Læsetid: 7 min.

Dreyfus-skandalen: Verdenshistoriens mest berygtede genåbnede sag

Først blev den fransk-jødiske officer Dreyfus i 1894 dømt for kontraspionage, siden blev det sagen om et justitsmord og en skandale, der endte med at blive en stor idéhistorisk og højpolitisk sag, der rystede hele Europa. Her er sagen genfortalt i et uddrag af ’Jagten på morderne stopper aldrig – genåbnede danske kriminalsager’
Da det franske myndigheder i 1894 blev overbevist om, at de stod over for en sag om læk af militærhemmeligheder, blev kaptajn Alfred Dreyfus – alene qua sin jødiske oprindelse – det bedste bud på en forræder.

Da det franske myndigheder i 1894 blev overbevist om, at de stod over for en sag om læk af militærhemmeligheder, blev kaptajn Alfred Dreyfus – alene qua sin jødiske oprindelse – det bedste bud på en forræder.

Ritzau Scanpix

16. marts 2018

Der kan være et politisk behov for at lukke hidtil uopklarede kriminalsager. Ofte skyldes dette behov, at sagen er vævet ind i en politisk, eller decideret samfundsmæssig, krise. Når noget sådant gør sig gældende, er det altså ikke som udgangspunkt fejl i efterforskningen, der forvansker sagen. Tværtimod bliver efterforskningen ofte – mere eller mindre villigt fra politietatens side – taget som ’gidsel’ og udnyttet til at opnå nogle politisk opportune resultater. Dette gælder både inden for demokratier og diktaturer. Under begge statsformer kan politietaten blive udsat for markant politisk pres. Graden af åbenlys magtmisbrug varierer dog naturligvis inden for statsformerne.

En af de berømteste – eller måske nærmere mest berygtede – af den slags sager er den såkaldte Dreyfus-skandale. Sagen tog sin begyndelse i september 1894. Her fik den franske kontraspionage, benævnt Statistisk Sektion, underretninger fra en agent om, at man på den tyske ambassade havde fundet et notat, der opregnede en række tophemmelige franske militærpapirer, som skulle være blevet overdraget til den tyske efterretningstjeneste. Den franske kontraspionage mente at kunne konkludere, at disse tophemmelige papirer måtte være blevet overdraget af en fransk officer i den franske hærs generalstab – for hvem skulle ellers have adgang til sådanne papirer? Det store spørgsmål var nu, hvem informanten var.

Sagen var naturligvis yderst prekær, for på den ene side havde man muligvis en dybt problematisk læk i generalstaben, men på den anden side måtte man fare med lempe, da den franske kontraspionage havde erhvervet informationerne på en måde, der absolut stred imod de gængse internationale spilleregler. I al hemmelighed indledte man derfor en undersøgelse. Såvel den franske præsident som konseilspræsidenten og udenrigsministeren var orienteret om sagen, men selve undersøgelserne skete på foranledning af den magtfulde krigsminister. Underhånden fik han generalstabschefen til at iværksætte en undersøgelse af hele generalstaben – med det opdrag, at der skulle findes en skyldig.

Generalstabschefen satte herefter den franske kontraspionage på sagen i skikkelse af en major Paty du Clam. Du Clam rettede blikket mod en gruppe af officerer, som man kun nødigt havde taget ind i generalstaben, nemlig officerer af jødisk oprindelse. I samtiden var antisemitismen ved at vokse frem, og der var derfor her nogle belejlige syndebukke. Interessen samlede sig om en kaptajn ved navn Alfred Dreyfus. Dreyfus stammede fra en velhavende fransk-jødisk familie, der ikke havde nogen tysk forbindelse. Alfred Dreyfus havde frekventeret alle de franske eliteskoler og opnået topkarakterer, men man havde alligevel kun nødigt lukket ham ind i den franske generalstab på grund af hans afstamning.

Dreyfus blev dermed, alene qua sin jødiske oprindelse, det bedste bud på en forræder, og han blev derfor tilsagt til ’forhør’ den 15. oktober 1894 klokken ni. Da Dreyfus dukkede op, blev han forelagt et stykke papir af du Clam. På dette papir skulle Dreyfus skrive et notat, der svarede til det notat, den franske kontraspionage havde fundet. Da Dreyfus skrev under, rystede han ifølge du Clam på hånden. Dette mente du Clam var et tegn på Dreyfus’ skyld. Dreyfus påpegede senere, med berettiget forbløffelse, at det den dag havde været koldt i vejret, og at han havde frosset om hænderne, da han gik hen til det tilsagte forhør. Dette var grunden til, at han havde rystet let på hånden. Skåret ind til benet var du Clams observation af Dreyfus’ rystende hånd det eneste bevis mod manden.

Grafologiske eksperter forholdt sig generelt skeptisk til et eventuelt match mellem Dreyfus’ håndskrift på det notat, han var blevet beordret til at skrive, og det notat, der var fundet på den tyske ambassade. Ikke desto mindre var sagen nu blevet politisk presserende. I offentligheden var det nemlig blevet kendt, at der fandtes en »jødisk forræder« i den franske generalstab, men at ledelsen holdt hånden over vedkommende. Dette kunne krigsministeren ikke have siddende på sig. I november-december 1894 blev der derfor rejst en sag mod Dreyfus ved det franske militærtribunal. Dreyfus skulle dømmes – og det blev han naturligvis også. Den franske kontraspionage sørgede nemlig for, at det materiale, man havde samlet sammen, blev overdraget til krigsministeren, der ulovligt lod det tilgå dommerne i sagen. Kontraspionagens dokumenter var dybt manipulerede og konstrueret til lejligheden, men det kunne dommerne, der kun havde en meget begrænset indsigt i efterretningsvirksomhed, ikke vurdere – og de lod sig derfor alle trække rundt ved næsen. Bl.a. lod de sig påvirke af et brev fra den tyske militærattache von Schwartzkoppen til den italienske militærattache Panizzardi. I brevet omtales »den slyngel D«. Dette kunne jo umiddelbart se ud til at referere til Dreyfus. Problemet var dog, at brevet bevidst var revet ud af sin kontekst og ingen relation havde til Dreyfus-sagen. »D« var simpelthen en helt anden person.

Et enstemmigt dommertribunal sørgede for at idømme Dreyfus det franske militærs strengeste straf: degradering og livsvarig deportation til en straffekoloni. Reelt en langt værre straf end døden. Den 5. januar 1895 blev Dreyfus officielt degraderet. Alle distinktioner blev revet af ham, ligesom hans sabel blev knækket. Seancen fandt sted i École Militaire i Paris, et centrum for den ærefulde franske hær. Efterfølgende tog den berømte politiembedsmand Bertillon et forbryderfotografi af den vanærede officer. På fotografiet kunne man se de afrevne distinktioner.

Dermed burde denne sag jo være afgjort til alles tilfredshed. Dreyfus befandt sig nu i Fransk Guyana på den såkaldte Djævleø, hvor han, i betragtning af de grusomme betingelser på øen, snart ville gå til grunde, og den franske krigsminister og hele regeringstoppen var sluppet ud af den prekære politiske knibe uden nævneværdige skrammer på deres politiske karrierer.

Såvel hær som politikere havde dog gjort regning uden vært. Dreyfus’ familie, som bl.a. omfattede flere førende forfattere, fornemmede nemlig, at der var ugler i mosen. Der var noget i denne sag, der ikke hang sammen. I november 1896 udkom der således en pjece af Bernard Lazare. Pjecen havde titlen Et justitsmord. Sandheden om Dreyfus-affæren. I pjecen blev bevismaterialet i sagen anfægtet, og sagens proces blev kritiseret. Sideløbende med disse afsløringer havde den franske kontraspionages nye chef, Picquart, i det skjulte anstillet nye undersøgelser af hele sagsforløbet – og hans konklusion var, at Dreyfus havde været udsat for et justitsmord. Ingen beviser pegede på Dreyfus. Derimod pegede pilen på en major Esterhazy. Picquart havde således, igennem sine egne undersøgelser, indhentet efterretninger om, at Esterhazy havde forbindelse til den tyske efterretningstjeneste, hvorfor han også fik fat i en skriftprøve fra Esterhazy, som han fik Bertillon til at sammenligne med det famøse notat fra ambassaden. Bertillon fastslog, at der var et match.

Generalstaben ville imidlertid ikke høre på Picquart, da han fremlagde de nye informationer. Sagen var afsluttet, Dreyfus dømt – og forhåbentlig afgik han snart ved døden på Djævleøen. Picquart blev efterfølgende fjernet fra kontraspionagen og sendt til Nordafrika. Langsomt, men sikkert blev de informationer, Picquart var kommet frem til, dog lækket til offentligheden. I efteråret 1897 begyndte den verdenskendte forfatter Émile Zola at skrive om sagen, hvilket kulminerede i den herostratisk berømte avisartikel (måske verdenshistoriens mest berømte avisartikel): »Jeg anklager …« (»J’accuse …«), i hvilken Zola angriber antisemitismen og det franske politiske system, der havde begået et justitsmord i forhold til Dreyfus. Pludselig var sagen ikke blot et fransk anliggende, men en generel europæisk, idéhistorisk kamp.

Herefter var ledende franske politiske kredse mere eller mindre tvunget til at genåbne sagen. Men det skete yderst modvilligt. Først forsøgte det franske politiske system at lukke munden på Zola ved at anlægge en bagvaskelsessag mod ham. Zola svarede dog igen ved at stikke af til Storbritannien, hvorfra han fortsatte sin agitation. Zola kom i øvrigt senere på mystisk vis af dage i Paris. Der er dem, der hævder, at hans død havde en forbindelse til Dreyfus-sagen. Sagen blev aldrig opklaret.

Da Zola var upåvirkelig, ændredes taktikken. Regeringstoppen krøb til korset, og man indvilligede fra politisk hold i at fremlægge alle de »hemmelige« dokumenter fra sagen for det franske deputeretkammer. Disse dokumenter, mente man, ville godtgøre Dreyfus’ skyld. For at gøre sagen komplet farceagtig blev det dog hurtigt afsløret, at dokumenterne var falske og konstrueret til lejligheden af kontraspionagen. Konsekvensen var, at hele generalstaben måtte forlade deres poster, mens den næstkommanderende i kontraspionagen, der havde stået for forfalskningerne, begik selvmord ved at skære halsen over på sig selv med et barberblad. Efterfølgende måtte flere krigsministre på skift tage deres afsked, idet ingen af dem formåede at håndtere sagen tilfredsstillende.

I de efterfølgende retssager blev major Esterhazy frikendt for lækagen, men han tilstod senere at have været agent for tyskerne – dette kunne han da også roligt gøre, da han, efter først at være blevet frikendt, ikke kunne dømmes igen ifølge det franske retssystem. Dreyfus blev kun modvilligt taget til nåde igen. Først i 1906 blev han således rehabiliteret og genindsat i den franske hær. Genindsættelsen foregik på École Militaire i Paris, hvor han tidligere havde fået afrevet sine distinktioner. Dreyfus opnåede senere rangen af oberstløjtnant og kæmpede for Frankrig under 1. Verdenskrig.

Den højst besynderlige, og meget foruroligende, Dreyfus-sag endte med at blive verdenshistoriens vel nok mest berygtede genåbnede sag. Sagen fik en overordentlig stor indflydelse på mange forskellige planer: journalistisk, med Zolas frontalangreb »Jeg anklager …«, og politisk, hvor man fik et indtryk af, hvor indflydelsesrig antisemitismen var i selv moderne, demokratiske, europæiske stater – noget, der faktisk fik den jødiske skribent Theodor Herzl til at advokere for oprettelsen af en jødisk stat. Først og sidst viste sagen dog, hvor farligt det er, når det politiske system blander sig i en efterforskning. Genåbnede sager kan altså have store politiske og kulturhistoriske implikationer – og give et indblik i betændte politiske systemer.

Uddrag af Frederik Strand: ’Jagten på morderne stopper aldrig – genåbnede danske kriminalsager’. Lindhardt & Ringhof 2018

Krimi 2018

Litteraturen har altid forsøgt at sætte kriminalsager i forbindelse med en dybere samtidsanalyse – for måske er det gåderne, der gør os i stand til at leve i et gennemrationaliseret samfund. Vi sætter fokus på krimien som et pusterum i en verden præget af usikkerhed og frygt for fremtiden, men også på hvordan virkelighedens efterforskere læser krimien, og så anmelder vi 19 krimier – blandt andet ’Rosernes torne’ skrevet af Stephen King i fællesskab med hans søn.

Andre artikler i dette tillæg

  • Hvilken krimitype er du?

    16. marts 2018
    Er du den moralske læser, der tager afsted for at bakke op om krimiforfattere, der tør tænke ud over døde kvinder på kødkroge, eller går du selv med en ikke så hemmelig drøm om at skrive Danmarks næste kriminalbestseller?
  • Stephen King og hans søn fejrer kvinden i ’Rosernes torne’

    16. marts 2018
    Kvinder falder i søvn og forpupper sig i Stephen og Owen Kings ’Rosernes torne’, en sælsom og underholdende genfortælling af historien om Tornerose og vel nærmest et feministisk kampskrift om forholdet mellem gode kvinder og vrede mænd – og alle dem midt imellem
  • Detektivromanen giver os gåder, vi ved, vi kan forstå

    16. marts 2018
    Forbrydelsen var, at det moderne samfund dræbte mysteriet. Redningen blev, at kriminalromanen gav os gåderne tilbage. Og nu giver de os fortællingen om en verden, hvor vi kan stole på, at vi kan finde ud af, hvem der har gjort det
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Oluf Husted
Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu