Læsetid: 15 min.

Steven Pinker: »Vi håndterer ikke klimaproblemerne ved at hamre løs på forbrugskulturen«

Venstre- og højrefløjen er sammen med postmodernisterne skyld i at vi svigter oplysningens idealer. Det giver gode vækstbetingelser for ekstremisme og populisme, mener den kontroversielle Harvard-professor Steven Pinker, der er aktuel med bogen ’Enlightenment now!’
Det er de færreste af os, der dvæler ved, værdsætter og beundrer de helt ekstraordinære fremskridt, menneskeheden har gjort på bare få århundreder – i et evolutionært perspektiv ikke mere end et øjeblik, påpeger Steven Pinker.

Det er de færreste af os, der dvæler ved, værdsætter og beundrer de helt ekstraordinære fremskridt, menneskeheden har gjort på bare få århundreder – i et evolutionært perspektiv ikke mere end et øjeblik, påpeger Steven Pinker.

Jeff Riedel

24. februar 2018

I dag er der mange, der forbinder ordet ’oplysning’ med en særlig form for spirituel selvudvikling. Noget med meditation, duftlys og energi. Sætter man derimod ordet i bestemt ental som i Oplysningen, eller henviser til Oplysningstiden, skaber det nogle ganske andre indre billeder. Billeder af gamle, hvide mænd i parykker.

De fleste af os, særligt i Vesten, betragter nok mindfulness og jagten på mental balance som mere relevante for vores velbefindende end noget, Immanuel Kant eller Adam Smith har skrevet. Men det er en helt fundamental fejlslutning, skriver den berømte professor i kognitiv psykologi ved Harvard University, Steven Pinker, i sin nye bog Enlightenment Now.

Steven Pinker betragter ikke Oplysningstiden som en svunden æra, der ikke har andet end museal interesse for historikere og filosoffer i dag. Oplysningstiden er selve grundlaget for alle de goder og fordele, vi for længst er begyndt at tage for givet i det 21. århundrede. Han nævner i flæng nogle af de fremskridt, vi nyder godt af i det moderne samfund:

»Nyfødte kommer til at leve længere end otte årtier, markederne er ved at flyde over af mad, vi kan få rent vand ved at dreje på et håndtag, piller som fjerner smertefulde infektioner, vores sønner bliver ikke sendt i krig, vores døtre kan færdes trygt på gaden, dem der kritiserer de magtfulde bliver hverken fængslet eller skudt, og vi har adgang til hele verdens samlede viden i lille apparat, der kan være i vores jakkelomme.«

Den udvikling, der har ført til disse landvindinger, har hverken været naturlig eller uundgåelig, påpeger Steven Pinker. Den er frugten af de metoder og værdier, der blev udbredt i 1700-tallet som en del af oplysningsprojektet.

Det er de færreste af os, der dvæler ved, værdsætter og beundrer de helt ekstraordinære fremskridt, menneskeheden har gjort på bare få århundreder – i et evolutionært perspektiv ikke mere end et øjeblik.

Tværtimod er vi mere tilbøjelige til at beklage os over verdens tilstand, begræde menneskenes griskhed, rase mod de politiske og økonomiske eliter eller fortvivle over forbrugssamfundets tomme materialisme.

Men sådan kan vi ikke længere tillade os at se på verden, mener Pinker. Hans bog er en lang, vedholdende og datamættet hyldest til Oplysningens principper. »Et forsvar,« som han beskedent formulerer det, »for fornuft, videnskab, humanisme og fremskridt.«

Gode nyheder

Det er også videnskaben, jeg kan takke for den skypeforbindelse, der gør det muligt for mig at se og tale med Steven Pinker, selv om jeg sidder i mit kontor i det nordlige London, mens han befinder sig på sit i Boston.

Siden han beskæftiger sig en del med spørgsmålet om ulighed i sin nye bog, synes jeg ikke det er urimeligt at påpege, at hans kontor er cirka otte gange større end mit. Men mere om fordelingen af rigdom senere.

Steven Pinker dukker op på min skærm med sine glimtende blå øjne og den karakteristiske høstak af sølvgrå krøller, der mere får ham til at minde om en aldrende rockguitarist end en Ivy league-akademiker.

Jeg spørger ham, hvorfor Oplysningen har brug for et så stålsat og detaljeret forsvarsskrift netop nu (bogen er mere end 550 sider lang og fyldt med grafer, fodnoter og et næsten udmattende omfang af referencer)?

»Blandt andet,« svarer han, »fordi idealerne er truet af autoritær populisme, religiøs fundamentalisme og radikalisering på højre- og venstrefløjen. Den enorme succes, verden har gennemlevet de seneste årtier og århundreder bliver taget for givet, fordi mange af de ideer, der har gjort den mulig, er blevet optaget af en elite eller et etablissement, som ingen er villige til at forsvare. Så alle de ting, der lykkes og går godt i samfundet, bliver ikke forbundet med en bestemt bevægelse eller nogle bestemte værdier. Og det har efterladt et tomrum, som ekstremistiske kræfter har været hurtige til at forsøge at udfylde.«

Men Steven Pinker er mere end villig til at forsvare disse etablerede, eller sågar elitære, ideer. Han stiller sig – ret modigt – op for at overbringe de gode nyheder. Når jeg skriver modigt, er det fordi det faktisk ikke er en populær position at indtage.

Erklærer man, at det går ad helvedes til i verden, at der er for mange mennesker, at kloden bliver udplyndret, at risikoen for død og ødelæggelse aldrig har været større, eller at det moderne menneske forsøger at kompensere for den spirituelle fallit med tom materialisme, vil både medier og intellektuelle klasser med garanti kvittere med nikkende og anerkendende opmærksomhed.

Påpeger man derimod, at det rent faktisk står bedre til i verden end nogensinde tidligere, bliver man mødt at et uvejr af forbløffelse og afvisninger. Det ved Pinker alt om. Han oplevede det i forbindelse med sin seneste bog The Better Angels of our Nature, som på overbevisende vis fremførte den pointe, at menneskeheden løbende er blevet mindre voldelig.

Steven Pinker har det tunge skyts fremme og retter det mange steder hen. For eksempel beskylder han klimabevægelsen for at være misantropisk og for at betragte moderne mennesker som ’ondskabsfulde ødelæggere af den ubesmittede planet’.

Jeff Riedel
Getty Images

Mindre vold

Det budskab står umiddelbart i konflikt med alt det, vi har fået at vide og troede, vi vidste. Efter to verdenskrige, opfindelsen af atombomben, våbenindustriens eksplosive udvikling og den brutalitet, man kan se i tv’et hver eneste aften, hvordan skulle vi så kunne tage det alvorligt, når nogen påstår, at vi er blevet mindre voldelige?

Men det er vi, og det dokumenterede Steven Pinker med en overflod af umiddelbart uafviselig data, som gav hans kritikere travlt med at forsøge at redefinere betydningen af vold.

»Noget af det overraskende ved at præsentere data om vold,« siger Pinker, »var hvor langt folk var villige til at gå for at benægte det. Folk blev ikke glade, når jeg præsenterede dem for grafer, der viser, at der bliver begået 50 gange færre mord, at 20 gange så få mennesker dør i krig eller at forekomsten af hustruvold, børnemishandling og voldtægt er faldet. Tværtimod blev mange fortørnede over det. De anstrengte deres hjerner for at komme i tanker om måder, de kunne bevise, at tingene rent faktisk ikke gik så godt, som mine data antydede. Det kommer ikke mindst til udtryk ved en type spørgsmål, jeg får meget ofte: Er X ikke også en form for vold? Er reklamer ikke en form for vold? Er plastikkirurgi ikke en form for vold? Er overvægt ikke en form for vold?«

I sin nye bog virker det som om, Steven Pinker i højere grad har haft sit skeptiske publikum i tankerne, mens han skrev. Det er som om, han har været opmærksom på ethvert tænkeligt modargument og efterfølgende fundet statistisk materiale til at gendrive dem.

Scientist

Steven Pinker fik ideen til bogen efter en debat, han havde med kulturkritikeren Leon Wieseltier i magasinet New Republics spalter i 2013. Leon Wieseltier beskyldte dengang Steven Pinker for at invadere de humanistiske discipliner med scientisme – en overdreven tro på de positivistiske videnskabers forklaringskraft.

Steven Pinker svarede, at opdelingen mellem humanistiske og naturvidenskabelige videnskaber er falsk. Engang komplementerede de to felter hinanden med det resultat, at vi opnåede en bedre forståelse af verden og menneskets plads i den, erklærede Pinker.

Debatten gik viralt, og kort efter skrev Pinker under på en ny bogkontrakt. »Men,« siger Pinker, »det stod hurtigt klart for mig, at en meningsudveksling mellem et par magasin-intellektuelle ikke fortjente at blive behandlet over en hel bog. Så jeg inddrog den konkrete debat i et større forsvar for Oplysningens værdier, som videnskaben jo er en del af.«

Historikere kategoriserer ofte oplysningstiden som en bestemt periode i 1700-tallet. Men hvad begrebet egentlig dækker over, og hvem der var en del af bevægelsen, er stadig genstand for akademiske diskussioner. Selv i samtiden kæmpede Oplysningens tilhængere om den nærmere definition.

»Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed,« skrev Immanuel Kant i sit essay »Besvarelse af spørgsmålet: Hvad er oplysning?« fra 1784. Han opfordrede sine læsere til at »turde at forstå.«

Steven Pinker anerkender, at der var flere forskellige retninger i Oplysningsprojektet, men han mener alligevel, at de lader sig forene under en overordnet ambition om at erstatte religiøse bånd og stammeloyalitet med troen på det enkelte menneskes universelle værdi, fornuftens kraft og videnskabens progressive potentiale.

For Steven Pinker er det ingen tilfældighed, at slaveriet og bestialske straffe blev afskaffet i den periode, der fulgte umiddelbart efter Oplysningstiden, ligesom han betragter de efterfølgende økonomiske og sundhedsmæssige fremskridt som en konsekvens af Oplysningen.

Kampen om oplysningen

Siden Oplysningens spæde begyndelse har der været en modoplysning. En kontrabevægelse bestående af traditionalister, religiøse dogmatikere og romantikere, der følte sig truffet eller truet af Oplysningens idealer.

Og den kamp udkæmpes stadig, mener Pinker.

Fra venstrefløjen har kritikere anklaget oplysningsprojektet for at bære et ansvar for racisme, imperialisme og nazistisk eugenetik, mens kritikere på højrefløjen har fremstillet det moralske tomrum og den radikale materialisme, som kom allermest bestialsk til udtryk i Sovjetunionen og det kommunistiske Kina, som en direkte konsekvens af oplysningsprojektet.

I de senere år har postmodernister beskrevet Oplysningen som et stort, falsk narrativ til at forstå verden. I det perspektiv er humanisme, videnskab og fornuft blot et kulturelt betinget trossystem, som hverken har større eller mindre værdi end andre.

Pinker afviser alle de tre kritiske positioner. Oplysningen er ikke det principielle grundlag for racisme eller nazisme, siger han. Oplysningen er udgangspunktet for den universalisme – troen på lige rettigheder for alle – der endte med at triumfere over fascismen og imperialismen. Den nazistiske ideologi var i langt højere grad inspireret af Friedrich Nietzsche, som angreb oplysningsprojektets ophøjelse af fornuften og fremhævede »viljen til magt« og ideen om »overmennesket«.

Og marxismen, påpeger Pinker, er ikke en tradition inden for oplysningsprojektet. Det er en pseudovidenskab, der udspringer af den tyske romantik.

Særligt Steven Pinkers kritik af postmodernismen er bidende.

»Hvis videnskabelige principper vitterligt bare er en eller anden kulturel mytologi, hvordan kan det så være, at vi er i stand til at kurere kopper og sende en mand til månen, når traditionelle kulturer ikke kan? Og hvis sandheden virkelig er en social konstruktion, er klimaforandringer så også bare en myte? Det er det samme med moralske værdier. Hvis moralske værdier ikke er andet en kulturelle skikke, er vores forkastelse af slaveriet eller racediskrimination eller kvindeundertrykkelse så bare en vestlig særegenhed?«

Alt-right

Der er ingen tvivl om, at Pinker vil blive kritiseret for at fejlrepræsentere sine modstanderes synspunkter. Og der er helt afgjort også nogle polemiske overtoner i Enlightenment Now. Men det er samtidig et grundigt og omhyggeligt researchet værk.

Det er mere, end man kan sige om de anklager visse af Pinkers kritikere har rettet mod ham. For få uger siden lagde biologen – og bloggeren – PZ Myers et redigeret videoklip af Pinker på internettet. I den redigerede udgave af klippet fremstår det som om, Pinker udtaler sig rosende om alt-right-bevægelsen.

Men, som The New York Times hurtigt opdagede, undsagde Pinker rent faktisk det radikale højres ideer i den uredigerede video og fremhævede venstrefløjens ideer som bedre. Sagen er et eklatant eksempel på, hvor let offentlige personer kan blive miskrediteret med forfalsket materiale i de sociale mediers tidsalder.

De seneste år har der været adskillige eksempler på, hvordan agtede mennesker har fået deres karrierer ødelagt af kampagner på sociale medier baseret på halve sandheder og udsagn taget ude af kontekst.

Vil det giftige debatklima få Pinker til at moderere sine udsagn? »Ikke i mit tilfælde, nej,« siger han. »Men vi risikerer, at det akademiske miljø i bred forstand kommer til at lægge bånd på sig selv. Personligt tror jeg, at jeg er tilstrækkeligt veletableret og har nok social kapital til at stå imod sådanne angreb, men jeg er bekymret for yngre og mindre etablerede forskere. De kan måske være utilbøjelige til at sige noget, der kunne gå viralt, hvis det blev taget ud af sin kontekst. Så det har nok en skadelig effekt på kvaliteten af den intellektuelle diskurs.«

Arv, ikke miljø

Den canadiskfødte Pinker har været en del af fakultetet på MIT, Stanford og Harvard, hvor han har skabt sig et formidabelt ry som multidisciplinær tænker. Men det er hans bøger, der har placeret ham i den eftertragtede position som offentlig intellektuel.

Han havde allerede skrevet en række roste bøger om lingvistik og psykologi, inden han udgav The Blank Slate i 2002. I bogen argumenterer han for, at menneskets adfærd i ikke særlig høj grad er et resultat af miljø og sociale påvirkninger. Den menneskelige adfærd er først og fremmest et produkt af vores evolutionære tilpasningsevne. Bogen havde sine kritikere, men ikke desto mindre blev den en bestseller.

Det er ikke usandsynligt, at Enlightenment Now vil komme til at stå som hans mest kontroversielle bog til dato. Han har det tunge skyts fremme og retter det mange steder hen. For eksempel beskylder han klimabevægelsen for at være misantropisk og for at betragte moderne mennesker som »ondskabsfulde ødelæggere af den ubesmittede planet«.

Forestillingen om, at menneskene er ved at smadre planeten baserer sig på den antagelse, at fremskridtet ikke er bæredygtigt. Pinker er uenig. Eller han påpeger i hvert fald, at den type dommedagsprædikener har en lang og ikke særlig glorværdig historie bag sig.

En af de grundlæggende læresætninger i Oplysningen var, at der ikke fandtes uløselige problemer, hvis bare man undersøgte dem grundigt nok. Klimakrisen er ingen undtagelse, mener Steven Pinker.

Fremskridtet er ikke alene bæredygtigt, anfører han. Det er essentielt for, at vi kan tilegne os den viden, der kan gøre os i stand til at finde de reneste og mest effektive måder at producere og bruge energi. Det er altså de videnskabelige fremskridt, der vil gøre de økonomiske fremskridt mulige.

Man kan forstå bogen som en forsøg på at erstatte moralske prædikener med benhård realisme. Pinkers budskab er, at hvis vi ikke vender tilbage til jæger-samlersamfundet – og det kommer vi ikke til – bliver vi nødt til at være realistiske og håndtere de klimamæssige udfordringer med de midler, vi har til rådighed.

Det vil sandsynligvis betyde, at der skal opføres flere atomreaktorer i den nærmeste fremtid. Ligesom GMO-afgrøder og skifergas ellers er noget, som den grønne bevægelse har reageret på med store protester og apokalyptiske formaninger. Vi bliver nok også nødt til at erkende, at udviklingslandene ikke kommer til at fokusere på klimaforandringer, før de har opnået en vis levestandard. Og den levestandard kan de ikke realisere uden at bruge mere fossil energi.

Men intet i bogen vil føre til lige så hårde angreb mod Pinker, som hans uapologetiske afvisning af de antikapitalistiske strømninger, der betragter globaliseringen som et internationalt komplot rettet mod at øge velstanden for en lille elite på bekostning af den øvrige befolkning.

Det kommer næppe til øge at Pinkers popularitet i radikale kredse, at Bill Gates har beskrevet Enlightenment Now som sin »yndlingsbog gennem tiderne« (hans tidligere yndlingsbog gennem tiderne var Pinkers seneste udgivelse The Better Angels of Our Nature).

Faktisk skriver Pinker, at der er et åbenlyst behov for at regulere kapitalismen. Men han fremhæver også data, der viser, at det aldrig før eller siden er lykkedes at flytte så mange mennesker ud af fattigdom, som under de kapitalistiske revolutioner i Indien og Kina i slutningen af det 20. århundrede. Det er på den baggrund, at Pinker mener, at truslerne fra den stigende økonomiske ulighed bliver overdrevet.

»Hvis vi betragtede velstand som en begrænset ressource, der skal fordeles som et nulsumsspil,« siger han, »så ville fattigdom og ulighed være et og samme problem. Men vi ved, at det ikke forholder sig sådan. Velstanden er måske blevet 100 gange større siden den industrielle revolution. En anden pointe, som ofte ikke bliver inddraget i debatten om ulighed er, at selv om det er korrekt, at uligheden stiger i mange af de rige lande, særligt i angelsaksiske lande og EU, så falder den globale ulighed, fordi de fattige bliver rigere hurtigere, end de rige bliver rigere.«

I en vis udstrækning anerkender Steven Pinker, at faldet i ulighed mellem udviklingsverdenen og Vesten er sket på bekostning af en stigning i ulighed internt i Vesten. De produktionsjob, som engang kom den lavere middelklasse i Amerika og Europa til gode, tilfalder nu middelklassen i Kina og Indien.

»Hvis vi træder et skridt tilbage og kigger nøgternt på udviklingen for verdens fattige, bliver vi nødt til at konstatere, at der er sket helt vidunderlige fremskridt. Det er naturligvis et svært argument at fremføre, hvis du er politiker i USA eller Storbritannien. Det spørgsmål, der burde optage os, er, hvor godt de fattigste mennesker har det. Det er langt vigtigere at bekæmpe fattigdom end at reducere uligheden.«

Men hvad med argumentet om, at den evigt ekspanderende produktion og kommercialisering er ved at forvandle os til åndsfattige forbrugere, der ikke er i stand til at finde værdi i andet end let forgængelige forbrugsgoder?

Pinker griner.

»Sjovt nok regner de kulturkritikere og intellektuelle, der fremfører den slags bekymringer, aldrig rejser til Kontinentaleuropa, gastronomiske oplevelser eller fin vin med som eksempler på åndsforladt, materialistisk forbrug. Det er altid ’de andres’ forbrug, der er moralsk problematisk. Der er helt klart en udfordring i forhold til klimaet. Det er ikke godt at forurene miljøet. Særligt ikke når det kommer til CO2-udledning. Men vi håndterer ikke klimaproblemerne ved at hamre løs på forbrugskulturen. Der er mange former for forbrug, så som muligheden for at rejse ud og se verden, at kunne få varmen om vinteren og kulden om sommeren, der må betragtes som menneskelige goder. Udfordringen er: Hvordan skaber vi de bedst mulige forhold for mennesker med så begrænsede konsekvenser for klimaet som muligt?«

Selv Pinkers hårdeste kritikere anerkender, at uanset hvordan den så end er blevet fordelt, er der sket videnskabelige og materielle fremskridt siden Oplysningstiden. Men mange af dem, mest fremtrædende filosoffen John Gray, har argumenteret for, at udviklingen ikke har medført – og principielt ikke kan medføre – tilsvarende moralske fremskridt.

Pinker er uenig. Han mener, at Oplysningen undertiden bliver misforstået som et dødsdømt forsøg på at perfektionere menneskeheden ved at få menneskene til at undertrykke deres følelser. Men det har aldrig været intentionen, hævder Pinker, for man kan ikke komme uden om, at mennesker er følsomme væsner gjort af det stof, som Kant kaldte »det skæve, menneskelige tømmer«.

De uforudsigelige impulser, som fører til stridigheder, vold og krig vil altid være en del af os. Spørgsmålet er, hvordan vi styrer de impulser. Gennem religiøse dogmer, traditionel overtro eller ved fornuft, debat og retsprincipper? Pinker argumenterer for, at sidstnævnte unægteligt har vist sig i stand til at levere store, moralske fremskridt.

»Engang blev slaveriet praktiseret i alle kulturer. Hver og en,« fortæller han. »I dag er det ulovligt over hele verden. Selve ideen om lige rettigheder for kvinder var slet ikke blevet formuleret indtil for et par hundrede år siden. Nu er det er en eksplicit del af alle globale, politiske institutioner og størstedelen af verdens stater. Børns ret til ikke at blive udnyttet som arbejdskraft, racelighed, religiøs tolerance, ytringsfrihed … Det er svært at finde eksempler på, at disse værdier er blevet formuleret klart og tydeligt forud for Oplysningstiden. De er blevet fremført som principielle værdier i Grækenland, men var aldrig tæt på at blive realiseret. Næsten uanset hvordan man skulle forsøge at etablere et indeks for moralske fremskridt, så ville data pege i retning af, at vi har gjort fremskridt.«

Det er netop den slags udtalelser, der vil blive kritiseret som panglossiansk efter den utrætteligt optimistiske professor Pangloss i Voltaires humoristiske roman Candide. Men som Pinker helt korrekt påpeger, var Candide en satire over teologi, der kritiserede forestillingen om, at gud havde skabt den bedste af alle verdener.

Professor Pinker er omvendt overbevist om, at verden er grundlæggende og ustabilt og intet er sikkert. Han bekymrer sig om at gøre tingene bedre. Og det kan man ikke, før man har erkendt de hidtidige fremskridt. Enlightenment Now gør det særdeles svært at ignorere dem. Selv hvis vi foretrækker krystalhealing og meditation. Namaste.

© The Guardian og Information. Oversat af Mathias Sindberg.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Michael Hullevad
  • ulrik mortensen
  • Britta Hansen
  • Ervin Lazar
Michael Hullevad, ulrik mortensen, Britta Hansen og Ervin Lazar anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Folk idealiserer oplysningstiden, men vi er videre, med humanismen efter 2. verdenskrig trådte vi ind i en ny fase af Modernismen, som har været det herskende paradigme i tæt ved 150 år, på godt og ondt.

"Steven Pinker svarede, at opdelingen mellem humanistiske og naturvidenskabelige videnskaber er falsk."

Netop! Oprindeligt var naturvidenskab en humanistisk videnskab. Faktisk var det naturvidenskaben, der var ophav til humanismen, og ikke de videnskaber, man nu om dage regner for "humanistiske".

Jonas Poulsen, Torben K L Jensen, Susanne Brimer, Michael Hullevad, Herdis Weins, Britta Hansen, Eva Schwanenflügel og Peter Knap anbefalede denne kommentar

Erik Karlsen. Jeg kan godt følge dig, men de humanistiske videnskaber og humanisme er mig bekendt ikke i et afhængighedsforhold. Du kan sagtens være humanistisk videnskabeligt uddannet og tro på lederens guddommelige magt over folket og nødvendigheden af at torteret slaver for sikre sig troværdige vidnesbyrd fra disse undermålere.
Alligevel tror jeg du har ret i, at naturvidenskabens opgør med de religiøse verdensbilleder er en forudsætning for humanismen.

Kurt Nielsen, Michael Hullevad, lars søgaard-jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Med hensyn til artiklen, er det, selvfølgelig, rigtigt, at en lang række af de problemer, der herskede i tidligere tider er kraftigt reduceret. Ønsker om folkesundhed og bedre livskår var det der blev ønsket, og det har i første omgang været succesfuldt. Men, som der påpeges i artiklen, er der tale om mindre end promiller tidsmæssig af menneskets historie. Spørgsmålet er, om den fremgang vi har haft de sidste 300 år kan opretholdes de næste 300 år.
Vil den nedgang i vold mennesker imellem kunne opveje den vold, vi øver mod andet liv, planter som dyr?
Vi vores forbedrede adgang til rent vand og føde udtømme disse resurse?
Vil vores bekæmpelse af sygdom på et tidspunkt slå fejl?
Er vi at ligne med Konen i Muddergrøften?

Flemming Berger, Kurt Nielsen, Susanne Brimer, kjeld jensen, lars søgaard-jensen, Britta Hansen, Lars Bo Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

" Vi bliver nok også nødt til at erkende, at udviklingslandene ikke kommer til at fokusere på klimaforandringer, før de har opnået en vis levestandard. Og den levestandard kan de ikke realisere uden at bruge mere fossil energi."
Vi vil derfor gerne anmode Klimaforandringer om ikke fokusere på disse lande ind til videre.
Mvh
Menneskeheden.

Flemming Berger, Kurt Nielsen, Randi Christiansen, Michael Hullevad, lars søgaard-jensen og Lars Bo Jensen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Jeg bliver mindet om en hvis Bjørn Lomborg..

Vivi Rindom, Kurt Nielsen, Ejvind Larsen, Michael Hullevad, kjeld jensen, ulla enevoldsen, lars søgaard-jensen, Peter Knap og Troels Ken Pedersen anbefalede denne kommentar
Troels Ken Pedersen

På de HELT store linjer er jeg enig med Pinker, men øj hvor bliver der skåret en hæl og klippet en tå. Oplysningen er alt hvad han godt kan lide, og alt hvad han ikke kan lide er derfor ikke forbundet med oplysningen. At den materialistiske marxisme skulle være ren romantik uden forbindelse til oplysningen er fjollet. Og han skærer den videnskabelige racisme med racehierarkier og universalistiske retfærdiggørelser af kolonialisme, imperialisme, raceadskillelse mm. ud som ikke-oplysning -- det er en flere hundrede årig, stadig levende politisk og videnskabelig tradition med sine rødder solidt plantet i videnskabelig universalisme, han med et snuptag får gjort til en mindre væsentlig biting.

Det gør mig sgu lidt træt.

Kurt Nielsen, Nis Jørgensen, Mogens Holme, lars søgaard-jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

"Det er de færreste af os, der dvæler ved, værdsætter og beundrer de helt ekstraordinære fremskridt, menneskeheden har gjort på bare få århundreder ..."

Jeg hører til dette mindretal iflg. Steven Pinker! Og det er ærligt ment. Jeg påstår, at de mest almindelige mennesker - underklassen inklusive - har et bedre liv end konger i gamle dage. I det mindste her i Europa. Varme i boligen, rindende vand, toiletter ... totalt luksus! Eller at det trods al berettiget kritik på det barberede velfærd her i landet (stadig) er muligt, at blive kørt med ambulance til hospitalet for at blive mødt af dygtigt personale, blive behandlet professionelt i løbet af få timer inkl. røntgen og anden nødvendig behandling, når uheldet er ude. Jo, det er den slags jeg værdsætter højt og helt bevidst.

Samtidigt med, at jeg er godt klar over, at langt, langt fra alle mennesker på kloden kan nyde lignende betingelser.

Nej, Eva, han minder mig ikke i det mindste om platte BL. Jeg tror, Pinker har fat på en hel masse rigtige tanker, bl.a. den allerede nævnte om at fjerne adskillelsen mellem videnskabsgrenene.

Noget, jeg slet ikke kan genkende eller forstå er denne påstand:
"Fra venstrefløjen har kritikere anklaget oplysningsprojektet for at bære et ansvar for racisme, imperialisme og nazistisk eugenetik, mens kritikere på højrefløjen har fremstillet det moralske tomrum og den radikale materialisme, som kom allermest bestialsk til udtryk i Sovjetunionen og det kommunistiske Kina, som en direkte konsekvens af oplysningsprojektet."

Hvis man forudsætter, at Kant udgjorde højdepunktet for den umiddelbare oplysningstid, så indgår moral og den humanistiske tanke vel kernestykket for tænkningen:

Ud over det kategoriske imperativ har han iflg. https://da.wikipedia.org/wiki/Det_kategoriske_imperativ også udtalt:
"Handl, således at menneskeheden i din egen person såvel som i enhver anden person aldrig kun behandles som middel, men altid tillige som mål".

Og dermed kan hverken racisme, nazisme, et moralsk tomrum eller radikal materialisme i enhver udformning beskyldes at være udkom af oplysningstiden.

Tværtimod. Jeg vil nærmere betegne alle disse tilstande som absolut fravær af nogen oplysning overhovedet!

Lars Bjørneboe, Kurt Nielsen, Susanne Brimer, Henrik Brøndum og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Man kan ikke oversætte oplysningstidens idealer til nutidens, af den simple grund at ingen anede noget om space technology.
I 1700-tallet kunne ingen have forudset rum-udviklingen.
I nutiden handler det om mulighederne for parrallel-universer.

Eva Schwanenflügel:

Interessant. Så i space-tidens tid gælder de grundlæggende menneskelige værdier ikke længere?!?

Jeg skal ikke kunne sige, at der ikke kommer til at findes anderledes grundlæggende værdier for mennesket og dets filosofi og moral, men det virker på mig, som om det bliver en meget mørk tid, så.

DF og S er jo godt i gang med at demontere de forpligtelser, der bygger på disse værdier (se immigrationslove og flygtningepolitikken).

Det har med mange ting at gøre - blot ikke med menneskelig tankegang (endsige filosofi) eller moral!

Kurt Nielsen, Susanne Brimer og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Ja, det ville være ønskeligt med langt, langt mere samarbejde mellem naturvidenskab, samfundsvidenskab og humaniora.
Det har de langt større traditioner for i de angelsaksiske lande, hvor det ikke er ualmindeligt at have hovedfag og bifag fra helt forskellige fakulteter.

Eva Schwanenflügel

Britta B.Hansen,
Jeg ved det faktisk ikke.
Rum teknologien er lidt skræmmende. Men på ingen måde skal moralen være mindre, tværtimod.
Vi har set film som "Alien", hvor selskaber udnytter personer i udviklingen af kampvåben.
Dengang de blev vist var de 'yt' og 'for meget'. Men er de?
Elon Musk forsøger at sende mennesker til Mars. Trump vil lave en månebase.
Hvad hvis det bliver realiteten med rumrejser?

Der findes mange menneskelige værdier, der findes vel ikke andet end menneskelige værdier. Hvad der er godt afhænger af den tid vi er i.
Tilbage til artiklen.
Men hvorfor fremhæve Steven Pinker når der mange andre bogaktuelle internationale professorer?
Hvad med professor Michael Mann, Pennsylvania State University, en fremtrædende forsker i atmosfærens forhold, der netop har udgivet The Madhouse Effect. En ganske anden dyster betragtning på nutid og fremtid.
Det forekommer mig, at vi læsere skal æde nødvendigheden optimistiske verdensbillede.

Flemming Berger, Kurt Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Det er sjældent man præsenteres for så rationel og præcis en beskrivelse af 'Klimaforandringerne' som tidligere gik under navnet 'Den menneskeskabte globale opvarmning', og hvis vores tilgang til klimaet skal udvikle sig ud over en hysterisk, humanistisk verdensreligion på niveau med Scientology, må vi anspore vores børn til en mere naturvidenskabelig interesse og karriere. Der skal mere til end vindmøller, solceller, mindre oksekød og god karma, hvis vi skal reducere fossilt energiforbrug i en fremtid med en langt, langt større global middelklasse. I dag bruger vi milliarder på at løse problemet politisk med en lov om, at temperaturen ikke må stige mere en 1.5 - 2.0°C. Vi kunne med lige så stor ret beslutte, at solen ikke længere skulle gå ned. Vi kommer aldrig til at lukke ned for den fossile energi, men vi kan begrænse forbruget i takt med vores naturvidenskabelige landvindinger, som vi er godt i gang med, men det er narreværk at tro, vi kan komme uden om de naturvidenskabelige små skridt, og der er tegn i sol og måne på, at klimafølsomheden af CO2 er langt mindre, end man troede tidligere, så vi klarer såmænd nok den udfordring også. Det er ikke den første af slagsen.

Interessant studiekreds emne. Og hvad så ?
Der er langt fra Pinker til Løkke - og de andre - og til vælgerbefolkningen.

Randi Christiansen

"Selv hvis vi foretrækker krystalhealing og meditation" - som ikke er i et egentligt modsætningsforhold til naturvidenskab. F.eks. kan flere alphabølger måles hos mennesker i meditation. Kvantefysikken fik bohr til at flippe over de dimensioner, han her så for materiens lovmæssigheder.

Det er da udmærket med et optimistisk syn på mennekehedens fremtid, men set i lyset af af vi både mht faktiske ressourcer og forbrugets økologisk aftryk forbruger mere, end der reelt er til rådighed, og at viljen til at ændre herpå globalt set kan ligge på et for lille sted, er det svært at bevare optimismen.

Når det er sagt, er jeg helt enig med pinker i, at problemløsning primært er et spørgsmål om vilje, det kan vi i det mindste håbe på. Globalt samarbejde er vores største udfordring. Først da vil vi have en chance for at kunne nyde planeten som det kosmiske paradis, den er.

Kurt Nielsen, Ejvind Larsen, Britta Hansen, Eva Schwanenflügel og Leo Nygaard anbefalede denne kommentar
Troels Ken Pedersen

Britta B. Hansen: Det er kun en smule mindre problematisk at koge "oplysningstiden" ned til én person end at koge den ned til én sætning. Og det er *stadig* uholdbart at skille idéen om videnskabeligt funderede race-hierarkier ud som ikke-oplysnings-agtigt. Videnskabelig racisme havde (og har) grundlag i de ubetvivleligt centrale oplysningsværdier rationalisme, universalistisk systematisering og encyclopædisk kategorisering.

Troels Ken Pedersen.

Det er ikke min intention, at koge noget ned til noget som helst. Kant og hans filosofi er nu en gang et højdepunkt inden for det, der kaldes oplysningstiden, og med ham afsluttes iflg. den nævnte kilde denne periode.

Hvem vil ikke betvivle, at der har været - og stadig er - afveje i den videnskabelige udvikling? Hvis vi tager den videnskabelige racisme, der vist kulminerede bl.a. i omfangsmålinger af hoveder i det, der kaldes det tredje rige, så ligger jeg nok ikke forkert, hvis jeg påstår, at de befalende og de udøvende manglende enhver for humanistisk tankegang, der netop også kendetegner oplysningstiden. Så selv om deres midler er resultater af oplysningstiden (de tekniske muligheder), så mangler de en vigtig komponent.

Den ægte oplysningsånd, som den først blev formuleret af Alexander von Humboldt, er jo netop, at videnskab og følelsen ikke bør adskilles. At verden er én. Menneskerne er én race.

At diverse mennesker foretrak, at køre videre i den udelukkende systematiserende, kategoriserende kilde, er dybt beklageligt. Netop derfor er det så vigtigt, at holde fast i begge tråde ad én gang: Det nysgerrige videnskabsmenneske og det muligvis mere romantisk 'følende' og især filosofisk orienterede menneske, for at få helheden med.

At brænde flere forsile brændstoffer af i en verden, der i forvejen lider under havstigninger, oversvømmelse efter voldsom nedbør, tørke, kraftigere destruktive orkaner, stigende antal dødsfald på grund af varmebølger og byer, der bliver kvalt i smog for blot at nævne de mest synlige.
De 2 graders mål er ikke en tilfældig værdi sat bare fordi der skal være et mål. Det er en grænse, hvor klimamodellerne fører os ind i totalt ukendt land for vore eksistensmuligheder.
Og jo mere fossilt brændstof vi pumper op af jorden, jo værre bliver problemet. At løse et problem at øge det, hvor genialt tænkt.
Hr Pinkers indsigt står i grel modsætning til den viden, der er på området.

Knud Chr. Pedersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

"de humanistiske videnskaber og humanisme er mig bekendt ikke i et afhængighedsforhold"

Peter,
det har du ret i, og det skyldes, at "humanisme" med betydningen "medmenneskelighed" ikke er det samme som det, man kunne kalde "renæssancehumanisme" som betegnelse for den strømning, der startede i det 13. århundrede.

PS. Britta, selv om Den Store Danske betegner Immanuel Kant som "tysk filosof", vil det nok være mere rimeligt at bruges betegnelsen "østpreussisk". ;-)

Denne kommentar skal læses med det forbehold, at jeg ikke har læst noget af Pinker, så den er udelukkende skrevet ud fra journalisten Andrew Anthonys udlægning af Pinkers forståelser, oversat af Mathias Sindberg til dansk.
Jeg blev først begejstret for Pinkers gåen ind for oplysningstiden med dens idealer vedr. humanisme, fornuft og videnskabelige fremskridt og for hans kritik af dogmatiske opfattelser inden for både venstre- og højrefløjen – og ikke mindst kritikken af de postmodernistiske vildfarelser, der ’svigter’ oplysningens idealer.
Men så kom skuffelsen over mange af argumentationerne og grundforståelserne.
Mellem linjerne fortolker jeg Pinkers synspunkter som grundet i en angelsaksisk og ’scientistisk’ forståelse af videnskab som science, dvs. (positivisitisk) videnskab, hvor humanistiske videnskaber og evt. samfundsvidenskaberne ikke er rigtige videnskaber (pseudovidenskaber).

Hvor oplyst er det, at Pinker mener, at ”opdelingen mellem humanistiske og naturvidenskabelige videnskaber er falsk”? Er dette forsøg på at eliminere forskellene mellem hovedvidenskabsområderne måske polemisk rettet mod at fremme egne pointer?
Hvorfor har vi en arbejdsdeling af videnskaberne i tre hovedområder? Er det en mere eller mindre tilfældig magtbaseret og administrativ opdeling af videnskaberne på universiteternes forskellige fakulteter? Eller er opdelingen grundet i, at de forskellige videnskaber studerer forskellige områder af virkeligheden, som er kvalitativt forskellige og derfor f.eks. ikke kan studeres med de samme metoder?
Teoriskyhed og udligning af forskelle er nogle af tidens kedelige tendenser. ’Tværfaglighed’ er godt og nødvendigt for at kunne løse komplekse problematikker, men de måder, hvorpå ’tværfaglighed’ bliver praktiseret, er langtfra altid befordrende for problemløsning. Uden en teoretisk velfunderet faglig identitet bliver tværfaglighed et teoretisk – og derfor også et praktisk – rod og en ’eklektisk søbemad’ (A.A. Leontjev).

Er det en oplyst tanke, hvis professoren i kognitiv psykologi og ’multidisciplinær tænker’ på Harvard i bogen The Blank Slate mener, "at menneskets adfærd i ikke særlig høj grad er et resultat af miljø og sociale påvirkninger. Den menneskelige adfærd er først og fremmest et produkt af vores evolutionære tilpasningsevne".
Hvis Pinker mener ’adfærd’ på lignende måde som i den klassiske behaviorisme (adfærdsmæssige reaktioner på udefra eller indefra kommende påvirkninger), så kan der være lidt om snakken. Men hvis vi ikke taler om ’adfærd’ som menneskets reaktivitet, men om dets aktivitet, dets intentionelt målrettede ageren i verden, dets handlingsliv, så havner argumentationen for evolutionære tilpasninger helt hen i det blå (hvilket jeg ikke behøver at argumentere for her).
Hvis vi skal tage ovenstående citat fra artiklen for pålydende, så kan Leon Wieseltier i sin kritik have ret i at beskylde Pinker ”for at invadere de humanistiske discipliner med scientisme – en overdreven tro på de positivistiske videnskabers forklaringskraft”.

Hvor meget oplysning er der i en sådan forståelse i forhold til den nødvendige selverkendelse, menneskene må have for at ”være realistiske og håndtere de klimamæssige udfordringer med de midler, de har til rådighed”.
Mon Pinker skelner mellem evolution og (kultur)historie? Er det blot sådan, at mennesker – ligesom laverestående dyr i forhold til deres miljø som environment – ’tilpasser’ sig det ’miljø’ (samfund og kulturprodukter), som de selv har skabt gennem produktiv aktivitet? Når vi er innovative og producerer nye teknologier til at afværge klimaproblemerne, er disse aktiviteter så produkter af vores evolutionære tilpasningsevne?

"Og marxismen, påpeger Pinker, er ikke en tradition inden for oplysningsprojektet. Det er en pseudovidenskab, der udspringer af den tyske romantik".
Det er korrekt, at Marxismen har rod i den tyske romantik, men det synes at være meget belejligt i denne kritik af marxismens manglende forbindelse til oplysningstiden ikke tillige at nævne dens rødder i fransk (materialistisk) oplysningsfilosofi.