Læsetid: 4 min.

Det bliver svært at huske Morten Hesseldahls cheftid på Det Kongelige Teater for andet end hans lange smadreliste

Det er svært at huske Morten Hesseldahls tid som teaterchef for Det Kongelige Teater for noget godt. Smadrelisten er lang. Så nationalscenens bestyrelse indser vel nu, at den næste teaterchef skal være et menneske med kærlighed til scenekunsten
Det er i Morten Hesseldahls tid, at det er gået hårdt ud over Det Kongelige Kapel, som selv måtte lancere en model for solidarisk lønnedgang for at undgå fyringer.

Det er i Morten Hesseldahls tid, at det er gået hårdt ud over Det Kongelige Kapel, som selv måtte lancere en model for solidarisk lønnedgang for at undgå fyringer.

Mads Nissen/Ritzau Scanpix

2. februar 2018

»Jeg har haft mange spændende jobs, men dette her er det sjoveste.« Sådan sagde Det Kongelige Teaters chef Morten Hesseldahl for et par år siden, da jeg besøgte ham på Det Kongelige Teater. Nu er jobbet åbenbart ikke længere helt så sjovt. Den nu 53-årige Hesseldahl er i hvert fald på vej væk for at overtage jobbet som direktør for Forlaget Gyldendal. Senest 1. maj skal han være parat i Klareboderne. Det var det.

Det sørgelige ved Morten Hesseldahls teatercheftid er, at det er svært at huske ham for noget godt. Han ændrede godt nok statistikken, så nationalscenen nu også tæller arrangementer. Men selvfølgelig er dette publikumsrekordtal også en hvid løgn, der skal dække over det langt lavere tal for, hvor mange der har overværet teatrets forestillinger.

Nuvel, Hesseldahl har været teaterchef i de hårde år, hvor staten har pålagt sine kulturinstitutioner nogle af de allerværste besparelser. Det er ikke Morten Hesseldahls skyld. Men det er hans og hans bestyrelses ansvar, at besparelserne er blevet udført nærmest med servil glæde rettet mod politikerne.

Den sorte liste

Smadrelisten er lang. Det er i Morten Hesseldahls tid, at det er gået hårdt ud over Det Kongelige Kapel, som selv måtte lancere en model for solidarisk lønnedgang for at undgå fyringer. Det er også i hans tid, at operakoret er blevet indskrænket – og at Scenografisk Værksted blev solgt fra, så teatret nu skal købe sin scenografi ude i byen.

Det er i hans tid, at Den Kongelige Ballet har fyret sine få, men altafgørende karakterdansere og dermed svækket Bournonville-traditionen fatalt. Og så er det hans personlige beslutning, at Det Kongelige Teaters Arkiv og Bibliotek med de værdifulde protokoller og brugsarkivalier tilbage fra 1788 er blevet overdraget til Rigsarkivet og Det Kongelige Bibliotek, hvor de stadig er delvist utilgængelige.

Samtidig er det med Morten Hesseldahls velsignelse, at Gamle Scene er blevet lejet ud til Fredericia Teater, der grovmotorisk har plastret kongelogen ind i musicalscenografi. For Hesseldahl kan stave til penge. Han er lederen, der hellere vil holde sig på god fod med sin bestyrelse og med kulturministeren end med sine egne medarbejdere eller publikum. Men hans egen karriereopstigning og hans egne bøger har fyldt mere end hans teaterinteresse. Så det er vist fint, at han vender tilbage til litteraturen og Gyldendal, hvor han oprindeligt var forlagsredaktør 1990-97. Med karrierestoppene som Forlagsdirektør hos Bonnier Forlagene 2002-07, administrerende direktør for Dagbladet Information 2007-10, kulturdirektør hos DR 2010-14 og teaterchef for Det Kongelige Teater 2014-18 undervejs.

Teaterindsigt kræves

Det Kongelige Teaters kunstneriske chefer kæmper i deres mange huse. Derfor vil det være et fejltrin, hvis bestyrelsen og bestyrelsesformand Lisbeth Knudsen lader sig charmere af endnu en generalist uden teaterkendskab. Skuespilchef Morten Kirkskov er ved at få stærk samling på skuespillet i Skuespilhuset.

Operachef John Fulljames lader også til at få styr på både sangere og kapellet med god energi ude på Operaen, den nye orkesterchef Antony Ernst har åbenbart fået en fin begyndelse, og balletmester Nikolaj Hübbe strømliner sit klassikerrepertoire på Gamle Scene, mens han samtidig reducerer sit optag af dansere fra teatrets egen balletskole til det minimale. Her skal en teaterchef kunne se konsekvenserne for den danske kulturarv.

Rygter om Holten

Skal jobbet med de omkring 1.000 medarbejdere og halvdelen af den statslige scenekunststøtte så gå til Kasper Holten, sådan som rygterne siger? Den tidligere operachef har al den teatererfaring, der kan give respekt, både indadtil på teatret og udadtil hos pressen og hos publikum. Han har ledelseserfaring, politisk tæft og internationalt netværk. Lige nu er han godt nok i vælten både som musicalinstruktør af The Book of Mormon på Det Ny Teater og til efteråret på West Side Story på Malmø Operaen, på invitation fra den danske chef Michael Bojesen.

Men mon ikke Kasper Holten vil lade sig lokke, især hvis han får indskrevet retten til en årlig iscenesættelse i sin kontrakt? Eller er han blevet for arrogant af sin internationale karriere?

En diskret Wilton

Derudover kniber det med gode bud. Teaterkunstnere er ikke nødvendigvis stærke administratorer. Landsdelsscenerne bør umiddelbart byde på kandidater. Det virker derfor oplagt at skæve til direktøren for Folketeatret, instruktøren Kasper Wilton, der har erfaring med en stor organisation og både har Odense Teater og Vendsyssel Teater på cv’et, og som udstråler en langt mere diskret linjeføring som leder.

Jens August Wille fra Odense Teater skal vel derimod fortsætte med at skabe godt teater på Fyn, Trine Holm Thomsen fra Aarhus Teater endnu virker for ny på posten til at skifte, og Hans Henriksen på Aalborg Teater har gang i et kunstnerisk og politisk projekt, der ligger langt fra Det Kongelige Teaters drift.

Pilen peger på teater

Blandt de andre ledere af større teatre ønsker Peter Westphael fra Randers Egnsteater formodentlig hellere at bevare sit lokale afsæt. Men måske var det noget for instruktøren Martin Lyngbo, der netop har iscenesat Barberen i Sevilla på Operaen, med mindre skalaforskellen til hans cheferfaringer fra det lille Mungo Park Teater er for stor. Eller for den organisatorisk velfunderede Marianne Klint fra Teater Momentum og delvist også Den Fynske Opera. For nu at kaste nogle teaterdirektørnavne på bordet.

Blandt de professionelle ledere og generalister dukker Ulla Tofte forståeligt nok op som forslag. Ulla Tofte er historiker, har været leder af Golden Days Festival og er nu museumsdirektør på M/S Museet for Søfart, hvor hun får mange slags personalegrupper til at samarbejde. Hun er en blændende formidler, men teater ved hun ikke noget om.

Nu peger pilen på et teatermenneske. En leder, som vil kæmpe med næb og kløer mod politikernes maltraktering af den nationale scenekunst – og som vil forsvare nationalscenens ansatte og dermed dets publikum. Ikke bare en teaterchef, der vil lege med politikere og have det sjovt.

I første version af denne kommentar skrev vi, at Hesseldahl ændrede »statistikken, så nationalscenen nu tæller enhver aktivitet, fra rundvisninger til debatarrangementer.« Det korrekte er at »nationalscenen nu også tæller arrangementer«, da rundvisninger optælles særskilt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Michael Svennevig
  • Bettina Jensen
  • Niels Duus Nielsen
  • Lasse Glavind
  • Viggo Okholm
  • Anker Nielsen
  • David Zennaro
  • Hans Larsen
  • ulla enevoldsen
  • Ejvind Larsen
Michael Svennevig, Bettina Jensen, Niels Duus Nielsen, Lasse Glavind, Viggo Okholm, Anker Nielsen, David Zennaro, Hans Larsen, ulla enevoldsen og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

ulla enevoldsen

Tak for klare ord og alt andet end servilt medløberi.

Michael Svennevig, Lisbeth Sjølin, Lasse Glavind og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar