Læsetid: 2 min.

Da Schmul ville hænge sig, men ikke kunne få luft ...

De jødiske anekdoter er som andre forfulgtes galgen- eller overlevelseshumor. Pogromerne i 1800-tallet gav næring til anekdoterne, som trods alt ikke fik næring af selve Holocaust. Her var det småt med latteren. Med Georg Metz er Informations idiosynkratiske humorkanon nået til: jødisk humor
6. februar 2018

En skønne dag går Schmul ud i skoven og hænger sig. I den samme time går rabbien en tur og ser Schmul.

 »Hvad laver du dog der,« spørger rabbien.

»Jeg kan ikke holde det ud mere, jeg har hængt mig,« svarer Schmul.

»Jeg burde jo ikke fortælle dig det her, men det kan du ikke gøre ved at tage rebet under armene, du skal jo ...,« siger rabbien.

»Det har jeg prøvet,« siger Schmul, »men så kan jeg ikke få vejret«.

Dette er sådan set ikke en dansk vittighed, jøder hører her i byen – men den fortælles på dansk. Jødisk tradition kender ikke landegrænser. Den jødiske anekdote er i diasporaen vedligeholdt og viderefortalt i generationer. Fra skuespillet Indenfor Murene kender danskerne begrebet ’fredagsaften’, hvor hyggen breder sig, og de gode historier går på omgang.

Utallige af historierne er fælles europæisk fortællegods. Jøderne har blot fastholdt den samlende fortælletradition. I dansk sammenhæng anvendte Storm Petersen stoffet og omsatte det i fortrolige sammenhænge. Den om Schmul i træet brugte Storm P., der havde sans for den absurde ende af den jødiske tankegang.

Stereotyper spiller hovedrollerne

Nogle af anekdoterne kan næsten virke som illustration af kvantemekanik. Schmul slår ikke sin store paraply op, når det høvler ned, og forklarer, at det ikke kan nytte noget, da paraplyen er så fuld af huller. Han medbringer imidlertid paraplyen, fordi det ikke så ud, som om det ville blive regn.

De jødiske anekdoter er som andre forfulgtes galgen- eller overlevelseshumor. Pogromerne i 1800-tallet gav næring til anekdoterne, som trods alt ikke fik næring af selve Holocaust. Her var det småt med latteren.

I den nye bog om danske vittighedsblades historie, påviser Morten Thing, at i de historier andre fortæller om jøder, er det stereotyperne, der spiller hovedrollerne: den nærige, sleske sortsmudskede, krumnæsede, uønskede jøde. Hvor jøderne selv beretter, handler det om mennesker, der på trods af alt bevarer evnen til at håndtere absurditeterne og le.

Skribentens tante flygtede til Sverige med sin meget fede, ikke videre sympatiske mor, der ved ankomsten til Landskrona hin oktobernat ’43 ikke ville i land, fordi hun, som hun højlydt erklærede, ikke kunne fordrage svenskere. Historien var ikke sand, men det var tante Ellas overlevelseshumor, som hun udvirkede. Selv et civilisationssammenbrud havde ikke indflydelse på den kendsgerning, at hendes mor var et råddent æble, som nazisterne ikke kunne knække.

En i disse #MeToo-dage mere tvivlsom anekdote er den om jødepigen under pogromen, der bliver voldtaget af en russisk soldat. Efter udåden siger han hånligt:

»Hvad vil du nu fortælle din kæreste?«

»At jeg blev overfaldet af en flot russisk soldat og voldtaget tre gange,« siger pigen.

»Tre gange?«

»Ja, hvis De altså har tid,« siger pigen.

De mindre ukorrekte historier er hverdagsstof, såsom mors fødselsdag, hvor hendes to sønner forærer hende en papegøje, fordi hun skal have nogen at snakke med.

»Og hvordan synes mor så om papegøjen?« spørger brødrene, næste gang de besøger hende.

»Sehr gut,« siger hun, »men næste gang marinerer jeg den sgu først.«

Serie

Informations humorkanon

Vores eget og fuldkommen idiosynkratiske bud på humoristiske højdepunkter i dansk kultur. Vi er ikke interesseret i kronologi eller hierarkisering, men i en kærlig, personlig og positiv genformulering af alle tiders danske humor.

Seneste artikler

  • »Tillykke med danske samfund, mange tak«

    12. februar 2018
    Kulturskribent Lone Nikolajsen var allergladest for Lærke Winther og Anna Neye Poulsens sketchshow, når der blev lavet fis med postkolonial skyld. Informations idiosynkratiske humorkanon er nået til den moralsk anfægtede udstilling af 00'er-normalitet: ’Normalerweize’
  • Jeg vil i seng med de fleste – mænd og koner, heste, grise, køer og får

    8. februar 2018
    Da kulturredaktør Katrine Hornstrup Yde gik på efterskole, klappede hun og vennerne sig på patterne og sang »trives BEDST med hvide men’skeeer, for jeg synes, de er pææænest« og fandt et hemmeligt sprog, de kunne bruge til at vrænge af selvalvoren i den voksenverden, de var ved at vokse ind i. Informations idiosynkratiske humorkanon er nået til: Lex & Klatten
  • Børnehumor anno 2018: Hvorfor tager en aarhusianer altid en bildør med ud i ørkenen?

    8. februar 2018
    Sjove historier er både tidløse og afhængige af deres tid. Det lærer vi på en lille time i 3.c, hvor vi går fra at høre om lårklaskende samere over aarhushistorier til youtube-stjerner. Som led i Informations undersøgelse af humor har vi været på besøg på Gentofte Skole for at finde ud, hvordan de får hinanden til at grine
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maiken Guttorm
  • Trond Meiring
  • Poul Erik Riis
  • Grethe Preisler
Maiken Guttorm, Trond Meiring, Poul Erik Riis og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Grethe Preisler

De eneste 'jødehistorier', der er værd at lægge øren til for 'ikke-jøder', er dem, som 'jøderne' selv fortæller til og om hinanden.

Henrik L Nielsen, Poul Genefke-Thye, Poul Erik Riis, Karsten Lundsby og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Poul Erik Riis

Man kan også finde en række jødevittigheder om jøder i Freuds ”Vitsen og dens forhold til det ubevisste” (norsk oversættelse). Der er f.eks. den her, gengivet efter hukommelsen: To jøder mødes ved en badeanstalt. ”Har du taget et bad?” spørger den ene. ”Mangler der da ét?”

Freud giver et bud på, hvorfor vittigheder er vittige. Som jeg husker det, er hovedpointen, at de skal have kant. De skal være lidt giftige, og det smågiftige kommer helt automatisk ud af det ubevidste. Jøderne på Freuds tid indrømmede gennem jødevittighederne, at de ikke var perfekte. Men de viste også, at de var menneskelige og forsonlige, og på den måde var vittighederne selvfølgelig en kritik af de aggressive fjender, der stod bag pogromerne.

Hvordan kunne Freud, der havde store ambitioner som forsker, beskæftige sig med noget så tåbeligt som vittigheder? Ja, hvis vittigheder er tåbelige, så er enhver form for kunst måske tåbelig.
Hvad ville skønlitteraturen være, hvis den aldrig var vittig? Eksempel: Freud gengiver en række vittigheder om jødiske ægteskabsmæglere, og Bernard Malamuds ”The Matchmaking” er en vittig novelle om samme emne.

Og hvad ville billedkunsten være, hvis det var forbudt at grine? En anden af Freuds vittigheder (efter hukommelsen): En mand viser rundt i et voksmuseum. ”This is the Duke of Wellington and his horse”. ”Which is the Duke of Wellington, and which is the horse?” spørger en dame. “That’s up to you, pretty lady. You paid the money. You make the choice.”

Grethe Preisler

Og så var der læreren, der spurgte eleven Schmul, om han huskede at lægge sine bederemme, før han bad. Og Schmul der tilstod, at han havde glemt, hvor han lagde sine bederemme, forrige gang de var i brug.

Grethe Preisler

Samtale i ørkenen

"Hitler taler til Jesus:
'Svar mig, du Herre Krist
her, hvor vi to er alene,
er du en god nazist?
Hader du broderdrømmen,
om frihed og ret og fred?
Husk at det kors, vi dyrker,
er der en hage ved.'
Jesus tegner med fingeren i sandet og svarer blidt:
"Lad den, som er raceren, kaste den første sten."
(Otto Gelsted)