Læsetid: 3 min.

Jeg vil i seng med de fleste – mænd og koner, heste, grise, køer og får

Da kulturredaktør Katrine Hornstrup Yde gik på efterskole, klappede hun og vennerne sig på patterne og sang »trives BEDST med hvide men’skeeer, for jeg synes, de er pææænest« og fandt et hemmeligt sprog, de kunne bruge til at vrænge af selvalvoren i den voksenverden, de var ved at vokse ind i. Informations idiosynkratiske humorkanon er nået til: Lex & Klatten
Lex & Klatten, fra venstre Peter Frødin, Martin Brygmann, Paprika Steen og Hella Joof

Lex & Klatten, fra venstre Peter Frødin, Martin Brygmann, Paprika Steen og Hella Joof

Vibeke Toft

8. februar 2018

Det var i 1998, og Hella Joof, Martin Brygmann, Peter Frödin og Paprika Steen var det bedste, der nogensinde var sket på TV 2 og snart efter på tyndslidt VHS. Vi styrede mod hinanden som magneter, alle os, der elskede Lex & Klatten på efterskolen. Vi sang og reciterede, og vi klappede os op og ned af maven og på patterne, mens vi skrålede med på Paprika Steens absurdracistiske enesang: »mmmtrives BEDST med hvide men’sker, for jeg synes de er pææænest, mmmtrives BEDST med hvide men’sker, for de synger bææædrrre«,

Og vi væltede rundt på jyske festivaler den sommer og sang »jeg vil i seng med de fleste, mænd og koner, heste, grise, køer og får!« til Martin Brygmanns karamelglatte poptoner.

Vi havde ikke noget sprog for, hvorfor Lex & Klatten var så helt særligt skønt og sjovt. Men de gav os et hemmeligt sprog, vi kunne bruge til at vrænge af selvalvoren i den voksenverden, vi var ved at vokse ind i. Det var en stor og mystisk befrielse af skøn latterliggørelse.

Når de voksne så Stig Rossen inde i Herning Kongrescenter, så vi de selvalvorlige amatørskuespillere i den grotesk velklingende vrøvlemusical Glasvandtis med Frödins inderlige røst i front: »Gennem nød og kval er jeg nu total, ene og alene, hersker i migræne, mit pigenavn er Lene ...«

Når de voksne så inderlig bekendelses-tv med Synnøve Søe i fjernsynet, så vi sketchen, hvor Helle Joof alvorligt-empatisk interviewer Peter Frödin i rollen som godmodige Grete, der i dramatisk nutid fortæller om at miste sin mand Henning i et trafikuheld, da han overhører beskeden om, at deres datter har sniffet lightergas og røget på værelset i en uheldig kombination.

»Lightergassen antændes af den glød, der stadig sidder i Jeanettes mundvig. WOOOH, siger det!« De »mister Jeanette ved samme lejlighed«, så nu har Grete kun en søn på afvænning og sin datter Marianne tilbage, men særligt med hende har Grete et rigtigt tæt bånd, for Grete gik to og en halv måned over med Marianne i graviditeten, og Marianne blev derfor født uden rygsøjle og med meget stærke, men usandsynligt korte ben og en drøm om at blive balletdanser.

»Jeg husker tydeligt den dag, en skøn dag. Hun kommer padlende ind på skateboardet, glad med brevet i munden og siger ’mor, jeg er blevet optaget på Køge Balletskole’«, fortæller Grete og erindrer, hvordan både hun og Henning så vælger at donere et venstre ben hver til Marianne, så hendes drøm kan gå i opfyldelse. Henning er høj, så benene er ikke lige lange, men det kan ordnes med en korksål. En meget, meget høj korksål.

Hjemme fra hospitalet kan Henning pludseligt fornemme en sød lugt i stuen. Og det er så Marianne, der sidder og afstøder de nye ben. »Det er et slag i ansigtet på en mor. Simpelthen. Rub og stub bliver fjernet«, fortæller Grete. Og så videre. Og så videre.

Når de voksne så danske dramaer om besættelsestiden, så vi miniserien ’Den store Befippelse’ om unge Jenny (Joof), krigens mellemmadsmænd, sadisterne og fuskerne og Lex Forfatningskaffe.

Og når de voksne så Kirsten Hüttemeiers tv-køkken, så vi Martin Brygmanns parodi, hvor hun med som en distræt høne med langstrakt hals og i skåneærmer viser, hvordan man klipper i råt svinekød med saks og koger det i fløde. »Citroner! Er suuure! Meeeeen..... hmrf«

Lex & Klatten havde deres egen unikke selvsvingsfjollefest over Tor Nørretranders, halvfemserdigtning, kendisselvfedme, ja, overalt på tv og i kulturen, men de gjorde det så godt, så musikalsk, så velspillet at det blev større, skønnere og stadig føles tættere på mig nu end alt det, de gjorde grin med. Rub og stub. Simpelthen. 

Serie

Informations humorkanon

Vores eget og fuldkommen idiosynkratiske bud på humoristiske højdepunkter i dansk kultur. Vi er ikke interesseret i kronologi eller hierarkisering, men i en kærlig, personlig og positiv genformulering af alle tiders danske humor.

Seneste artikler

  • »Tillykke med danske samfund, mange tak«

    12. februar 2018
    Kulturskribent Lone Nikolajsen var allergladest for Lærke Winther og Anna Neye Poulsens sketchshow, når der blev lavet fis med postkolonial skyld. Informations idiosynkratiske humorkanon er nået til den moralsk anfægtede udstilling af 00'er-normalitet: ’Normalerweize’
  • Børnehumor anno 2018: Hvorfor tager en aarhusianer altid en bildør med ud i ørkenen?

    8. februar 2018
    Sjove historier er både tidløse og afhængige af deres tid. Det lærer vi på en lille time i 3.c, hvor vi går fra at høre om lårklaskende samere over aarhushistorier til youtube-stjerner. Som led i Informations undersøgelse af humor har vi været på besøg på Gentofte Skole for at finde ud, hvordan de får hinanden til at grine
  • Da Schmul ville hænge sig, men ikke kunne få luft ...

    6. februar 2018
    De jødiske anekdoter er som andre forfulgtes galgen- eller overlevelseshumor. Pogromerne i 1800-tallet gav næring til anekdoterne, som trods alt ikke fik næring af selve Holocaust. Her var det småt med latteren. Med Georg Metz er Informations idiosynkratiske humorkanon nået til: jødisk humor
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Niels Duus Nielsen
  • Frede Jørgensen
David Zennaro, Niels Duus Nielsen og Frede Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer