Læsetid: 2 min.

Fabiano Caruana er den første amerikaner siden Bobby Fischer i en VM-match

25-årige Fabiano Caruana vandt kandidatturneringen i Berlin med gevinster i de to sidste runder. Mange i skakmiljøet jubler
25-årige Fabiano Caruana vandt kandidatturneringen i Berlin med gevinster i de to sidste runder. Mange i skakmiljøet jubler

Omer Messinger

28. marts 2018

Afslutningen på kandidatturneringen i Berlin satte tingene grundigt på plads. Inden da havde russerne kunnet håbe på, at deres spidskandidat, 28-årige Sergej Karjakin, kunne nå frem til en ny VM-match mod det norske skakfænomen Magnus Carlsen, men både i 13. og 14. runde måtte Karjakin lade sig nøje med remis.

Først spillede han med de sorte brikker for afventende, nærmest überforsigtigt, mod amerikaneren Wesley So, der også var tilfreds med remis, og i sidste runde fik han ikke gang i noget som helst mod den store overraskelse, kineseren Ding Liren, der som den eneste gik ubesejret gennem turneringen, men spillede hele 13 remiser.

Til gengæld vandt den 25-årige amerikanske stormester Fabiano Caruana sine to sidste partier. Først mod den efterhånden totalt modløse armenier Levon Aronian, der slet ikke kunne få spillet til at køre i Kühlhaus Berlin, og i 14. og sidste runde mod den russiske stormester Aleksandr Grisjtjuk. ’Sascha’ kunne ellers have hjulpet Karjakin ved at spænde ben for Fabiano, men nåede aldrig at få foden stukket frem. Dette opgør blev det sidste af de i alt 56 partier.

Tidligt på aftenen stod det klart, at Caruana kunne nøjes med remis for at tage en udelt førsteplads, da de øvrige resultater havde flasket sig for ham, men han spillede stædigt videre for at få hele pointet, og efter 69 træk måtte Grisjtjuk kapitulere. I slutstillingen kan man se, at den sorte konge er klar til at hapse den hvide bonde på g2. Og når den bliver slået, ryger bundproppen ud af hvids stilling.

Et helt point foran

Dermed fik de øvrige partier kun kosmetisk betydning. Caruana endte et helt point foran de nærmeste forfølgere i denne slutstilling:

1. Caruana, USA, 9 point 2.-3. Mamedyarov, Aserbajdsjan, og Karjakin, Rusland, 8 p. 4. Ding Liren, Kina, 7,5 p. 5.-6.

Grisjtjuk, Rusland, og Kramnik, Rusland, 6,5 p. 7. Wesley So, USA, 6 p. 8. Aronian, Armenien, 4,5 p.

Caruana bliver den første amerikanske udfordrer til VM-titlen, siden den gale og geniale Bobby Fischer i 1972-75 sad på tronen. I skakmiljøet jubler mange. En amerikansk VM-finalist vil selvsagt betyde mere hype omkring spillet og flere kapitalstærke sponsorer på verdensplan. Til november går det løs i London, hvor Caruana over en match på 12 partier skal forsøge at besejre det norske skakfænomen Magnus Carlsen, der har været verdensmester siden 2013.

Nu går både Caruana og Carlsen i laboratoriet. De har over et halvt år at forberede sig i. Det kommer især til at dreje sig om åbningsspillet, hvor man på den ene side vil forsøge at brygge nogle giftige varianter sammen, og på den anden side vil granske modstanderens spillestil i et forsøg på at finde svagheder, der kan udnyttes.

Serie

Kampen om skaktronen

I november 2018 forsvarede den norske stormester Magnus Carlsen sin verdensmestertitel mod amerikaneren Fabiano Caruana. Nu fortsætter Carlsens kamp for at cementere sin status som verdens(-historiens?) største skakspiller. Følg Informations dækning af de største dramaer og vigtigste turneringer.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
  • ulrik mortensen
Trond Meiring og ulrik mortensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

christian christensen

Det havde været lidt for kedeligt, hvis Karjakin havde vundet igen. Han har allerede haft én chance mod Carlsen, og han var meget god til at undgå Carlsens fælder og holde remis i lang tid, men da det kom til stykket, havde han ikke rigtigt noget at byde på.

Sigurd Sørensen, Claus Høeg og Knud Chr. Pedersen anbefalede denne kommentar