Læsetid: 9 min.

Zaki Youssef: ’Forsoning? Det må nogle andre tage sig af’

Zaki Youssef er aktuel med forestillingen ’Der var et yndigt land’ om nationalfølelser og danskhedsdebat. Kulturparnassets boble skal briste, hykleriet skal latterliggøres, og de brune skal indtage teatret, lyder programerklæringen
Zaki Youssef er aktuel med forestillingen ’Der var et yndigt land’ om nationalfølelser og danskhedsdebat. Kulturparnassets boble skal briste, hykleriet skal latterliggøres, og de brune skal indtage teatret, lyder programerklæringen

Sigrid Nygaard

2. februar 2018

Zaki Youssef har malet sig hvid i hovedet. Han har taget en blond paryk på, han har lært kongerækken udenad, han har læst Søren Kierkegaards samlede værker og føler sig hvid og forandret – og det er pragtfuldt, fortæller han fra scenen i den brune kødby i København, hvor Teatret Sort/Hvid holder til. For nu kan han komme ind på alle diskotekerne, nu bliver han kaldt til samtale, når han søger et job. Han er automatisk en del af fællesskabet, og han slipper for at svare på, hvor han er fra. Altså udover København.

Sådan begynder Zaki Youssefs seneste teaterforestilling Der var et yndigt land, der spiller på Teatret Sort/Hvid. Med nationalhymne, racistiske jokes og en glasmontre med kornmarker, bondepiger og flagstang. Det er tykt. Og det er den 37-årige dramatiker, komponist og rapper, der spiller samtlige karakterer – eller karikaturer, nærmere – i forestillingen. En integrationskonsulent fra Brønderslev, en falafel-forherligende højskolelærer, en vred Rashid, Zakis far, Zakis ven og Zaki selv. Eller Carsten, som den hvide Zaki ynder at kalde sig.

Forestillingen er en slags ekko af den danskhedsdebat, der har rullet de seneste år. Nogle gange i forvrænget form, andre gange i direkte, nøgent afskrift.

»En række grundlæggende humanistiske værdier er begyndt at skride i løbet af de seneste 10-15 år. Klapjagten på flygtninge og indvandrere er blevet intensiveret, racismen er blevet norm, og debatten er blevet derefter,« indleder Zaki Youssef og lader to sukkerknalder falde ned i sin kaffe.

»Og imens værdierne skrider, klamrer man sig hysterisk, nærmest religiøst, til danskheden. Til alle mulige former for nationale fortællinger og følelser, til kanoniseringer og kongerækker og et utal af absurd ligegyldige anekdoter og begivenheder.«

Zaki Youssef laver en omvendt blackfacing i teaterstykket ’Der var et yndigt land’.
Læs også

For Zaki Youssef er danskhed et tomt begreb. Det bliver brugt i så mange forskellige – og ofte modsatrettede – sammenhænge, det lades med så mange kategoriske og politiske betydninger, at meningen ophæves, mener han. I Der var et yndigt land giver han stemme og krop til seks forskellige – og ofte stereotype, flagrende og inkonsistente – meninger om, hvad danskhed er:

Danskhed er tolerance, eller nej, intolerance, lyder det eksempelvis. Danskhed er koldskål og lange sommeraftener, det er regnvejr, Søren Kierkegaard og pruthumor. Danskhed er hverdagsracisme, angsten for kropskontakt i busserne, sindssyge cyklister på fortovet. Det er tillid og stegt flæsk med persillesovs, Harald Blåtand og Inger Støjbergs lagkagefejring, velfærdsstat, demokrati og lykke. Eller?

For den stegte flæsk viste sig jo at være fra Frankrig, påpeger Zaki Youssef på scenen. Og det er nordmændene, der er verdens lykkeligste folk, og grækerne, der har ophavsretten til demokratiet. Og Jellingestenene fra 800-tallet er ikke synderligt imponerende, når man allerede i år 2630 f. Kr. byggede pyramider i Egypten.

»Jo mere man forsøger at definere og kategorisere danskhed, desto tyndere bliver det. Det er vitterligt komisk, men også dybt bizart, hvordan voksne mennesker definerer sig selv med det her begreb og de her fortællinger. Identitetskrisen er total,« griner Zaki Youssef og kører hånden over sit karseklippede hår.

»Det er tragisk, ja, men det er jo virkelig også komisk, synes du ikke?«

Zaki Youssef

Født i 1979 i København.

Forfatter, rapper, komponist, skuespiller og dramatiker. Zaki Youssef vandt i 2011 Reumerts Talentpris for forestillingen Præmieperker på Det Kongelige Teater. Nomineret til en Reumert for den selvbiografiske forestilling Jeg hører stemmer fra 2015.

Der var et yndigt land spiller på Teatret Sort/Hvid i København til 24. februar. Musikken til forestillingen er komponeret af Turkman Souljah.

Identitetskrisen

Zaki Youssef er født i 1979, han er vokset op i København, fra Nørrebro til Herlev, Frederiksberg og Nordvest, hans mor er fra Danmark, hans far fra Egypten. Han har gået på fire forskellige folkeskoler, han har rejst Europa tyndt med Cirkus Cirkör, han har rappet med den palæstinensiske gruppe DARG på Vestbredden.

I 2011 debuterede Zaki Youssef så på Det Kongelige som dramatiker og skuespiller og vandt en Reumert Talentpris for at have både skrevet og spillet hovedrollen i forestillingen Præmieperker. I 2015 fik den selvbiografiske forestilling Jeg hører stemmer premiere på Teatret Sort/Hvid med Christian Lollike som instruktør. I 2016 blev revyen Ravage Royal, som Zaki Youssef skrev og spillede sammen med Hadi Ka-koush, sat op i foyeren på Det Kongelige Teater.

Det var ikke en vej, Zaki Youssef selv havde set for sig, da han var ung.

»Da jeg var 15 år, var teatret det absolut røvsygeste sted. Det var ren nedtur, tørt og kedeligt – og det var kun i forbindelse med folkeskolens tvangsudflugter, at jeg satte mine ben i et teater.«

Det var musikken, der trak i Zaki Youssef. Jimi Hendrix var en afgud for ham, samme gjaldt Naas og Miles Davis. Alt fra hiphop og eksperimenterende elektronisk musik til jazz, soul og 70’er-rock gik i blodet på ham. Det var også på grund af musikken, at Zaki Youssef så småt begyndte at sætte sine ben i teatret igen. Han begyndte at komponere musik til både teater- og balletforestillinger, og efterhånden bevægede han sig også selv ind på scenen. I 2007 spillede han hovedrollen i Don Juan på Betty Nansen Teatret.

Det var dramaturg Jesper Bergmann, der i 2011 fik øje på Zaki Youssefs dramatikertalent i forbindelse med projektet ’Nye stemmer’ på Det Kongelige Teater. Han mente, at Zaki Youssef havde noget, den danske teaterscene manglede. De arbejdede sammen om Præmieperker, og da Zaki Youssef efterfølgende præsenterede ideen til Jeg hører stemmer, foreslog Jesper Bergmann, at han skulle møde Christian Lollike. For han havde også en »alternativ tilgang« til scenekunst.

»Jeg anede ikke, at de her gutter var noget særligt. Jeg kom lidt tilfældigt ind af bagvejen og var totalt uimponeret,« fortæller Zaki Youssef. Han sammenligner kækt sit samarbejde med Christian Lollike med John Lennon og Paul McCartneys samarbejde. De trækker tingene i forskellige retninger – John er lidt for corny, Paul er lidt for kunstnerisk – og det er det, der gør både proces og resultat interessant.

»’Det skal være farligere, Zaki! Farligere!’ er nok den formulering, Christian og Sigrid (Johannesen, der også er instruktør på Der var et yndigt landred.) bruger mest. Det lyder måske platmen det virker,« griner Zaki Youssef. Han er tydeligvis skuespiller, han bruger hele kroppen, når han skiftevis råber, taler, griner – og hans Lollike-imitation rammer lige på kornet.

Både Præmieperker og Jeg hører stemmer handler om Zaki Youssef; om hans personlige identitetskriser, om alle de klaustrofobiske kasser, folk har forsøgt at proppe ham ned i: »nydansker«, »muslim«, »ballademager«, »mønsterbryder«, »præmieperker«. 

»Men jeg er færdig med den slags i dag. Jeg er færdig med at sætte mine egne identitetskriser på kunstnerisk form. Jeg er stadig forvirret, frustreret og søgende, splittelsen vil altid være der. Det har jeg sluttet fred med. Og jeg er holdt op med at forsøge at passe ind og kæmpe imod dem, der siger, at jeg ikke hører til her,« siger han.

»Det er ikke længere mig, der har brug for en tur på briksen, det er Danmarks identitetskrise, vi skal tage os af nu. For hvor skal vi hen? Hvad skal vi egentlig med Danmark? Det er den slags spørgsmål, der er vigtige for mig i dag. Ikke kun i forhold til indvandring og integration og flygtningepolitik, men i det hele taget.«

– Hvorfor skal de spørgsmål stilles på en scene?

»Teatret – og kunsten, i øvrigt – kan tage de her emner og spørgsmål et andet sted hen. Her handler det ikke om argumentation og retorik; man er ikke nødt til at vælge side og tale fra en fasttømret og ofte skråsikker position. I teatret er der plads til omtanke og flertydighed, der er plads til alvor, men også det totalt pruttede. Mig i et grisekostume? Helt ærligt? Det er da total pruthumor,« svarer Zaki Youssef med henvisning til en scene i Der var et yndigt land.

Zaki Youssef vil altså latterliggøre, karikere og forhåbentligvis destabilisere den skråsikkerhed, der karakteriserer debatten i dag. For niveauet er for lavt, alt for lavt. Han refererer til den muslimske filosofi Iman Al-Ghazali, der tilbage i 1100-tallet beskrev, hvordan forudsætningen for ethvert oplyst og debatterende samfund er henholdsvis viden og ydmyghed. 

Al-Ghazali opstillede en række regler for den gode debat: Første regel gik på, at folk skal vide noget om det, de taler om, og de skal opsøge yderligere viden og lytte til de andre, før de deltager i debatten. Anden regel gik på, at folk skal udvise ydmyghed og droppe både ego og ærekærhed. At finde nøglen til sandheden skal være et fælles projekt, og det er ligegyldigt, hvem der finder hvilke nøgler.

»Hvorfor orker vi ikke at implementere den slags retningslinjer i Danmark? Jeg savner at høre på mennesker, der ved noget. Jeg savner at blive klogere, virkelig. Den danske debat er lige nu en slags race to the bottom, jo grovere og dummere desto bedre.«

– Men hvordan er en forestilling fuld af karikerede og skråsikre udsagn om danskhed med til at hæve barren og få polerne til at mødes?

»Det er den slags spørgsmål, der kan få mig til at ligge søvnløs. Hvad har du egentlig gang i, Zaki? Laver du ikke bare et spejl her, Zaki? Hvor skal vi hen herfra, Zaki? Det ved jeg ikke, ærligt talt. Men forsoning? Det er ikke mit arbejde. Det må nogle andre tage sig af. Men humoren er vigtig for mig her – og i forestillingen: Den tager den konfrontative brod af det, latteren rusker, men på en mere imødekommende måde, tænker jeg.«

Hvis han kan ruske op i folk og få dem til at grine af ikke bare de andre, men allerhelst af sig selv, er han på vej mod et eller andet meningsfuldt, tænker han.

Sigrid Nygaard

Ravage

Dem, Zaki Youssef allerhelst vil ruske i, er ikke DF’erne, men derimod Informations abonnenter og Politiken Plus-segmentet, det er »kulturparnasset«, som Zaki Youssef formulerer det med ironisk vrængende stemme. For de opholder sig ifølge Zaki Youssef i den mest lufttætte boble overhovedet:

»Her ser man sig selv som de tolerante og uddannede, de antiracistiske og inkluderende. Man stemmer sandsynligvis Liste Ø, man går i teatret og forarges af de andres racisme. Men hvor mange brune mennesker arbejder på Information? Eller på Politiken? Eller på DR? Måske et par stykker bland rengøringspersonalet?« spørger Zaki Youssef og fortsætter uden at vente på svar:

»De kulturradikale skrider også mod højre, de taler også om assimilation, flygtningekriser og økonomiske eller nationale grænser. De hylder mangfoldigheden og præmieperkere, deres racisme er velment, men det er stadig racisme. Kulturparnasset har tydeligvis brug for et spejl, de skal grine lidt mere af sig selv. Og det vil jeg sgu gerne hjælpe dem med.«

»Og ja,« tilføjer han så efter en eftertænksomhedspause: »Jeg ved godt, at jeg også er en del af den her kulturelite nu. Men det giver måske mulighed for en anden slags kritik? En selvkritik?«

Det har været afgørende for Zaki Youssef, at de scener, han spiller på og skriver til, ikke kun er hvide. At boblen ikke er lufttæt. Han har derfor lavet en del af pressearbejdet for både Det Kongelige Teater og Teater Sort/Hvid i forbindelse med sine forestillinger. For de tekniske skoler skal inviteres, der skal rækkes ud til fritidsklubberne, de unge skal have klækkelige rabatter. Dorte Jensen på 62 skal nok troppe op alligevel.

»Jeg vil hive de unge, som ingen gider at tale til, i teatret. Det er Zaki på 15 år, jeg skriver til. Jeg manglede, at nogen viste mig, hvordan man også kunne gøre tingene. Det er det, jeg vil bruge den her platform til nu. Jeg kan repræsentere et alternativ,« siger han.

For teatret skal ikke kun være et sted for Dorte Jensen på 62, som Zaki Youssef på 15 år oplevede det. Det skal være et sted med plads til hiphop, standup, ungdomskultur og generel ravage. Da Zaki Youssef og Hadi Ka-koush’ revy Ravage Royal blev sat op på Det Kongelige Teater i 2016, endte det med kurdisk fællesfolkedans igennem foyeren, Bodil Jørgensen, der citerede Shivas på »perkerdansk«, og et ganske blandet publikum – for forestillingen var gratis.

»Der er mange, der kommer ind i den her teaterverden og overtager dens koder og ritualer. Det har jeg ikke villet gøre. Jeg skal trænge ind i den her verdens gemakker, ikke omvendt. Det er mine ritualer, der skal indføres her. Og der skal være plads til publikum med andre ritualer, unge knægte, der hujer og hepper alt for højt. Den forstokkede tradition og selvhøjtidelige kunst skal ned med nakken.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Carsten Munk
  • Steffen Gliese
  • Katrine Damm
  • Niels Duus Nielsen
  • Lars Bo Jensen
  • Michael Svennevig
Maj-Britt Kent Hansen, Carsten Munk, Steffen Gliese, Katrine Damm, Niels Duus Nielsen, Lars Bo Jensen og Michael Svennevig anbefalede denne artikel

Kommentarer

Stakkels mand. Bare der dog var steder i verden hvor han kunne søge tilflugt, langt fra hvide mennesker og deres usle kultur.

Lars Jørgen Hansen, Maria Jensen og kristian bro anbefalede denne kommentar

"De hylder mangfoldigheden og præmieperkere, deres racisme er velment, men det er stadig racisme. Kulturparnasset har tydeligvis brug for et spejl, de skal grine lidt mere af sig selv." siger Zaki om de kulturradikale, og det er måske her han i den sidste ende vil støde imod muren.

Andet sted, kan man nemlig læse, at humor og intelligens hænger uhjælpeligt sammen og er hinandens forudsætning, og netop derfor får han aldrig kulturparnasset til at grine af sig selv!

Steffen Gliese

Hold nu op med den danske selvgodhed. Zaki Youssef er præcis den nydansker, vi har efterlyst.

Ohhh, så hvis jeg, som dansker, kritiserede en anden kultur, f.eks. den hamrende banale utilpassede-indvandredrenge-rappere-i-armyjakker kultur, så ville folk grine? For jeg er rimelig sikker på at jeg ville blive kaldt racist. Som minimum ville bekymrede medborgere kalde på forsoning og tale imod generalisering.

Niels Duus Nielsen

Er du ikke lidt sart, Mads Jakobsen? Eller kender du bare ikke nogen indvandrere, du kan drille lidt? Prøv at lære nogle indvandrere at kende, og du vil indse, at de faktisk er i stand til at grine ad sig selv, hvis drilleriet vel at mærke er godmodigt. Men det er måske i virkeligheden det, der er dit problem - du er ikke godmodig i din kritik?

Henrik Plaschke

Af en eller anden grund får Maria Jensens bemærkning om, at

Få kulturer er vel mere selvkritiske end den danske

til at tænke på Piet Heins bemærkning om, at

Danskerne er verdens mest beskedne folkefærd. Også i den henseende overgår vi alle andre.

Herdis Weins, Steffen Gliese og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

"Men det er måske i virkeligheden det, der er dit problem - du er ikke godmodig i din kritik?"

Ja, sådan må det være. Danskere som er kritiske, dem er der noget i vejen med, sådan personligt. Mens indvandrere der er sure over dette & hint er modige og autentiske.

Niels Duus Nielsen

"Danskere som er kritiske, dem er der noget i vejen med, sådan personligt. Mens indvandrere der er sure over dette & hint er modige og autentiske."

Hvordan når du frem til den påstand? Har du et argument?

Du har lige skudt mig i skoene at jeg har et personligt problem. Alt imens du beundre Zaki Youssefs "humor". Så jeg har vel ikke så meget et argument som et case study. Det er dig.

Niels Duus Nielsen

Jeg skød dig ikke noget i skoene, jeg stillede dig et spørgsmål - som du besvarede: Du ejer ikke humorens nådegave.

Yeah, well. Humor er et social smøremiddel, og forsoning... det må andre tage sig af.

Det lyder ikke så rart når en hvid mand siger det, vel? Se, det synes jeg er sjov.

Steffen Gliese

Humor er, når det farlige fremstilles på en ufarlig måde.
Humor kræver også altid en indforståethed for at være morsom og ikke bare ignorant.
Derfor kan vi samles om en humor om Danmark, men meget svært om religioner, vi ikke kender og forstår.

"Derfor kan vi samles om en humor om Danmark, men meget svært om religioner, vi ikke kender og forstår."

Så grunden til at vi f.eks. ikke producere tonsvis af vittighedstegninger om Muhammed er fordi vi ikke kender og forstår Islam. Selvfølgelig.

Ja, jeg synes altså disse diskussioner er uhyre grinagtige.

Jeg har altid haft så svært ved at forstå muslimernes religion, men så en dag tog jeg mod til mig og deltog i fredagsbønnen. Så faldt tiøren.

Da jeg for nogle år siden, på et opslag i chaufførstuen spurgte mine muslimske kolleger, om det generede dem, at jeg spiste frikadeller og flæskesteg mens de lå med røven i vejret og udstødte underlige lyde, tog de det - til min store overraskelse - dybt alvorligt.
Der var sågar flere som udtrykte overbærenhed, og enddog tolerance, overfor mine vantro spisevaner, så jeg endte med - igen på et opslag - at spørge om, hvor i Grønspættebogen der står, at mennesker "kun må tage spøg for spøg. og alvor kun alvorligt".

Så stoppede tolerancen! Og dermed mine spørgsmål, selvsagt!

Når muslimer engang (om 700-800 år!?) når til at kunne acceptere (ikke kun tolerere!), at vi andre også godt må kritisere alt det sludder som "religiøse" brugervejledninger prøver at pådutte folk, så er vi nået et godt stykke af vejen.

Men Zaki har rigtig lang vej tilbage!