Heldigvis har vi The Dude til at guide os gennem verdens kaos

Jeg kan huske, at det var en kulsort og bidende kold januardag. Det er mere end ti år siden nu, jeg var 21 år og lå på ryggen og røg cigaretter på min IKEA-seng, så røgen fyldte hele det lille værelse i den mørke stuelejlighed i baggården på Nørrebro.

Der var ikke en gang et bad i den lejlighed. Vi havde fundet en gammel brusekabine i storskrald, sluttet den til vandrørene i stuen og sat et oppusteligt børnebadebassin fra BR under, så vi undgik vandskade.

Det blæste uden for, og jeg var ulykkelig – min far lå for døden med sygdommen ALS, der langsomt lammer sine ofre, indtil de er fanger i deres egen krop (det er det, Troels Kløvedal lider af nu). Tilværelsen føltes vilkårlig og kaotisk. Den dag så jeg The Big Lebowski for første gang på mit lille billedrørsfjernsyn.

I filmens sidste scene slentrer vores helt, The Dude (Jeff Bridges), op i baren i sin lokale bowlinghal for at hente et par øl. I 117 minutter er han blevet kastet rundt som et skib i havsnød – hans liv er blevet vendt på hovedet af tyske nihilister og en voldelig pornomagnat, hans ven er død, og han har jagtet en god forklaring, som hele tiden er gledet ud mellem fingrene på ham.

Alligevel er han i godt humør.

»Hey man,« siger The Dude og smiler, da han pludselig opdager filmens alvidende fortæller, en cowboy med hat, vest og stort moustache, der sidder i baren.

De smalltalker lidt, men The Dude skal tilbage til sin bowlingtræning.

»Take it easy, Dude,« siger cowboyen.

Og The Dude vender sig roligt om med to øl i hånden og slår ud med armene.

»Yeah well … The Dude abides.«

Og så går han ned for at bowle.

Cowboyen smiler og kigger direkte ind i kameraet.

»The Dude abides. I don’t know about you, but I take comfort in that. It’s good to know he’s out there. The Dude. Taking it easy for all us sinners.«

Så slutter filmen. Og jeg sad tilbage på mit trange værelse med en underlig fornemmelse af, alt var okay. Tænk, at der var én som The Dude, der bare bowlede, mens verden faldt sammen omkring ham. Jeg vil ikke sige, at filmen ændrede mit liv, for det lyder så voldsomt … men måske lidt.

The Big Lebowski, som i disse uger fylder 20 år, er for længst blevet kult. Hvert år afholder fans såkaldte Lebowski-fester over hele verden, hvor de klæder sig ud, bowler, drikker white russians og ryger pot – ligesom The Dude.

Men filmen er meget mere end et kultfænomen, det er en metaforisk fortælling om menneskets kamp med meningsløshed og nihilisme. Om modernismens store filosofiske spørgsmål: Hvordan kan vi være sikre på noget som helst? Hvordan kan vi overhovedet leve i en meningsløs og kaotisk verden?

The Big Lebowski, som i disse uger fylder 20 år, er for længst blevet kult. Hvert år afholder fans såkaldte Lebowski-fester over hele verden, hvor de klæder sig ud, bowler, drikker white russians og ryger pot – ligesom The Dude

Thomas Nielsen

En kompliceret sag

Før vi kommer for godt i gang, må jeg hellere opridse handlingen:

Filmen sparkes i gang af en god gammeldags identitetsforveksling: Jeffrey ’The Dude’ Lebowski – en doven hippie fra Venice Beach i L.A., der ikke går op i meget andet end bowling, pot og white russians – bliver forvekslet med en anden Jeffrey Lebowski – en (tilsyneladende) stenrig forretningsmand, hvis unge trofækone skylder penge til en pornoproducent i Malibu.

Ved en fejl bryder et par gorillaer ind i lejligheden hos den intetanende The Dude og pisser på hans gulvtæppe for at få ham til at betale. Da The Dude fortæller om miseren til sin bowlingmakker, den emfatiske vietnamveteran Walter (John Goodman), bliver de to enige om at opsøge den ’rigtige’ Jeffrey Lebowski for at få erstatning for tæppet.

Og så begynder en Raymond Chandler’sk labyrintrejse rundt i L.A.: Til pornomagnaten, til Jeff Lebowski, til Lebowskis feministkunstnerdatter, til en skoledreng, som (måske) har stjålet the Dudes bil, til en flok tyske nihilister, som (måske) har kidnappet Lebowskis kone.

Det hele er – med The Dudes egne ord – »a very complicated case … You know, lot of ins, lot of outs, lot of what-have-yous. Lot of strands to keep in my head, man.« 

Han finder aldrig helt ud af, hvad der er op og ned i alt det, han oplever. Men det har ikke den store betydning, for plottet er alligevel »sekundært«, som den ene instruktør Joel Coen selv har sagt.

Det stjålne tæppe

Så hvad handler The Big Lebowski om?

»Den handler om kampen mod nihilismen,« siger filosofiprofessor ved Transylvania University i Kentucky, Peter S. Fosl, da jeg fanger ham på en telefon.

Han har redigeret antologien The Big Lebowski and Philosophy.

»Den handler om muligheden for at finde mening: moralsk mening – godt og dårligt. Og politisk mening – retfærdigt og uretfærdigt. Den centrale metafor er det stjålne tæppe. »It really tied the room together«, som The Dude gentager hele tiden. Det holder verden sammen i et netværk af mening. Fjerner man tæppet, dekonstruerer man verden.«

Jagten på tæppet bliver jagten på mening. Men meningen glider hele tiden ud mellem fingrene på The Dude. 

I en af filmens mest geniale scener drikker The Dude en white russian hos pornokongen med det potente navn Jackie Treehorn. På et tidspunkt modtager Treehorn er opringning, siger »mmhm« i telefonrøret og noterer noget på en lille blok, så undskylder han sig og forsvinder ud af rummet med sin note i hånden.

Så snart han er ud af syne, farer The Dude hen til telefonen, og som en ægte privatdetektiv snupper han en blyant og overstreger blokken for at se aftrykket af det, Treehorn har noteret. Og hvad kommer der frem? En tegning af en mand med stiv penis.

The Dude gør alt det rigtige – han spiller rollen som detektiv. Der er bare ikke nogen mening med galskaben. Der er bare en stiv penis. Det er filmens præmis: Det hele er meningsløst.

Så hvorfor er den så opløftende?

En kultisk kærlighedsaffære

Det er en råkold lørdag aften i januar, og to kvinder på 20 år sidder i en mørk biografsal i det indre København og spænder rulleskøjter på fødderne. Om lidt skal de drøne rundt på gulvtæppet med vikingehjelme på hovedet og servere plastikbægre med den særligt Dude’ske kombination af vodka, kahlua og mælk til 70 Lebowski-fans, som allerede er begyndt at ankomme.

»Der er altid udsolgt,« siger den ene af de to, Freja Faxøe.

»Sidste gang mødte folk, som ikke kunne komme ind, op i døren uden billet.«

I fem år har biografen i Huset i Magstræde vist The Big Lebowski én gang om måneden. Hver gang The Dude får sig en white russian – og det gør han ni gange – stopper de filmen og deler drinks ud til hele salen. Det er konceptet. Man kan endda få laktosefri og veganske versioner på havre- og sojamælk. Det er Husets mest populære arrangement. I aften er der 73 tilmeldte og kun 65 sæder.

Publikum strømmer ind i salen. En flok gymnasievenner på 18 år. To kolleger i 30’erne, der arbejder med it på Københavns Rådhus. Et par 23-årige studerende, der har badekåber med i rygsækken, så de kan være lige så afslappede som The Dude. To amerikanske udvekslingsstuderende, der er lige så gamle som filmen.

»Der er nok en lille del i alle mennesker, som bare gerne vil være The Dude,« siger den ene.

»Bare slappe af.«

Højttalerne spiller filmens soundtrack – Bob Dylan, Creedence Clearwater Revival og en spansk version af »Hotel California«. Jeg glider ned i en udtjent sofa med leopardskinspuder bagest i salen. Lyset slukker. Filmen begynder.

Det absurde kan gøre os lykkelige

Når man har set The Big Lebowski 30 gange (som jeg har), begynder man at få et øje for de små detaljer. F.eks. at karaktererne hele tiden gentager hinandens replikker: Så godt som alle siger »Who the fuck are you?« på ét eller andet tidspunkt. Ordet »abide« bliver brugt igen og igen. Og både the Dude, nihilisterne, gorillaerne og Jeffrey Lebowski siger »where’s the money, Lebowski?«.

»Har du også tænkt over, at den alvidende fortællercowboy hedder The Stranger?« spørger Peter S. Fosl i telefonen.

Næ, det havde jeg faktisk ikke, men nu hvor han siger det … Det er jo navnet på en bog af den franske filosof Albert Camus.

»Og det er ikke tilfældigt« siger Peter S. Fosl. »Filmen er ren Camus.«

The Big Lebowski handler om det absurde liv, forklarer han. Når alt kommer til alt er vores små menneskeliv jo meningsløse og absurde – det skriver Albert Camus i hvert fald i Sisyfos-myten. Der er ingen større mening eller Gud. Livet er lige så absurd som Sisyfos’ arbejde med at skubbe en sten op på toppen af et bjerg bare for at se den rulle ned igen.

Så hvorfor bliver vi ved med at leve?

Jo, skriver Camus, fordi meningsløsheden ikke gør livet tomt. Det absurde kan gøre os lykkelige.

»Vi opfatter som regel mening som en fremadskridende proces med et mål,« siger Peter S. Fosl.

»Man kommer i himlen, man bliver rig, man vinder kampen. Men en anden måde at se det på er at finde mening i det processuelle. Det er Kirkegaards kritik af Hegel, der så historien skride fremad mod et stadigt højere niveau. Og af Marx, hvor målet er den kommunistiske utopi. Mening er i handlingen i sig selv. Uden endepunkt. Som en symfoni eller en vals, der går rundt og rundt og genbruger sig selv. Gentagelsen gør det meningsfuld.«

Det er dét, The Dude gør. Han stræber ikke, han kræver ikke, han bowler bare. Bowlingkuglerne er hans sten (og kan man egentlig forestille sig et mere Sisyfos-agtigt spil end bowling?). Gentagelsen er meningen.

Walter vs. nihilisterne

I biografmørket i Huset drøner rulleskøjtepigerne rundt med drinks på store sorte bakker. Salen bliver varmere, og publikum bliver fuldere. Til Husets første Lebowski-arrangementet kom de til at lave så stærke white russians, at alle blev spritstive. Nu har de justeret procenterne, men det kan stadig mærkes. Folk griner og skåler, klapper og hujer, da karakteren ’Jesus’ toner frem på lærredet.

I biografmørket i Huset drøner rulleskøjtepigerne rundt med drinks på store sorte bakker. Salen bliver varmere, og publikum bliver fuldere. Til Husets første Lebowski-arrangementet kom de til at lave så stærke white russians, at alle blev spritstive. Nu har de justeret procenterne, men det kan stadig mærkes.

Thomas Nielsen

Vi er præcis halvvejs i filmen, og nu kommer en scene, som jeg holder særligt meget af: The Dude sidder i bowlingbaren med vennerne Walter og Donnie, og The Dude fortæller, at en flok nihilister lige har truet med at klippe hans penis af.

Walter misforstår og tror, de er nazister.

The Dude: »Man, they were nihilists, man. They kept saying they believe in nothing.«

Walter: »Nihilists. Fuck me. I mean, say what you want about the tenets of National Socialism, dude, at least it’s an ethos.«

Walter er vietnamveteran. Han har set sine kammerater dø med ansigtet begravet i junglemudder i kamp for Amerika, og han går stadig i cargovest og bandana. Han er besat af regler. Det værste, han kan forestille sig, er, at alle regler fordamper, så hele verden bliver som jungleloven i Vietnam. For Walter er nihilisme værre end nazisme – det sidste er i det mindste et sammenhængende tankesæt med regler og værdier. Det er filmens store konflikt: Walter vs. nihilisterne.

For Walter er identiteten ikke flydende. Han konverterede til jødedommen, da han giftede sig med sin ekskone, og selv om de for længst er blevet skilt, holder han sabbatten hellig og citerer zionismens grundlægger, Theodor Herzl. Da han ser en bowlingmodstander overtræde den sorte streg på bowlingbanen, trækker Walter en ladt pistol for at håndhæve bowlingsreglemenet.

»HAS THE WHOLE WORLD GONE CRAZY?« råber han. »AM I THE ONLY ONE AROUND HERE WHO GIVES A SHIT ABOUT THE RULES?!«

Over for ham står nihilisterne. De går i lædertøj, kører på motorcykel, hører tysk synthpop og har en fritte som kæledyr. De vil opløse alle regler.

»We believe in nothing,« siger de hele tiden.

Det er den mest grundlæggende konflikt i mennesker: Det absolutte over for det relative.

Jeg kom til at tænke på Walter og nihilisterne, da jeg var i Polen sidste år for at skrive en artikel om højrepopulisme. Som i mange andre lande lige nu er der nemlig en dyb kløft mellem de unge i byen og de ældre på landet: I byen har de en liberal indstilling til kønsroller og religion; på landet mener de tværtimod, at byboerne er ved at opløse alt det bedste ved livet: religion, familie, tradition. Mange stemmer på højrepopulisterne for at forsvare de evige værdier.

Som en iagttager sagde til mig: »Folk vil have stolthed, respekt, historie og mening.«

Det er Walter vs. nihilisterne. Byboerne ser højrefløjen som en slags Walter – personer, der sidder fast i fortiden og er alt for firkantede i deres værdikrig. Og for højrefløjen er byboerne nihilisterne, der ikke tror på noget. Det er en evig konflikt i vores moderne verden.

Det befriende ved The Big Lebowski er, at både Walter og nihilisterne er til grin. Walter overreagerer og kommer endda selv til at bryde loven, da han vil  forsvare bowlingreglerne. Selv regelrytteren bryder reglerne. Nihilisterne er lige så latterlige. Da de ikke kan få deres løsesum, fordi de slet ikke har noget gidsel, klager de og siger »That’s not fair.« Selv nihilister vil have retfærdighed.

Filmen er en parodi på den store konflikt.

En lykkelig mand

Vi er nået til sidste scene i Husets biograf – The Dude vender sig om mod cowboyen og siger de forløsende ord »The Dude abides« (hvilket i øvrigt er en reference til selveste biblen: »One generation passes away, and another generation comes: but the earth abides forever«).

Alle klapper, finder deres frakker og vakler ud i kolde mørke med store smil.

»The Dude tager det godt nok ovenfra og ned,« siger en 40-årige programmør.

I dag kan jeg sagtens se, hvorfor filmen ramte mig så hårdt dengang for ti år siden. Jeg var som The Dude: En fredelig fyr, der mod min vilje blev kastet ud i verdens kaos og meningsløshed. For hvorfor skulle min far dø? Og hvad med mig selv engang? Det store ’hvorfor’ var vågnet, som Camus skriver i ’Sisyfos-myten’. Livet var pludselig blevet absurd. Jeg havde en tysk nihilist på den ene skulder, der hviskede, at universet er uendeligt, og at solen alligevel eksploderer på et tidspunkt. Og på den anden skulder havde jeg en lille Walter, der råber, at der stadig findes en universel moral og ubrydelige regler.

Camus afslutter sit essay med den berømte sætning: »Man må tænke sig Sisyfos som en lykkelig mand.«

Ja, livet er meningsløst, men det er ikke ulykkeligt. Det er sådan The Big Lebowski slutter. Man må tænke sig The Dude som en lykkelig mand.

Publikum er ved at gøre klar til at se The Big Lebowski i Huset i Magstræde i København. Filmen er blevet en kultfilm, som handler om menneskets meningsløse eksistens.

Thomas Nielsen

Mange af Coen-brødrenes film når ellers til den modsatte konklusion. No Country for Old Men (2007) ender med, at Texas-sheriffen Ed Tom Bell (Tommy Lee Jones) føler sig »overmatchet« af den moderne verden og længes efter sin fars trygge favn.

»No Country for Old Men er det omvendte af The Big Lebowski,« som Peter S. Fosl siger.

»Dér vinder nihilismen. Du har cowboyen ligesom i The Big Lebowski, men han er desillusioneret. Ingen kan undslippe nihilismen, ingen kan udslippe Anton Chigurh (den psykopatiske morder, red.).«

I The Big Lebowski får den absurde verden en happy ending. Vi går ud i mørket og griner.

Jeg cykler gennem København på vej hjem og tænker på det, som Peter S. Fosl sagde om gentagelsen. Nu har jeg trods alt set den samme film 30 gang på ti år. Igen og igen og igen. Og det har ikke gjort den meningsløs. Tværtimod. Så jeg føler mig efterhånden kompetent nok til at kunne opsummere filmens morale, som måske lyder banal, men som bestemt ikke føltes sådan, da jeg var 21 år: Ja, livet er meningsløst, men det skal du ikke tage så tungt.

Eller som The Dude formulerer det: »Fuck it, man. Can’t be worried about that shit. Life goes on, man.«