anden måde. Vi havde reelt ingen ressourcer, så det handlede om at være smarte og benytte os af det, vi havde, ikke mindst videoen. Gengældelsens time er kommet,« siger Hemmendorff og fortsætter:

»På den ene side er det ikke så vigtigt med Oscar ­– Oscar er cool, Guldpalmen er størst – men skal vi være med, vil vi også vinde. Det er en leg og noget lystfyldt for os.«

Og så er det alligevel ikke kun en leg, i hvert fald ikke for Ruben Östlund. Man skal kunne håndtere skuffelse, understreger han. Men Oscarprisen hænger som en skygge over ham. Den er et stempel, han mangler at få, før han kan få fred – nu hvor han altså har vundet Guldpalmen i Cannes.

»Hvor skønt ville det ikke være at kunne sætte kryds ved den, så jeg bagefter bare kan koncentrere mig om at lave gode film,« forklarer han i telefonen fra London, hvor han skal præsentere The Square for Oscarakademiets europæiske medlemmer. Han er lige ankommet fra Paris, hvor han deltog i et lignende arrangement. Tidligere har han også vist filmen i både New York og Los Angeles.

En del af spillet

Der er 7.000 medlemmer af det amerikanske filmakademi, og vil man gerne vinde en Oscar – især i mindre kategorier som Bedste Udenlandske Film, hvor The Square er nomineret – er det vigtigt at minde medlemmerne om, at ens film findes, og hvorfor den er værd at stemme på.

Da Ruben Östlund lander i London, er der endnu et par dage til, at stemmeurnerne lukker – det gjorde de i onsdags, den 21. februar – og han er altså i gang med den sidste, afgørende fase i en lang og udmattende kampagne for at vinde en Oscar, når statuetterne uddeles søndag den 4. marts.

»Mange af akademimedlemmerne har måske allerede set The Square, men man forsøger at få dem alle med,« siger han.

»Efter visningen svarer man på spørgsmål og går så rundt og trykker hånd og spørger, hvad de laver i filmbranchen. Man giver dem lidt opmærksomhed. Det er ligesom en præsidentvalgkamp. Man skal trykke hænder og forsøge at få så mange stemmer som muligt. Det er meget anderledes end at være nomineret til en filmpris i Europa, hvor den slags måske opfattes som lidt beskidt. I USA er det bare en del af spillet.«

God kommunikation

Og det er et spil, som alle de store filmskabere spiller. Også den dobbelte østrigske Guldpalmevinder, Michael Haneke.

»Da jeg sidste år var i Wien, spiste jeg frokost med Michael Haneke, og det var sjovt at tale med ham om den slags ting, fordi det er tydeligt, at alle, der befinder sig på et vist niveau, er konkurrencemennesker og vil slås for at vinde,« siger Ruben Östlund.

»At påstå noget andet er ikke sandfærdigt. Når jeg siger, at man kan designe en Cannesfilm eller en Oscarfilm, er det lige så indlysende, som at al kommunikation er forskellig i forskellige rum. Når jeg taler til en stor skare, taler jeg anderledes, end når jeg taler til en lille skare. Hvis ikke man tilpasser sig det rum, man kommunikerer i, er man ikke specielt socialt begavet.«

Vil man vinde en Oscar, må man spille en rolle, mener Ruben Östlund, der har lært meget af at iagttage Lars von Trier, når danskeren giver den som stor, bidsk og ofte kontroversiel filmskaber på den internationale scene.

»Han er en af de bedste og mest inspirerende personer, når det kommer til det spil, og jeg tror, at han selv har været meget inspireret af Buñuel. Man påtager sig rollen som en art satiriker, der på én gang står midt i og befinder sig udenfor og kan pege på mekanismerne,« siger svenskeren og lyder næsten, som om han er med i en af sine egne film.

»For mig er der ingen modsætning mellem at være en del af en sammenhæng og samtidig kritisere den. Det er ikke muligt ikke at deltage i verden, og så må man arbejde for at lave om på det, man ikke kan lide, og fremhæve det, man godt kan lide. Man må slås om pladsen for at være sikker på, at ens stemme bliver hørt.«

Når han taler med publikum efter en visning af filmen, vil han gerne sætte tanker i gang, skubbe lidt og provokere, på samme måde som filmen provokerer med sit satiriske blik på kunstverdenen, den gode smag og korrekte opførsel og menneskers ikke altid lige heldige omgang med hinanden. Det gør dog hans amerikanske pr-mand en smule nervøs.

»Han synes, at jeg skal være ydmyg og føle mig beæret. Men jeg har det sådan, at hvis det er det spil, jeg skal spille, så er jeg sgu ligeglad med en Oscar. Hvis ikke jeg må opføre mig, som jeg plejer, så kan det være lige meget. Jeg oplever dog, at mange har et glimt i øjet, og modsat, hvad pr-manden tror, har de forstået, hvad The Square er for en film.«

Chance for at ramme plet

At blive Oscarnomineret og have en reel chance for at vinde en Oscar kræver – ud over at man har lavet en god film – at man har en dygtig distributør i USA, og det har The Square. Magnolia Pictures distribuerede Force Majeure i USA – og i øvrigt også Thomas Vinterbergs Oscarnominerede Jagten – og var så glade for filmen og samarbejdet med Ruben Östlund, at de besluttede sig for at købe rettighederne til The Square efter blot at have hørt instruktøren fortælle om sin idé.

»Vi havde store forhåbninger til Force Majeure, og den blev desværre ikke nomineret, men da vi så The Square, tænkte vi: ’Så er det nu! Vi har en chance for at ramme plet denne gang,’« siger Arianne Rocchi, der er næstkommanderende i Magnolia Pictures’ pr-afdeling.

»Det ville vi også have tænkt, selv om filmen ikke havde vundet Guldpalmen. Men så stor en pris hjælper bestemt med at sætte en scene og få filmen ud til et publikum. Og det giver mig mulighed for at bruge lidt flere penge på kampagnen, end jeg ellers ville have gjort.«

En Oscarkampagne, som altså skal gøre akademiets medlemmer opmærksomme på en film, består selvfølgelig af traditionelle metoder som annoncer i aviser, brancheblade og på nettet, men en lige så vigtig del er netop at have Östlund med ud til visninger af filmen. Han taler med folk og sætter filmen ind i en sammenhæng, forklarer Rocchi.

»Jeg tror, at et amerikansk publikum kan misse nuancerne i The Square, og det hjælper, at Ruben er til stede og kan forklare nogle af dem. F.eks. tror jeg ikke, at et typisk medlem af publikum opfatter, at Claes snakker dansk i filmen, mens alle andre snakker svensk.«

Skuespilleren som dørsælger

Claes Bang, der i The Square altså har hovedrollen som Christian, den danske museumschef på et stort kunstmuseum i Stockholm, har ikke haft tid til at være lige så opsøgende som Ruben Östlund. Han har simpelthen haft for travlt med at arbejde. I tiden inden nomineringerne blev offentliggjort, deltog han dog i seks visninger af filmen i Los Angeles. Her havde man både inviteret medlemmer af Oscarakademiet og af Hollywood Foreign Press Association, en gruppe af 80-85 udenlandske journalister, der uddeler Golden Globe-priserne, som regnes for at være den næststørste, amerikanske filmpris efter Oscar.

Det var en blandet oplevelse, fortæller skuespilleren fra Tyskland, hvor han for tiden spiller skurk i en kommende filmatisering af Daniel Lagercrantz’ fortsættelse af Stieg Larssons Millennium-bøger.

»Det er fandeme nærmest som at være forsikringssælger og gå fra dør til dør. Ud og sælge sin film,« siger Bang og lyder alt andet end begejstret. Det mindst muntre, han oplevede, var dog en fest arrangeret af Hollywood Foreign Press Association, som havde inviteret menneskene bag alle de film, som kunne komme i betragtning til en Golden Globe-nominering.

»Jeg ved ikke, om du kan forestille dig det, men det er bare et giga suck up-party, hvor man dribler fra den ene journalist til den næste og prøver at gøre sine hoser grønne. Den aften tabte vi helt sikkert Norge, det kan jeg godt love dig. Hende kunne jeg ikke rigtig komme i kontakt med. Hold kæft, hvor var det underligt.«

Det er bagsiden af glitteret og glamouren, fortæller Claes Bang. Han nød filmfestivalen i Cannes – det var hans første – fordi modtagelsen af The Square var så overvældende positiv, og der var en god og filmnørdet stemning dernede – selv om det selvfølgelig også handlede om at sælge filmen. I Hollywood og i forbindelse med Oscaruddelingen kan man godt mærke, at det er meget mere markedsorienteret. Men det kan faktisk også have sine fordele, at man ikke er i tvivl om, at det er en vare, der skal sælges.

»På en måde kan jeg som skuespiller godt lide, at jeg er en vare,« siger han.

»I de perioder, hvor jeg ikke har ret meget at lave, kan jeg godt på alle parametre komme i tvivl om alt med mig selv. Så hjælper det at tænke på mig selv som en vare og holde op med at tage det alt for personligt, når der ikke er nogen, som vil hyre mig. Men The Square har åbnet mange døre for mig. Jeg kan godt mærke, at jeg repræsenterer en rimelig god vare, fordi jeg har en god spillealder. Jeg har et godt engelsk. Jeg har en god, lang erfaring. Og jeg har lige vist, at jeg kan løfte en stor rolle i en stor film på 140 minutter. Når jeg går ind ad en dør i Hollywood, bliver jeg taget seriøst som den vare, jeg er. Det er på en måde pisseråddent, og samtidig er det også enormt reelt.«

Fortællingen sælger

I forbindelse med Oscaruddelingen og de øvrige store, amerikanske prisuddelinger, der ligger tidligere på året, taler man om de ’narrativer’ eller ’fortællinger’, som man præsenterer akademimedlemmerne for, når man forsøger at få dem til at stemme på en nomineret film, instruktør eller skuespiller. Er det f.eks. den første kvindelige instruktør til at blive nomineret til en Oscar? Handler filmen om et eller andet, der er aktuelt i verden lige nu, f.eks. finanskrise eller racisme? Eller fortæller den en rystende og rørende historie om Holocaust eller Anden Verdenskrig? Det er alt sammen fortællinger, som strategerne bag en Oscarkampagne kan bruge til at øge opmærksomheden omkring en film. Og nogle gange resulterer det i en Oscar, andre gange ikke.

Sidste år troede de fleste, at tyske Maren Ades populære Min far Toni Erdmann ville vinde en Oscar i Bedste Fremmedsprogede Film-kategorien. Det var noget så sjældent i Oscarsammenhæng som en komedie med en stærk og medmenneskelig historie, den havde haft succes på filmfestivalen i Cannes, og den var tilmed instrueret af en kvinde. Men kort tid før akademimedlemmerne skulle afgive deres stemmer, indførte USA’s nyvalgte præsident, Donald Trump, indrejseforbud for muslimer fra en række lande, og det gav blandt andre Asghar Farhadi, den iranske instruktør bag en af de andre nominerede film, Sælgeren, problemer med at komme ind i landet.

Farhadi fik godt nok dispensation, så han kunne komme med til uddelingen alligevel, men han valgte at blive hjemme i sympati med alle de andre, der ikke kunne rejse ind i USA, og pludselig var Sælgeren favorit hos akademimedlemmerne. Der gik politik i den, og filmen endte da også med at vinde Oscarstatuetten.

»Der er meget få af akademimedlemmerne, som rent faktisk har set de Oscarnominerede, udenlandske film, nogle få hundrede, vil jeg tro,« siger Oscarekspert Anne Thompson, der blandt andet skriver om Hollywood for det betydningsfulde amerikanske internettidsskrift Indiewire.

»Sidste år stemte en masse mennesker på Sælgeren uden at have set den – eller, for at lade tvivlen komme dem til gode, de så den, fordi den blev til en nyhedshistorie, og stemte så på den.«

Den helt rigtige tone

Men hvad er det for et narrativ, som ligger bag The Square, og er det et narrativ, der passer til tiden? Den films fortælling handler i høj grad om, at filmen vandt Guldpalmen, mener Anne Thompson. Det er en blåstempling, som kan få mange af akademimedlemmerne til at se filmen – og af dem, der ser den, kan mange godt lide den.

»Men den deler vandene,« siger hun.

»Det er en ukonventionel film. Den er usædvanlig rent strukturelt. Og så gør den grin med mange af de mennesker i det intellektuelle, kunstneriske miljø, som også forventes at stemme på den. Den handler om dem, og det gør nogle gange folk utilpasse.«

Thompson er da heller ikke så sikker på, at The Square vinder en Oscar i år. Hendes egen favorit er chilenske Sebastián Lelios En fantastisk kvinde, både fordi den er så tilgængelig, og fordi den handler om noget, der tales meget om for tiden, nemlig en transkønnet kvinde.

»Den kan alle de rigtige ting. Den er velanmeldt, og den har en skøn og tiltalende hovedrolleindehaver, Daniela Vega, der har været i både New York og Los Angeles for at være en del af filmpriskredsløbet,« siger Thompson.

Sofie Holm Larsen

Arianne Rocchi fra Magnolia Pictures mener derimod ikke, at tidsånden har forandret sig så meget siden sidste års Oscaruddeling, og hun tror, at The Square har reel en chance for at vinde.

»Politisk set virker det hele efterhånden så tosset, ikke kun i USA, men over hele verden. The Square er feltets eneste rigtige satire, og det var, præcis hvad jeg havde brug for til at fortælle mig, hvor tosset det hele er. Filmen rammer den helt rigtige tone i forhold til tiden, og den skiller sig virkelig ud fra de andre film,« siger hun.

Hvad med #MeToo?

I de senere år har Oscarakademiet talt meget om inklusion og mangfoldighed, og blandt de mange nye medlemmer, som akademiet har fået, er en lang række kvinder, farvede mennesker og filmfolk fra hele verden, også Danmark. Man skulle umiddelbart tro, at det – sammen med #MeToo-bølgen – ville have stor betydning for, hvordan Oscarstatuetterne bliver fordelt i år. Det tror Indiewires Anne Thompson dog ikke helt på.

I modsætning til tidligere, hvor man selv skulle ansøge om at blive medlem af akademiet – og samtidig anbefales af to medlemmer – har akademiet nu selv rakt ud og tilbudt medlemsskab til filmfolk, der ikke nødvendigvis selv ønskede at blive medlem. Det betyder, at de nye medlemmer ikke nødvendigvis har samme dagsorden omkring inklusion og ligestilling som det øvrige akademi, eller at de europæiske medlemmer f.eks. er lige så optaget af #MeToo, som amerikanerne er.

»De nye medlemmer udgør ca. 20 procent af akademiet, men det er ikke én stor blok, man kan påvirke, så det bliver svært at måle forandringerne,« siger Thompson.

»Mange opfatter Moonlights Bedste Film-Oscar sidste år som en indikation af, at akademiet nu er præget af yngre, mere progressive og inkluderende medlemmer. Men jeg vil argumentere for, at den film er alt det, som en Oscarvinder skal være: Anti-Trump, tolerance, åbenhed. Det var en del af tidsånden. Det vil være det samme i år. Der vil være én film, som rummer det budskab, som akademiet gerne vil sende. Jeg ved bare ikke, hvilken film det er. Feltet er meget åbent i år.«

Spørgsmålet er også, om The Square er en del af det budskab.

»Jeg plejer for sjov at sige, at amerikanerne elsker film om genvundet værdighed,« siger Ruben Östlund selv om filmens narrativ.

»Forhåbentlig begyndte vores narrativ med videoen, vi lavede, da Force Majeure ikke blev Oscarnomineret. Man vil jo gerne se, hvordan et menneske genvinder sin værdighed efter det. Jeg håber virkelig, at akademimedlemmerne har sans for den dramaturgi.«

Oscaruddelingen finder sted søndag den 4. marts – natten til mandag – og bliver sendt direkte på TV2.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu