Det er stadig kontroversielt, når forfattere tager parti

Startskuddet til 2017’s markante litterære debat (målestokken: nåede den i Deadline?!) var hverken udgivelsen af Christina Hagens Jungle eller hendes interview i nærværende avis sidste februar, der bl.a. handlede om racisme, sorte pikke og om at insistere på at skrive ikkemoraliserende om »grimme følelser«.

Dét, der reelt fremprovokerede debatten, var forfatteren Asta Olivia Nordenhofs reaktion på interviewet, hvor Hagen også sammenlignede sit litterære projekt med bl.a. Nordenhofs. Det sagde Nordenhof kort efter »røv« til i et opslag på Facebook samt:

»Denne macho ærlighed, at bare fordi mit hjerte er fyldt, er det også min ret at tømme det, uanfægtet hvad det indebærer for andres liv og handlingsmuligheder, det er ikke en ærlighed jeg ønsker […] Og til sidst dette med at kunsten, åh kunsten, ikke skal tage parti, dette med, at det skulle være så grænseoverskridende spændende ikke at vide, om en forfatter der har skrevet en racistisk tekst mon også selv er racist […] hvis du vil være reelt grænseoverskridende, så tag parti.«

Nordenhofs opslag er en støtteerklæring til idealet om en engageret litteratur. En term, der ellers generelt og afvisende forbindes med en bedaget, munkemarxistisk partisanlitteratur. Tildelingen af Montanas Litteraturpris 2017 til Lone Aburas for Der er et jeg der taler (Regnskabets time) understreger dog begrebets fortsatte aktualitet og relevans. Bogen er nemlig, jf. genrebetegnelsen ’agitprop’, nemlig i allerhøjeste grad et værk, der – bl.a. via sin rasende og uforsonlige kritik af håndteringen af flygtningekrisen – direkte og partisk forholder sig til samtidens sociale og politiske spørgsmål.

Engagementets genkomst

Aburas’ bog er langtfra enestående. Snarere understreger den engagementets genkomst i det seneste tiårs repolitisering af litteraturen, som bl.a. forbindes til den såkaldte ’generation etik’.

Min pointe er ikke, at de foregående generationer var apolitiske eller deres værker uden politiske dimensioner. Men som litteraturforskeren Torben Jelsbak har demonstreret i en artikel om 00’ernes politiske litteratur i tidsskriftet Den blå port, så er det en litteratur, der kæmper med at finde »en platform eller etos at tale ud fra«. Og det placerer den i klar modsætning til anderledes direkte og uironiske skrift, som man finder i forskellige variationer hos bl.a. Caspar Eric, Theis Ørntoft og Julie Sten-Knudsen. Eller i denne passage fra Asta Olivia Nordenhofs Det lette og det ensomme (2013):

»jeg vil tale om det portræt der tegnes af det menneske som ikke arbejder / det billede, der langsomt fremmanes, af den ikkearbejdende som et menneske uden moral / jeg vil tale om den mistænkeliggørelse der finder sted og dækker alle livets områder.«

Her er ingen underminering af de uforsonlige udsagn om livet i konkurrencestaten, men en tekst med et tydeligt standpunkt og kritisk ærinde.

Æstetisk og politisk ulidelig

Anerkendelsen af bøger som Aburas og Nordenhofs (der selv modtog Montana-prisen i 2013; i 2014 var vinderen Christina Hagen …) betyder dog ingenlunde, at engagementidealet endegyldigt er blevet rehabiliteret. Tværtom er det stadig uhyre kontroversielt, hvilket de mange reaktioner på Nordenhofs opslag bevidner:

Forfatteren Niels Lyngsø satte på sin blog lighedstegn mellem stillingtagen og en letafkodelig litteratur, mens Nanna Goul gøs ved tanken om en tilbagevenden til »70’ernes marxistiske litteraturklub«.

Kritikken af Nordenhof førte endvidere til umage alliancer mellem litterater som Lars Bukdahl, Lars Handesteen og Marianne Stidsen, der grundlæggende udtrykte enighed om – som Handesten formulerede det – at opfordringen om partitagen var »ulidelig både eksistentiel, æstetisk og politisk«. For, lød credoet, når litteraturen engagerer sig, så mister den sine særegne litterære kvaliteter.

Således modstillede Bukdahl i en klumme i Weekendavisen en litteratur, der, som Jungle, er båret af »ubændigt og uhelligt skridende flertydighed« med den »fikst og fromt fikserede entydighed«.

Den dikotomi holder imidlertid ikke vand, hvis man sammenligner Jungle med et af 2017’s andre eksempler på engagementets genkomst: Peter Clement Woetmanns Bag bakkerne om kysten, som ifølge Bukdahl er eksemplarisk for den enfoldige og uinteressante entydighed.

Privilegerede kroppe

Mens Jungle bl.a. handler om all inclusive-ferie og eksotiske købemænd, så er emnet for langdigtet Bag bakkerne, kysten den verserende flygtninge- og migrantkatastrofe. Men til trods for, at værkerne fremstilles som – og, vil jeg hævde, er – modsætninger, kan man iagttage flere sammenfald.

Mest iøjefaldende er deres respektive tydelige litterære stil og greb. Woetmanns skrift er trods sit emne på mange måder i gængs forstand smuk og poetisk og har som sin grundlæggende trope en messende gentagelse:

»Min krop er bakkerne og bag bakkerne, kysten.

Min krop er ikke lastrummets mørke og lyden af/ skibet der fletter sig ind i et åndedræt.

Min krop er ikke de blanke øjne i det mørke/ lastrum, fugtige hænder bøjet nakke.

Min krop er ikke krop skyllet i land ved Italiens kyst.

Min krop er ikke krop skyllet i land ved Grækenlands kyst.«

Omvendt dyrker Hagen i både skriften og bogens billedside en overlagt antiæstetik, der så at sige matcher indholdets ’grimme tanker’:

»Jeg kan godt lide at bo på all inclusive-hoteller lige midt i slummen. Jeg kan godt lide de lokale unge mænds interesserede blikke, når jeg passerer vagten, og han gør det tydeligt, at vi kender hinanden […] denne hurtige genkendelse og indimellem nogle små referencer til, hvad der tidligere er foregået, og hvad vi tidligere har talt om. Den privilegerede kvinde, uden mand og børn, det er mig. Den skabelon er jeg villig til at leve ud fra for en tid.«

Derudover er Jungle karakteriseret ved en insisterende sløring af forholdet mellem virkelighed og fiktion, hvilket bl.a. litteraturforskerne Camilla Schwartz og Jon Helt Haarder fremhæver i deres bidrag til debatten i Information.

Når jeg fremhæver begge værkers tydelige (om end åbenlyst forskellige) formbevidsthed, så er det netop for at adressere fordommen om den engagerede litteraturs æstetiske mangler eller negligering af litterære kvaliteter, som bl.a. kom til udtryk her i avisen i Erik Skyum-Nielsens gennemgang af bogåret 2017, hvor han bl.a. udtrykte bekymring for, at den stigende optagethed af »det etisk ’gode’ og det politisk ’rigtige’ får lov at kvæle det kunstnerisk smukke«. Det er altså ikke just tilfældet her.

Overlappet er også tematisk. Begge værker kredser således om den globale ulighed, som legemliggøres i såvel den hvide kvindes mulighed for all inclusive-liv midt i slummen og afgrunden mellem den trygge dansker og den prekære flygtningekrop. Således må de begge, som digteren Lars-Emil Woetmann (der, bør det nævnes, er bror til og forlagskompagnon med Woetmann) argumenterede for på sin blog medregnes den samtidslitteratur, der er smerteligt bevidst om, at »individet er samfundsmæssigt indlejret«.

Sammenfald som disse underminerer mange af de antagelser, der gennemsyrede debatten. Men de ændrer ikke ved den fundamentale forskel mellem Jungle og Bag bakkerne, kysten. Den er bare en anden end den, kritikerne af Nordenhof optegner. Og den forskel handler om engagement.

Flertydig vs. entydig

Woetmanns bog rummer således flere af de træk, som Tue Andersen Nexø i sin Aburas-anmeldelse i juni fremhæver som karakteristiske for den engagerede litteratur. Den handler om det konkrete og det uretfærdige – ikke det moralsk uanfægtelige – og den insisterer på at tale klart og sandt.

Hagens interesse er i højere grad det privatmoralske. Nej, Jungle er ikke moraliserende, men den handler i høj grad om jegets forsøg på at undslippe socialitetens etiske og politiske imperativer og tyngende åg, som hun netop finder et frirum for i ferieparadisets udenfor. Her er der »ikke nogle særlige tanker eller værdier eller tilstande, aggressioner, ytringer, der ikke er velkomne. De irettesættelser, som man ellers kan komme ud for, de udebliver her.«

Men kan man så gøre det til bogens udsagn? Her er udfordringen, at Hagen på ingen måde taler klart og sandt. Her er det overlagt dunkelt, hvem der taler, og med hvilken autoritet. På den vis peger værket tilbage mod 00’ernes politiske distance.

Set i det lys virker det umiddelbart ganske kosher at opstille værkerne som eksempler på modstillingen mellem en entydig og en flertydig litteratur. Den dikotomi udfordres imidlertid, hvis man faktisk giver sig tid til at genlæse et af, hvis ikke det klassiske skrift om engagementet, Jean Paul Sartres Hvad er litteratur? (1948).

Her understreger Sartre nemlig, at den engagerede litteratur på ingen måde fungerer som simpel holdningsinjektion, hvor læseren passivt skal overtage forfatterens lærestykke. Engagementet forbindes i højere grad med en særlig form for henvendelse, der gør opmærksom på den konkrete uretfærdighed, som den (ud)fordrer læseren til at forholde sig til: Det her er forkert, hvad kan vi gøre?

Modsætningsforholdet handler således snarere om, hvor flertydigheden skal lokaliseres. I Jungle er det i den usikre og ironiske udsigelse; i Bag bakkerne, kysten findes den i tekstens fordring til læseren om, hvordan standpunktet eller uretfærdighedsfølelsen kan om- og oversættes til politisk praksis. Ligesom den engagerede litteratur ikke er et programskrift, er den heller ikke en manual. Den vækker, for nu at parafrasere Tue Andersen Nexø, til handling uden at pege på den rigtige handling.

Genbesøget af engagementsbegrebet kan således være med til at kvalificere debatter som den om Jungle, som generelt blev fremstillet (og dermed de facto diskvalificeret) som et valg mellem en moderne, æstetisk udfordrende, spørgende, upartisk og flertydig litteratur på den ene side og en bedaget (fucking 70’ere!), formforarmet, didaktisk, partisk og entydig på den anden. Skal debatten om forholdet mellem litteratur og politik give mening, må udgangspunktet være, at de forskellige positioner behandles, ikke ukritisk, men seriøst.

Frisat eller fri

I en tekst om at tage parti ville det være noget antiklimatisk at stoppe her. Så lad mig i stedet runde af med et par bemærkninger om Hagens formodede flertydighed. Klart, bogen taler med mange stemmer: Bl.a. den privilegerede hvide kvinde, sugar mommy’en, den hedonistiske turist og forbrugerens.

Fælles for disse roller er ikke så meget, at de tænker grimt, men at de på forskellig vis, bevidst eller ubevidst, handler problematisk i den forstand, at de indtager – og bekræfter – uhensigtsmæssige positioner i kapitalismens globale økonomiske kredsløb, som bogen selv fremstiller som grundlæggende uretfærdigt. Og på denne måde – vil jeg hævde – danser udklædningsfesten faktisk pænt om et samlende punkt.

Som Hagen skriver i Information i sit forbilledlige klare indspark i debatten, er sigtet med hendes litterære projekt at »frisætte mennesket«. Og det gør litteraturen ved at »se det dumme og barbariet i øjnene og acceptere dem«. Eller som det udtrykkes i poetikkens maggiterning: »Det mest provokerende, man kan gøre som kunstner, er at hænge et spejl op«.

Det kan man mene, og det er, som sagt, klar tale og et validt og veldefineret litteraturideal. Jeg mener bare ikke – i Jungles tilfælde – at det producerer en særlig interessant eller provokerende tekst.

For det første etablerer Hagens værker en passiv læserolle, hvis primære opgave det er at lade sig lede rundt i og fortabe sig i bogens formodede flertydige spejlkabinet. Vigtigere er det dog, at alle disse spejlinger (af spejlinger) i mine øjne peger i den samme og, klart, ikke særligt flatterende, men også sært velkendte og betryggende retning: Mod visionen om mennesket, der altid vil være smerteligt distanceret fra idealet, men fastlåst i og bundet til historiens og samfundets dumheder og barbari. Det menneske, Hagen spejler og skriver til, er på denne vis det ufrie menneske, og litteraturens frisættelse bliver dermed den lisende indsigt i og accept af denne universelle ufrihed.

Her er der noget helt andet på færde i Bag bakkerne, kysten. Min pointe er ikke, at bogen fremviser og tilbyder en moralsk uanfægtelig position, som er absolut emanciperet fra samfundets strukturer. Det handler snarere om, at Woetmann skriver, som om hans læser er fri. Teksten henvender sig til en modtager, der ikke alene har mulighed for og agens til at reagere på den uretfærdighed, som teksten konfronterer ham/hende med, men som dermed også er fri til at forestille sig en anden og mindre destruktiv måde at være i og forbinde sig til verden på.

I sammenligning med Jungle gør det i mine øjne bøger som Bag bakkerne, kysten og Det er et jeg der taler (Regnskabet time) til langt mere grænseoverskridende, radikale og – både litterært, eksistentielt og politisk – interessante værker. Også i det lys virker det ufrugtbart automatisk at bortdømme engagementet.

Nicklas Freisleben Lund (f. 1984) er ph.d.-studerende ved Københavns Universitet og litteraturanmelder på Jyllands-Posten.

Essayet er en revideret og stærkt forkortet version af artiklen ’Tag parti. Spørgsmålstegn, udråbstegn’, som udkommer i tidsskriftet Trappe Tusind, nr. 17 (forventet udgivelse i foråret 2018).