Læsetid: 8 min.

»Den egentlige magt tilhører dem, der stiller sig op på direkte tv og erklærer, at folket er trætte af eksperter«

Bliver verden et bedre eller værre sted? Steven Pinker mener, at den bliver bedre. Populismeforsker Jan-Werner Müller er ikke enig og svarer igen i dette indlæg
Enhver husker tydeligt et forfærdeligt terrorangreb eller Donald Trumps valgsejr. Men alt det, der ikke sker – de afværgede terrorforsøg og populister, der ikke overtog magten – fylder ikke meget i vores bevidsthed efterfølgende. Helt systematisk overvurderer vi altså summen af dårlige nyheder – i øvrigt i fuld overensstemmelse med det bærende princip for mange nyhedsmedier, skriver Jan-Werner Müller. Her er besøgende ved en mindehøjtidelig ved mindesmærket for terrorangrebet den 11. september 2001.

Enhver husker tydeligt et forfærdeligt terrorangreb eller Donald Trumps valgsejr. Men alt det, der ikke sker – de afværgede terrorforsøg og populister, der ikke overtog magten – fylder ikke meget i vores bevidsthed efterfølgende. Helt systematisk overvurderer vi altså summen af dårlige nyheder – i øvrigt i fuld overensstemmelse med det bærende princip for mange nyhedsmedier, skriver Jan-Werner Müller. Her er besøgende ved en mindehøjtidelig ved mindesmærket for terrorangrebet den 11. september 2001.

JUSTIN LANE

2. marts 2018

Siden 2016 – af nogle betragtet som »det værste år i historien« – har den ene kommentator efter den anden begrædt fænomener som liberalismens død eller endda fornuften og sandhedens endeligt. For at gå i rette med det, der i Trumps tidsalder fremstår som åbenlyse tendenser i samfundet, har Harvard-psykologen Steven Pinker udgivet et værk, han selv beskriver som »et forsvar for fornuften, videnskaben, humanismen og fremskridtet«.

Men Pinkers bog Enlightenment Now er ikke et manifest i den forstand, at han forsøger at motivere sine læsere til at handle. Det minder mere om en lang afhandling, som empirisk forsøger at slå fast, hvor imponerende store fremskridt menneskeheden egentligt har opnået – og at tingenes tilstand står til at blive endnu bedre i fremtiden.

Præcis som Pinkers tidligere Blockbuster-bøger er hans nyeste bredside mod kulturpessimismen fyldt med overraskende data og underholdende anekdoter. Men på besynderlig vis synes visse af de centrale påstande i bogen rent faktisk at undergrave selvsamme oplysningsprojekt, som Pinker hævder at være bannerfører for.

Steven Pinker indleder med at etablere 15 parametre til at måle menneskeligt velvære. Og uanset hvilket af dem, man kigger på, ser resultaterne imponerede ud. Det drejer sig ikke kun om oplagte kriterier som, at mennesker er blevet sundere og lever længere. Pinker behandler også den kendsgerning, at amerikanernes risiko for at blive dræbt af et lynnedslag er blevet 37 gange mindre siden starten af 1900-tallet (det skyldes raffinerede vejrprognoser, højere uddannelsesniveau og bedre sikkerhedsforanstaltninger).

Pinker demonstrerer også, at de trusler, som den brede befolkning, ifølge meningsmålinger, er mest optagede af, er stærkt overdrevne. En given amerikaners risiko for at dø i et terrorangreb er 3.000 gange mindre end risikoen for, at vedkommende dør i en ulykke.

Venstre- og højrefløjen er sammen med postmodernisterne skyld i at vi svigter oplysningens idealer. Det giver gode vækstbetingelser for ekstremisme og populisme, mener den kontroversielle Harvard-professor Steven Pinker, der er aktuel med bogen ’Enlightenment now!’
Læs også

Fremskridt handler ikke kun om sikkerhed. Eller om ny teknologi og smartere gadgets for den sags skyld. Steven Pinker henviser også til målinger, der viser, at mennesker verden over bliver mindre fordomsfulde og mere liberale. Men det bliver bedre endnu: Som følge af sundere kost, uddannelse og bedre incitament for analytisk tænkning er menneskeheden ved at blive klogere. De seneste tre årtier er resultaterne af IQ-test steget med cirka tre point.

Så hvorfor er der så meget angst, bekymring og vrede overalt i Vesten her i begyndelsen af 21. århundrede?

Steven Pinker fremsætter en række psykologiske forklaringer. Mennesker er programmeret til at svælge i nostalgi. Når nu tiden læger alle sår, er vi også tilbøjelige til huske fortiden som bedre, end den egentlig var. Vi har også en tendens til at fokusere på de dårlige nyheder. Det skyldes et fænomen, som man inden for Pinkers disciplin kalder tilgængeligheds heuristik: Enhver husker tydeligt et forfærdeligt terrorangreb eller Donald Trumps valgsejr. Men alt det, der ikke sker – de afværgede terrorforsøg og populister, der ikke overtog magten – fylder ikke meget i vores bevidsthed efterfølgende. Helt systematisk overvurderer vi altså summen af dårlige nyheder – i øvrigt i fuld overensstemmelse med det bærende princip for mange nyhedsmedier: »Hvis det bløder, prioriteres det højest«.

Det er ikke en direkte anklage om fake news, men Pinker, der er en af verdens bedst kendte psykologer, advarer alligevel om, at »ivrige nyhedsseere kan få et forstyrret syn på verden«.

Visse steder har Pinker decideret svært ved at fastholde sin rosenrøde fremstilling af verden. Intet sted er det tydeligere, end når han behandler en af nutidens ’besættelser’: ulighed. Hans primære filosofiske indvending er inspireret af libertariansk tænkning. Han mener slet og ret, at ulighed ikke er særlig væsentligt. Og hvad så, hvis J. K. Rowling bliver vanvittigt rig af, at folk køber Harry Potter-bøgerne? Det er folks frie valg.

Modsat dagens filosoffer har Pinker øjnene rettet mod bundlinjen. Og selv i stadig mere ulige samfund nyder de fattige godt af flere materielle goder og teknologiske innovationer. Han påpeger også, helt korrekt, at i et globalt perspektiv udvikler verden sig faktisk i retning af mere lighed. For en god ordens skyld henviser Pinker til undersøgelser, der konkluderer, at der ikke er nogen sammenhæng mellem ulighed og lykke. I hvert fald ikke i fattige lande. I de forpinte og forsømte dele af verden opleves ulighed angiveligt »ikke som noget nedslående, men opmuntrende«.

Pinker berører stort set ikke spørgsmålet om social mobilitet. Derfor behøver han heller ikke tage højde for menneskers helt naturlige forventninger om, at deres børn vil få det bedre, end de selv har haft det.

Ulighed og uretfærdighed

Det dramatiske fald i opadgående social mobilitet i USA har næppe været »opmuntrende«. Det har tværtimod genetableret fornemmelsen af, at systemet er rigged. At spillet er afgjort på forhånd.

Pinker nævner, at folk går mere op i uretfærdighed end ulighed. Det er som sådan rigtig nok, men han tager fejl, når han hævder, at personer som Bernie Sanders utilfredshed skyldes, at de lider af »fremskridtsfobi« – Pinker kan ikke at modstå fristelsen til at påpege, at de progressive i virkeligheden hader fremskridt. Han anerkender ikke, at Bernie Sanders og andre betragter ulighed som et resultat af uretfærdighed. Kritikere af ulighed er jo ikke overdrevent optagede af, hvorvidt skaberen af Harry Potter er blevet en rig kvinde. De er bekymrede over, at et kartel af forretningsledere plejer deres egne interesser snarere end almenvellets, men alligevel har uforholdsmæssigt meget – og empirisk veletableret – politisk indflydelse.

Pinker fremlægger et enormt omfang af data, ligesom han præsenterer et imponerende antal konkrete ideer til, hvordan vi løser verdens mest presserende problemer. I den forstand er Enligthenment Now vitterligt en oplysende bog. Men bogen er også fuld af umiskendeligt teknokratiske undertoner. Flere steder foreslår Pinker, at der før eller siden kun vil være én rationel, politisk løsning til ethvert problem (også selv om folk er imod det).

Pinker viser, at selv om mennesker bliver klogere, forbliver vi dybt irrationelle på en lang række områder, såsom atomkraft som Pinker ser som svaret på den globale opvarmning. En udfordring, som Pinker i øvrigt anerkender, er større end noget, menneskeheden tidligere har stået over for. Vi ser naturligvis gerne, at der bliver ført »evidensbaseret politik«. Men undertiden kan evidensen bare ikke stå alene. Der findes legitime politiske synspunkter, der baserer sig på værdier og forskellige syn på, hvad der er et acceptabelt risikoniveau (og ja, tyskerne lider af en form for angst og er måske for optagede af en bestemt forestilling om menneskelig værdighed – men det er nu engang det, de har det bedst med).

Demokratisk politik er ikke et videnskabeligt eksperiment. Ideen om, at der er én universel og rationel løsning er en af de ting, som visse filosoffer (og digtere) har afskyet ved den oprindelige Oplysning i 1700-tallet. Pinker karikerer kontra-oplysningens tænkere som en flok skøre romantikere, der gjorde sig til fortaler for en konsekvent og altomsluttende irrationalitet.

Men disse tænkere var ikke »imod fornuft« – hvilket i Pinkers øjne også er at være imod humanisme forstået som ønsket om menneskelig opblomstring. De kritiserede snarere rationalismen for at forsømme væsentlige aspekter af menneskets opblomstring. End ikke den mest reaktionære konservative ville i dag undsige oplysning helt og aldeles. Men på samme måde kunne selv ikke den mest rationelt indstillede, globalistiske liberale i dag forestille sig den menneskelige eksistens uden romantikkens termer.

Oplysningens ånd

Beklageligvis er Pinkers bog skæmmet af en besættelse af akademikere og kommentatorer, der er på pessimismens side. Offentlige intellektuelle konkurrerer om opmærksomhed på det, Pinker kalder »gravitas-markedet« – seriøsiteten og anseelsens markedsplads. Og på dette marked kan bekymring og pessimisme veksles til et omdømme som alvorlig og sofistikeret. Det er på den baggrund, at Pinker beklager sig over, at »dommedagsprofeterne« er blevet universiteternes »superstjerner«. Det er også på den baggrund, at han tilbyder det praktiske råd, at vi skal »droppe Nietzsche«, fordi han ikke var humanist og i øvrigt inspirerede nazisterne.

Men fem nøje udvalgte citater fra den tyske filosof og nogle halvbagte intellektuelle betragtning kommer sandsynligvis ikke til overbevise de postmodernister, som Pinker foragter så inderligt.

Uanset hvad, hvis man tænker lidt over det i lyset af tilgængeligheds heuristikken, er det næppe disse intellektuelle, der truer Oplysningen i dag. For akademikere er de måske de mest nærværende, men den egentlige magt tilhører dem, der stiller sig op på direkte tv og erklærer, at folket er trætte af eksperter eller fortæller befolkningen, at de skal stole på deres mavefornemmelser i stedet for statistik.

Men der er også en mere alvorlig filosofisk pointe. Ånden i Oplysningen var og er kritikkens ånd. Og det er netop de skeptikere, som Pinker vier side efter side efter side til at rette sarkastiske spydigheder imod, som bærer denne ånd i dag. Det betyder bestemt ikke, at de altid har ret, eller sågar altid ved, hvad de taler om. Men de kan ingenlunde beskrives som fatalister, sådan som Pinker insinuerer.

For Pinker er den bedste motivation at minde os om, hvor langt vi er kommet. Hvor store fremskridt, vi har gjort. Mens de aktivister, som Pinker hånligt beskriver som »social justice warriors« eller »climate justice warriors«, er overbeviste om, at det ligger en større motivation i at kigge ud i fremtiden.

Men Pinker antyder også, at nogle problemer grundlæggende vil løse sig selv. Som alle andre er han bekymret over populismens fremgang. Men modsat mange samfundsforskere, er han overbevist om, at det er en »bevægelse for gamle mænd«, som vil gå i sig selv i takt med den demografiske udvikling. Som han – ikke særlig smagfuldt – formulerer det:

»Undertiden skrider samfundet fremad fra begravelse til begravelse.«

Men ligesom hans forestilling om modernitet som en »flodbølge« eller »tektonisk kraft« er den slags betragtninger grundlæggende i konflikt med Oplysningens princip om menneskelig autonomi. Fremskridtet kommer ikke til at ske helt af sig selv. Problemerne løser ikke sig selv. Vi er nødt til at gøre noget. Og vi skal ikke holde os tilbage som kritikere på grund af en bekymring for, at det åbne samfunds fjender vil triumfere, hvis Vesten er for selvkritisk. Det er helt fint at være Oplysningens heppekor. Men heppekoret burde bruge mindre energi på at forsøge at få de medlemmer af bandet til at tie, der fra tid til anden slår over i en melankolsk tone.

Copyright Jan-Werner Müller. Oversat af Mathias Sindberg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jes Kiil
  • Søren Rehhoff
  • Olaf Tehrani
  • Kurt Nielsen
  • Poul Erik Riis
Jes Kiil, Søren Rehhoff, Olaf Tehrani, Kurt Nielsen og Poul Erik Riis anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu