50 år mellem ’Fagre voksne verden’ og ’Call me by your name’: Engang var sex lig med oprør

Kør mig hjem, Benjamin, lås døren op for mig, Benjamin, følg mig indenfor, jeg er bange for mørke, jo, gør det, kom, tag en drink, jo, tag den, bliv, jo, bliv, kom ind i min datters soveværelse, kom hen til mig ved sengen, vær nu ikke fjollet, kom så!

I Mike Nichols sensationelt succesfulde coming-of-age-komediedrama fra 1967, Fagre voksne verden (The Graduate), groomer Mrs. Robinson sine venners 21-årige søn, Benjamin (Dustin Hoffman). Han er langdistanceløberen, elevrådsformanden, stjernestudenten fra high school, der er vendt hjem sommeren efter dimittering, tilbage til familiens lidt trøstesløse liv under lalleglad højkonjuktur. Under forældrenes fejring – med egne venner – af juniors flotte CV, gemmer Benjamin sig på sit barndomsværelse og stirrer tømt og tomt ind i akvariet. Så træder Mrs. Robinson (Anne Bancroft) ind ad døren. Snart er de hjemme i hendes hule.

Kom ind i badeværelset til mig, Benjamin, jo, gør det, jo, jo. Og pludselig, vupti, står Mrs. Robinson så der på datterens værelse helt nøgen og erklærer omsider sin lyst til den unge mand.

I dag kan scenen læses som en bizar version af de #MeToo-fortællinger, der er kommet frem om producer Harvey Weinstein – en #MeToo-bølge, der i øvrigt også har ramt den langfingrede Dustin Hoffman selv.

Dengang spillede Hoffman scenen med en nærmest Woody Allensk skinger febrilskhed og kvidrer en replik, der nu er indgraveret i filmhistorien: »Mrs. Robinson, you are trying to seduce me!«

Benjamin er jomfruen, der stirrer voksenlivets perversioner lige ind i brysterne og vil og vil ikke.

Et ord: plastik

I 1968 var det voksenliv fjenden, både for de unge lovende og for de gamle, der lovede dem en røvsyg fremtid – såsom forældrevennens karriereråd til Benjamin: »Et ord: plastik. Tænk over det«. 

Benjamin gør oprør ved at lade sig seksuelt oplære af Mrs. Robinson og siden ved at kurtisere den unge Elaine (Katharine Ross), Mrs. Robinsons datter.

I filmens episke slutning under rulletekster sidder nu de to unge bagerst i en bus på vej væk fra alt og intet – hun i den bryllupskjole, hun er flygtet fra sit eget bryllup i, og han sveddryppende efter at være brudt ind under vielsen. Først fniser de forpustede og smilende, snart sidder de helt matte med tvivl i øjnene. Er det her ikke på en måde forældrenes oprindelige ønske, de pludselig med rebelskhed som omvej har indfriet?

Elio og Oliver

50 år senere er der så årets største kærlighedsfilm, Luca Guadagninos Call Me by Your Name, der er oscarnomineret som bedste film til Oscar. Her er det også en varm og doven sommer, sat i 1980’ernes Syditalien, her er endnu en brunøjet wunderkind, der hænger ud ved familiens pool, her opstår også en hemmelig seksuel affære mellem denne unge, jomfruelige fyr, Elio (Timothée Chalamet), og en ældre ven af familien, Oliver (Armie Hammer).

Her er endnu et begær efter den erfarne, oplevet som halvt rædsel, halvt ekstase. Og nervøsiteten før første gang er lige så sitrende og febrilsk for Elio, som den var for Benjamin i Fagre voksen verden. Men hvor samlejet i 1967 var et vokseninitieringsritual – i scenen efter ser vi første gang en transformeret, selvsikker Benjamin med bar overkrop og solbriller – så er Call Me by Your Name en udvidelse af ungdommen, en forlængelse af den. Her sidder Elio overskrævs på sin voksne kærligheds muskuløse ben og lapper kys i sig, her er de to umage kroppe, der leger som børn med det begær, de er ved at eksplodere af.

Det er ikke et oprør mod en forældregeneration med andre kommanderende normer eller perversioner. Der er ingen autoriteter, der ønsker for Elio, at han skal blive voksen og arbejde med plastik.

Elios historie er en ren kærlighedshistorie, hvor forældre nænsomt støtter og opmuntrer og står klar som stødpuder, når følelserne gør ondt. Faren bruger sine egne fejl i livet som eksempel, der skal opmuntre sønnen til at blive i sine følelser. Heri består filmens seksuelle revolution anno 2018.