Læsetid: 11 min.

Detektivromanen giver os gåder, vi ved, vi kan forstå

Forbrydelsen var, at det moderne samfund dræbte mysteriet. Redningen blev, at kriminalromanen gav os gåderne tilbage. Og nu giver de os fortællingen om en verden, hvor vi kan stole på, at vi kan finde ud af, hvem der har gjort det
Sherlock Holmes er detektiven par excellence. Han står ved sit vindue og venter på, at det banker på hans dør. Så snart en gåde melder sig, lægger han kokainen og morfinen fra sig og koncentrerer hele sin hjerne om at opklare forbrydelsen.

Sherlock Holmes er detektiven par excellence. Han står ved sit vindue og venter på, at det banker på hans dør. Så snart en gåde melder sig, lægger han kokainen og morfinen fra sig og koncentrerer hele sin hjerne om at opklare forbrydelsen.

Ritzau Scanpix

16. marts 2018

Sherlock Holmes keder sig. Denne rationalist, denne formidable videnskabsmand og kølige intelligens forfalder i lange melankolske perioder til narkotikamisbrug, fordi der ikke er noget i London i 1880’erne, som stimulerer hans hjerne. Han er en brillant opdager i en epoke, hvor alt er opdaget, og hvor det, der engang var verdens mysterier og mirakler, er blevet forklaret og oplyst. Verden er blevet sundere, fornuftigere og fredeligere, men den er også blevet kedelig for nysgerrige ånder som Sherlock Holmes.

»Derfor kokainen,« siger han til sin ledsager doktor Watson.

»Jeg kan ikke leve uden at bruge min hjerne. Hvad er der ellers at leve for? Stil dig her ved vinduet. Har man nogensinde set en så trist, bedrøvelige og uinteressant verden? Se, hvordan den gule tåge hvirvler ned ad gaden og driver hen over de gråbrune huse. Hvad kunne være mere håbløst prosaisk og åndsforladt?«

Han er et geni i en virkelighed, som ikke har brug for genier, men bygges af ingeniører, forklares af videnskabsmænd og styres af bureaukrater:

»Hvad nytter det at have evner, doktor, når man ikke har noget sted at bruge dem? Forbrydelserne er banale, tilværelsen er banal, og ingen egenskaber ud over de banale efterspørges her på Jorden.«

Sherlock Holmes har oplevet en forbrydelse, som allerede er opklaret på forhånd: Den moderne stat har dræbt mysteriet. Men Sherlock Holmes er også en del af løsningen på problemet.

Detektivromanen opstod ifølge den franske sociolog Luc Boltanski i anden halvdel af 1800-tallet, hvor den moderne stat blev grundlagt, bureaukratiet blev udviklet, og den videnskabelige udlægning af virkeligheden blev dominerende. Og Sherlock Holmes er detektiven par excellence.

Han står ved sit vindue og venter på, at det banker på hans dør. Så snart en gåde melder sig, lægger han kokainen og morfinen fra sig og koncentrerer hele sin hjerne om at opklare forbrydelsen.

Den klassiske britiske krimi

1887

Arthur Conan Doyle får udgivet romanen En studie i rødt, sin første historie om den geniale rådgivende detektiv Sherlock Holmes – til dels inspireret af Edgar Allan Poes detektiv, C. August Dupin, der første gang optrådte i novellen Mordene i Rue Morgue (1841). I løbet af de næste ca. 40 år skriver Doyle yderligere tre romaner og 56 noveller om Holmes og hans trofaste følgesvend, doktor Watson. Bøgerne bliver næsten øjeblikkeligt populære, og Holmes bliver et verdensomspændende fænomen, der siden har optrådt i teater, film, radio, film, tegneserier og utallige pasticher. En populær genre, detektivhistorien, er for alvor født.

1910

G.K. Chesterton skriver The Blue Cross, den første historie om sin forbrydelsesopklarende præst, fader Brown, som bliver en af den klassiske, britiske kriminallitteraturs mest populære og holdbare skikkelser.

1913

Manderson-mysteriet af E.C. Bentley udkommer i England og introducerer en ny detektivtype, amatørdetektiven Philip Trent, der dog i modsætning til sin mere berømte kollega Sherlock Holmes ikke formår at opklare den forbrydelse, han efterforsker – på trods af en ellers brillant forklaring.

1918

Den amerikanske præsident, Woodrow Wilson, begejstres over krimiforfatteren J.S. Fletchers The Middle Temple Murders og indvarsler begyndelsen på en kommercielt gylden tid for det, vi i dag opfatter som den klassiske, britiske krimi: Forholdsvis letløbende, hyggelige mysterier, der bliver opklaret af en ofte excentrisk, men brillant detektiv i pittoreske omgivelser.

Boltanski skriver i sin fremragende analyse af detektivromanens og spionromanens sociologiske kontekst, Énigmes et Complots – Une enquête à propos d’enquêtes fra 2012, at perioden var præget af statens voksende ambitioner om »at kontrollere den befolkning, som bor på det territorium, hvor staten udøver sin magt; det vil sige magten over det, som man i første halvdel af 1900-tallet begyndte at kalde samfundet, der stort set blev defineret ved nationalstatens grænser«.

Den mesterlige forbrydelse, som er udgangspunktet for detektivromanen, udfordrer statens orden og myndighedernes kontrol med befolkningen. Det kendetegner således heltene i de tidlige kriminalromaner, at de ikke er politifolk, men privatdetektiver som Arthur Conan Doyles’ Sherlock Holmes og Agatha Christies opdager Hercule Poirot eller amatøropdagere som G.K. Chestertons fader Brown. De tager ansvaret for opklaringen, når politiet er fortabt.

Politiet kan håndtere de banale forbrydelser i den banale verden, men når normaltilstanden ophæves af ekstraordinære forbrydelser, er de magtesløse. Det er her kriminalromanens detektiver med deres ekstraordinære begavelser bliver sat i scene. De mennesker, som opsøger Sherlock Holmes, har oplevet, at ordensmagten har spillet fallit eller kommer med et anliggende så delikat, at det ikke kan overlades til myndighederne.

Detektivromanen kan således anskues som en statskritisk genre: De almindelige politifolk bliver fremstillet som selvovervurderende middelmådigheder, der ikke kan tænke selv og er ude af stand til at løse kriminalgåderne.

1920

30-årige Agatha Christie får udgivet sin første kriminalroman, De låsede døre, der har den belgiske detektiv Hercule Poirot som hovedperson. Trinde Poirot, der er lidt af en laps og meget stolt af sin velplejede moustache, optræder i 33 af Christies romaner og mere end 50 af hendes noveller og er sammen med miss Marple forfatterens mest populære figur. Adskillige skuespillere har gennem årene spillet Poirot på film og tv, men det er David Suchets tv-udgave, der kommer tættest på Christies geniale original.

1923

I romanen Et lig for lidt præsenterer Dorothy L. Sayers verden for adelsmanden lord Peter Wimsey, som hjælper politiet med at opklare mordet på en berømt finansmand. Sayers skriver i alt 11 succesfulde romaner og en række noveller med Wimsey, og indtil sin død i 1957 er hun – sammen med blandt andre Agatha Christie – en af de regerende britiske krimidronninger.

1927

Pebermøen miss Marple, der bor i den lille landsby St. Mary Mead, dukker op i en novelle, The Tuesday Night Club, og har siden hovedrollen i 12 af Agatha Christies romaner og 20 noveller. Hun gør ikke meget væsen af sig, miss Marple, men hun er skarp som få andre, og ligesom Hercule Poirot løser hun som regel de sager, hun bliver involveret i. På film og tv er hun blevet spillet af en række prominente skuespillere, bedst dog af Joan Hickson i en tv-serie fra 1980’erne.

