Baggrund
Læsetid: 2 min.

Snowboard-disciplinen Big Air: ’Man bliver helt rundtosset bare af at tænke på det’

Det er første gang, der skal konkurreres i snowboard-disciplinen Big Air ved de olympiske lege. Cecilie Wendel Lundholdt er 31 år og kvindelig danmarksmester i sportsgrenen. Hun spår en lys fremtid for Danmarks Big Air-piger. Som led i kulturredaktionens OL-dækning forklarer hun her disciplinens tiltrækningskraft
Kultur
19. februar 2018

»Man styrter ned ad bakken, og så suser man stejlt op i ét kæmpe hop. Når man er i luften, går det ud på at lave akrobatiske tricks med så meget højde, længde og stil, man kan. Til DM sidste år lavede jeg en 360’er (et trick, hvor man roterer 360 grader, red.). Det var meget tilfredsstillende. Men til OL laver de jo 4-5-6 rotationer – man bliver helt rundtosset bare af at tænke på det.«

»De ramper, de skal køre på, sender snowboarderne op over 20 meters højde. Jeg er højst kommet op omkring 15, og der lavede jeg ingen tricks – jeg skulle bare overleve. Men faktisk er farten den største dræber. Hvis du ikke har fart nok på, kan det gå helt galt. Når folk begynder, sænker de typisk farten inden hoppet, men det er langt farligere at have for lidt fart på end for meget.«

»Til VM i Italien blev jeg fanget i noget vind og kom til at overrotere, så jeg landede på ryggen. Heldigvis skete der ikke noget alvorligt – jeg slog bare en lille flig af en ryghvirvel – men det var godt, jeg kørte med hjelm og rygskjold. Det skal man altid huske.«

»De fleste har en rotationsretning, de foretrækker, når de laver tricks – ligesom at venstre hånd er lidt mere akavet (for de højrehåndede, red.). Jeg er bedst til frontside. Det er, når man har venstre fod forrest og roterer mod uret. Men de fleste er mest til backside, som er, når man roterer med uret. Uanset hvad skal man vise, at man kan rotere begge veje. Dommerne kigger meget på alsidighed. Det er også en fordel at have atletisk forståelse, fordi man ofte hænger på hovedet. Derfor er der også mange, som træner på trampolin, hvor de øver sig i at have hovedet nedad.«

»Østrigske Anna Gasser er den nye upcoming. Hun er den første kvinde, der har landet en cab double cork 900 (et svært trick, red.). Hun har en god ro i luften. Nogle kører spin-to-win, hvor de prøver at lave så mange rotationer som muligt uden at tænke på landingen, men Anna Gasser har en god balance: Hun lykkes med svære tricks og lander stadig yndefuldt. Hun rykker barren.«

»Jeg har ikke længere nogen personlige ambitioner. Når man bliver ældre, begynder man at overveje, hvad knæene kan holde til. Men Danmark har helt sikkert en fremtid inden for Big Air. Hos drengene er de andre nationer så langt fremme, at det måske bliver svært, men pigerne kan nå det endnu. Og jeg vil gerne hjælpe de unge piger, der bare har lyst til at snowboarde.«

Du kan se Big Air-snowboard for kvinder mandag d. 19. februar kl. 17:00 på DR3.

Serie

Vinter-OL gren for gren

Informations kulturredaktion opsøger under OL’s forfrosne lillebror, vinter-OL, tv-sportsfanatiske udøvere, kunstnere, eksperter og bedsteforældre for at forstå, hvorfor vi skal stå op om natten for at se sportsgrene som skiskydning, curling og bobslæde/skeleton. Og vi tager en gren ad gangen.

 

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her