At vokse op er at øge mængden af knuste drømme

Da Tine Høeg debuterede sidste år, svarede hun i et interview med Femina følgende på spørgsmålet om, hvad der optog hende for øjeblikket: »Voksenlivet. Hvad man skal gøre med det. Sorgen over, at det ikke er, som jeg havde troet, selv om jeg ikke helt ved, hvad jeg havde troet.

Da jeg var barn og helt ung og tænkte på mig selv som voksen, var det, som om det var et helt andet menneske. Som om jeg på et eller andet tidspunkt ville blive hævet op i det voksne, og det sted ville være et afklaret, lykkeligt sted med havefester. Men sådan er det ikke. Vi bærer jo børnene, som vi var, rundt i armene. Vi bærer tvivl og ensomhed med os.«

Med disse ord indskriver hun sig i et større fællesskab af skandinaviske forfattere, der fremstiller voksenlivet som skuffelse. I flere centrale værker fra de seneste år føler fortællerne sig som dårlige voksne, ude af stand til at opfylde omgivelsernes krav og opføre sig lige så normalt som deres jævnaldrende.

Skuffelsen får dem til at søge mod barndommen, men heller ikke her findes nogen trøst: Ofte viser det sig, at problemerne allerede fandtes dengang – og i de værker, hvor barndommen faktisk fremstilles idyllisk, bliver skuffelsen så meget desto større, fordi fortællerne indser, at de hverken er den kompetente voksne, de ønsker at være, eller det lykkelige barn, de engang har været. I deres rodløshed må de bære mindet om bedre tider som en byrde.

Høegs Nye rejsende handler om en ung kvinde, der indleder en affære med en gift mand, som hun møder i toget på vej til sit nye arbejde som gymnasielærer. Både som elskerinde og som lærer befinder fortælleren sig i en mellemposition: Over for eleverne skal hun forestille at være voksen, men i selskab med kollegerne på lærerværelset føler hun sig ofte som et barn.

Det fører til en lang række akavede situationer, som tager udgangspunkt i kroppen: En dag har hun den samme kjole på som en af eleverne, og da hun tilfældigt møder en af sine mandlige elever på en fotoudstilling, kommer hun til at kramme ham.

Under et af deres hemmelige møder kommer jeget til at kysse sin elskers tatovering (en krans med hans datters navn i), og da hendes mor antyder, at hun snart burde få sig en kæreste, er hendes umiddelbare reaktion at kaste en saks efter moderen.

Replikudvekslingerne fører også til akavede situationer, men de føles alligevel anderledes uafvendelige, når de manifesteres kropsligt. Som om den rigtige, myndige opførsel kun er en overflade, mens den spontane og kejtede krop har et tilsyneladende ubegrænset dyb af barnlig uregerlighed at tage af.

Smalltalk og høflighedsfraser

Høegs fortæller spejler sig i sin søster, der er ved at planlægge bryllup og tilsyneladende glider ubesværet ind i rollen som voksen. Det samme sker i Stine Pilgaards anden roman Lejlighedssange (2015).

I modsætning til sin helt utroligt normale søster, der holder af familiefester, hygge og prinsesseagtige brudekjoler, og som endda kan spise på Jensen’s Bøfhus uden at blive irriteret over den fejlagtige apostrof, kæmper fortælleren i Pilgaards bog med at passe ind i omgivelserne – og navnlig med at finde den rette balance mellem det barnlige og det voksne.

Da hun flytter sammen med sin kæreste, frygter hun, at formanden for andelsforeningen vil komme og tage nøglerne fra dem og henvise dem til kollegieværelser i området. Da det ikke sker, får fortælleren »samme fornemmelse, som jeg stadig kan få, når jeg ser en film, der er uegnet for børn, og føler en hemmelig glæde, inden det går op for mig, at forbuddet ikke længere gælder mig«.

Hun glemmer, at det at være venner ikke længere er noget, man aftaler, og hun har svært ved at tilpasse sig voksenlivets voldsomme brug af smalltalk. Ofte kommer hun til at åbne sig for meget for hurtigt og ender derfor i pinlige situationer.

Men det værste er, at den spontanitet og inderlighed, der tidligere har kendetegnet fortællerens nære relationer, nu pludselig er erstattet af høflighedsfraser og anstændighed: »Klokken er atten otteogtredive, og min veninde siger tak, fordi I ville komme. Vi siger tak, tak, fordi vi måtte, og hænger vores jakker på bøjler. Den slags sagde vi aldrig, når vi mødtes som børn.«

Romanens skildringer af sociale sammenkomster peger alle i retning af, at voksenlivet skal forstås som en slags fravær af overskridelse. Høflighed, smalltalk og politisk korrekthed er eksempler på kontrolmekanismer, der skal sikre, at situationen forløber gnidningsfrit og uden sårede følelser.

Men for fortælleren er det netop overskridelsen, der giver relationerne værdi: »Jeg er et omvandrende hav af andre folks erindringer, og betroelser er mit vildeste drug. Mit narrative begær kender ingen grænser, jeg vil trænge ind i folks største drømme og mørkeste mareridt, ramme bunden af deres sjæle med et brag […] Det er den kraft, jeg tror på, det er der, vi kan mødes.«

Voksen med kroppen

Signe Maxens Sort galde (2017) handler også om en ung kvinde, som spejler sig i sin kompetente søster. Sigrid flytter hjemmefra og begynder på universitetet, men dropper ud igen efter den første forelæsning.

I begyndelsen deler hun lejlighed med søsteren, som dog hurtigt flytter til Hedehusene med sin ejendomsmæglerkæreste. Det, der skulle have markeret Sigrids indtræden i voksenlivet, bliver ikke til andet end tilløb, der lige så stille glider over i stilstand og sygdom.

I Maxens roman skildres ubalancen mellem det barnlige og det voksne gennem kroppen med særligt fokus på puberteten: »Det var så voldsomme modsætninger man pludselig bestod af. Det at være barnlig i sindet, lege med sin veninde, glæde sig til fredagsslik, og så samtidig have en krop der ihærdigt forberedte sig på det kønsmodne seksuelle liv. Et liv som mor.«

Både Sigrid og hendes omgivelser har svært ved at håndtere denne nye tilstand: »At man aldrig talte om emnet, ikke rørte ved den udviklende krop. Far, der begyndte at banke på og sige mit navn flere gange, før han turde gå ind på mit værelse.«

Sigrid udvikler en såkaldt spisevægring og bliver senere indlagt på en psykiatrisk institution. Da hun en dag har haft besøg af sin mor, føler hun både hjemve og »trangen til at blive barn igen«.

Men det, der umiddelbart ligner længsel efter en idyllisk tilstand, bliver snarere en påmindelse om, at Sigrids problemer har været der helt fra begyndelsen: »Jeg har anstrengt mig for at være barnlig. Jeg har aldrig fundet det naturligt. Nu er jeg voksen og alt for barnlig. Nu kan jeg slet ikke give slip på det barnlige. Nu er det en sorg at skulle tage afsked med det,« som hun siger hen mod bogens slutning.

Norske Ingvild Lothes digtsamling Hvorfor er jeg så trist når jeg er så søt (2016) handler også om en ung kvinde, der ikke kan finde sig til rette. Selvom jeget »savner å være åtte år og ikke ha ødelagt livet mitt«, beskrives det samtidig, hvordan hun helt siden dengang har følt sig forkert og umulig.

Som ung føler hun sig forrådt af sin egen krop, da den begynder at ændre sig, hvilket hun ikke kan finde ud af at udnytte til sin egen fordel. Og som voksen må hun indse, at disse følelser ikke forsvinder, men bare kommer til udtryk på stadigt nye måder. På den ene side er den unge kvinde urolig og rastløs, på den anden side er hun slidt:

»Jeg har energien til en olding, / allikevel sier folk: Du har hele livet foran deg. / Men altså hva faen. / Det finnes grenser / for hvor mye et menneske / kan makte å legge bak seg.«

At vokse op er altså blot ensbetydende med at øge mængden af skuffelser og knuste drømme. Alt det, der skulle have været, er gået tabt, og denne tabserfaring bliver efterhånden så omfattende, at det at miste lysten til at leve omtales med samme selvfølgelige ligegyldighed som det at miste en mobiltelefon.

Midaldrende mænd om voksenlivet

Indtil videre er alle mine eksempler hentet fra bøger skrevet af kvinder, men selv om temaet flere steder knyttes til kvindekroppen, er det ikke forbeholdt et bestemt køn. Blandt andet skriver Caspar Eric og Johan Davidsen også om at føle sig utilpas i voksenlivet, om end det måske her er mindre udtalt end hos Høeg, Pilgaard, Maxen og Lothe.

For nogen vil det måske være oplagt at tænke, at det kun er unge forfattere, der skriver om voksenlivet på denne måde, og at det sikkert bare er et spørgsmål om tid, før de bliver mere komfortable med deres rolle. Men hvis vi endnu engang vender blikket mod Norge, tjener særligt to midaldrende forfattere som markante modeksempler på denne tanke.

Således er det mest gennemgående træk i Karl Ove Knausgårds fire årstidsbøger (2015-2016) en skildring af den voksne hverdag som forudsigelig og kedelig: »hverdagen får alt til å forsvinne, hverdagen er som en sone hvor det som havner innenfor, blir dømt til glemsel,« som han skriver i Om vinteren. Verden har lukket sig, fordi forfatteren har set det meste før.

Derfor skriver han breve til sin nyfødte datter og fletter dem ind mellem tekster om tyggegummi, cykler og sne, som både skal vise hende den verden, hun kommer til at vokse op i, og få forfatteren til på ny at se den vidunderlige rigdom, der omgiver ham til hver en tid.

Men den mest grusomme fremstilling af det skuffende voksenliv findes hos en anden nordmand, nemlig Stig Sæterbakken. I essayet »Umuligheden af at leve«, som for nylig er udkommet på dansk i bogen Der, hvor jeg tænker, er der altid mørkt, skriver Sæterbakken om barndom og barnlighed. Ligesom Tine Høeg skriver han om at forestille sig voksenlivet som en tilstand, man ankommer til:

»Længe troede jeg, at man blev voksen efter at have været barn en tid, at en skønne dag ville nogen tænde for et lys oppe i mit hoved, og så ville det være klaret […] Jeg går stadig og venter.« Her fremstilles det barnlige ikke kun som noget legesygt, men også som noget grundlæggende destruktivt.

Trods alle forfatterens forsøg på at være en rigtig voksen – det vil sige: fornuftig, alvorlig, sikker og dreven – er det, som om barnet i Sæterbakken altid mosler frem og ødelægger det hele. Og som så meget andet hos ham knyttes det også til angst, tab og død. Således hedder et sted, at »selvmordet er barnligheden i yderste konsekvens«.

Hele tiden bagud

Essayet kulminerer i en passage, der fungerer som et uhyggeligt ekko af Tine Høegs udtalelse, som jeg citerede i begyndelsen:»Der er noget uendeligt trist ved alle børn, uanset hvor glade og lykkelige de er. En sorg på forhånd, hvis det går an at bruge et sådant udtryk? Hvor skulle den ellers komme fra, hvis ikke fra alt det, som venter dem? Det at have været barn er vores store sorg i livet. Vi går jo rundt og bærer på et dødt barn, helt til vi dør.«

Med de ord indfanger han noget helt centralt ved de bøger, jeg nævner her, nemlig at deres fortællere og hovedpersoner længes tilbage til en svunden tid, som samtidig viser sig at rumme kimen til voksenlivets problemer.

Jeget i bøgerne føler sig som den samme som dengang, men alligevel er barndommen lukket land. Godt nok har de (fleste af dem) fået nye kompetencer, men omgivelserne bliver også ved med at ændre sig. Og de ændrer sig hurtigere, end personerne kan nå at omstille sig. De er hele tiden bagud.

Kun Stig Sæterbakken skriver det helt direkte, men jeg har indtryk af, at flere af de nævnte forfattere i større eller mindre grad giver udtryk for den samme erfaring: »Som om jeg altid må stræbe, hvor andre, de heldige svin, kan nøjes med at være.«

Det uperfekte

Jeg vil undlade at spekulere over, hvorfor dette tema fylder så meget netop nu. Men det slår mig, at det hænger sammen med andre ting, såsom at moderskabet i nyere skandinavisk litteratur også skildres på en væsentligt mindre idyllisk måde end i aviser, livsstilsmagasiner og lignende (her tænker jeg blandt andet på Maja Lucas, Katrine Grünfeld og svenske Karolina Ramqvist).

Således tyder det på et udtalt ønske om at rive nogle af samfundets urealistiske idealer ned. Den samme bevægelse ses i øvrigt på de sociale medier: Hvor det i begyndelsen handlede om at fremstille det perfekte liv, bliver det mere og mere udbredt at skildre alle frustrerende, ulækre og mislykkede sider af livet som forælder – og af det at være menneske i det hele taget. At gøre det mere acceptabelt at have det dårligt og at være dårlig – eller måske ikke engang at være dårlig, men bare at være helt og aldeles almindelig.

Da Ingvild Lothe i senefteråret gæstede København til Höst Festival på Borups Højskole, skosede hun kritikere og journalister for at lave letkøbte og forhastede grupperinger i forsøget på at udpege tendenser.

Bare det at nævne internettet en enkelt gang er nok til at blive påklistret mærkatet »internetdigter«, som hun sagde. Både denne tilbøjelighed og kritikken af den er velkendt, men en generel og forsøgsvis samlæsning kan også have et mere positivt udtryk.

Mit ærinde her er som nævnt ikke at påstå, at det at fremstille voksenlivet som en skuffelse er knyttet til en bestemt generation – og det interesserer mig egentlig heller ikke, om temaet er så udbredt, at man ligefrem kan tale om en tendens.

Det interesserer mig, at man ved at lave et så simpelt tematisk tværsnit af bøgerne, som jeg har gjort her, kan synliggøre et fællesskab mellem en række meget forskellige forfattere – ikke som noget, der lukker værkerne ved at reducere dem, men som noget, der åbner dem ved at tilbyde en indgangsvinkel, der både kan få bøgernes ligheder og forskelle til at stå tydeligere frem.