VAR
Læsetid: 10 min.

Danmark havde måske aldrig vundet EM i 1992, hvis der havde været en videodommer

Nu indfører FIFA videodommere til alle kampe ved sommerens VM-slutrunde i Rusland. Det var på tide, mener nogen: Dommere med slowmotionkameraer gør det smukke spil mere retfærdigt. Nej, siger kritikerne: De små tilfældigheder giver fodbolden drama og sjæl, og videoteknologi gør spillet koldt som en Djøf’er. Den uforsonlige debat om videodommerne er både en kamp om fodboldens sjæl og om menneskets forhold til teknologi
Kim Vilfort scorer til 2-0 i EM ’92-finalen mod Tysland. Havde der været videodommer på dengang, var begge kampens mål muligvis blevet underkendt.

Kim Vilfort scorer til 2-0 i EM ’92-finalen mod Tysland. Havde der været videodommer på dengang, var begge kampens mål muligvis blevet underkendt.

Kim Agersten

Kultur
14. marts 2018

Sådan cirka hver eneste af de 25.000 forfrosne fans på Wembley Stadion var sikre på, at Tottenham netop havde bragt sig foran med 1-0 mod lilleputklubben Rochdale i FA Cuppen, da den argentinske angriber Erik Lamela efter seks minutters spil skubbede en løs bold i feltet ind over stregen. Lamela rakte sine lange arme mod himlen, og folk på lægterne jublede.

Men så … mens de første snefnug dalede ned over banen, satte den sortklædte dommer en finger på sin øresnegl, han så tænksom ud og sagde et par ord i sit headset. Alle stoppede op. Var der mål eller hvad?

Den 3. marts i år mødtes en flok jakkesætsklædte herrer i en glasbygning i udkanten af Zürich, hvor et særligt panel i fodboldens skandaleombruste verdensorganisation, FIFA, holder til. Enstemmigt besluttede de, at sommerens VM-slutrunde i Rusland skal foregå med videodommere – det vil sige en ekstra dommer, der følger kampene fra en bunker fuld af skærme med slowmotion- og multivinkeloptagelser langt fra stadion. Hvis dommeren på banen laver en »klar og åbenlys fejl«, som det hedder i FIFAs nye regler, skal videodommeren råbe i banedommerens øresnegl. Der skal være tale om en »kampafgørende situation«: mål, straffespark, direkte røde kort eller identitetsforvekslinger (hvis dommeren f.eks. giver rødt kort til den forkerte spiller). Så stopper spillet. Videodommeren ser spillet igennem, eller banedommeren løber ud på sidelinjen for at se slowmotionoptagelser.

Og det var netop, hvad der skete på Wembley for tre uger siden. Videodommeren havde set noget og stoppede spillet: Lamelas mål blev underkendt. Angiveligt havde en Tottenham-spiller rykket i en trøje umiddelbart inden målet. 

I alt blev spillet den aften stoppet ti gange for at se video, og kampen endte med at vare næsten 100 minutter. Selv om Tottenham vandt 6-1, sagde træner Mauricio Pochettino efter kampen, at det nye videosystem – Video Assistant Referee eller VAR – kan ende med at »dræbe følelserne i fodbold

Andre prominente fodboldnavne har udtrykt lignende bekymringer – blandt andre kroatiske Luka Modrić og den tyske stjernespiller Sami Khedira.

Fredag godkender FIFA endeligt brugen af VAR til VM, og det har startet en veritabel kulturkamp om fodboldens sjæl, der splitter sporten i to uforsonlige lejre: VAR-tilhængerne ønsker sig en mere retfærdig sport, hvor tilfældige straffespark og forkerte røde kort ikke afgør vigtige finaler, og hvor dommerne kan se slowmotionoptagelser ligesom alverdens tv-seere.

Modstanderne indvender, at videodommerne skaber ulidelige spilstop og masser af forvirring, og at al den videoteknik ’djøfiserer’ fodbolden, så det smukke spil bliver koldt og maskinelt. 

Det er meget mere end et skænderi om fodboldreglementet, det er en kamp om mennesket, der genopfører filosofihistoriens store modsætninger: romantikere overfor rationalister. Rousseaus vs. Kant. Den evige kamp mellem ånd og storhed over for fornuft og retfærdighed.

Ro på

Mads Øland, der er formand for de danske fodboldspillere, er ikke i tvivl: »VAR er en fremragende ide.«

»Det er uretfærdigt, hvis VM bliver afgjort, fordi nogen tager bolden med hånden,« siger han.

Når teknologien udvikler sig, må fodbolden følge med.

»Til OL i 1960, hvor vi var med, stod der ét kamera midt på banen – folk sad ikke ligefrem derhjemme og råbte af skærmen: ’Der var da offside!’. Man kunne ikke se det. Men nu kan alle se, hvis dommeren laver en afgørende fejl,« siger Mads Øland. 

Han er slet ikke bange for VAR-kritikernes største frygt: 

»At mikroanalyser af marginale beslutninger kan ødelægge på-kanten-af-sædet-fornemmelsen, der er så væsentlig i sport,« som magasinet GQ’s Lee Stobbs har formuleret det.

»Hjørnespark eller målspark spilder allerede langt mere tid end VAR, men det er vi vant til,« siger Mads Øland.

Og det har han sådan set ret i. Det seneste år er VAR blevet testet i flere ligaer, bl.a. Bundesligaen, Serie A og den britiske FA Cup, FIFA har analyseret resultaterne og konkluderer, at videodommene i gennemsnit ’stjæler’ 55 sekunder af hver kamp – i gennemsnit fem videogennemsyn per kamp. Til sammenligning går der knap ni minutter per kamp med frispark, syv minutter med indkast, knap seks med målspark, seks med hjørnespark og tre minutter med udskiftninger.

»Så ro på,« siger Mads Øland.

Men det er ikke kun spilstop, der er problemet, mener forfatter og redaktør på Altinget: magasin, Esben Schjørring, der tidligere har skrevet en flammende kritik af videodommere i fodbold på netmediet, Atlas.

»Det er selve fodboldens sjæl, der er på spil,« siger han.

»Hvorfor ser millioner af mennesker på tværs af kontinenter, kulturer og klasser fodbold? Fordi fodbold indfanger et universelt menneskeligt vilkår: at vi er uperfekte, endelige og begrænsede væsner. Det er dét, vi ser på fodboldbanen. Et teater, hvor man ser det menneskelige vilkår spillet ud.«

Fodbold er mere magi end matematik. Det er derfor, vi ruller det tungeste retoriske artilleri ud, når vi taler om fodbold: helte, legender og mirakler. Fodbold fortryller verden, som den tyske foldboldfilosof Gunter Gebauer engang har sagt til mig her i avisen:

»Der er et menneskeligt behov for spiritualitet, som fodbolden opfylder. Fodbold skaber mytiske fortællinger.« 

Sådan fungerer det nye videodommersystem

  • Banedommeren kan bede en videodommer, Video Assistant Referee (VAR), om hjælp til at dømme i fire ’kampafgørende situationer’: ved mål, straffespark, direkte røde kort eller ved identitetsforvekslinger (hvis dommeren f.eks. giver rødt kort til den forkerte spiller). Videodommeren kan se slowmotionoptagelser og giver sin vurdering af situationerne, men banedommeren har det sidste ord.
  • FIFA har besluttet at bruge VAR til VM-slutrunden i Rusland til sommer. Den endelige godkendelse sker fredag, men de fleste forventer, at det blot er en formssag.
  • Spillere og trænere risikerer gule kort, hvis de appellerer til dommeren om at bruge video. VAR-systemet er blevet testet i mere end 20 lande, blandt andet Serie A, Bundesligaen og den engelske FA Cup.
  • I de 972 kampe, FIFA har analyseret, blev der i gennemsnit lavet fem videotjek per kamp. Det tog i snit 55 sekunder ekstra per kamp.
  • Det er egentlig ikke specialt mange fejlkendelser i fodbold. 96 procent af dommerafgørelserne er korrekte, vurderer de britiske dommere. FIFA vurderer, at tallet på verdensplan er 93 procent.

Vilfort med knopperne forrest

Retfærdighed er ikke den højeste værdi i fodbold, mener Esben Schjørring. Bevares, der skal være regler og dommere, men retfærdighed er ikke det vigtigste – det vigtige er dramaet og de store fortællinger, som vi kan spejle os i.

»Det er tilstræbt retfærdighed. Der vil altid være fejlskøn, misforståelser og forseelser, der ikke opdages, og sådan skal det være. Dommeren yder den bedst mulige retfærdighed,« siger han.

»Diskussionen om VAR minder lidt om diskussionen om øget overvågning: Er noget ønskværdigt, bare fordi det er teknologisk muligt? Mister vi ikke også noget?«

Vi ville i hvert fald miste mange af fodboldens store myter: De grynede billeder af Geoff Hurst mod Tyskland – var den inde eller ej? Maradonas hånd. Og let’s face it: Danmark havde nok ikke vundet EM i 1992, hvis der havde været en videodommer. Man kunne i hvert fald have dømt frispark ved begge vores mål: Lige inden John Faxe rammer den lige i røven, glider Kim Vilfort med knopperne forrest ind i den tyske kaptajn, Andreas Brehme, og ved 2-0-målet ser det grangiveligt ud, som om samme Vilfort rører bolden med hånden.

Måske er den største nationale ekstase i dansk sportshistorie bygget på en dyb uretfærdighed.

»Jeg er enig i, at der kunne være fløjtet frispark ved det første mål, det giver jeg gerne,« siger Kim Vilfort, da jeg ringer til ham.

»Men jeg er 100 procent sikker på, at jeg ikke rør den med hånden ved det andet mål. 100 procent. Den kommer over min venstre skulder og snitter nok lige min kind, men ja, på tv-billederne ser det måske ud, som om den rører min hånd. Men som jeg plejer at sige: Hvad gør en spiller, hvis han tror, han er offside?«

– Øøh, han kigger ud på linjevogteren …?

»Præcis. Hvis jeg havde rørt den med hånden, havde jeg jo vidst det, og så havde jeg kigget på dommeren. Og det er der ikke antydningen af.«

– Men når det nu ser ud, som om du rør den med hånden på slowoptagelserne, er du så ikke bange for, at sådan et mål i dag kunne blive fejlagtigt annulleret af en videodommer?

»Næ. Jeg fik engang tilsendt en superslowmotion optagelse af målet af én fra Aarhus filmskole, som lavede en eller anden skoleopgave, og dér kan man se, at jeg ikke rør den med hånden. I dag er der så mange vinkler – i hvert fald i de store kampe – så du kan se den slags.«

Kontakt, ja, men var der straffe?

Mange andre sportsgrene har allerede videodommere: baseball, ishockey, basketball, amerikansk fodbold, tennis, fægtning, rugby, cricket ... 

I tennis overvåger det såkaldte Hawk-Eye-system banerne i de store turneringer med laseropmålte linjer og ti superkameraer på toppen af stadion, så Roger Federer og Caroline Wozniacki kan række en finger i vejret og få videotjekket dommernes afgørelser, hvis de får en bold dømt ude. Det er objektivt, rationelt og ned til 3,6 milimeters nøjagtighed. Inde eller ude.

Siden 2012 har de store fodboldligaer faktisk haft et lignende system: en lille sensor i læderbolden, der vibrerer dommerens ur, hvis bolden krydser mållinjen.

Men diskussionen om VAR i fodbold er lidt mere kompliceret, for som The Guardians fodboldskribent Barney Ronay har formuleret det, findes der »ikke en objektiv sandhed i fodbold«. Det er ikke bare inde eller ude. Fodbolden strækker og bøjer hele tiden sine egne love.

»Tag straffespark,« siger tidligere topdommer Kenn L. Hansen, der har skrevet Danmarks eneste grundbog for fodbolddommere.

»Arjen Robben (hollandsk wing, der er kendt for at filme, red.) bliver ramt en smule af en forsvarsspiller inde i feltet, men han lader sig helt klart falde – op med armene og i flitsbue. Det er ikke kontakten, der skaber faldet, men der er kontakt, det kan man se på slowoptagelserne. Er det så straffespark?«

Kenn L. Hansen svarer ikke på sit eget spørgsmål. Det er pointen: Der er ingen objektiv sandhed. Ja, der kan være kæmpemæssig offside eller et klart hjørnespark, men de mest kontroversielle kendelser er ofte ’marginale’, som dommerne kalder dem. De er på vippen.

»Jeg har siddet til dommersamlinger, hvor det er tydeligt, at de korrekte kendelser ikke er ja eller nej, gul eller rød. De interessante kendelser – de mest kontroversielle kendelser – er der forskellige perspektiver på.«

Dommeren lægger altid en ’linje’, som man siger: Hvor hårdt må man spille? Hvor hurtigt giver han gule kort? (alle fans ved f.eks., at der er forskel på en spansk og en engelsk dommer).

Det er ikke som sådan et argument imod videoteknik, understreger Kenn L. Hansen – man skal bare ikke bilde sig ind, at fodbolden bliver mere objektivt med VAR. Fodbold er trods alt ikke tennis.

Men måske kunne videoteknikken alligevel fungere på fodboldbanen. I rugby, der også er en kontaktsport, har videodommere i hvert fald været en fast del af de store kampe siden 2001, og det fungerer fint, mener Mikael Lai Rasmussen, der er landstræner og sportschef for det danske rugbylandshold.

»Det har givet et mere fair spil uden at gøre det mere robotagtigt,« siger han.

»Hvis dommeren er i tvivl, om en scoring eller om en tackling er i orden, kan han bede videodommeren om at se det igennem. Så bruger man lige 30 sekunder på det. Det fungerer. Det har undret mig i mange år, at fodbold ikke har videodommere. Der bliver jo filmet helt fuldstændig vanvittigt i fodbold, og man har store problemer med respekten for dommergerningen – spillerne råber, gestikulerer og næsten skubber dommeren. Det ser man slet ikke i rugby.«

Et spil for mennesker

Måske skal fodboldfans bare vænne sig til VAR, ligesom de engang vænnede sig til, at målmanden ikke må samle tilbagelægninger op.

»Om nogle år vil man grine af den her diskussion, for det vil være en naturlig del af spillet,« forudser BT’s sportschef, Morten Crone Sejersbøl.

De nye videogennemsyn skal trods alt kun bruges i »kampafgørende« situationer. Mål vil blive tjekket for offside og frispark i opspillet (det var det, der kostede Lamela sit mål i Tottenham-kampen), men dommeren annullerer ikke et mål, bare fordi der er et frispark i den modsatte ende af banen. Man kan heller ikke lave videogennemsyn af film uden for straffesparksfeltet eller det andet gule kort.

Ambitionen er, at dommerne bag skærmen kun skal tjekke de mest entydige forseelser – var der offside eller ej? Hvis det drejer sig om røde kort eller straffespark skal banedommerne selv selv løbe ud på sidelinjen for at se video.

Alligevel frygter Esben Schjørring, at videoteknologien vil gøre det smukke spil en lille smule mere amerikansk. De amerikanske sportsligaer – NFL, NBA og NHL – er allerede fyldt med videodommere og komplicerede regelsæt, der skal give tilfældet så dårlige vilkår som muligt. I USA skal vinderen helst være the greatest – ikke bare den, der tog den med hånden uden at blive opdaget. Det viser en forskel i livssyn mellem Europa og USA: I den amerikanske drøm kan alle blive number one, hvis de bare arbejder hårdt nok. Man er sin egen lykkes smed. I den fortælling passer held og uretfærdighed dårligt ind.

»Men vi europæere ved godt, at livet altid ikke er retfærdigt,« siger Esben Schjørring.

»Vi bliver hele tiden udsat for uretfærdigheder, eller vi er pludselig vildt heldige. Uheld, ondskab, egoisme og utilsigtede konsekvenser – man har lagt en plan, som bryder sammen. Det hele skal være på fodboldbanen, men med videoteknologi fjerner vi et menneskeligt aspekt. Og fodbold er jo et spil for mennesker.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"ved 2-0-målet ser det grangiveligt ud, som om samme Vilfort rører bolden med hånden"

Netop den scene kan man se fra forskellige vinkler. Ser man det fra målmandens vinkel, er det tydeligt, at han ikke rører bolden med hånden.

Man kan gå længere tilbage i historien: Havde man haft videodommere ved VM i 1966, ville England muligvis ikke have vundet finalen. Det "mål" er der stadig stærkt tvivl om.

Knud Chr. Pedersen og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar
Børge Neiiendam

Jeg er nu mere til at få fjernet alle de simulerende adrenalinpumpede skuespillere, der evner at få stoppet spillet strategisk.

Bjarne Bisgaard Jensen, Anders Reinholdt og Janus Agerbo anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Og havde vi haft video på Dybbølbjerg havde Preusserne fået nogen på hatten!!

Peter Tagesen, Erik Karlsen og Michael Waterstradt anbefalede denne kommentar

Med video-dommer, havde vi stadig vundet 1-0!

Anders Reinholdt, Erik Karlsen, Henrik L Nielsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Med videodommer, havde vi til gengæld ikke mistet DONG.

Peter Andersen, Anders Reinholdt, Holger Madsen, Erik Karlsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Henrik L Nielsen

@ nils valla

Jo, vi havde mistet DONG selv med videodommere.
For ligesom med mails i Tibetsagen, var der så stærke kræfter på spil i DONG salget, at enhver video ville have ‘bortkommet’. Helt af sig selv, naturligvis.

Carsten Wienholtz, Anders Reinholdt, Erik Karlsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Duus Nielsen og Benny Larsen anbefalede denne kommentar
Ole Kirchheiner

Video-dommer i 1992, et hypotetisk spørgsmål, der ikke har noget svar.

Det er i min optik et spørgsmål om elitefodbold, altså de kampe med stor tv-bevågenhed vs. mere anonym, almindelig subelite og breddefodbold, for såvel børn, unge som voksne.
Som vi kan se, er der allerede langt MINDRE fysisk kontakt i eksempelvis Premier League og La Liga end i eksempevis Danmark. Tacklingerne falder anderledes, fordi spillet flyder anderledes grundet spillernes niveau og banernes beskaffenhed.
Mange af de fald og frispark, der udløser dommerens fløjte, er for de små frispark, som er en del af spillet uden bold. Alle kantninger og dækken af er en del af forsvarsspillet. Det er nogen gange til et frispark, nogen gange ikke. Det kan dømmes, hvis en kompetent dommer ser det, både via flerdommer og video.
Under alle omstændigheder fortsætter fodbolden for langt de fleste med at være det, som den er: en tempo-og kontaktsport, hvor gråzoner, fornemmelser, split-sekunds afgørelser af både spillere og dommere udgør kernen i dynamikken i spillet. Uden kamera og slowgengivelser.
På det absolutte top-niveau: lad os bare udnytte teknologien. I forvejen er det niveau vi ser nu om dage jo et kunstigt opskruet, og fuldstændig vanedannende imponerende, imposant underholdningsprodukt båret frem af en pengestrøm, som i sin essens er pervers. Underholdning for masserne, simpelthen. Religion for folket.
Men spillet, som sådant, består i sin grundform. Nu forbedret via især kunstgræs, som gør børns tusindkunstner mere avancerede end på tidligere tiders grusbanehelvede. Dette gælder for hele Nordeuropa. Sydpå har de vel teknikken i nådegave.

Er der ikke en tendens til, at de mest legendariske sejre og nederlag, ofte også bliver genstand for en omfattende mytologi? En mytologi der med udgangspunkt i de nostalgiske følelser knyttet til triumf eller nederlag, også kommer til at omfatte fænomener som held eller uheld; heltemod eller svigt; mirakuløse præstationer eller fatale fejl. Fjerner man mytologien har det måske også konsekvenser for legenderne.

VAR skal indføres nu da vi har det, og det ikke generer mere end det gør.

Fodboldens problem er snarere at der er kommet for mange penge i klubberne og så den evindelige matchfixing...

Knud Chr. Pedersen

Det "smukke spil", som nævnes i artiklen, er jo kun til for kommentariatet og deres fjolsede tågesnak. Hvis det "smukke spil" skal tages alvorligt, er det jo påfaldende, at Christiano Ronaldo kan blive verdens bedste spiller, når han samtidig bringer det "smukke spil" i miskredit ved sine dives, hvor han direkte prøver at svindle sig til fordele. Der er nok beviser på YouTube på, at det forholder sig sådan. Barcelona, Cheatelona. Kommentariatet og de gamle mænd i Uefa og Fifa er på samme sag. Tågesnak og idioti. Beviserne på youTube for Barcelonas dives og fakes er der, hvis de gamle mænd og kommentariatet kunne få, for at citere mesterkokken Gordon Ramsay: "their heads out of their asses." Men sådan ligger det ikke lige til de gamle mænd og kommentariatet. Og den med at Vilfort tog hånden til hjælp ved det andet mål i em finalen i 92. Det er dog det mest latterlige nonsens, en dansk (sports)journalist nogensinde er kommet op med. helt ærligt Information. Fordi det er sport, behøver det jo ikke være idiotisk. Det her er ikke andet end en ommer. Og den med Arjen Robben og kontakt. Ja, hvis kontakt er nok til, at en voksen mand kan trimle omkring, ja så var der kontakt. Det er lidt underligt. En veltrænet atlet kommer løbende. En der løber ved siden af ham, rører ham på skulderen, hvilket øjeblikkeligt forvandler hans ben til blød spaghetti. og han trimler omkring i både fire og fem saltomortaler. Sådan er det "smukke spil" blevet. Fup og svindel.

Benjamin Bach

Det er en vildt vigtig diskussion, som berører sportens eksistens. Jeg er oprigtig modstander af VAR. Det er jeg, fordi jeg anser dommeren som en del af sporten. Vi ville ikke erstatte spillerne med teknologi, det er det samme med dommeren.

Hvorfor det? Fordi sporten opleves i et "nu", et moment. Hvis spillere og fans fejrer et mål og minuttet efter får det annulleret, så forsvinder det, som sporten handler om. Man kan ikke fejre og opleve "historiske" øjeblikke, hvis et teknologisk funderet bureaukrati skal med.

De problemer, vi ser med VAR, er blot de første.

På en anden front kæmper vi mod fodboldens fjende udi kapitalismen. Dani Alves fra PSG har i sin dobbeltmoralske udtalelser ret: Fodbolden er ved at miste den glød, som gjorde, at jeg ønskede at blive fodboldspiller. Nu er det mere forretning, og jeg kan lide sporten mindre og mindre.

Det kan godt være, at det lykkedes at transformere både dommere, spillere og fans til noget andet. Og samtidig vil aviser osv. stadig kalde dette "sport", men det vil ikke være det samme.

Så mens vi indfører VAR, udvander vi betydningen af sport.

Martin Madsen

Jeg synes man skulle blande to kedelige sportsgrene, og få en spændende ud af det: fodbold og boksning.

Jeg tror den egentlige årsag, til publikumsflugt, er den,
i gamle dage, rekruterede klubberne spillerne fra ungdomsafdelingen og lokalområdet.
Alle kendte en eller flere, fra lokalholdet
Når der var kamp, var det "os mod dem".
"Os mod dem", er en tanke, mennesker, normalt ikke kan gennemføre, uden samvittighedsmæssige alarmer går i gang, andet, end i sammenhæng med sport, hvor det selvopfundne (af mennesker) begreb, "os mod dem" ( begrebet findes ikke i den virkelige verden) udleves med, i det mindste, bare en lille smule sympati for modstanderne. Bagefter blev det jo gerne til håndtryk og fællessang.