1929

En anden adelsmand, den mystiske Albert Campion – det er ikke hans rigtige navn – dukker op i en birolle i Margery Allinghams kriminalroman, Mord i mørke. Campion bliver dog snart forfremmet til hovedperson, og Allingham skriver adskillige romaner og noveller om hans eventyr og arbejde som detektiv. I 1989 bliver bøgerne til en fin tv-serie med Peter Davison i hovedrollen.

Der er på den måde et paradoksalt slægtskab mellem den geniale opdager Sherlock Holmes og de diabolsk begavede forbrydere, som udfordrer hans analytiske tænkning. De er på hver deres side af loven, men de er på samme intellektuelle niveau. Det er dem, som udfrier ham af den melankolske leddiggang.

»Han er forbrydelsens Napoleon, Watson,« siger Holmes, når han skal beskrive sin historiske modstander, den frygtindgydende professor Moriarty:

»Han er den, der organiserer halvdelen af alt det onde og næsten alt det uopklarede i denne store by. Han er et geni, en filosof, en abstrakt tænker. Han har en førsteklasses hjerne. Han sidder ubevægelig som en edderkop midt i sit spind, men dette spind består af tusindvis af tråde, og han er bevidst om selv den mindste bevægelse i enhver af dem.«

Moriarty regerer i den underverden, som unddrager sig statens kontrol. Holmes har langt større respekt for ham end den latterlige politikommissær Lestrade, fordi Moriarty giver ham intellektuel modstand. Og den eneste kvinde, Holmes er draget af, er den mystiske Irene Adler, som lader, som om hun flirter med ham, men ender med at snyde ham. Hans fascination af hende kulminerer, da han opdager, at hun har været ham intellektuelt overlegen. Den suveræne svindler.

1929

Teologen og krimiforfatteren Ronald Knox formulerer ti regler for, hvad en rigtig detektivhistorie skal indeholde (se reglerne side 21).

1939-45

Anden Verdenskrig betyder enden på den klassiske britiske krimis storhedstid. Krigens alvor sætter en stopper for historiernes forholdsvis uskyldige og ubekymrede tone. Det kan godt være, at de handler om mord, men de kan ikke hamle op med slagmarkens brutalitet.

1944

Den amerikanske krimiforfatter Raymond Chandler skriver i magasinet The Atlantic Monthly et essay, The Simple Art of Murder, hvori han blandt andet kritiserer den britiske krimi for at være alt for urealistisk og virkelighedsfjern. Chandlers egne bøger om Philip Marlowe er meget mere hårdkogte i stilen og fulde af desillusion i deres beskrivelse af et depressions- og krigsramt USA. Den eneste detektivforfatter, Chandler for alvor roser, er en anden af de hårdkogte amerikanere, Dashiell Hammett, manden bag Sam Spade.

1945

I et essay i The New Yorker, Who Cares Who Killed Roger Ackroyd?, bakker den amerikanske litteraturkritiker Edward Wilson Raymond Chandler op. Essayets titel refererer til titlen på en historie af Agatha Christie, Who Killed Roger Ackroyd (Hvem dræbte? på dansk), og Wilson kritiserer sarkastisk – og uden den store argumentation – den britiske detektivhistorie sønder og sammen.

1962

Dæk ansigtet til, den første af P.D. James’ romaner om kriminalkommissær Adam Dalgliesh udkommer og genopliver på sin vis den klassiske britiske krimi – denne gang med litterære ambitioner. Ca. 20 år senere bliver romanserien til en tv-serie med Roy Marsden i hovedrollen som alvorsmanden Dalgliesh, der skriver digte og aldrig er kommet sig over sin kones død.

Men detektivromanen er ifølge Boltanski også en konservativ genre. Holmes & co. er en slags bohemer, som sætter sig ud over det borgerlige samfunds regler og forventninger. De realiserer ikke det almene med familie, hjem og fast arbejde. Men de anskuer forbrydelsen som et brud på lovmæssigheden, der skal genoprettes, og som regel ender forbryderne med at blive straffet. Holmes trænger ned i og gennemskuer den underverden, som forbliver usynlig for staten. Han sætter sig ud over statens midler og myndighed, men han fuldbyrder også statens arbejde.

En anden vigtig præmis for detektivromaner er, at gåderne skal kunne opklares rationelt. Der er ikke magi i detektivromaner, og tilsyneladende overnaturlige tildragelser bliver af den overlegne detektiv forklaret som fænomener, der følger naturens lovmæssigheder.

Det gode ved detektivromaner er for læserne, at man selv kan tænke med undervejs. Man lærer, at man ikke skal stole på tegnene i den sociale virkelighed, alle er principielt under mistanke, og selv den tilsyneladende mest lovlydige borger kan vise sig at være kriminel. Men man lærer også, at tegnene kan afkodes, og man bliver forsikret om, at der findes en fornuftig forklaring til sidst. Fornuften bliver udfordret undervejs, men bekræftet, når gåden bliver opklaret.

Det er derfor, Franz Kafkas romaner er så uhyggelige for læseren: Man præsenteres for en gåde, og man forventer en fornuftig afklaring, som man ikke får. Vores rationelle beredskab viser sig hos Kafka utilstrækkeligt til at trænge ind i statens sandheder og bureaukratiets logik. Det skyldes ikke overnaturlige hændelser eller magi, men at magtudøvelsen er blevet for kompliceret og samfundet uigennemskueligt.

1975

Colin Dexter giver krimigenren en saltvandsindsprøjtning med romanen Sidste bus til Woodstock, hvis hovedperson er den gnavne, øldrikkende og operalyttende kriminalkommissær Morse fra politiet i Oxford. Morse og hans højre hånd, kriminalassistent Lewis, medvirker i 13 romaner og en række noveller og blev i 1980’erne til en meget populær tv-serie med John Thaw og Kevin Whately i rollerne som Morse og Lewis. Siden er der blevet lavet tv-serier om både Lewis og den unge Morse.

1976

Agatha Christie dør, 85 år gammel. Bag sig har hun en produktion på blandt andet 66 kriminalromaner og 14 samlinger af kriminalnoveller. Året før udkom den sidste Hercule Poirot-roman, Tæppefald: Poirots sidste sag, i hvilken den belgiske detektiv dør. Den sidste miss Marple-roman, Hun døde ung: Miss Marples sidste sag, udkom i 1976.

1977

Den skotske forfatter William McIlvanney skriver den første bog om Laidlaw, en dektektiv fra Glasgow, og står fadder til en ny krimiundergenre, Tartan Noir, som blandt andet skildrer bagsiden af det skotske samfund gennem eksistentialistisk udfordrede, ofte fordrukne hovedpersoner med en veludviklet retfærdighedssans. McIlvanney har siden inspireret forfattere som Ian Rankin og hans Rebus-romaner og Val McDermid og tv-serien Taggart (1983-2010).

1987

Caroline Graham får udgivet den første af syv romaner om kriminalkommissær Barnaby, En kær veninde, som ti år senere bliver til en meget populær tv-serie, Barnaby, der stadig bliver produceret uafhængigt af Grahams bøger. John Nettles spiller rollen som Tom Barnaby i 14 år, men bliver i 2010 afløst af Neil Dudgeon som Toms fætter, John Barnaby. Bøger og serie foregår i grevskabet Midsomer, der efterhånden burde være tømt for mennesker på grund af alle de mord, der sker i serien.

Det behagelige ved detektivromanen er, at vi kan stole på, at detektiven tænker sig frem til det, vi alle principielt kunne have tænkt os frem til, hvis vi var lige så begavede. Verden kan forekomme gådefuld, men fornuftens orden bliver genoprettet.

Detektivromanerne blev elsket af læserne i en samtid, der også indimellem oplevede verden som trist, bedrøvelig og uinteressant. Da Arthur Conan Doyle i en af sine noveller lod Sherlock Holmes dø, fordi forfatteren hellere selv ville skrive historiske romaner, protesterede læserne. De demonstrerer foran den berømte adresse på Baker Street, som om Sherlock Holmes og doktor Watson var virkelige personer. Conan Doyle måtte erkende, at tiden ikke kunne klare sig uden Holmes’ gåder og opklaringer, og han lod detektiven genopstå i en ny novelle.

På samme måde kan man måske i dag se detektivromanens genkomst som et behov for gåder, man ved, man kan forstå, og for forbrydelser, hvor vi kan stole på, at vi finder ud af, hvem der har gjort det.

1991

Den tidligere skuespiller, tv-forfatter og forfatter Lynda La Plante skaber tv-serien Mistænkt, der handler om den ambitiøse kriminalinspektør Jane Tennison (spillet af Helen Mirren), som må kæmpe for at klare sig i en verden, hvor kvindelige chefer er en sjældenhed. Mistænkt bliver en kæmpesucces og fortsætter frem til 2006, ligesom La Plante skriver en række bøger baseret på serien.

2002

Forfatteren Anthony Horowitz, der også har skrevet med på Poirot og var med til at udvikle Barnaby, skaber sin egen krimiserie, Kriminalkommissær Foyle, der foregår under og lige efter Anden Verdenskrig og handler om kriminalkommissær Christopher Foyle (Michael Kitchen) og hans arbejde i Hastings i Sussex. Horowitz får siden lov af Arthur Conan Doyles arvinger lov til at skrive to nye Sherlock Holmes-romaner.

2013

To nye britiske tv-serier, Broadchurch og The Fall, lader sig inspirere af den populære Nordic Noir-bølge og fortæller barske og mørke historier om seriemordere, små samfund rystet af brutale forbrydelser og politifolk ude af balance. Begge serier bliver meget populære og får flere sæsoner.

2014

Forfatteren og digteren Sophie Hannah, der har skrevet flere psykologiske krimier, får af Agatha Christies arvinger lov til at skrive en ny Hercule Poirot-bog, Monogram-mordene. Bogen bliver rost af kritikerne og sælger godt, og Hannah skriver endnu to bøger, hvoraf den seneste, The Mystery of Three Quarters, udkommer i år.

2018

Manderson-mysteriet af E.C. Bentley genudgives i Storbritannien under originaltitlen, Trent’s Last Case, og med efterord af Dorothy L. Sayers. Bogen er en del af krimiklassikerserien The Detective Club, et navn, som forlaget HarperCollins første gang udgav krimier under i 1920’erne, og som blev genoplivet for tre år siden.

Krimi 2018

Litteraturen har altid forsøgt at sætte kriminalsager i forbindelse med en dybere samtidsanalyse – for måske er det gåderne, der gør os i stand til at leve i et gennemrationaliseret samfund. Vi sætter fokus på krimien som et pusterum i en verden præget af usikkerhed og frygt for fremtiden, men også på hvordan virkelighedens efterforskere læser krimien, og så anmelder vi 19 krimier – blandt andet ’Rosernes torne’ skrevet af Stephen King i fællesskab med hans søn.

Andre artikler i dette tillæg

  • Hvilken krimitype er du?

    16. marts 2018
    Er du den moralske læser, der tager afsted for at bakke op om krimiforfattere, der tør tænke ud over døde kvinder på kødkroge, eller går du selv med en ikke så hemmelig drøm om at skrive Danmarks næste kriminalbestseller?
  • Stephen King og hans søn fejrer kvinden i ’Rosernes torne’

    16. marts 2018
    Kvinder falder i søvn og forpupper sig i Stephen og Owen Kings ’Rosernes torne’, en sælsom og underholdende genfortælling af historien om Tornerose og vel nærmest et feministisk kampskrift om forholdet mellem gode kvinder og vrede mænd – og alle dem midt imellem
  • Den femte krimi om Lars Winkler mangler både særpræg og sandsynlighed

    16. marts 2018
    Femte omgang med politiassistent Lars Winkler har en sindrig intrige, men en kedelig måde at fortælle den på
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu